Af Bent Hylleberg, cand.theol., formand for Baptistkirken i Danmark
Hvem var han?
Kort før sin død, 65 år gammel, sagde Kyrø: ‘Man skal ikke være bange for at dø, hvis man har levet først!’ Og det gjorde Kyrø for fuld udblæsning. Gennem 42 år som baptistpræst fik han mange tilnavne: Chef-ideolog, ballademager, økumen, hymnolog, teolog, skribent, profet! Han blev ikke altid mødt med begejstring, men altid med respekt på grund af en skarp hjerne, et varmt hjerte og et stærkt engagement, der ofte blev fremført med farverig humor og undertiden med viddets ironi.
Kyrø’s mor var fra Nordnorge, men drog til København for at føde sit ‘uægte barn’. Her giftede hun sig og blev boende. På Nørrebro mødte Kjell baptismen. Senere skrev han herom: ‘Et mystisk lydende navn har du, men hvor jeg dog elskede dig! Du var som et træ, duftende af ungdom, da jeg mødte dig som ‘outsider’ i en guldalder’ (Baptist 15-16/1981).
Døbt som 17-årig og med en præsteuddannelse bag sig som 22-årig blev han landets yngste baptistpræst. Og som flittig præst og teolog sled han sig op. Et fortjent otium fik han ikke. ‘Hvor er her dog smukt’, sagde han en majdag ved sommerhuset på Orø, hvorpå han vendte sig og døde i armene på sin hustru, Elisabeth. I sine efterladte papirer skrev han: ‘Jeg har haft det bedre, end jeg fortjener!’ I ægteskabet kom der to drenge, Øjvind og Ebbe. Da den første ankom, modtog familie og venner en hilsen, hvorpå der stod: Lukas 1.57. – Typisk for Kyrø: Kort, men passende!
Det teologiske studium var drivkraften bag Kyrø’s ‘kirkekamp’. Som ung præst i Århus opsøgte han efter studentereksamen professor P.G. Lindhardt, der rådede ham til at studere i England: ‘De har jo ikke brug for en cand. theol.-eksamen!’ Parallelt med tre års studier i Oxford i anglikansk og baptistisk miljø passede han i ferierne menigheden i Århus. Hjemvendt giftede han sig i 1951 med metodistpræstens datter, frk. Bjerno. Hele livet var han udfordret af fællesskab med lutheranere.
Kyrø’s økumeniske engangement var hermed sat på skinner. I mere end 30 år var han optaget af den kristne kirkes enhed og mission – i stort og småt. Dette samt hans livslange venskab med Torsten Bergsten (svensk baptist, medlem af Faith and Order) gjorde det oplagt, at Kyrø repræsenterede danske baptister i 1960erne i Kirkernes Verdensråd. Højdepunktet blev hans deltagelse i generalforsamlingen i Uppsala i ’68. Ved hans død hed det, at den ‘var et uvurderligt tab for den økumeniske bevægelse. Kyrø’s ånd var præget af åbenhed, dynamik og bevægelse. Snæversyn og konfessionalisme var ham fjern. Han var en usædvanlig inspirerende partner og medarbejder i alle mellemkirkelige bestræbelser. En solid teologisk dømmekraft forbandt han med en munter og glad Kristustro, der var modnet ikke mindst gennem hans talrige og intense kontakter med mennesker fra andre kirker.’ (Peder Nørgaard-Højen, formand i DØFs studiekomité).
Kyrø’s forståelse af rigdommen i Kristus og i Hans kirke blev omdrejningpunktet for hans kritiske tjeneste i eget kirkesamfund. Det slog igennem ved udgivelsen af Baptistsamfundets salmebøger (1960 og 1989), hvor han begge gange gjorde denne til Danmarks rigeste, økumenisk set. Fra det kritiske engagement i studenterbevægelsen Eleuteros (1945-55) til brugen af den spidse pen som medredaktør af ‘baptist’ (1969-79) forblev han urovækkeren, der bekæmpede snæversyn blandt dem, han elskede.
Sammen med Torsten Bergsten rykkede han fra 1957 frem som én af de markante skandinaviske baptist-teologer, der kæmpede for en åben baptisme, der forstod sig selv som en del af Jesu Kristi Kirke. Han blev følgelig fortaler for ‘det overførte medlemskab’, hvorved medlemmer af barnedøbende kirkesamfund optages i en baptistmenighed uden fornyet dåb. Det blev alment kendt i forbindelse med udgivelsen af bogen om kirken i 1967. Bogens provokerende titel ‘Hvad skal vi med kirken?’ kaldte snart på et modspørgsmål hos danske baptister: ‘Hvad skal vi med Kyrø?’ Men han opgav os ikke.
I Baptistsamfundets ledelse arbejdede han dog mere af pligt end af lyst, idet han fastholdt, at en kirkes ledelse ‘ikke skal befolkes med diplomater på profeters bekostning’! Ved hans begravelse lød det med taknemlighed: ‘Han ruskede op og kaldte til dåd. Det var ikke tillokkende at være ‘hveps på Baptistsamfundets ryg’. Han var en ener i ordets bedste forstand. Aldrig færdig, altid på vej!’ (Ole Jørgensen, generalsekretær).
Hvad bar ham?
Herpå svarede Kyrø i et af mange foredrag, som han gav en Kaj Munk-titel: ‘Os bærer den himmelske glæde’. Her skrev han:
Slæber vi på Guds rige i stedet for at være båret af det? Den kristne glæde er en understrøm, der bærer livet. Den er frihed til at leve af Guds gode gaver og tumle sig i Guds opgaver. Den er frihed fra at tage sig selv højtideligt og i stedet tage Gud og næsten og livet højtideligt. Kan intet da kvæle denne glæde? Nej, egentlig intet! Hvad da med vore synder? Bekymring over vore synder gælder ikke, når vi lever af syndernes forladelse. Syndernes forladelse betyder Guds tro på os! Dog, én ting kan kvæle den kristne glæde. Os selv! Glæden kan kvæles ved, at vi murer kirkens hvælvinger til. Når vi er blevet herrer i et lille hus i stedet for tjenere i et stort hus, kvæles glæden – når vi besidder Guds nåde i stedet for, at den fortryller os. Os bærer den himmelske glæde! Betyder det, at vi skal slippe alvoren og tage let på problemerne? Nej, tværtimod kan vi først for alvor tage fat på problemerne, når vi tror, håber og elsker. Luften bliver først ren, når vi i tro på syndernes forladelse har råd til at være mangelfulde. Kampen bliver først stærk, når vi lever med Kristi sejr. Og i den indviklede verden har Gud gjort det sådan, at det med glæden aldrig skulle blive indviklet for os: Ved vor dåb. Dér begravedes vi i et bad af kærlighed, for at vort liv skulle blive en lovsang. (Baptisternes Ugeblad 29/1967)
Kyrø arbejdede hele livet med at udmønte dette ‘bad af kærlighed’. Allerede 1957 sparkede han til både lutheranere og baptister:
Ny testamente ser overalt dåben som et led i frelsens orden, hvorved dåben bliver et redskab i Guds hånd til vor frelse. Overalt i Ny testamente hører tro og dåb sammen. Man må på den ene side tale realistisk om dåben som et nådemiddel, og man må på den anden side tale om det personlige kristenliv som det ene afgørende. Opgaven er at forene disse linier, der begge udgår fra Ny testamentes forkyndelse, så ingen af dem svækkes. Derved hindres såvel ensidig objektivisme (dåb uden tro) som ensidig subjektivisme (tro uden dåb). Tro og dåb fastholdt som uløseligt sammenknyttede er den eneste mulighed for, at det personlige og det sakramentale kan fastholdes side om side. Dåb og tro kan altså ikke skilles. Men dåben og ordet kan heller ikke skilles. Den frikirkelige tendens er at fremhæve ordet på bekostning af dåben. Helligånden knyttes til ordets modtagelse alene. Faren for de store folkekirker, der hylder barnedåben, er, at Helligånden knyttes til dåben på bekostning af ordet, hvorved det personlige forflygtiges. Når derimod ord og dåb sammenholdes, kommer det klart frem, at Gud fuldender i dåben, hvad Han begynder ved ordet. I dåben bliver troen tillige til Kristi efterfølgelse. Dåben fører altså ikke blot til delagtighed i nåden, men til forpligtigelse under nåden. Ved at vende tilbage til sin dåb har den døbte en objektiv grund for sin fortrøstning til Gud. Dåben styrker ham i troen på nåden. (‘Dopet, Dåben, Dåpen’, Stockholm 1957, sd. 34ff)
Da Kyrø i et interview blev spurgt: ‘Hvad er du mest glad for hos dig selv?’, lød hans karakteristiske svar: ‘At Gud synes om mig!’ Kyrø forstod sig båret af Evangeliet. Herudaf sprang hans frygtløshed.
Hvad bar han med på?
Kirkens fornyelse – så kort kan det siges. Og dette ene afgørende havde for ham to sider: Kirkens egenart, at kirken fremstår som et meningsfyldt fællesskab, og kirkens mission, at den lader sig bruge som Gudsrigets redskab. Det ene lykkes ikke uden det andet. Herom handler hans indsats og forfatterskab. Han hentede inspiration hertil i studier af baptismens identitet og historie parret med Det andet Vatikankoncils teologiske nybrud og ånden fra Kirkernes Verdensråds Uppsala-møde. I en tale holdt i Københavns domkirke over Uppsala-temaet ‘Se, jeg gør alting nyt’ påpegede han, at alle kirker i historisk perspektiv var udtryk for nybrud. Men så fortsatte han:
Hvordan ser det ud i dag? Hvilken kirke vil anden fornyelse end den, vi kan overse og tumle? Hvad er galt? At vi alle har en næsten uudryddelig tendens til at søge den overkommelige fornyelse. Der er en positiv grund hertil: Det værdifulde i vore kirkesamfunds arv. Men Gud lader os i disse år blive magtesløse for at tvinge os til at åbne øjne og ører for Hans gerning. At leve i den nye livsholdning betyder dagligt at iføre sig Kristus og leve efter hans vilje på alle livsområder. Det betyder en vej, vi ikke kan overskue – måske en lidelsens vej. Og så vil den gamle Adam i os gerne skabe sig en kristendom, der er håndterlig og intet bevendt, og ugræsset gror i os og omkring os, om vi har aldrig så mange kirkefædre i ryggen. (Baptisternes Ugeblad 6/1968)
Kyrø ville ikke promovere sit eget syn på kirkens fornyelse. Det fremgik af hans åbningstale ved årsmødet i efteråret ’68 efter hjemkomst fra Uppsala. Her ville han nu udfordre sin egen kirke. Det skete med John Robinsons ord til pilgrimsfædrene på Mayflower 1620, de ædleste ord i frikirkenes historie: ‘Jeg ønsker, at I ikke føler jer bundet til mig mere, end I har set mig følge Herren Jesus Kristus. For jeg er helt overbevist om, at Herren har endnu flere sandheder, som han vil afsløre i sit hellige ord’. Herpå tog han fat på årsmødets tema: ‘Marken er verden – og den gode sæd er Rigets børn’ (Matt. 13:38).
Hans bibelstudier herover med titlen ‘Evangelisation uden bekymring’ fik afgørende betydning for baptisternes missionssyn. Kyrø handlede også i denne sammenhæng som den ene af et tvillingepar. Knud Wümpelmann var den anden – den første var provokatør, den sidste diplomat. Men de stod sammen om at udfordre til fornyelse:
Evangelisation er at bringe noget glædeligt fra Gud videre. Evangelisation er ikke et krampagtigt forsøg på at skaffe Gud succes. Hvor hovedvægten bliver lagt på at tjene mennesker frem for at vinde dem, kommer menigheden på ret måde i bevægelse mod verden.(‘Evangelisation uden bekymring’, 1968, sd. 4)
Hvad var hans vidnesbyrd?
Både som forkynder og teolog blev Kyrø mere og mere optaget af kirkens og kristnes konkrete mission i hverdag og samfund. Kristendom er efterfølgelse af Kristus – for den enkelte som discipel, men også for menigheden som fællesskab. Om det politiske ansvar skrev han:
I dag falder det i øjnene, at kærlighedsbudet ikke blot anmoder mig om at række naboen et bæger koldt vand over hækken, men også om at overveje de forhold i samfundet, der bevirker, at han overhovedet har brug for det kolde vand. Vi kan altså ud fra tanken om Guds omsorg for hele mennesket og budet om næstekærlighed begrunde menighedens og kristnes politiske og sociale ansvar. Det er sådan set begrundelse nok, men noget væsentligt fortones, hvis vi ikke medregner håbet. Målet er den nye himmel og den nye jord – altså et nyt univers, hvor alt ondt er kulet grundigt ned. Menigheden skal bære den kommende verdens frugter – være førstegrøden i det rige, der kommer med retfærdighed, glæde og fred. I det perspektiv kan den kristne virke på det politiske og sociale plan uden at fortvivle – med munter realitetssans. (‘Vækst og åbenhed’, 1976, sd. 83ff)
Ofte ser kritikerne for sig en gruppe af kirkelige verdensforbedrere, der utålmodigt vil have halet kirken ind i en mere effektiv rolle. Men sagligt set er der tale om at værne en verden, der står i fare for ødelæggelse. Her er ikke tale om at forbedre, men om at hindre dæmoniske tendenser i at løbe løbsk. Kirken skal i lys af evangeliet helbrede de syge og uddrive de onde ånder, der fører verden ud i undertrykkelse, fattigdom, sult og nød, og således befordre den oprindelige ‘sundhed’, der ligger i begrebet shalom (fred). (Nyt synspunkt 23, DMS 1986, sd. 46ff)
Kyrø sagde ofte, at Guds mølle maler langsomt: ‘Men vigtigt er det, at den får lov at male. Derfor håber jeg, der altid vil være folk, der vil ruske op i tingene’. I denne ædle kunst blev Kyrø selv en mester. Han levede, før han døde. Derfor vil han længe gøre sig gældende blandt de levende.