Kategorier
baptisthistorie

Verdensborgeren fra Thorup

Verdensborgeren fra Thorup

Selvbiografisk skildring af F. Bredahl Petersens opvækst i Thorup og Hellum for 100 år siden

Af Bent Hylleberg

F. Bredahl Petersen i dansk udgave med den karakteristiske paryk inden afrejsen til USA i 1957. Arkivfoto.

Disse erindringer om en god barndom og ungdom bygger på F. Bredahl Petersens egen fortælling, som han indtalte på et kassettebånd i USA i 1981, da han var 76 år gammel. Båndet blev sendt til Erling Nielsen, der dengang var præst i Østhimmerlands Baptistmenighed. Bredahl Petersens fortælling er tilrettelagt for Skørping Lokalhistoriske Arkivs årsskrift Egnsminder 2022 af Bent Hylleberg, der i 1960’erne boede i Skørping og gik til junior- og ungdomsmøder i den lille hvide baptistkirke i Hellum. Bredahl Petersens fortælling suppleres her af biografiske noter og relevante billeder. ’Bredahl’, som han altid blev kaldt, døde i Florida, USA, den 2. februar 1990.

Til Sibirien med min mor

F. Bredahl Petersen i amerikansk udgave som præst og professor i Baltimore, USA, efter 1957. Arkivfoto.

Jeg blev født i Fredericia. Min mor var af fransk afstamning. Min fars slægt var fra Fyrkilde [Ravnkilde sogn]. Far tjente på gården Bredal ved Siem, hvorfra mit mellemnavn stammer. Da han var på session, spurgte man ham om hans navn, der var Anders Marinus Petersen, og for at kunne skelne ham fra de mange andre Petersen’er, sagde de til ham, at fra nu af hed han Bredahl[1]. Min far blev dragon i Randers, hvor han også blev uddannet mejerist. Han fik ansættelse på Fyn, hvor han mødte min mor i Odense. Allerede ved århundredskiftet var han gået i Dansk Smørselskabs tjeneste i Rusland for at lære russerne i Sibirien at drive mejeribrug, producere smør og ost. Da jeg var blevet født, skulle min mor rejse over til ham i Sibirien, hvilket hun gjorde, da jeg var tre måneder gammel[2]. Det var samtidigt med Den russisk-japanske Krig [1904-1905], og under alt det dér forsvandt min far. Man vidste ikke, hvor han var blevet af, og takket være den svenske ambassade kom min mor med sit lille barn endelig hjem til Danmark via Den sibiriske Jernbane tværs over Rusland til Finland og over Haparanda gennem Sverige til Danmark. Hendes helbred var nedbrudt, og hun bad derfor min farbror Anders Larsen Petersen i Thorup på Thorupgaard i byens centrum om at tage sig af babyen – nemlig mig – indtil videre, hvilket de med glæde gjorde. Da der var gået et par år, blev det bestemt, at jeg skulle blive hos dem.

Det har ikke været muligt at finde et billede af Thorupgaarden fra Bredahls tid. Billedet her blev taget ca. 1950. Gården har i dag postadressen Skørpingvej 64, Skørping. Billedet er lånt fra Danmark set fra luften, www.kb.dk

På den måde blev Anders Larsen Petersen og hans dejlige gode hustru Karen Marie mine praktiske forældre. Jeg så ikke mine rigtige forældre før aftenen, inden jeg udvandrede til Amerika i februar 1924 som 18-årig. Da standsede jeg i Odense. Min far var kommet tilbage til Danmark i 1921, og det viste sig, at han havde tilbragt 15-16 år i Australien. Han og min mor fandt hinanden igen, og de var blevet gift[3]. Jeg så dem selvfølgelig nu og da gennem de år, jeg var præst i Danmark. Min far døde – min virkelige far – i 1947, mens jeg var på forelæsningsturné i Amerika[4]. Min mor døde i 1961 – var det vist nok – på et katolsk hvilehjem, et kloster ved Fruens Bøge i Odense[5]. Mine forældre i Thorup er jo døde for længst, og min bror Karl[6] overtog gården. Hans søn ønskede ikke at være landmand, så min bror solgte gården. Han havde lovet mig en tønde land ude ved Kællingebakken på vej til St. Brøndum, hvor der endnu var nogle hedebakker tilbage og et par vikingekæmpehøje, hvoraf vi ejede den ene. Han havde lovet mig, at jeg kunne få en tønde land omkring Kællingebakken, der var en gammel udgravet vikingegrav, hvor jeg kunne bygge mig et sommerhus, når jeg ville besøge Danmark. Men det glemte han, og nu [1981] bor han jo i Støvring. Hans hustru døde sidste år, og han er enkemand 80 år gammel. Jeg har den dag i dag forbindelse med ham og hans børn.

Da den gamle skole blev solgt i 1914 flyttede ’den store klasse’ til den nye skole. Den ses her omkring 1915-1916. Bredahl bør være med på dette billede. Er det tilfældet, står han som nr. 3 fra højre foran vinduet. Billedet findes i Hellum ved Rold Skov (MUM, 29).

Min barndom i Thorup, Hellum og omegn

Jeg mindes med glæde min barndom med mine gudfrygtige forældre, hvor far samlede os om spisebordet – hele familien samt vores to karle og to piger – i folkestuen, før vi spiste morgenmad. Her tog han den gamle bibel, der lå i hjørnet af bænken, læste et kapitel for dagen og bad en bøn, inden han sagde ’værsgo’[7]. Fra jeg var fire år gammel, kom jeg til at gå i søndagsskole ligesom min bror Karl og mange andre på egnen i det gæstfrie og åbne hjem hos Karl Rasmussens i Hellum[8]. Her blev vi undervist af en gammel mand – jeg tror, han hed Jens Christian Lind[9]. Det forekommer mig, at han var en slags aftægtsmand hos Karl Rasmussen. Han og Karl Rasmussen underviste os. Da vi blev så mange, at vi ikke kunne være i Karl Rasmussens stuer, lejede man den lille sal i forsamlingshuset[10] nede ved brugsforeningen, og der gik vi så i søndagsskole. Der var propfyldt med børn. Da jeg senere – som 16-18-årig – var på realskolen i Gistrup, cyklede Peter Rasmussen[11] og jeg hver anden søndag tilbage til Hellum, hvor vi holdt søndagsskole sammen med Karl Rasmussen. Jeg havde ønsket at fortsætte mine studier, så snart jeg var færdig med den almindelige skolegang, da jeg var 14 år gammel. Min far ville, at jeg skulle være landmand, og da min bror ville være forstmand, sagde han, at så var der jo kun mig til at overtage gården. Men jeg ville have lov til at læse og studere med tanke på at blive præst. Far gav sig ikke, før jeg var 16 år, hvorefter han lod mig tage på Gistrup Højskole, hvor jeg efter to år tog min præliminæreksamen, der blev aflagt ved Københavns Universitet. Og tre uger senere udvandrede jeg til USA. Min tid i Thorup, Hellum og omegn varede altså fra jeg var otte måneder gammel til jeg som 16-årig rejste til Gistrup.

Det ældste portrætfoto, vi har af Bredahl, stammer fra hans ophold på Gistrup Højskole. Billedet er et udsnit af højskolebilledet fra 1922. Arkivfoto.

På kommuneskolen i Hellum

Jeg havde den glæde at gå i Hellum kommuneskole[12], mens skolen lå lige over for brugsforeningen. Da jeg havde gået dér, hvor alle aldre mødtes i én klasse, fra de var syv til de var fjorten år under lærer Mosdal[13], rejste man i løbet af et års tid den nye skole, hvor vejen svinger mod Thorup. Man solgte den gamle kommuneskole til en Jens Peter[14], husker jeg, som lavede den til et arbejdssted, hvor han lavede mursten og beton til bygningsformål. Jeg holdt meget af den gamle bygning. Men nu fik man en mindre bygning halvvejs oppe mod møllen til en underskole, hvor børn fra 7 til 9-10 år gik. Der fik de en lærerinde. I den nye skole – i den såkaldte ’store klasse’ – mødtes vi, der var 10-11 til vi blev 14 år. Her tænker jeg med stor taknemlighed på lærer Mosdal. Han var en meget dygtig og skattet lærer. Man gav ham en sulteløn, og så gav man ham nogle få tønder land helt oppe ved Thorup kirke – vel gammel kirkejord – som han kunne dyrke ved siden af. Han havde et par småheste og to-tre køer, og jeg kan endnu se ham slide som landmand, når klasserne var forbi og over weekenden. Ligeledes når vi havde enkelte opgaver, hvor vi kunne klare os selv – som at skrive stil, læse historie og lave regning – gik han ned i sin lade, hvor han med sin plejl tærskede havre og rug. Han var en slider, men han burde have haft en større løn, og skulle han have et landbrug, så burde man jo have købt ham jorden lige ved siden af kommuneskolen. Men der var vist ingen, der tænkte på, at han havde en lang vej til sin arbejdsmark.

Hellum Skoles eksamensprotokol foråret 1919, da Bredahl forlod skolen. Han står her på nederste linje. Protokollen viser, at han forlod skolen med disse karakterer: 2 ug, 1 ug-, 3 mg+ og 1 mg. Protokollen er stillet til rådighed af Lokalhistorisk Arkiv (JR).

Om folkekirkens præster

Jeg husker også fra begyndelsen af min barndom, at vi i Folkekirken havde pastor Christensen[15], der boede på præstegården i St. Brøndum. Han havde et par små sorte heste, der blev kørt af hans kusk. Selv sad han i bagsædet med en fodpose, når der var koldt. Han havde silkehat på og var en meget bøs embedsmand, som vi var bange for, når han kom for at overhøre os i religion i kommuneskolen. Men så fik vi den elskelige pastor Grønvold[16]. Når vejret var til det, spadserede han fra St. Brøndum til Thorup Kirke og til eftermiddagsgudstjenesten i Siem kirke og derpå hjem igen. Hvor var han et elskeligt menneske. Da jeg var en af de dygtige i klassen, fik jeg som 13-årig en prisbelønning – en bog om landbrug i Amerika. Og da jeg var 14 år, fik jeg af pastor Grønvold endnu en præmie, nemlig biskop Monrads bog ’Fra bønnens verden’. Jeg har den endnu – i sort bind og med guldtryk på.

Baptistsamfundets højskole lå i Gistrup 1899-1928. Her med elever og lærere i alle vinduer og døre. Herfra dimitterede Bredahl med præliminæreksamen i 1924 (GH, 22), hvorefter han emigrerede til USA. Højskolen blev flyttet til Tølløse i 1928 (BH1, 260ff og 294ff).

Om baptisterne på egnen

I Thorup havde vi mange gode naboer. Under første verdenskrig, hvor der var en hel del salg og bytning af gårde, kom Erik Olsens ude fra Egense og købte gården lige øst for vores gård[17]. De var baptister. Deres datter spillede orgel, og jeg spillede violin. Peter Rasmussen spillede også violin, og der var et par unge piger, der spillede guitarer. Da jeg var 13-14 år, begyndte vi at spille til møderne. Anna Olsen orgel, Peter Rasmussen og jeg første og anden violin, dertil kom guitaristerne og nogle unge mennesker, der sang. Det var vores første virkelige kirketjeneste. Dengang holdt man efter tidens skik missionsuger. I en hel uge i træk var der vækkelsesmøder. Da jeg var 13 år, kom Gotfred Pedersen[18] og holdt en række vækkelsesmøder i september. Og jeg må sige, at jeg blev åndelig vakt. I oktober kom [N.J.] Stigborg[19] en uge, og jeg blev endnu mere åndelig vakt, og nu ønskede jeg at omvende mig og tilslutte mig baptistmenigheden. Men det skete ikke. Derefter kom så August Broholm[20], der var hjemme på to års besøg fra Amerika, for at holde vækkelsesmøder. Han samlede salen i Hellum proppende fyldt. Jeg glemmer det ikke – med den osende petroleumslampe. Og hvor var der varmt! Han lærte os at synge ’I mit liv en så herlig forandring fandt sted, da Jesus i hjertet kom ind’. Og selv om landboere er lidt vanskelige at få i gang, blev han ved med at synge, indtil vi alle havde lært den. Herefter begyndte og sluttede vi hver aften med denne salme. Ved det sidste møde bad han alle dem, der ville overgive deres liv til Kristus og omvende sig, om at række deres hånd op. Vi var tre, der gjorde det, og jeg husker med hvilken alvor, jeg gjorde det[21]. Fra det øjeblik blev det jo kendt på egnen, at jeg var blevet ’hellig’. Det havde jeg ikke spor imod, for det var nemlig det, jeg ønskede at blive. Og så tjente jeg som sagt derhjemme hos min far i to år som karl, hvorefter jeg kom på realskolen i Gistrup. Og derfra videre til USA.

Bredahl rejste fra Danmark som 18-årig for at læse til præst i USA, hvor danske baptistprædikanter var blevet uddannet siden 1884 (BH1, 146ff). Han studerede i Des Moines, Iowa, hvor han traf den svensk-amerikanske Helen Lundström (1908-2003), som han blev viet til i 1930 i Iowa. Her ses de, da de i 1932 blev præstepar i Baptistmenigheden på Amager, senere Købnerkirken. Bredahls indsats i dansk kirkeliv er beskrevet i min bog: Dansk baptisme og tyske nazisme, Danske baptisters historie 1930-1950. Arkivfoto.

Jeg fik et langt større udsyn

Det interessante var, at næsten alle børn på egnen gik i søndagsskole hos Karl Rasmussen. Det var en vældig tjeneste, han udførte, og det blev livsbestemmende for mange mennesker – og i hvert fald for mig. Da jeg blev baptist, kom jeg i forbindelse med en langt større kreds af mennesker, end jeg ville have gjort ved blot at tilhøre Folkekirken lokalt. Der var jo stævner og konferencer over hele landet, hvor jeg kom sammen med unge fra forskellige byer. Og så var der årsmøderne, som blev holdt forskellige steder i Danmark. De havde besøg af forkyndere fra andre lande, bl.a. Sverige og Norge, ja, selv fra USA. Det var som om, det gav én et langt større udsyn, end man var vant til ved blot at gå til kirke.

Når jeg nu sender jer denne hilsen, er det også for at sige, at i den bygning[22] i Hellum blev jeg omvendt, i den blev jeg baptist, og den fik skelsættende betydning for hele mit liv. Jeg er ikke sekterisk anlagt. Jeg er derimod økumenisk indstillet og har prædiket i mange kirkesamfund og mødt meget godt i mange kirker – og i de senere år har jeg endog talt i synagoger[23]. Men det skelsættende, som førte alt dette med sig, fandt sted i forsamlingshuset i Hellum – takket være, at baptisterne kom og gjorde noget for børn og unge, og for mange blev det af afgørende betydning for deres liv. Nu hilser jeg jer alle og ønsker, at Guds velsignelse må følge jer. Hjertelig hilsen fra F. Bredahl Petersen – dengang kaldet Frederik Petersen.

Bredahls virke i Det danske Baptistsamfund, hvor han indtog mange forskellige tillidsposter, var præget at stor rejseaktivitet. Af den årsag findes hans karakteristiske autograf i flere gæstebøger. Ofte efterlod han denne hilsen til værtsparret med apostlen Paulus’ ord fra Efeserbrevet: ’Af Naaden er vi frelste ved Troen; ikke af os selv, Guds er Gaven’. Arkivfoto.
Læs også: Fra Salemskapellet til Købnerkirken på Amager

Litteratur

August Broholm: Guds fodspor på min vej, Forlaget Fraternitas 1976 (AB)

Birgitte Mølhede Bomholt og Inger Skov: Kaldet, Forlaget Kahrius 2016 (BMB)

Inger Marie Christensen: Siem sogns historie, Siem Forsamlingshus 2010 (IMC)

Bent Hylleberg (m.fl.): Et kirkesamfund bliver til. Danske baptisters historie 1839-1939, Føltveds Forlag 1989 (BH1)

Bent Hylleberg: Dansk baptisme og tysk nazisme. Danske baptisters historie 1930-1950, Forlaget Apophasis 2021 (BH2)

Gistrup Højskole: Medlemsblad for Gistrup Højskoles Elevforening 1924 (GH)

Mette Uhrenholt Moestrup (m.fl.): Hellum ved Rold Skov, Hellum Landsbyforening 2007 (MUM)

Erling Nielsen: Glimt af Østhimmerlands Baptistmenigheds historie 1840-1990, Nørresundby 1990 (EN)

Helge Rasmussen (red): En dansk missionsbevægelse. Det danske Missionsforbund 1888-1963, København 1963 (HR)

Oplysninger i Folketællinger (FT) og Ministerialbøger (MB) er fundet frem af Lis Holm og Kurt Gjerrild.

Oplysninger om de nævnte gårde i Thorup og omegn er fundet frem af Gudrun Knudsen.

Lokalhistorisk Arkiv, Skørping. Fotos og informationer fra Johan Rafaelsen (JR).

Kassettebåndet og baptisthistoriske fotos opbevares i Baptistkirkens arkiv, Kvarmløsevej 37A, 4340 Tølløse.

Noter

  1. Navnet ’Bredahl’ stammer fra gården Bredal i Siem sogn. F. Bredahl Petersen stavede altid sit mellemnavn med ’h’, hvilket stemmer med navngivningen ifølge Kirkebogen (MB). Bredahls far blev født i Siem sogn 16.01.1870 (MB) som ’uægte’ barn af fattige forældre, der satte ham i pleje på Bredal (IMC, 19ff). Her voksede han op og tjente tidligt som karl (IMC, 75f).
  2. Bredahl blev født 01.07.1905 uden for ægteskab af en fraskilt ung kvinde på 22 år. Hans mor Anna Louise Hansen, født Petersen, var født 16.10.1882 i en romersk-katolsk familie. Hun blev gift som 17-årig i foråret 1900. Forinden havde hun kun 15 år gammel født en søn, og kort efter vielsen fødte hun en datter, parrets andet barn. Ægteskabet holdt imidlertid ikke, og de blev skilt 14.06.1905. Bredahl var altså hendes tredje barn, der kom til verden 14 dage efter, at skilsmissen faldt på plads. Alle tre børn blev barnedøbt – sønnen i Den romersk-katolske Kirke, datteren og Bredahl i Folkekirken (KB og FT).
  3. Bredahls mor blev viet 2. gang efter hjemkomsten fra Sibirien. Efter Bredahls far vendte hjem, bosatte han sig i Odense, hvor han giftede sig 1. gang. Bredahls forældre fandt imidlertid hinanden, og de ophævede begge ægteskaber samtidigt ved skilsmisser i foråret 1924. Ved Folketællingen 1925 havde de samme bopæl i Odense, men de blev først borgerligt viede otte år senere i foråret 1933 (Ægteskabsjournal, Odense kommune 1933, nr. 607).
  4. Bredahls far døde 18.09.1947 i Odense, hvor han blev begravet af pastor Chr. Bech, Odense Baptistmenighed (MB). Bredahl og hans hustru sejlede med Jutlandia til USA. Som påskønnelse for den fire måneder lange foredragsturné gav amerikanske baptister ham et dollargrin, der snart kunne ses i de københavnske gader (BH2, 184ff).
  5. Bredahls mor døde 30.05.1960 i Odense og blev begravet af pastor Orla Grarup, Odense Baptistmenighed (MB).
  6. Bredahls ’bror Karl’ – egentlig hans fætter – var fire år ældre end Bredahl, idet han var født 10.02.1901 i Thorup (FT).
  7. Da Bredahls ’praktiske forældre’ – Karen Marie og Anders Larsen Petersen – flyttede til Thorup, hvor de i 1898 købte Thorupgaard, hørte de til Frimissionen, senere kaldet Missionsforbundet, hvor de var meget engagerede. I 1942 købte de den gamle brugsbygning i Siem, der blev ombygget til missionshuset Bethania (IMC, 56; HR, 93).
  8. Karl Rasmussen overtog familiens slægtsgård – Nørregaard – i 1895 og blev en driftig landmand. Familien tilhørte Baptistmenigheden. Karl og Dorthea Rasmussen blev drivkraften i børnearbejdet på egnen. Først i hjemmet, derpå i forsamlingshuset, som Bredahl omtaler, og efter 1924 i Hellum Baptistkirke, som menigheden byggede (MUM, 138f).
  9. I Hellum boede der to baptistfamilier med navnet Lind. Søndagsskolelæreren, som Bredahl erindrer, er Niels Christian Lind. I 1912 var han 71 år, mens Bredahl var 7 år (MB; MUM, 118-120). Han ses på to billeder fra 1915 og 1919 (EN, 37).
  10. Forsamlingshuset, der blev bygget på ’byens torv’, blev indviet i 1898 (MUM, 127). Baptistmenigheden lejede det i en årrække efter 1905 for 30 kr. om året (MUM, 126ff).
  11. Peter Rasmussen, født 1903 på Nørregaard i Hellum, læste samtidig med Bredahl på Gistrup Højskole. Han blev uddannet som baptistpræst og var Baptistsamfundets energiske ungdomssekretær og spejderchef 1930-1939 – kendt som P. Rasmussen (BH1, 262ff m.fl. og BH2, 24ff m.fl.).
  12. Hellum gamle Skole, hvor Bredahl blev undervist 1912-1914, kan ses i Hellum ved Rold Skov (MUM, 21).
  13. Johannes Mosdal (1871-1957) var lærer ved Hellum Skole 1902-1941 (MUM, 20ff).
  14. ’Jens Peter’ er formentlig Jens Peter Christensen, der købte den gamle skole i 1914 (MUM, 21).
  15. Julius Chresten Edvard Christensen, sognepræst i St. Brøndum 1899-1914 (JR).
  16. Harald Frederik Grønvold, sognepræst i St. Brøndum 1915-1921 (JR).
  17. Gården hedder Østergaard og har i dag postadressen Skørpingvej 62, Skørping.
  18. Gotfred Pedersen, præst i Vraa Baptistmenighed (BMB).
  19. N.J. Stigborg, præst i Frederikshavn Baptistmenighed.
  20. August Broholm, dansk-amerikansk baptistpræst og evangelist (AB).
  21. Bredahl blev døbt som 14-årig i Østhimmerlands Baptistmenighed (03.08.1919).
  22. Forsamlingshuset i Hellum, se note 10. Til Bredahls store glæde købte menigheden i 1980 forsamlingshuset, hvor spejderarbejdet nu fandt sted i 25 år. ’Huset’ blev solgt i 2005. Året efter flyttede spejderne ind i to mobile barakker bag Hellum skole, hvor menigheden købte en grund. Menighedens skiftende børne- og ungdomsarbejde har altså været en del af lokalmiljøet i Hellum i langt over 100 år. Byens eneste kirke – ’den lille hvide baptistkirke’ – blev solgt i 1999.
  23. Om Bredahls liv og virke, se den omfattende biografi og bibliografi i Kraks Blå Bog (1988, 213ff). Heraf fremgår, at han studerede i USA 1924-27 og 1929-32. Her modtog han et stipendium, der førte til, at han blev Dr.phil. ved Edinburgh University i 1937. Her i landet blev han præst ved Købnerkirken på Amager (1932-1955) og Immanuelskirken i Aarhus (1955-1957). Han var medlem af Baptistkirkens landsledelse (1934-1957) og dens formand (1949-1954). Under 2. verdenskrig ledte han en modstandsgruppe, der holdt til i Købnerkirken. Efter krigen blev han også med base i Købnerkirken leder af frikirkernes hjælpearbejde til fordel for de tyske flygtninge i Danmark (1945-49) og for nødlidende baptister i Holland, Polen og Tyskland (1946-1951). I USA bosatte familien sig i Baltimore, Maryland, hvor han blev professor ved en række universiteter og præst ved byens førende baptistkirke. I begyndelsen af 1970’erne var han på en foredragsturné i Europa, herunder også Danmark. I 1981 rundede han båndet af med at sige: ’Jeg var hjemme igen i 1971, 1972, 1973 og 1974, men har ikke været der siden. Mit helbred er ikke så godt, og jeg er næsten blind’.
Kategorier
baptisthistorie

Fra Salemskapellet til Købnerkirken på Amager

Fra Salemskapellet til Købnerkirken på Amager

Selvbiografisk skildring af F. Bredahl Petersens komme til Amager i 1932 efter studier i USA.

Af Bent Hylleberg

Disse erindringer bygger på F. Bredahl Petersens fortælling, som han indtalte på kassettebånd i 1982 i USA – 50 år efter, at fru Helen og han kom til Danmark for at blive Amager Baptistmenigheds præstepar. Båndet, der også skildrer træk af menighedens historie i perioden 1930-1940, blev sendt til Erling Nielsen, der begyndte som præst i Købnerkirken i 1982. Kassettebåndet er afskrevet af Bent Hylleberg, der supplerer F. Bredahls Petersens erindringer med billeder og noter – også fra hans egen historie om ’Københavns 2. Baptistmenighed 1891-1941: Gennem 50 Aar’. Ved hjælp af alt dette kan læseren følge ’Bredahl’, som han altid blev kaldt, i årene 1924-1939. Denne artikel kan således læses som en fortsættelse af min artikel om Bredahls barndom og ungdom, der fik titlen ’Verdensborgeren fra Thorup’[1]. Bredahl blev født i Odense i 1905, og han døde i Florida, USA, i 1999.

Som baggrund for at forstå begyndelsen på Bredahls erindringer nedenfor, er det nyttigt at vide, at han udvandrede som 18-årig til USA i 1924, da han havde taget præliminæreksamen på Gistrup Højskole. Hans hensigt var at uddanne sig til baptistpræst. Han rejste til Iowa, hvor han blev Bachelor of Arts (Des Moines University, 1927). Han fortsatte studierne i staten New York, hvor han i 1932 bestod to eksamener: Master of Arts (University of Rochester) og Bachelor of Divinity (The Colgate-Rochester Divinity School). Undervejs havde han i Iowa lært sin kommende hustru, Helen Lundström, der var af svensk afstamning, at kende. De blev viet i Iowa i sommeren 1930. Med ophold i København blev han I 1937 Dr. Phil. ved University of Edinburgh på en afhandling om ’Dr. Johannes Macchabæus – John Mac Alpin – Scotland’s Contribution to the Reformation in Denmark’[2]. I samtiden blev baptistpræster kaldet ’forstandere’, idet de havde ansvar for både menighedens ledelse og forkyndelse. Som præst i Amager Baptistmenighed optræder han både som leder, præst og teolog.

Old Dowling High School
Des Moines College, hvor Bredahl læste 1924-1927, lå i Iowa. Arkivfoto.

Under uddannelse i USA

Vi havde ikke planlagt, da vi blev gift i 1930, at vi skulle rejse til Danmark og Europa for at tilbringe 25 år af vor tjeneste der. Jeg havde et par gange i den sidste vinter på Rochester University modtaget breve fra Missionskomitéen om, at den regnede med, at vi kom til Danmark, så snart vores studier var forbi. Men jeg meddelte den elskværdigt og venligt to gange, at det ikke var vor hensigt, men at vi agtede at blive i USA. Hertil var jeg kommet i 1924 som 18-årig immigrant, havde taget mine første borgerpapirer og min College[3] uddannelse. Derpå rejste jeg til Danmark for at tilbringe julen 1927-28 hos mine forældre i en tre-ugers tid. Derefter ville jeg vende tilbage til USA for at tjene nogle penge fra februar til hen over sommeren, hvor jeg regnede med at blive optaget på Rochester i efteråret 1927. Men det gik jo anderledes.

Da jeg kom til Danmark, regnede forstander Chr. Hansen[4] i Østhimmerlands menighed med, at jeg var blevet uddannet som prædikant i USA. Det sidste år, jeg var på Des Moines University, havde jeg fået licens fra Iowa Baptist State Convention til at prædike, og jeg var blevet pastor for en menighed dér samtidigt med, at jeg læste. Derfor regnede jeg også med, at vi skulle blive i USA. Chr. Hansen insisterede imidlertid på, at jeg skulle holde en række vækkelsesmøder i Hellum Baptistkirke. Det gik jeg så med på i januar måned 1928, hvorefter jeg ville rejse til USA. Men der blev så mange mennesker omvendt, at det rygtedes i Danmark. Inden længe holdt jeg i februar vækkelsesuger i Kristuskirken, København, hvor mange blev omvendt, og så gik det slag i slag i de forskellige menigheder fra Frederikshavn – via Sæby, Brovst, Aalborg, Aarhus, Vejle og Odense – til Bornholm. Alle vegne blev mange unge omvendt. Jeg regner med et par hundrede i løbet af 1928, da jeg virkede som missionær eller som vi ville sige i USA som evangelist. I maj 1928 kom der en delegation fra Frederikshavns Baptistmenighed, der ville have mig til at være forstander der.

Ordination i Frederikshavn

F. Bredahl Petersen ved ordinationen 1929.
Foto fra Baptisternes Aarbog 1929, side 78.

Det var noget af det sidste, jeg ønskede at blive, for det ville jo tage min tid fra mine studier i USA. P. Olsen[5] bad mig imidlertid så inderligt om at blive i Danmark og tage imod kaldet, så jeg lovede at tage imod det for ét år. Jeg skulle nemlig være indenfor USA’s grænser, inden der var gået to år fra den tid, jeg rejste ud i december 1927. Ellers ville jeg miste mine rettigheder som amerikansk borger, fordi jeg var indrejst som immigrant. Jeg tog så imod kaldet fra Frederikshavn fra 1. september, og det blev et forunderligt år. Der blev vel et par hundrede mennesker omvendt deroppe i den tid, hvoraf de 66 blev døbt og tillagt menigheden[6]. I forhold til andre menigheder var det langt det største dåbstal i menighederne på det tidspunkt, når deres medlemstal tages i betragtning. Jeg rejste fra menigheden midt i en vækkelse, men menigheden hævdede, at jeg ikke måtte rejse uden, at jeg var blevet ordineret. Menigheden henvendte sig derfor til forstander Rasmus Madsen[7], der var formand for Baptistsamfundets årsmøde. Jeg glemmer ikke, at han svarede, at der ikke var nogen grund til, at jeg skulle ordineres, når jeg ville rejse tilbage til USA. Men på det tidspunkt var pastor [A.W.] Warren[8] fra Minnesota i Danmark på en vækkelsesturné. Han skrev til Missions-komitéen, at den burde efterkomme Frederikshavns menigheds ønske om min ordination, hvis de ønskede at få mig tilbage til Danmark på et senere tidspunkt. I så fald burde de i det mindste udvise denne godvilje overfor mig. Efter Missionskomitéen havde læst hans brev, fik menigheden et andet brev, hvori min ordination blev fastlagt til den 28. april 1929. Om efteråret, da jeg rejste tilbage til Rochester Divinity School, var jeg blevet ordineret som dansk baptistprædikant[9].

Colgate-Rochester Divinity School, Rochester N.Y., ca. 1935, hvorfra F. Bredahl Petersen dimitterede i 1932. Postkort, Arkivfoto.

Fortsatte studier i USA

Det sidste år, jeg var på skolen i Rochester, kom der en henvendelse til mig fra Missionskomitéen[10]. Den mente at have krav på, at jeg skulle vende tilbage til Danmark. Jeg havde modtaget et såkaldt ’Cooperative Fellowship’, det bestod af 750 dollars fra skolen i Rochester og 250 dollars fra American Baptist Foreing Mission Society. Derfor hævdede de nu, at dette forpligtede mig til at rejse tilbage til Danmark. Men Missionskomitéen vidste ikke, at jeg – inden jeg modtog dette ’Fellowship’ – havde fået den ordning, at hvis jeg ikke ønskede at rejse hjem, så kunne jeg blot tilbagebetale beløbet fra American Baptist Foreing Mission Society, og det var jeg indstillet på at gøre. Det, der til sidst slog hovedet på sømmet, var først og fremmest et langt privat brev fra P. Olsen, der så indtrængende bad om, at vi ville komme tilbage til Danmark. Han skrev, at de danske baptister trængte til os. Det gjorde et dybt indtryk på mig. I februar 1929 skete der yderligere det, at Dr. Lewis[11] og Dr. James H. Franklin[12] uventet opsøgte os. Den førstnævnte var dengang American Baptist Foreign Mission Society’s repræsentant i Europa med bopæl i Paris, og den sidstnævnte var førstesekretær i New York for American Baptist Foreign Mission Society. De tilbragte en halv dag sammen med os i Rochester i februar 1932 og bad os indtrængende om at tage til Danmark. I Europa ville de gerne have mænd, som var blevet uddannet i USA og som skulle stå i forbindelse med American Baptist Foreign Mission Society for at bistå dem i det hjælpearbejde, som de ville yde til de europæiske baptister. Resultatet blev, at vi lovede dem, at vi ville tage imod en kaldelse fra Danmark. Og det blev så fra Baptistmenigheden på Amager, at der kom en direkte kaldelse. Vi betragtede København som et godt centrum for os, når vi skulle betjene Danmark og ligeledes være her og der i det nordlige Europa som repræsentanter for American Baptist Foreign Mission Society. Jeg glemmer ikke, at Dr. Franklin og Dr. Lewis begge ytrede tilfredshed med, at vi kun lovede ét år. Da vi ikke havde midler selv, lovede de, at de ville give os 100 dollar til at købe kufferter og lignende for. Og ligeledes ville de betale den ene af vores billetter til Danmark og lade danskerne om den anden. Den sidste blev vistnok delt mellem menigheden på Amager og Baptistsamfundet.

Referat fra Bredahl Petersens tiltrædelse som forstanderpar på Amager i august 1932. Bemærk i spalten til højre hans observation om kirkelivet her i landet. I Thorup kirke havde der været messefald syv gange i vinterhalvåret 1927-1928 (BU 1932, 282).

Amager Baptistmenighed

Da vi nu var kommet til Amager, hvor velkomstfesten blev holdt den 17. august 1932, gav vi os især i gang med at samle ungdommen, som blev opdelt i fire arbejdsgrupper, nemlig en helliggørelses-, en tjeneste-, en kammeratskabs- og en missionsgruppe. Der blev 7-8 medlemmer til hver gruppe, som havde en formand, og disse formænd og jeg dannede et slags kabinet, der hjalp til at holde arbejdet gående. Hver af grupperne havde ansvar for at samles en gang om måneden for sig selv, idet de skulle prøve at få så mange andre unge med som muligt – ikke fra de andre grupper, men udefra. Og de kappedes om, hvem der havde fået flest fremmede unge med. Samtidigt havde de den opgave at tilrettelægge de månedlige ungdomsmøder, der dermed fik variation og ligeledes blev holdt af de unge selv. I løbet af et år var ungdomsflokken blevet forøget fra ca. 25 til omkring 100, og det satte sit stærke præg på menighedens liv.

Da vi kom til det følgende forår, skulle det afgøres, om Helens og min tjeneste skulle fortsætte, og menigheden bad os indtrængende og enstemmigt om at blive. Da var det, at det berømte møde fandt sted i april, hvori vi lovede at blive på tre betingelser. Først og fremmest skulle vi acceptere en 5-årsplan for at rejse en jubilæumskirke i København i 1939. For det andet skulle vi ansætte en arkitekt, der med det samme skulle lave tegningerne til kirken. Og for det tredje skulle vi omgående i gang med indsamlingen. Femårsplanen[13] blev vedtaget – og nøjagtig på 100-årsdagen for de danske baptisters jubilæum stod Købnerkirken færdig til indvielse. Det kostede os ganske vist en ekstra tur til USA på 6 måneder i 1936-37 for at få indsamlet de sidste og afgørende midler til kirken. Vi kom tilbage med en 30-40.000 kr., som var en meget stor hjælp dengang.

’Kampagnebilen’, som Bredahl og fru Helen brugte under deres tourné i USA i otte måneder for at samle ind til Købnerkirken. De købte denne Chevrolet, da de anløb frihavnen i New York, hvorpå turen gik vestpå: ’Med Familien, Bagagen, Filmsapparater og et Par Tusinde Pjecer om Sagen, nogle Taler og Foredrag i Vognen og godt Mod og Tro i Hjertet satte vi Kursen vestpaa’, hvor deres to børn fik ophold hos morforældrene i Iowa. Bredahl har beskrevet rejsen i alle detaljer (FBP 1941, 66ff).

Fortsatte studier

Jeg havde også stillet en fjerde betingelse. Den bestod i, at jeg fik ret til at få fri op til ét år – altså et sabbatsår – eller op til 15 uger om året i tre år. Friheden skulle jeg bruge til at få skrevet min doktorafhandling ved Edinburgh University. Jeg havde fået tilsagn om et stipendium fra USA, når jeg måtte ønske det og hvor som helst i verden. Jeg valgte universitetet i Skotland. Det viste sig, da jeg begyndte mit arbejde dér i et semester i 1934, at jeg kunne skrive min afhandling i løbet af de tre år. Jeg brugte kun ni uger om året i tre år, hvor jeg var fraværende fra menigheden. Hertil kom de nævnte seks måneders indsamlingsrejse til USA, efter jeg havde fået min doktorgrad. I 1936 måtte jeg også på en indsamlingsrejse i de danske menigheder, da det blev bestemt af årsmødet, at vi ikke måtte indsamle senere end 1936. Baggrunden var, at Nørgaard ville have 1937-38 til en indsamling af 100.000 kr. til en jubilæumsgave, der skulle bruges til at begynde mission i ti danske byer. Han fik kun indsamlet 30.000 kr., men vi fik rejst Købnerkirken.

På disse betingelser, som menigheden antog enstemmigt, valgte vi at blive i Danmark indtil videre, og så kender vi jo resten. Da krigen kom, fik vi tilbud om at rejse tilbage til USA – flyvebilletterne og det hele var planlagt via Portugal. Men vi valgte at blive. Og da krigen var forbi, fik vi igen tilbud om at komme tilbage til USA. Men nu valgte vi at blive i det hjælpearbejde, der stod for døren. Vi kunne ikke rejse fra Europa og se alle de nødlidende uden at være i stand til at hjælpe dem. Derfor blev det til 23 vidunderlige år i menigheden i København og et par år i Aarhus. Så der gik 25 år, inden vi kom tilbage for at blive i USA i 1957. Ja, det var i korte træk dét, der kommer til mine tanker, når jeg tænker på, at det i år er 50 år siden, at vi optog vor gerning i Købnerkirken. – Men lad mig vende tilbage til 1932, da vi kom til menigheden på Amager.

Salemskapellet på Amager blev taget i brug i 1887, mens baptister på Christianshavn og Amager endnu tilhørte Kristuskirken på Nørrebro. Amager Baptistmenighed blev stiftet i 1891 (AB, 104). På gavlen står angivet de tidspunkter, menigheden indbød til gudstjenester og søndagsskole. Arkivfoto.

Salemskapellet

Først vil jeg nævne, at jeg som præst på Amager måtte tage fat i Salemskapellet, som jeg aldrig havde set, før vi kom dertil. Jeg anede ikke, hvordan det så ud. Den lille bygning lå i Islandsgade, som jeg dengang hellere ville kalde Snadregade! Der var små gule huse, der var bygget på Christian den 4. tid til amagerbønderne. De lå der, hvor Skotlands plads nu ligger. Der var ikke noget kloakanlæg i hele området, så folk brugte deres lille udhus som ’das’, hvor renovationsvognen kom omkring en gang om ugen og tømte spandene. Folk lod deres opvaskevand og anden væde, som de producerede, løbe lige ud i rendestenen, der gik på hver sin side af Islandsgade. Nogen af folkene holdt gæs, ænder og høns ved siden af deres hunde og katte. Når man gik ned gennem Islandsgade fra Salemskapellet, mødte man ænder og gæs, der snadrede i rendestenen for at finde nogle af de produkter, der var faldet til ro mellem brostenene. Det var i sandhed et forfærdeligt kvarter at skulle begynde i.

Menighedssplittelsen

Det andet, jeg stod overfor, havde jeg ingen anelse om, før jeg kom til København. Ingen havde skrevet til mig derom. Den tidligere forstander Christian Sommer ønskede ikke at forlade menigheden. Han havde derfor besluttet – sammen med en kreds af medlemmer, der stod bag ham – at danne sin egen menighed på Christianshavn og kaldte den Filadelfia Baptistmenighed[14]. Den eksisterede, da jeg kom, med et halvt hundrede af menighedens tidligere medlemmer. Det ejendommelige var, at når jeg gik ud for at besøge mine medlemmer for at lære dem at kende, så kunne jeg finde, at Sommer havde været der lige i forvejen og i enkelte tilfælde modtaget deres menighedsbidrag til sit arbejde inde på Christianshavn. Det forhold var meget pinligt. Jeg var blevet fortalt om Amager menighed, at den havde 229 medlemmer, tror jeg, men det viste sig, da jeg tiltrådte anden søndag i august, at protokollen kun indeholdt 199 navne. Nogle af dem gik ind på Christianshavn til Sommers menighed. Dette forhold blev ved igennem et års tid. Men da vi fik god gang i menighedslivet og især blandt de unge, en propfyldt søndagsskole, en stærk evangelisk vækkende virksomhed og en vældig aktiv indsats fra alle, så begyndte medlemmerne inde fra Christianshavn at glide tilbage til vores menighed. Efter et års tid gav Christian Sommer op, lukkede sin virksomhed og overgik til at blive forsikringsagent. Vi fik vel ca. 25 medlemmer af dem, der var gået ud, mens andre aldrig kom tilbage.[15]

Særbægre ved nadveren

I menigheden på Amager fik vi de første særbægre, der blev indført i Danmark. En af betingelserne for min antagelse af kaldet til Amager var, at vi med det samme indførte særbægre ved nadveren. Jeg havde aldrig kunnet udstå at skulle drikke af den ene kalk, og derfor satte jeg mig altid siden min dåb på den øverste bænk, så jeg kunne være en af de første til at drikke af bægeret, før det blev benyttet af hele forsamlingen inklusive bønder, der ikke alle havde godt helbred eller var lige hygiejniske. Det var mig en vidunderlig befrielse, da jeg som immigrant kom til USA, at vi herovre havde særbægre. Derfor stillede jeg som et krav, da jeg skulle være forstander, at vi med det samme indførte dem. Og menigheden vedtog, endnu før jeg kom tilbage til Danmark, at indføre særbægre og gav mig tilladelse til at købe sættet i USA og tage det med til Amager, hvor det ville blive benyttet for første gang ved min indsættelsesgudstjeneste.

Fra den tid begyndte de andre menigheder, snart den ene og snart den anden, at indføre særbægre. Aalborg menighed havde prøvet det omkring år 1900, da Waldemar Andreasen[16] var forstander. Han havde købt et sæt i USA og forsøgte nogenlunde egenhændigt at indføre dem, men den gik ikke. Aalborgenserne var bunduenige, og menigheden var lige ved at splittes over spørgsmålet, så den måtte opgive at bruge dem. Så de blev sat på kirkeloftet, indtil vi havde indført særbægre i menigheden på Amager. Jeg blev nu repræsentant for Thomas Communion Service i Cleveland. Dengang kostede en aluminiumbakke med 36 glas 9 dollar, og jeg husker, at jeg skaffede dem til mange menigheder. Alle ville have dem fra Hjørring – over Brovst, Nørresundby, Aarhus, Vejle, ja selv Østhimmerland – til Bornholm. Jeg skaffede også et sæt til ydre mission i Burundi. En af menighederne valgte at købe det i sølv. Det var menigheden i Sæby, hvor Nielsen-familien[17] ydede en god skærv til at købe et sæt i sølv i stedet for aluminium. Ja, jeg har den ære at have indført særbægrene i Danmark, og det er i år 50 år siden[18].

Åbent nadverbord

Waldemar Andreasen udgav i 1903 Haandbog for De forenede Baptist-Menigheder i Danmark efter amerikansk forbillede (BH1, 168, 226). Den indeholder intet om diskussionen om særbægre. Derimod tager den klart afstand fra ’det åbne nadverbord’ (WA 1903, 19).

Det næste vi gjorde med det samme, da jeg ankom til menigheden, var at indføre åben kommunion. Det var mig en overraskelse at opdage, hvor dybt interesseret menigheden var i at få åbent nadverfællesskab. Det havde den ønsket i længere tid, men den tidligere forstander, Christian Sommer, ville ikke gå med til det. Jeg glemmer ikke afstemningen – det er ligeledes 50 år siden nu til efteråret – hvor der var 98 for og 2 eller 4 imod, at menigheden indførte åbent nadverfælleskab. Så snart vi havde vedtaget det, praktiseret det og havde indbudt alle troende uanset deres trossamfund til at deltage i nadveren, sendte jeg en artikel til redaktør P. Olsen til Ugebladet, hvori jeg meddelte, at vi nu havde indført ikke blot særbægre, men også åbent nadverbord for alle uanset trossamfund. Jeg glemmer heller aldrig, at jeg fik artiklen tilbage med et meget venligt brev. Han var meget forstående overfor sagen, og det var mit indtryk, at han personligt gik ind for den, men han skrev til mig: ’Jeg kan ikke optage artiklen, fordi det, menigheden har vedtaget og nu praktiserer, er samfundsstridigt, og jeg må ikke som redaktør sætte noget i Ugebladet, der strider mod [Kirke]samfundets regler’. Javel, jeg havde fået købt en duplikator for at kunne trykke Frikirketidende, så jeg fik lavet et særligt nummer og satte artiklen deri. Derpå sendte jeg den rundt til alle forstandere og lægprædikanter efter adresserne i Baptisternes Årbog, så hele landet kunne vide, at vi på Amager havde indført åbent nadverbord.

Da vi kom til april 1933, fik jeg en dag en opringning fra M. Jørgensen Toldam, der var årsmødets formand. Han og et lille udvalg, der var udpeget af Missionskomitéen, ønskede at komme ud og tale med mig om et alvorligt spørgsmål. Jeg sagde, at de var velkommen. Udvalget, der mødte op, bestod af M. Jørgensen Toldam[19], Johannes Nørgaard[20], der var ny forstander i Kristuskirken på Nørrebro, Christian Hansen, der nu var forstander i Roskilde, og P. Grarup[21], der var forstander i Fredskirken på Frederiksberg. Vi gik ind i den pæne stue, og jeg måtte spørge mine brødre om, hvad de havde på hjerte. M. Jørgensen Toldam var talsmand for gruppen. Han var meget alvorlig og sagde så: ’Vi er kommet for at tale med Dem – han blev aldrig dus med folk – om det, menigheden har gjort, fordi det er imod Samfundets regler. Og jeg måtte spørge: ’Ja, hvad er så det?’ Og det var, at vi havde indført åbent nadverbord for alle troende uanset kirkesamfund. Jeg bekræftede, at det var rigtigt. Så sagde han: ’Vi er kommet på Missionskomitéens vegne for at sige til Dem, at De må sløjfe denne vedtagelse, der er samfundsstridig’. Hertil måtte jeg svare: ’Det kan jeg skam ikke, for det er vedtaget med langt overvejende majoritet med 98 stemmer og vistnok 2 imod. Jeg kender ikke noget til, at den er samfundsstridig. Og for øvrigt er den enkelte menighed i Baptistsamfundet selvstændig, så den kan vedtage, hvad den vil gøre i disse spørgsmål’. M. Jørgensen Toldam svarede meget alvorligt: ’Ja, De har ret broder Petersen, at menighederne er selvstændige, men Baptistsamfundet afgør hvilke menigheder, der tilhører samfundet’.

Svenske tilstande?

Det var jo noget af en trussel, men jeg svarede: ’Disse konsekvenser har vi fuldstændig overvejet, og vi er rede til at drage en hvilken som helst konsekvens deraf, som Samfundet måtte vedtage’. Der var jo sket det i Stockholm, at baptisternes distriktsmission dér havde udelukket Lewi Pethrus[22] og hans menighed på samme grundlag. De havde indført åben kommunion, og efter at menigheden var blevet udelukket af Stockholms Baptistforening voksede hans menighed over alle grænser. Han blev centrum for Pingströrelsen i Sverige, og inden man vidste af det, voksede hans menighed Piladelfiaförsamlingen til 3.000-4.000 medlemmer. Det var vist ikke det, baptisterne havde regnet med, idet de nu fik alle tiders konkurrence fra den svenske Pinsebevægelse. M. Jørgensen Toldam vidste, hvad der var sket i Sverige, og derfor sagde jeg: ’Vi er rede til at drage konsekvenserne af, hvad Samfundet vedtager’. Han svarede tilbage, ja han udbrød meget stærkt: ’Det må De ikke sige broder Petersen!’. Så sagde jeg: ’Jo, det må jeg sige. For menigheden har truffet et valg, og den går ikke tilbage på sine vedtagelser!’. Så blev der ikke talt mere om sagen. Min kone gav dem kaffe, og brødrene gik hver til sit. Næste år indførte menigheden på Frederiksberg det samme, og således gled det ligeså stille ud over landet. Jeg husker, at jeg engang nogle år senere spurgte Nørgaard, om de havde åbent nadverfællesskab, hvortil han svarede: ’Ja, det praktiserer vi, men vi har aldrig vedtaget noget om det’.

Festlighed ved den kommende Købnerkirke i foråret 1939. Bemærk i baggrunden det gamle Islandsgade-kvarter, som Bredahl omtaler. Købnerkirken blev bygget på ’den gamle Kirkes udvidede Grund, hvorved hele Projektet, Kirke og Ejendom [Købnerhus], har opnaaet omkring 80 Meter Gadefacade og omslutter to Gadehjørner [Shetlandsgade og Lærdalsgade]’. Baptisternes Aarbog 1939, 91. Foto: Erik Johansen, se https://www.grandts.dk/Amager/sundbyvester-gader.htm#Shet

Økumenisk medlemskab

Det er altså et jubilæumsår i år – 50 år for indførelsen af åbent nadverfællesskab. Og hvis jeg var blevet i Danmark, så ville Købnerkirken i dag også have haft økumenisk fællesskab[23], dvs. åbent medlemskab. For i det øjeblik, vi har vedtaget åbent nadverfællesskab, og vi deltager i nadveren i andre kirkesamfund, hvad er der så tilbage, andet end at menighederne burde være virkeligt økumeniske og hver menighed lokalt have et økumenisk medlemskab? Vi skal ikke indføre barnedåb eller konfirmation eller den slags, men hvis der er kristne, der ikke kan bekvemme sig til vores dåb – ja, derfor er de lige velkomne som medlemmer hos os, hvis de har bekendt sig til Kristus og ønsker at være en del af den kristne menighed. Det er jo ikke vores sag at pådutte dem, om de vil deltage i nadveren eller om de vil døbes, men vil de døbes, så er vi jo baptister. Vi praktiserer ikke anden dåb, og vi vil ikke anerkende anden dåb end troendes dåb, dvs. en personlig bekendelsesdåb. Vi bliver ikke ringere baptistmenigheder med et økumenisk medlemskab, og vort fællesskab bør bestemt være rigere end vor dåbspraksis. Vi er et fællesskab af selvstændige menigheder, der måske praktiserer vidt forskellige ting. Vi har forskellige ansigter og indstilling, og derfor har vi også lov til lokalt – om vi ønsker det – at indføre det økumeniske medlemskab for alle troende. Skulle der være troende, der ønsker at blive medlemmer af menigheden, men ikke kan lade sig ’gendøbe’, som de siger, så lad dem for Guds skyld – havde jeg nær sagt, ja, netop derfor! – blive medlemmer af menigheden, så de kan yde deres indsats og give af deres midler i vores menigheder.

Søndagsskolens 70-års jubilæum i 1938 i Salemkirkens have inden kirken blev revet ned i januar 1939 og Købnerkirken rejst (FBP, 104).

Forberedelsesklassen

Det tredje, jeg fik indført, var min forberedelsesklasse tilsvarende konfirmationsundervisningen i Folkekirken. Jeg så værdien deraf i Folkekirken, og jeg indførte omgående[24], at skoleelever i deres 14. år kunne gå til mig som præst, når de fik fri i skolen. Jeg fik lavet en undervisningsplan og fulgte den sammen med de unge i et halvt år engang om ugen i en time. Herpå indførte jeg frikirkelig ungdomsfest på palmesøndag morgen, hvor pigerne mødte i deres hvide kjoler og de unge mænd i deres jakkesæt. Og jeg glemmer ikke, hvilken forargelse, det vakte i baptistmenighederne ud over landet. Der kom artikler i Ugebladet om, at pastor Bredahl nu også havde indført konfirmation. Da vi kom til årsmødet i Rønne, blev det drøftet under missionsdrøftelsen, og jeg måtte gøre rede for, hvad vi lavede. De kunne godt gå med på, at vi underviste, men de ville ikke have nogen ungdomsfest, der på nogen måde kunne ligne Folkekirkens konfirmation. Ja, så måtte jeg jo sige, at religion ikke havde noget med folks klædedragt at gøre. Ligesom vi er festligt klædt på, når vi holder bryllup eller fødselsdage, kunne vi vel være det, når vi fejrer de unge mennesker, som har fuldendt et halvt års undervisning og nu overgår fra barndommen til de voksnes rækker. Og vi gør det på samme søndag som Folkekirken og for øvrigt på samme søndag, som man inde på Rådhuset har socialdemokratisk ungdomsfest eller borgerlig konfirmation. Jeg glemmer ikke, at da jeg havde udtalt mig på årsmødet i Rønne, og da jeg havde fået klø nok, så rejste P. Olsen sig lige så stille og bad om ordet. Det eneste, han havde at sige, var, at han fandt Bredahl Petersens initiativ med undervisning af de 14-årige unge gennem et halvt års tid med afsluttende fest for dem prisværdig, og at han anbefalede alle forstandere at gå hjem til deres menigheder og gøre det samme. Det sluttede debatten[25], for når P. Olsen – eller Jens Wenzzel[26] – endelig havde talt i missionsdrøftelser på årsmødet, så var det sidste og endelige ord sagt. Og sådan blev det.

Jeg havde megen glæde af forberedelsesklassen gennem de 23 år, jeg holdt den. I ugen før den afsluttende ungdomsfest holdt vi en særlig sammenkomst for de unge på en hverdagsaften, hvor jeg indbød forældrene til at være til stede og vi havde en slags overhøring. Jeg glemmer ikke, hvordan forhandlingsleder Chr. Larsen[27] ved en af disse begivenheder rejste sig og sagde: ’Hvor ville jeg ønske, at jeg havde haft en lignende baggrund, før jeg kom ind i menigheden med en så grundig forberedelse, men det fik jeg ikke. Og jeg lykønsker de unge og forstanderen med denne forberedelsesklasse’. Da jeg rejste fra menigheden i 1955, efterlod jeg vist nok til arkivet min bog, hvori jeg havde indført navnene med fødselsdage – en side til hver af de unge – og det forekommer mig, at jeg ved en opgørelse fandt ud af, at omkring 80% af de unge fra forberedelsesklassen senere blev omvendt og døbt og tillagt menigheden. Jeg holdt jo klassen åben ikke alene for børn fra baptisthjem og fra såkaldte ’halve hjem’, men også fra ’udenforstående’, og det var ikke så få af de sidstnævnte hjem, der lod deres unge gå til min forberedelsesklasse i stedet for at gå til præst i Folkekirken. Der var ikke tale om konfirmation, fordi der ikke aflægges nogle løfter, men det er en særlig anledning til at præsentere de unge for menigheden. Samtidigt gav jeg hver af de unge et skriftord med på vejen på et smukt kort, der markerede anledningen for dem. Det fik de som minde og som en tilskyndelse til at indvie deres liv til Vorherre – og til at blive en aktiv del af menigheden så snart som muligt, hvis de ikke allerede var det. Og det glædelige er jo, at siden den tid er der vist ingen menighed i Danmark, der ikke gennemfører en forberedelsesklasse. Om de afslutter den med en ungdomsfest, véd jeg ikke, men så vidt jeg ved, har forberedelsesklassen vundet ind næsten alle vegne, og det er kun af det gode.

Frikirketidende

Og så er der en ting til, der holder 50 års jubilæum i år. Det er Frikirketidende. Så snart jeg kom til Amager, så jeg nødvendigheden af, at vi havde et eget menighedsblad, som vi ikke alene kunne give til medlemmer, men til venner af menigheden og til sådanne, som er interesseret i dens virke. Og derfor også med en mødeplan for måneden. Deri kunne jeg desuden skrive særlige artikler, der handler om vor tro og vort virke og vores synspunkter som frimenighed[28]. De første to år måtte vi duplikere Frikirketidende. Vi købte en Rex Rotary duplikator. Min kone gjorde arbejdet, og vi fik trykt et par tusinde pr. måned. Men snart så jeg, at det stort set kun var blevet et menighedsblad, og det, vi trængte til, var at få en virkelig månedlig avis, der kunne gå til så mange tusinde mennesker som muligt i vor bydel. Derfor fik jeg et tilbud fra bogtrykkeriet på, hvad det ville koste at trykke bladet i et oplag på 10.000 pr. måned. Jeg vidste, at hvis vi udgav 10.000, så ville det også have værdi som et annonceblad, hvor annoncerne på bladets fjerde side kunne betale de fleste omkostninger. Jeg gik derfor til forskellige forretninger og fik tegnet annoncer, der væsentligt betalte bladet. Det var lige fra Amagerbanken til Bikuben, porcelænsforretningen, blomsterforretningen, vi benyttede i kirken, og damefrisøren på den anden side af gaden. Det var ligkistemagasinet, der havde de fleste af vores begravelser, et konditori vi benyttede, kul- og kokskompagniet og mange andre. Jeg fik derfor også ansat en forretningsfører for bladet, der varetog dets økonomi ved at indkassere beløbene fra annoncørerne. Derved klaredes økonomien, som fik tilføjet gaver fra menigheden og fra venner ud over landet, der ønskede det tilsendt.

Første nummer af det trykte kirkeblad fra Salemskirken. Heri skrev Bredahl om ’Programmernes Tid’ og spørger: ’Hvad er da vort Program? Hvorfor udsender vi Frikirketidende? Har de kristne noget, de vil? Har Menigheden i Salemskirken noget, den vil?’. Menighedens navn Amager Baptistmenighed blev i 1936 ændret til Københavns 2. Baptistmenighed, Amager. Arkivfoto.

Jeg fik de unge og især spejderne til at uddele bladet. Vi gjorde det distriktsvis med de 10.000 blade sådan, at hele Amagers befolkning på 180.000-200.000 efterhånden fik et blad i deres hjem. Vi tog hver måned så og så mange gader. Spejderne mødte søndag morgen sidste søndag i måneden for at uddele bladet for den kommende måned. Deres spejderførere, der havde 5-6 drenge eller 5-6 piger, fik 100 blade pr. dreng eller pige, dvs. nok til 5 opgange på 5 etager. Det var det, en dreng eller piges ben kunne tåle at tage. Vi fik bladet foldet, så ’Frikirketidende’ blev tydeligt fremhævet, når det blev stukket ind ad folks brevsprække. Og så fik vi gaderne fordelt efter en bestemt plan, fx en måned på Islands Brygge, hvor vi uddelte bladet i 100 opgange. En anden gang tog vi et andet kvarter og sådan fremdeles. Det varede ikke mere end en time eller halvanden for spejderne at gøre det, og de var alle begejstrede for at være med. Hvor var det et smukt stykke arbejde, og det morsomme var at se, at der var folk, der for første gang blev bekendt med, at man havde en frikirke på Amager, hvortil alle var velkomne. De kunne følge menighedens gang, og mange ringede og bad om at abonnere på bladet. Der var mange, der ikke var aktive i Folkekirken eller andre steder, der nu tid efter anden kom i forbindelse med frikirken, der ligger i Amagers centrum.

Ja, det var nogle af de ting, jeg mindes, når det nu er 50 år siden, vi begyndte vores gerning i og ud fra Salemskapellet på Amager, og hvor vores første årti kulminerede med Købnerkirkens indvielse.

Købnerkirkens indvielse den 27. oktober 1939. Årsmødet, der blev holdt i Kristuskirken, København, deltog. Det betød, at ’samtlige Menighedsforstandere og Prædikanter’ var med i processionen langs kirken. Foran Bredahl Petersen og Johannes Nørgaard går Børge Berntsen, der var andenpræst i Købnerkirken (1937-1943) – givetvis som repræsentant for ungdommen. I processionen ses også inden- og udenlandske baptister, frikirke- og folkekirkepræster samt professorer fra Det teologiske Fakultet ved Københavns Universitet. Processionen talte 60 deltagere, der ’under Klokkeringning drog ind i Kirken’ (FBP 1941, 58ff og ÅB 1939, 54f). Arkivfoto.

Litteratur

Niels Anhøj: Morten Jørgensen Toldam fortæller, Føltveds Forlag 1980 (NA)

August Broholm: Guds fodspor på min vej, Forlaget Fraternitas 1976 (AB)

Immanuel Fredmund (et al): Seventy-Five Years of Danish Baptist Missionary Work in America, Judson Press 1930 (IF)

Bernard Green: Tomorrow’s Man. A Biography of James Henry Rushbrooke, BHS Didcot 1997 (BG)

Bent Hylleberg (m.fl.): Et kirkesamfund bliver til. Danske baptisters historie 1939-1939, Føltveds Forlag 1989 (BH1)

Bent Hylleberg: Dansk baptisme og tysk nazisme. Danske baptisters historie 1930-1950, Forlaget Apophasis 2021 (BH2)

Bent Hylleberg (m.fl.): Vækst og åbenhed. Baptistsamfundets Synode 1976, Føltveds Forlag 1976 (BH3)

David Lagergren: Framgångstid med dubbla förtecken. Svenska Baptistsamfundet 1914-1932, Libris 1989 (DL)

Niels Henrik Nielsen (et al): Ørby. En arbejderlandsby på Samsø, Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø 2020 (NHN)

Johannes Nørgaard: På vej til en livsopgave, Baptisternes Forlag 1964 (JN)

F. Bredahl Petersen: Københavns 2. Baptistmenighed. Gennem 50 Aar 1891-1941, Købnerkirken 1941 (FBP)

Baptisternes Årbøger fra 1930’erne (ÅB).

Oplysninger fra Kirkebøger er fundet frem af Lis Holm og Kurt Gjerrild.

Kassettebåndet og baptisthistoriske fotos opbevares i Baptistkirkens arkiv, Kvarmløsevej 37A, 4340 Tølløse.

  1. Verdensborgeren fra Thorup blev udgivet af Skørping Lokalhistoriske Arkivs serie af årsskrifter, se Egnsminder 2022.
  2. Bredahls doktorafhandling findes i Købnerkirkens arkiv. Om Dr. Johannes Macchabæus – alias John Mac Alpin – se https://en.wikisource.org/wiki/1911_Encyclop%C3%A6dia_Britannica/Macalpine,_John
  3. Når Bredahl rejste til Iowa og blev optaget på Des Moines University, skyldtes det, at The Danish Baptist General Conference of America knyttede deres præsteuddannelse til dette Universitet efter 1912 (IF, 235ff). I årene forud (1884-1912) blev danske og norske baptistprædikanter uddannet ved Morgan Park, de amerikanske baptisters skandinaviske afdeling af University of Chicago (BH1, 146ff).
  4. Christian Hansen (1871-1939), præst i Østhimmerland (1911-1929) og ved Frederiksberg menighed (1929-1936) med arbejdsplads i Roskilde. Nekrolog, se Baptisternes Aarbog 1939, 89f.
  5. Peter Olsen (1865-1938) var Baptistsamfundets ’altmuligmand’: Menighedsforstander, Prædikantskoleforstander, redaktør af Baptisternes Ugeblad og førende teolog. Se Bogen om P. Olsen (NA).
  6. Ifølge Årbøgernes statistik blev der i 1928-1929 døbt i alt 64 i Frederikshavn menighed (ÅB 1928, 88. ÅB 1929, 84).
  7. Rasmus Madsen (1880-1965) var uddannet arkitekt, herpå præsteuddannet og forstander i flere menigheder. Han var årsmødets formand i perioden 1923-1929 (BH1, 248).
  8. A.W. Warren (1892-1930), der i 1929 var formand for The Danish Baptist General Conference of America, besøgte sit hjemland – han var født I Aarhus – samme år. Herpå blev han kaldet af årsmødet til at være ‘De danske Baptisters Fællesmissionær’ i 1930-32. Han døde som 38-årig, inden han nåede at komme til Danmark (ÅB 1929, 16; ÅB 1930, 14).
  9. Om ordinationen, se ÅB 1929, 17. Efter en ordination blev ordinantens data og billede bragt i Årbogen (ÅB 1929, 78).
  10. Om forventninger til Bredahls hjemkomst og legatet, se Årbøgerne (ÅB 1930, 13f; ÅB 1932, 8,16).
  11. Dr. Walter O. Lewis blev senere generalsekretær for Baptist World Alliance 1939-1948 (JN, 145; BG, 128ff).
  12. Dr. James H. Franklin besøgte Danmark i 1926 (ÅB 1927, 13) og formidlede derpå økonomisk støtte til byggeriet af Højskolen i Tølløse i 1928 (JN, 101). Årsmødet i 1929 sendte en fælles tak til Dr. Lewis og Dr. Franklin for ’vore amerikanske Trosfællers store Andel i vor Skolesags store Fremstød’ – et bidrag på knap 30.000 kr. (ÅB 1929, 48 og 51). Dr. Lewis besøgte igen årsmødet i 1936 og sagde bl.a.: ’I Programmet staar, at fremmede Gæster og Repræsentanter nu vil tale. Jeg er Repræsentant, og Gæst er jeg ogsaa, men fremmed er jeg ikke!’, hvorefter han omtalte ’det store Fællesskab og den stærke Forbindelse, der er mellem Baptister i Amerika og Danmark’ (ÅB 1936, 6,62f).
  13. På Årsmødet i 1934 fremsatte Bredahl på Amager Menigheds vegne et ’Andragende’ om en landsindsamling i de øvrige menigheder til den nye Købnerkirke, og arkitekt Charles Gjerrild foreviste ’Tegninger og en Model af Bygningen’. Jens Wenzzel støttede sagen og sagde bl.a.: ’Vi kunde jo nok fastholde os ved, at det er daarlige Tider osv., men med den Slags fremmer man ingen Sag, i hvert Fald ikke Herrens’. Årsmødet vedtog forslaget (ÅB 1934, 44f). Året efter vedtog årsmødet at fejre 100-årsjubilæet i 1939 med en ’Jubilæums- og Taksigelsesgave’ på mindst 100.000 Kr., der skulle indsamles i konferenceåret 1937-38, så den ’i det væsentligste kan være tilendebragt i Jubilæumsaaret’ (ÅB 1935, 69f).
  14. Om Filadelfiamenigheden på Christianshavn, se FBP 1941, 46 og BH1, 311.
  15. Christian Sommer (1877-1958) vendte tilbage som medlem til Købnerkirken i 1943 (BU 1943, 199 og BU 1958, 201).
  16. Waldemar J. Andreasen (1865-1954) var født på Sjælland, døbt i 1884 i Kristuskirken, København, og læste på Morgan Park, Chicago, i 1887-1890. Han virkede derpå som rejsende evangelist herhjemme, inden han blev præst i Aalborg Baptistmenighed (1900-1904). Han emigrerede til USA i 1904, hvor han tjente på samme måde, indtil sygdommen standede ham (IF, passim). Se portrættet ved hans 70-års fødselsdag (BU 1935, 137f) og hans nekrolog (BU 1955, 5f).
  17. Chresten Nielsen (1860-1950) skabte familieimperiet Sæby Sko, der i 1935 var blevet provinsens største skotøjsfabrik (BH2, 223ff). I Sæby Baptistmenighed fik Nielsen-familien gennem flere generationer mange forskellige ledelsesopgaver.
  18. Menigheden på Amager havde ligesom menigheden i Aalborg forsøgt at indføre særbægre i 1903. På trods af en stor majoritet, der stemte for forslaget ved en urafstemning, blev de ikke indført: ’Den 25. November vedtoges det at anskaffe 3 Bakker i Lighed med det Sæt, ’der var sendt fra Amerika til Aalborg Menighed’, samt en Kande, ’der svarede til Handlingens Højtidelighed’. Utroligt er det, at der dog gik 29 Aar, inden man virkelig fik anskaffet Særbægre’ (FBP 1941, 31).
  19. Morten Jørgensen Toldam (1861-1936) var født i Ørby på Samsø (NHN, 93ff; 99ff). I 1888-1890 studerede han ved Morgan Park i Chicago, hvorefter han blev en af Baptistsamfundets ledere. Se Morten Jørgensen Toldam fortæller (NA).
  20. Johannes Nørgaard (1893-1977) udgav i 1964 sine erindringer indtil 1928 med titlen På vej til en livsopgave. Johannes Nørgaard genoptog herpå sit virke som forstander i Kristuskirken på Nørrebro. Først da Bredahl kom til Amager i 1932 lærte de hinanden at kende (BH1, 280). De arbejdede sammen i Baptistsamfundets ledelse frem til 1957 (BH2, passim).
  21. Peter Grarup (1880-1952) var forstander i Fredskirken i to omgange: 1921-1929 og 1942-1950 (BH2, 366ff).
  22. Lewi Pethrus (1884-1974) blev i 1911 forstander for Filadelfiamenigheden i Stockholm. Menigheden blev i 1913 ekskluderet af Det svenske Baptistsamfund, fordi den indførte ’åbent nadverbord’. Mange baptister fulgte Lewi Pethrus, der nu blev frontfigur og leder af Pinsebevægelsen, der i løbet af få årtier blev Sveriges største frikirke (DL, 45ff).
  23. Med ’økumenisk fællesskab’ omtaler Bredahl det ’åbne medlemskab’, som angelsaksiske og svenske baptister længe havde praktiseret. I dansk baptisme indførte menigheden i Århus i 1984 en anden model for ’økumenisk fællesskab’, nemlig ’overført medlemskab’, se baptist nr. 9/1985. Om forskellen på de to modeller, se dialogen i baptist nr. 43, 46 og 50/1977 samt nr. 1-2/1978 på baggrund af drøftelserne på Synoden 1976 (BH3). De to nævnte former for ’økumenisk fællesskab’ lever side om side i de menigheder, der i dag udgør BaptistKirken i Danmark, se baptist.dk 5/2015, 26f.
  24. Da diskussionen herom brød ud i Ugebladet i 1936 skrev Bredahl: ’Som et led i Baptistmenighedens Børne- og Ungdomsarbejde her oprettedes der i Efteraaret 1933 en Forberedelsesklasse til frikirkelig Ungdomsfest’ (BU 1936, 38).
  25. Årsmødet blev i 1935 holdt i Rønne. Årbogen 1935 og 1936 indeholder intet om dette emne, men på årsmødet i 1937 holdt P. Olsen et foredrag med titlen: ’Vore store Børns Kristendomsundervisning’. Her sagde han: ’Det, der tiltrænges, er en systematisk Undervisning i Bibel og Kristendom for de ganske Unge (i 13-14 Aars Alderen). Folkekirken har forstaaet at gribe den rette Alder til deres Kristendomsundervisning. En højtidelig Afslutning bør ikke tilstræbes …’ (ÅB 1937, 27). Efter foredraget fulgte der ingen drøftelse, men det blev P. Olsen, der ’sluttede debatten’ – dog lidt anderledes end Bredahl erindrede, når det gjaldt ’den frikirkelige Ungdomsfest’. Samtalen om ’de store børns kristendomsundervisning’ fandt sted ved præstemøder og i Ugebladets spalter, primært i foråret 1936 (BU 1936, nr. 3-15). Bredahl deltog også og skildrede med 4 års erfaring det undervisningsforløb, han indførte i 1933 (BU 1936, 61f).
  26. Jens Wenzzel (1873-1946) var en anerkendt københavnsk sagfører, der tillige var Baptistsamfundets juridiske rådgiver. Han var medlem af Kristuskirkens menigheden – bortset fra årene 1905-1908, hvor han virkede som forstander for Amager Menighed i en præsteløs periode (FBP 1941, 33ff). Se hans nekrolog i 1946 (ÅB 1946, 114f).
  27. O. Christian Larsen (1884-1969) voksede op i et fattigt hjem i Vendsyssel. I 1929 blev han forretningsfører i Dansk Arbejdsmandsforbund, hvor han avancerede til forbundsformand (1947-1956). I Købnerkirken var han med i kirkens ledelse gennem mange år. Se interview med ham i Kristeligt Dagblad 19.09.1944 (BH2, 396,410) og BU (1954, 277).
  28. Bredahl holdt på Årsmødet i 1934 en ’Missionsprædiken’ over temaet ’Far ud paa Dybet’, hvor han sagde: ’Som lokale menigheder lad ikke Begrebet ’Medlems’ (’Medlemsblade’, ’Medlemsmøder’ osv.) være det altoverskyggende, men vær i Kontakt med alle. Gaa ud i Tro, far ud paa Dybet’ (ÅB 1934, 9f).
Kategorier
bøger

Dansk baptisme og tyske nazisme – danske baptisters historie 1930-1950

Dansk baptisme og tyske nazisme – danske baptisters historie 1930-1950. Af Bent Hylleberg. Udgivet af Baptistkirken i Danmark og Forlaget Apophasis. 650 sider. Isbn 978-87-93955-01-1.

DANSK BAPTISME OG TYSK NAZISME er en fortælling om, hvordan livet formede sig under 2. verdenskrig for danskere, der tilhørte landets største frikirke, og om hvordan baptisterne forholdt sig til nazismen – både som ideologi og som besættelsesmagt. Bogen handler både om kirkeliv og om den teologiske tænkning, der prægede arbejdet.

Bent Hylleberg (årgang 1946) er cand. theol., uddannet ved Baptistkirkens Teologiske Seminarium (1969) og på Århus Universitet (1977). Han har været præst i Århus (1969-1985), rektor ved Baptistkirkens præsteuddannelse i Tølløse og studieleder på Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi, SALT-dk (1985-2009).

Bogen kan bestilles hos baptistkirkens sekretariat.
Kategorier
baptisthistorie

Danske baptisters hjælpearbejde i Polen 1946-49

Et længere afsnit i Bent Hyllebergs bog Dansk baptisme og tysk nazisme, der udkom i maj 2021, handler om baptisternes indsats i Polen. Afsnittet kan læses på siderne 169-183. Nu kan vi også vise, hvor ødelagt Polen var, da hjælpearbejderne ankom. Billederne stammer fra Sven Toldams arkiv og er stillet til rådighed af hans søn, Peter Toldam. På billede nr. 28 ses Harry Dannemann Sørensen længst til venstre i billedkanten. Han og Sven Toldam var chauffører, der bragte hjælpen frem til polakker, der levede i det ragnarok, som billederne dokumenterer.

Kategorier
Taler

Otte foredrag om danske baptisters internationale mission 1965-2005: Fortalt af Jørgen Krabbe-Sørensen i Tølløse baptistkirke 2018-2020

Hent som pdf

Indledning Af Bent Hylleberg

Jørgen Krabbe-Sørensen har gennem mange år været en inspirerende fortæller, når det drejer sig om danske baptisters mission, som han har stået i centrum af igennem 40 år. Han har derimod ikke været meget skrivende, idet hans dagbøger og rejsenotater sjældent kom længere end til skrivebordsskuffen, når de var omsat til rapporter til ledelsen og artikler til ugebladets læsere. Nu har han på opfordring hentet det historiske materiale frem, og i det følgende omsat det til otte foredrag om international mission.

De første foredrag handler primært om arbejdet i Burundi og Rwanda, hvor Inge og Jørgen Krabbe-Sørensen var missionærer i perioden 1965-1980. Jørgen Krabbe-Sørensen blev født i 1940. I det første foredrag tager han os med til hjemmet udenfor Slagelse, hvor vi møder mange af pionérerne i Afrika-missionen, der begyndte i 1928. I mødet med disse missionærer blev hans kærlighed til Guds mission grundlagt. Efter uddannelse som socialrådgiver giftede Jørgen sig med Inge Rasmussen, der var sygeplejerske, hvorpå det unge par blev antaget af Baptistsamfundet som missionærer, der i 1965 rejste til Burundi. I de tre næste foredrag skildrer Jørgen Krabbe-Sørensen deres arbejde her i de første fem år og i Rwanda fra 1965. Et af deres bevidste valg som missionærer var deres vilje til at leve tæt på afrikanerne, hvilket foredragene giver mange eksempler på. I Afrika kom to af deres tre børn, Marianne og Marc, til verden – og det blev efterhånden tid for dem til skolegang i Danmark, hvor deres tredje barn, Hans, blev født efter hjemkomsten.

Da familien rejste hjem i 1980, var det for Jørgen Krabbe-Sørensens vedkommende til en nyoprettet stilling blandt danske baptister som international missionssekretær. Som sådan virkede han nu utrættelig fra København i næsten 25 år frem til 2004. Herom handler det femte foredrag. I de sidste tre foredrag følger vi med ham rundt i verden til de kirker, som danske baptister nu samarbejdede med. Vi kommer igen tilbage til Burundi og Rwanda i det sjette foredrag, og denne gang handler det også om hans oplevelse af folkemordet i Rwanda i 1994. I de to sidste foredrag tager Jørgen Krabbe-Sørensen os med til to nye områder i vores internationale mission, hvor han fra midten af 1990’erne blev brobygger i samarbejdet med baptister i Nagaland og i Vietnam. I begge foredrag skildrer han både årsagen til og udfoldelsen af dette samarbejde med de nye partnerkirker.

Nedenfor følger et kort forord af Jørgen Krabbe-Sørensen, der orienterer om, hvordan foredragene blev til. Efter foredragene rundes der af med Axel Grarups afskedsinterview med ham i baptist 2004. Tak, fordi vi har fået lov at publicere disse foredrag på www.baptisthistorie.dk

Hent som pdf

Kategorier
baptisthistorie

Julius Købner – Onckens superintendent i Danmark

Af Bent Hylleberg. Teksten er udgivet på tysk i E. Geldbach (et al): Religions-Freiheit. Festschrift zum 200. Geburtstag von Julius Köbner’, Wdl-Verlag Berlin 2006.

Salomon Købner forlod sit danske fædreland som 18-årig, mens han endnu var jøde. Han var født i 1806 i Odense. Selv om emigrantens interesse for den kristne tro var vakt ved afrejsen, havde han intet grundlæggende kendskab hverken til kristentro eller til den eneste tilladte konfession i Danmark, den evangelisk-lutherske. Han blev overbevist om Jesu Kristi guddom i Den reformerte Kirke i Lübeck og døbt i Den lutherske Kirke i Hamburg som 20-årig – forud for sit planlagte bryllup. Denne dåb var baggrunden for, at han kunne blive viet i Gamborg kirke på Fyn samme år med Julie von Schröter fra Mecklenborg. Det skete med kongebrev fra den danske regent – og nu hed brudgommen Julius Købner. De følgende år tilbragte de nygifte i Slesvig-Holsten, inden de flyttede til Hamburg, hvor de kom i forbindelse med baptismen og dens leder, J. G. Oncken. I 1836 blev Juliane og Julius Købner døbt som baptister af Oncken.

Denne artikel tegner et rids af Købners relationer til baptisterne i Danmark. Men først er det vigtigt at fastslå, at Købner intet kendskab havde til den gudelige vækkelse, der opstod i hans fødeland efter 1824. Og han havde heller intet kendskab til N. F. S. Grundtvig, der ganske vist aldrig tilsluttede sig vækkelsen, men havde mange sympatier for den. Den gudelige vækkelse havde to rødder. Den spirede kirkeligt set op af den pietistiske og herrnhutiske muld, hvor ægte fromhed overvintrede på trods af den herskende rationalisme i den danske kirke. Men den var samtidig en social bevægelse, hvor mange af dens fortalere kom ud af den frigørelse, som almuen oplevede efter stavnsbåndets ophævelse i 1788. Et særligt dansk træk fik den af Grundtvig. Han ville sætte skel mellem ægte kristendom og den rationalistiske udgave heraf, som havde præget dansk kirkeliv i flere årtier. Da han i 1824 tabte et af sine opgør med den lutherske kongekirke, nedlagde han sit embede som præst. Få år efter fik han af kongens nåde lov at holde ’aftensang’ i en københavnsk kirke. De senere københavnske baptister gik i kirke hos Grundtvig efter 1835 – uden at dele eller forstå hele hans særprægede teologiske univers. Men da Grundtvig igen i 1839 trådte ind i Statskirken, gik en del af hans menighed deres egen vej. Nogle af disse blev de første danske baptister. Deres leder var gravør Peter Chr. Mønster.

Efter 1830, da Mønster blev vakt på Sydvestsjælland, var han en central figur blandt de vakte, der kæmpede for frihed til at samles til opbyggelige møder. Myndighederne forsøgte at styre

de vakte efter en gammel bekendtgørelse fra 1745, der skulle regulere pietismens trospraksis. Men denne gang havde de vakte kendskab til de frihedselskende strømme fra både 1789 og 1830. Det gav dem mod og tro på frihed. De adskilte sig ydermere fra pietisterne ved et åbent kultursyn, der var præget af Grundtvigs horisont. Af samme grund var disse vaktes syn på menighedstugt også langt mere liberalt. Grundlaget for deres tro på Jesus Kristus var Guds universelle nåde, der skulle formidles ved en ægte forkyndelse af evangeliet og en ret brug af sakramenterne. I slutningen af 1830’rne spaltedes de vakte i to grupper, der nu forsvarede hvert sit kirkesyn. Grundtvigs tilhængere blev kaldt de ’kirke-troende’, idet Den Apostolske Trosbekendelse og embedet skulle være centrum for menighedens liv og virke. Den anden fraktion blev kaldt de ’bibel-troende’, fordi de ville bygge menigheder efter forbilledet fra Det Nye Testamente. Mønster hørte til blandt lederne i den sidste gruppe. Men han var skolet i den evangelisk-lutherske vækkelse med dens grundtvigske spiritualitet. Da Grundtvig i 1839 vendte tilbage til statskirken, blev mange vakte skuffede. Også Mønster. Han var nu parat til at se sig om efter andre muligheder. Men alt dette vidste Købner intet om – i Hamburg.

Købners indsats blandt danske baptister skal ses på denne baggrund, og den var helt igennem dirigeret af Oncken. Den falder i fire afsnit, hvoraf de tre første består i at løse ad hoc-opgaver, mens det fjerde afsnit former sig som et ophold af længere varighed. Her skal de beskrives ét efter ét, idet Købner havde forskellige opgaver at løse blandt danske baptister, når han blev dirigeret hertil af baptismens kirkeleder på kontinentet fra 1834 – patriarken J. G. Oncken.

1839 – Købner som fødselshjælper

I Hamburg havde tyske baptister sidst i 1830’rne naturligvis hørt om de vakte rundt omkring i Danmark. I maj 1839 sendte Oncken derfor Købner ’hjem’ til de vakte på Fyn. Da han her gjorde de vakte bekendt med sin dåbs-teologi, bad de ham rejse til København, hvor der omkring P. C. Mønster fandtes en kreds, der delte hans synspunkter. Mens Købner befandt sig i Danmark, modtog Oncken også fra New York besked om denne kreds fra den dansk-fødte generalsekretær i ’The American and Foreign Bible Society’, Charles Sommer. Købner mødte til sin overraskelse hos Mønsters kreds et baptistisk kirke- og skriftsyn. Han kunne kun lære denne hjemmefødte baptisme to nye ting. Det første var, at ’bestænkelse af spæde med vand’ ikke kunne regnes for en kristen dåb. I Mønsters kreds mente man, at nok burde barnedåben opgives, men en barnedåb, der havde fundet sted, måtte anses for en gyldig dåbshandling. Det andet, som Mønster lærte, var, at der uden for landets grænser fandtes store kirker, der levede uden brug af barnedåben. Mønster besluttede sig for at blive baptist. Derfor ankom Oncken og Købner i oktober 1839 til København, hvor Oncken stiftede ’Dåbsmenigheden i Danmark’, der bestod af 11 kristne, som Oncken døbte. Mønster blev indsat som forstander med ret til at prædike og forrette nadver. Hertil havde Købner altså været medarbejder – ja, fødselshjælper.

I de følgende år voksede baptismen. I 1845 var der stiftet fem menigheder. Mønster stod som baptismens leder, og som sådan måtte han gå i fængsel i fem omgange. Han tilbragte i alt næsten to år bag tremmer. Herfra kæmpede han videre. Han sendte et ’Forslag angående almindelig Religionsfrihed i Danmark’ til kongens rådgivende Stænderforsamling. Mønster blev banebryder i Danmark, idet ingen tidligere havde ønsket religionsfrihed for alle. Men forslaget blev afvist uden forhandling. I fængslet måtte Mønster også på kongens forlangende forfatte de danske baptisters første trosbekendelse. Ifølge Mønster kunne intet sættes ved siden af Skriften, hvorfor svaret blev en ’baptist’-kommentar til lutherdommens Augsburgske Bekendelse fra 1530. Her viste Mønster sig som en særdeles kompetent teolog. Han hævdede, at baptismen kunne følge den lutherske bekendelse overalt – bortset fra teologien om dåb og nadver (CA §9-10). Mens Mønster sad fængslet blev han også ruineret økonomisk, idet hans ejendom blev solgt på auktion, fordi han ikke kunne indfri de bøder, han blev idømt. Under Mønsters fængselsophold opstod der splittelse i den københavnske baptisme, hvor Oncken havde understøttet Mønster med løn som forstander siden 1840. Der var ingen evident leder, der kunne træde i Mønsters sted, men der var mange, der ønskede det. Skismaet drejede sig om menighedstugt, om forvaltning af den udenlandske baptismes midler og om teologiske og spirituelle forskellige synspunkter hos markante profiler. En ny menighed blev stiftet i 1845 med 12 medlemmer. Den modtog Onckens anerkendelse, mens resten af menigheden på over 300 medlemmer fastholdt kontinuiteten med Mønster som forstander. Splittelsen bredte sig hurtigt til de andre menigheder, hvis forstandere begyndte at modtage løn fra Hamburg. Den af Hamburg anerkendte menighed manglede en problemløser. – Oncken sendte Købner.

1847 – Købner som problemløser

De danske menigheder samledes nu til deres første konference på Sjælland i efteråret 1847. Den blev godt forberedt – i Hamburg. Efter, at alle menighedernes ledere var ankommet, lå mødet underdrejet i næsten en uge, fordi Købners ankomst trak ud. Da han kom, vedtog alle enstemmigt et teologisk notat ’bestående af 10 paragraffer, hvorom alle de forsamlede, 20 i tallet, var enige’. Det er aldrig lykkedes at finde dette dokument i Danmark. Konferencen blev snart kendt som ’Topmødet på Vest-Sjælland’. Efter at det fælles trosgrundlag var blevet fastlagt, blev der stemt om Mønsters forhold til den danske baptisme. Resultatet blev, at ’Mønster enstemmigt blev udelukket, idet han ikke kunne erkendes som broder’. På grund af københavner-menighedens størrelse befandt de fleste danske baptister sig stadigt i fællesskab med Mønster. Fra Vestsjælland rejste Købner til den næststørste menighed i Nordjylland, hvor han i Aalborg ordinerede menighedens forstander, O. N. Føltved. Denne overtog som ’missionær for Jylland’ herefter den løn fra Hamburg, som Mønster hidtil havde modtaget.

Men hermed var alle problemer ikke løst. Set fra Hamburg manglede de danske baptister en national leder. Oncken løste dette problem. Ingen af de danske ledere blev valgt, men en ny leder blev fundet via Onckens relationer til baptister i London. Oncken havde i Hamburg i 1842 lært danskeren A. P. Førster at kende. Fra Hamburg var han med anbefaling fra Oncken rejst til ’Strict Baptists’ i London. Her studerede han nu matematik og teologi. Efter 1845 havde Oncken både i London på Strict Baptists årskonference i 1846 og i Hamburg i august 1847 arbejdet for, at Førster skulle blive de danske baptisters nye leder, indsat fra Hamburg. Førster ankom i marts 1848 til København fra London via Hamburg. Her bosatte han sig med sin engelskfødte hustru med den opgave at virke som ’baptistmissionær i Danmark’. Hermed havde danske baptister fået en meget konservativ reformert landsleder, der skulle aflønnes af Strict Baptists i England, men samtidigt skulle han stå under hamburgernes lederskab.

Førster rejste meget rundt i hele landet – og det var ham, der på Onckens opdrag døbte de første svenske baptister ved Göteborg i september 1848. Førster rapporterede hvert kvartal skriftligt til de nævnte baptister i England om den danske mission. Året 1849 blev afgørende for danske baptister. Først, fordi Oncken midt under den dansk-tyske krig (1848-50) kaldte alle kontinentale baptister til Hamburg til den konference, der skabte Det tyske Forbund. Fra dansk side deltog tre repræsentanter fra to menigheder, Førster og Føltved samt Hans Peter Jensen, de to sidste fra Ålborg. Efter konferencen udgjorde alle danske baptistmenigheder nu den ene fjerdedel af Det tyske Forbund. Et dansk kirkesamfund var blevet til. Menighederne valgte Førster som ’ordnende broder’ i ’Den danske Forening’ og som sådan repræsenterede han menighederne ved Forbundets konferencer hvert 3. år. Dernæst skabte 1849 epoke, fordi Juni-grundloven blev vedtaget. Hermed var religionsfriheden indført i kongeriget. Enevælden blev afløst af folkestyret. Det mål, som Mønster kæmpede for fra fængslet, som toneangivende journalister forfægtede i den københavnske presse og som Grundtvig på mange fronter havde argumenteret for, blandt andet i Den grundlovgivende Forsamling, var nu nået. Landet burde nu ligge åbent for en veltilrettelagt mission med danske baptister som aktører – bakket op fra Hamburg. Men sådan gik det ikke. Der blev brug for Købner igen – til en tredobbelt opgave.

1852 – Købner som apologet

Først satte Sjællands lutherske biskop, der gjorde alt for at bekæmpe baptisterne, splid blandt de danske baptister. Han spillede på den nationale modsætning under krigen og skrev i den københavnske presse, at ’en hamburgsk Emissair drager rundt i stiftet for at udbrede den baptistiske lære’. Mønster, der ledede den største menighed i hovedstaden på mere end 400 medlemmer, svarede, at denne udsending ikke kunne være ham, da han ikke havde haft fællesskab med den tyske baptisme siden 1845. Den omtalte missionær var derimod A. P. Førster, der for et års tid siden var ankommet fra Hamburg for at udbrede ’en af Forstander-Skabet i Hamburg i Trykken udgivet Trosbekendelse’. Dette nægtede Førster, idet han søgte at miskreditere Mønster. Han henviste til et ’dokument af nogen længde’, som for et par år siden var forfattet i Hamburg af Oncken og Købner og derpå sat i omløb i Danmark med det formål at beskrive Mønsters sande karakter. Mønster bekræftede, at han havde kendskab til dette ’Skamskrift’, der langsomt var blevet kendt i de danske menigheder efter ’Topmødet på Vest-Sjælland’ i 1847. Oncken og Købner forsøgte at komme Førster til undsætning i Københavns største dagblad, hvor debatten rasede i næsten ét år (1849-50). Resultatet blev, at baptismen også i offentligheden fremstod som splittet, da den grundlovssikrede frihed efter ti år forelå.

Den anden grund til, at Købner måtte træde til med sit fysiske nærvær opstod, fordi alle de danske menigheder nu måtte i gang med at bekæmpe ’Jesu Kristi Kirke af De sidste Dages Hellige’. Sammen med Grundloven af 1849 ankom mormonerne til København. Byen var nøje udvalgt som det strategisk vigtigste sted i Skandinavien for deres mission, der begyndte med en målrettet indsats i landets baptistmenigheder. I København gik det værst ud over Mønsters menighed, der blev reduceret til næsten intet på få år. Resten af menigheden fortsatte dog igen efter 1858, men Mønster gav personligt op. Han endte sine dage i den lutherske kirke – igen. I København kæmpede Førster også bravt. Han udgav flere pjecer mod mormonerne.

For at forebygge, at resultatet i Ålborg skulle blive lige så lammende som i København, blev Købner sendt hertil. Han ankom i marts 1851 og samlede fuldt hus i byens største sal som kristentroens apologet. I Ålborg var Hans Peter Jensen konverteret og blevet døbt i oktober 1850 som den første mormon i Jylland. Han havde været blandt de første døbte i København 1839, han havde skabt en smedevirksomhed i Nordjylland med 100 ansatte, og han deltog som menighedens ansete leder på Forbundskonferencen i Hamburg i 1849. Det er ikke vanskeligt at forstå, at ca. 100 baptister konverterede sammen med ham i Ålborg, hvor han nu optrådte som mormon-menighedens forstander. Først med Købners ankomst i marts 1851 blev baptisternes strategi vendt fra forsvar til angreb. Da uvejret havde lagt sig, talte danske mormoner ca. 1000 medlemmer på to år, hvoraf ca. 150 ledere kom fra baptistmenighederne. Baptisterne talte ca. samme antal efter 10 års indsats. Og mormonernes målrettede strategi overgik langt baptisternes – de medbragte Mormons bog, en ny salmebog og en velskrevet traktat, alt sammen på dansk, der var det første sprog, som Mormons bog blev oversat til.

Den tredje indsats, som Købner ydede i Danmark, havde også sit centrum omkring Ålborg. Friheden var sikret, mormonstormen havde lagt sig, men aldrig så snart brød der en kamp løs i menigheden om den rette lære. Danske baptister, der havde rod i den gudelige vækkelse, var som sagt præget af luthersk teologi. Efter vedtagelse på Forbundskonferencen i 1849 skulle alle menigheder antage den hamburgske menigheds kompromis-bekendelse af 1847. Denne stod ’det tyske trekløver’ enigt bag, men det gavnede intet i Ålborg menighed. Inden Købner fra Hamburg havde fået oversat bekendelsen til dansk, forelå der i Ålborg i juni 1852 en dansk udgave af den tyske trosbekendelse, men den indeholdt en række rettelser, der sikrede et luthersk trosperspektiv. Bag denne stod velbegavede folk i Ålborg, hvor baptismen var opstået i 1840 i en luthersk kontekst uden indflydelse andetsteds fra. Bekendelsen var udtrykkeligt udgivet af menigheden. Købner blev forfærdet. Foruden de svækkede calvinske udsagn om udvælgelse og frelse havde ålborgenserne også beholdt en luthersk teologi om sakramenterne. I fire lange breve til menigheden tog Købner kraftigt til genmæle, idet han kritiserede både sprog og teologi. Han indrømmede, at ’der gives et forholdsvist meget lille antal såkaldte general-baptister, som nægter udvælgelsen ligesom I, men der gives dog ingen menighed blandt baptister i noget land, som har den lutherske lære om nadveren’. Han tilbød, at man i Hamburg ville refundere Ålborg-menigheden dens udgifter, hvis den standsede udbredelsen, hjemkaldte og destruerede de uddelte bekendelser. I modsat fald ville Føltved miste sin løn som missionær i Jylland, og menigheden skulle skille sig fra fællesskabet, hvis den ’ikke kan dele forbund og trosbekendelse’. Menigheden rettede ind – langsomt, men konsekvent.

Hamburgs problemer med den danske baptisme var langtfra løst. Det største af dem alle hed A. P. Førster. Han deltog i de 3-årige Forbundskonferencer, men modarbejdede af al kraft de mellemliggende danske konferencer. De blev derfor kun afholdt meget sporadisk og altid med en fraværende Førster. Han blev aldrig afholdt i de danske menigheder, hvor hans fremfærd i tjenesten skaffede ham øgenavnet ’Fyrsten’. Efter kolera-epidemien i København 1853, hvor han øvede en god indsats, førte han dobbelt husholdning, idet familien boede i en lejlighed i København, men samtidigt havde købt en gård i Jylland. Om sommeren lagde han sine missionsrejser til rette fra Jylland, om vinteren fra København. Trods mangel på samarbejde i de årlige konferencer talte medlemstallet ved 25-års-jubilæet i 1864 omkring 2.000 baptister. I menighedernes ’Missionsblad’, der udkom fra 1854, fik Førster kun sjældent spalteplads.

Med tiden blev det vanskeligt at nedtone kritikken mod Førster. Den rettede sig mod hans sociale position på grund af den løn, han fik fra de engelske Strict Baptists. Åbenbart var den stor nok til dobbelt husholdning – tilmed på en gård af ikke ringe størrelse. Snart rejste der sig også en teologisk kritik mod ham på grund af hans calvinske teologi. Men det blev på det moralske område, at kritikken ramte hans position. I foråret 1865 blev det fortalt Oncken og Købner, at Førster ’havde besvangret en pige, hvis forlovede var på Missionsskole i Hamburg’. ’Fyrsten’ var faldet. Førster emigrerede i 1867 med sin familie til USA, hvor han i 1870 døde – som læge! Nu skulle ’Den danske Forening’ bygges op forfra. Gode råd var dyre for Oncken.

1865 – Købner som kirkearkitekt

Fra Hamburg blev der handlet hurtigt. Oncken sammenkaldte i juli de danske menigheder til konference med en måneds varsel – midt i høsten samledes man endnu engang som i 1847 på Vest-Sjælland. Alle menigheder, bortset fra tre af de små, som Førster særligt havde plejet, var repræsenterede. Skønt Købner ikke havde gjort sig gældende i Danmark siden 1852, blev han valgt som konferencens formand. Oncken medbragte dagsordenen fra Hamburg. Striden mellem menighederne skulle bilægges, og fællesskabet skulle styrkes med en række kendte tiltag i de øvrige foreninger af Forbundet – og endelig skulle der efter forslag fra de delegerede tages beslutning om menighedernes forhold til Førster, der endnu boede på sin gård i Jylland. Det sidste punkt blev hurtigt afsluttet. Førster kunne aldrig genoptages i en dansk menighed.

Den største overraskelse for alle medbragte Oncken. Det angik den nye leder for Den danske Forening i Forbundet. Oncken meddelte, at menigheden i Hamburg havde kaldet Købner til Hamburg, men han ønskede fortsat at blive i Barmen. Og Oncken fortsatte: ’Skønt Købner er nødvendig både i Hamburg og Westphalen, så bringer jeg for mit vedkommende dog gerne Danmark dette store offer, nemlig at give ham til København, eftersom Hamburg kun er en stad, Westphalen en provins, men Danmark et helt kongerige, af hvilke jeg endnu håber at se herlige frugter’. Den tredje leder af danske baptister var udpeget – med tydeligt udtalt håb om at se de ’frugter’, som hidtil var udeblevet. Oncken tog straks efter konferencen til København, hvor menigheden med stor glæde tog imod Købner som dens forstander, lønnet fra Hamburg.

Striden mellem menighederne var mest udtalt i København. Mønsters menighed, der blev optaget i Forbundet i 1860, hvor Oncken var til stede for at ordinere dens forstander, modtog i 1865 – efter beslutning herom på den danske konference – Købners invitation til samarbejde. Den samlede menighed talte 170 medlemmer. Det næste københavnske projekt bestod i at bygge en kirke, der præsentabelt kunne sikre gode rammer om menighedens gudstjeneste. Med det formål for øje byggede Købner ’Kristuskapellet’ på en grund, som Førster havde købt for midler, der var indsamlet blandt Strict Baptists i England. Kirken blev indviet i 1867 og den skulle være et symbol for fællesskabet i Den danske Forening, hvilket legitimerede, at Købner i to omgange gennemførte missionsrejser – med tilhørende indsamlinger – over hele landet. Den københavnske menigheds medlemstal var ved Købners afrejse i 1879 fordoblet.

For Købner blev den største opgave ifølge konferencens dagsorden i 1865 opbygningen af Den danske Forening. På dette område kendte han sit håndværk. Det ypperste værktøj var den årlige konference, og det lykkedes at samle menighedernes repræsentanter til sådanne hvert år. Dette samtaleforum kunne bruges til forebyggelse af mange konflikter, til løsning af andre uoverensstemmelser samt til planlægning af fælles mission både nationalt og internationalt.

Købner blev hvert år valgt som formand. Til en identitet som kirkesamfund hørte endvidere fælles spiritualitet og teologisk helhedsforståelse. Den første udfordring kunne Købner løse på samme måde, som han havde gjort det i Tyskland – ved at samle og udgive danske baptisters første salmebog. Menighederne havde sunget efter flere forskellige, og deres fælles samlinger led under dette. Købner gik efter Kristuskirkens indvielse for alvor i gang, og nøjagtig 20 år efter hans tyske salmebog udkom, så ’Troens Stemme’ dagens lys i 1870. Den indeholdt over 700 salmer. Købner havde forfattet eller oversat mere end 100. Men også danske salmedigtere som Kingo, Brorson og Grundtvig hørte med. Salmebogen blev brugt flittigt gennem 46 år. På den måde satte Købner sit præg på baptismens spiritualitet en generation efter hans udrejse.

Købner havde flere problemer med at skabe fælles fodslag teologisk set blandt baptisterne. Efter 1847 var det ikke lykkedes Oncken og Købner fra Hamburg og ej heller Førster at give den reformerte teologi gennemslagskraft, så kritikerne rettede ind. Sidst i 1860’erne brød diskussionen igen op vedr. prædestinationen. Købner fastslog gentagne gange, at ’udvælgelsen er baptisternes lærdom’, men han ville i øvrigt ikke strides om dette, men sætte mission øverst på dagsordenen. Men i 1870 måtte konferencen tage stilling. En af de ældste, døbt i 1840 på Langeland, udgav et historisk skrift om danske baptisters splittelse vedr. forudbestemmelsen. Niels Hansen, der ville være fri som fuglen på den jyske hede, hvor han nu boede, kaldte sit skrift ’Hedelærkens sang om Forudbestemmelsen – Kalvinismens hemmelighed afsløret’. Det blev for meget for konferencen, der vedtog, at ’Den danske Forening ikke kunde vedblive at stå i forbindelse med den menighed, som beholdt Niels Hansen til dens forstander’. Købner markerede samtidigt, hvor vejen gik: ’Jeg skammer mig ikke ved at blive kaldt Kalvinist. Jeg højagter Kalvin, og Den reformerte Kirke har fra begyndelsen været bedre end Den lutherske Kirke. Vi baptister var enige med den i de fleste læresætninger’. Sådan måtte det være. Niels Hansen og andre med samme teologi løste problemet på den lette måde – de immigrerede.

På de årlige konferencer forsøgte Købner at indøve efterfølgelsens etik på mange områder. På det politiske område var alt betændt efter nederlaget til Tyskland. Danmarks grænse mod syd skulle efter 1866 trækkes midt i det gamle Jylland helt oppe ved Kongeåen. På spørgsmålet om, hvordan kristne skulle forholde sig til politik, svarede Købner på konferencen i 1868: ’En kristens politik er Guds rige. Nationalhadet er derimod fra Satan. Politiken ville vi overlade til grundtvigianerne, som indbilder sig at forstå sagen, og som synes at holde Gud for de danskes Gud’! Derimod stred krigstjeneste ikke imod Guds ord, idet øvrigheden var indsat af Gud. Det må være med den begrundelse, Købner i 1873 tilegnede sit største værk ’Sangen om Gud’, der var skrevet over flere år i lange københavnske nattetimer, til den tyske kejser og det tyske folk!

På konferencen i 1870 gjorde Købner status for sit virke i Danmark. Han var sendt herop af Oncken primært for at samle menighederne og uddanne prædikanter. Konferencerne, kirken i København og salmebogen havde hidtil taget hans tid. Næste mål skulle være missionsskolen. Svenske baptister havde indviet deres Betelseminarium i Stockholm i 1867. Turen kom nu til Danmark. Med økonomisk hjælp fra amerikanske baptister lykkedes det Købner at undervise prædikanter gennem to vintre i København. Men denne opgave lykkedes det ikke Købner at løfte. Det skete derimod med hjælp fra udvandrede danske baptister, der i professor N. P. Jensens skikkelse besøgte København i 1884. Herefter blev danske præster uddannet i USA.

I missionsarbejdet gav Købner menighedernes søndagsskoler en levende og anvendelig form. Hans metodik var så brugbar, at den dannede skole i årtier for søndagsskolearbejdet – ikke blot blandt baptister, men også for lutheranere og metodister. I København virkede Købner som mentor for dygtige medarbejdere, der stod klar til at overtage opgaverne, da han selv rejste til Barmen i 1879. Hans Larsen organiserede undervisningen for børn og unge i alle søndagsskoler landet over. Og Marius Larsen havde lært sig kunsten som menighedens nye forstander i København – så godt, at konferencerne år efter år også genvalgte ham som leder. På det sociale område fastholdt Købner den linie i afholdsarbejdet, som blev anlagt i 1842.

Under sit ophold i Danmark havde Købner bevaret sin titel af ’Missionær for Tyskland’. Da Altona-striden med Oncken om menighedernes selvstændighed i Forbundet blev bilagt ved en gensidig forsoning, begyndte Købner som 71-årig en rundrejse af et halvt års varighed til alle Forbundets menigheder for at opbygge fællesskabet mellem menighederne. Han efterlod sin nye hustru – Herrens gave, Dorthea – sammen med deres 3-årige datter i København. Ved sin hjemkomst havde Købner modtaget stor ’kærlighed og velvilje’ overalt – og Det tyske Forbund stod forenet. Men inden længe stod Købner selv alene. Dorthea døde af en leversygdom og snart efter forlod Købner sammen med deres datter Ruth København med Barmen som mål. Fra Danmark medbragte han også en del af Søren Kierkegaards forfatterskab. Købner var for øvrigt den første, der oversatte dele af den danske filosofs forfatterskab til det tyske sprog.

På dette tidspunkt havde danske baptister gennem flere år diskuteret, om de skulle tilhøre Det tyske Forbund eller danne en selvstændig dansk kirke. Kun veneration for Købner og hans dygtige indsats afholdt dem fra den sidste mulighed. Efter Købners bortrejse i 1879 ændrede Marius Larsen Foreningen til et Kirkesamfund. Selv om Købner tog alle økonomiske midler med sig fra Det tyske Forbund, da han rejste, lykkedes det i fællesskab Marius Larsen og den nævnte N. P. Jensen, ’ideologen efter Købner’, at rekonstruere såvel det økonomiske som det åndelige fundament for de danske baptister. En ny horisont tegnede sig langt borte mod vest.

Købners periode i Danmark var præget af en stor udvandring af mange hundrede baptister. Det begyndte tidligt. Allerede i 1856 blev den første danske baptistmenighed stiftet i USA. De rejste, fordi landet var fattigt og decimeret efter 1866, men også fordi de som baptister blev forhånet og chikaneret. Med tiden var der et dansk-talende baptistsamfund i USA på samme størrelse som det, der endnu virkede her i landet. Herfra kom hjælpen – med professor N. P. Jensen, der var opvokset på Sjælland, emigreret i 1868 og uddannet som prædikant i Chicago. Efter nogle år som baptistpræst blandt danske udvandrere i Amerika, blev han lærer og senere professor samme sted. Nu vendte han hjem og skabte nyt håb blandt fædrelandets baptister.

Afrunding

Købner-perioden (1865-1879) og de følgende ti år (1879-89) indtil danske baptisters 50-års jubilæum bragte kun beskeden fremgang. Kun syv nye menigheder så dagens lys, og antallet af medlemmer nåede ikke højere end 2.600. Der var flere årsager til den beskedne fremgang. Den gudelige vækkelse forblev indenfor Folkekirkens vide rammer. Den blev spaltet i to grene, den pietistiske Indre Mission og den kulturåbne grundtvigianisme, men alle, der brød med Folkekirken, blev ikke mindst af dennes præster fremstillet som et ikke-dansk sektfænomen. Hertil kom den nationale modsætning mellem Danmark efter det danske nederlag i 1866. Baptister var ikke blot sekterere, men de blev også som en del af Det tyske Forbund anklaget for manglende loyalitet mod konge og fædreland. Splittelsen i den danske baptisme gjorde også sit til stagnationen, men endnu værre var det, at baptister på grund af emigrationen blev regnet for en slags mormoner. Demografisk var baptismen et landfænomen, hvor man levede konservativt. Købner formåede ikke at vende udviklingen til fordel for bymission, selv om han var bevidst herom. De voksende byer med de mange socialister blev ikke udfordret af mission fra baptisterne. Men fornyelsen var på vej, hvilket ville glæde både Oncken og Købner. Og da kontakten til amerikanske baptister var etableret, udtrådte Den danske Forening af Det tyske Forbund i 1886.

Litteratur

Bent Hylleberg (1978): P. C. Mønster, Føltveds Forlag, Brande, 140 s. ISBN 87-7409-005-4

Bent Hylleberg (1984): Førsters Breve, Føltveds Forlag, Brande, 416 s. ISBN 87-7409-039-9

Bent Hylleberg og Bjarne Møller Jørgensen (1989): Et kirkesamfund bliver til. Danske baptisters historie gennem 150 år, Føltveds Forlag, København, 365 s. ISBN 87-7409-069-0

bh

Kategorier
Teologi

Dåb, arvesynd og retfærdiggørelse i ‘klassisk’ baptistteologi

Af Johannes Aakjær Steenbuch

Bølgerne går højt, når dåben diskuteres i den danske folkekirke. Groft sagt er der to fløje – dem, der mener, at mennesker bliver Guds børn i dåben på den ene side, og dem, der mener, at det i dåben forkyndes, at mennesker allerede er Guds børn på den anden.

Dem, der mener, at mennesker bliver Guds børn i dåben, peger ofte på den traditionelle forståelse af arvesynden, som en syndighed eller tendens til synd, som vi fødes med, og som vi skal frigøres fra eller renses for i dåben, der i denne teologi giver den døbte del i Jesu offergerning.

Baptister er ofte blevet skudt i skoene, at man benægter arvesyndslæren, når man hævder, at børn ikke behøver at blive døbt, for at blive frelst. Det kan måske være rigtigt i nogle aktuelle tilfælde, men ellers har baptister historisk understreget menneskets syndighed stærkt. Mere rigtigt er det derfor nok at sige, som man har gjort, at Gud har et “forspring” i barnets liv.

Er det sådan, at folkekirkens præster nærmer sig et baptistisk dåbssyn? Det kan man tro ud fra den standende debat om dåben. Hen hvad er så et ’klassisk’ baptistisk dåbssyn?

Et væsentligt stridspunkt i debatten om dåben er, hvad sker der egentlig i dåben? Bliver den døbte Guds barn – eller for at sige det mere teologisk, finder retfærdiggørelsen af den døbte sted i dåben?

Forståelsen af retfærdiggørelse var et kerneelement i reformationen. Ifølge traditionel protestantisk teologi er retfærdiggørelse – i modsætning til i middelalderens teologi – alene et spørgsmål om, hvordan Gud ser på mennesket.

Retfærdiggørelse betyder groft sagt, at Gud ser med milde øjne på mennesket, trods dets synd og uretfærdighed. At blive retfærdiggjort vil ikke sige, at vi bliver bedre mennesker, men at vi bliver erklæret retfærdige – på trods.

Den lutherske teologi er kendt for sin stærke vægtlægning på ”retfærdiggørelse ved tro”. Det kan forstås sådan, at det alene er troen, der gør, at Gud ser positivt på mennesket – ikke troen forstået som en præstation, men som en passiv, tillidsfuld modtagelse af Guds egen retfærdighed.

Hvis jeg har forstået det rigtigt (og her må de lutherske rette mig, hvis jeg tager fejl) er tanken så, at barnet i dåben netop modtager retfærdiggørelsen i en passiv, tillidsfuld tro. Selvom Jesu død og opstandelse er kilden til menneskets retfærdiggørelse, er det altså ifølge det lutherske dåbssyn i dåben, at det enkelte menneske effektivt erklæres retfærdigt.

Baptister har historisk været uenige i det lutherske syn på retfærdiggørelsen såvel som dåben. I den del af klassisk baptistteologi, som blev udfoldet af såkaldte partikularbaptister i 1600-tallets England, er det alene Jesu død på korset, der effektivt retfærdiggør det enkelte menneske. Arvesynden er en realitet, men Jesu død betyder netop, at vi sættes fri.

Mere skal der ikke til – heller ikke tro, for det er Jesu trofasthed, der retfærdiggør os, ikke vores egen tro, forklarede en lægteolog og baptist som Samuel Richardson (død c. 1646). Vores egen tro opstår, når vi bliver klar over, at vi allerede er erklæret retfærdige på grund af Jesu trofasthed mod os, trods vores synd.

Problemet med det lutherske dåbssyn fra det perspektiv er, at det ikke tillægger korset tilstrækkelig kraft.

Ofte tilføjede baptister, at hvis mennesket retfærdiggøres – erklæres retfærdigt på trods – alene ved Jesu død på korset, så må Guds plan være en forudgribelse af retfærdiggørelsen. Gud har altid villet frelse os med sin død og opstandelse, hvorfor mennesket på en måde altid har været retfærdiggjort på trods af sin synd (jf. den sublapsariske lære om retfærdiggørelse fra evighed af hos bl.a. John Gill).

Gud har med andre ord altid set mildt på mennesket, trods dets synd og uretfærdighed. Det er denne teologi, der kommer til udtryk i dåbssynet. For hvis vi erklæres retfærdige på trods, allerede før dåben, ja længe før vi overhovedet er til, kan det jo ikke være dåben, der ændrer Guds syn på os.

Det afgørende er så, kunne man tilføje, hvordan vi ser på Gud. Og det er netop det, der viser sig i dåben. Dåben er en forkyndelse og bekendelse af, at vi allerede er døde med Jesus på korset. Dåben fortæller os, at vi er Guds børn, så vi nu kan se på Gud med de milde øjne, som han altid har set på os med.

Det betyder ikke, at der intet sker i dåben. Den aktive kraft, der virker i dåben, er Helligånden, som er det redskab Gud bruger til at overbevise mennesker om, at evangeliet er sandt og også gælder dem. I dåben udruster Gud derfor også den døbte til tjeneste.

På mange måder forekommer det dåbssyn at være det udbredte blandt folkekirkens præster – dog måske med det skabelsesteologiske tvist, at mennesker i dag ofte anses for at være Guds børn alene i kraft af skabelsen. Også her minder de gamle baptister os om, at det dog er korset, der gør forskellen.

Kategorier
baptisthistorie Personer

Billede af én af pionererne er dukket op

Gennem mange år har vi forsøgt at finde billeder af nogle af de ældste danske baptister. Nu er det lykkedes at finde A. F. Mønster. Han var bror til P. C. Mønster, der stiftede menigheden i København i 1839.

Om Adolf Frederik Mønster ved vi, at han studerede teologi i København og blev huslærer, inden han i 1840 rejste til Hamburg, hvor Oncken døbte ham. I 1842 foretog han de første dåbshandlinger på Midtsjælland, hvorfor han blev sat i Sorø arrest. Imens lå hans kone dødssyg i København. På grund af mangel på smidighed fra myndighederne nåede A. F. Mønster kun lige akkurat at tale med hende ’i en politibetjents nærværelse’, inden hun døde.

A. F. Mønster var en stridens mand. Han stod efter 1845 sammen med Førster imod P. C. Mønster i det baptistiske skisma. I 1851 brød han med Førster. Herefter spillede han ingen rolle blandt danske baptister.

Hvordan denne pionér så ud – ja, det er det nu muligt at se, takket være en stor indsats af Lis Holm i diverse arkiver.

Adolf Frederik Mønster 1812-1863 (privat foto i familie-eje)

Kategorier
baptisthistorie

Missionæren, der satte sindene i kog: Morris Johnson (1890-1947) og hans virke i 1900-tallets begyndelse i Vendsyssel.

Anmeldelse af Bent Hylleberg. Også bragt på baptist.dk.

Simon Jacobsen: ’Den store vækkelse. Den dansk-amerikanske evangelist Morris Johnsons liv og tjeneste’, Udfordringens Forlag 2018. 293 sider, 249 kr.

Morris Johnson var en usædvanlig 21-årig evangelist set med befolkningens briller på Løkken-egnen. Han kom som et friskt pust som en ung, smuk og ugift prædikant og sang-evangelist med nådegaver til at virke som helbreder – altså en såkaldt karismatisk prædikant. Et enkelt sogn var ikke nok for ham. Under sine tre ophold her i landet virkede han både i Norge og Sverige. Men inden vi kommer så langt, skal scenen omkring ham sættes. Det kræver en lang introduktion!

Bogen om Morris Johnson begynder efter to forord – et lokalhistorisk og et frikirkeligt – med en præsentation af forfatteren selv. Herpå sættes scenen i de følgende kapitler: Et om ‘1300 år med kristendom i Danmark’, hvor vi føres frem til baptismens opståen i 1839 og Grundloven ti år senere. Det bringer os til Morris Johnsons ’Forfædre i Danmark’, idet familien stammede fra den baptistiske Nazaræermenighed, der virkede i og omkring Givskud efter 1850erne. Familien udvandrede i 1872 til USA fra Farre baptistmenighed. I USA blev disse immigranter en del af de nye danske baptistmenigheder. Morris fik sin ‘Opvækst i Amerika’ på prærien i en søskendeflok med 12 børn. Som 16-årig blev han døbt i Guds menighed, Church of God. To år senere blev han ’døbt med Helligånden’ og lovede Gud at rejse til Danmark som evangelist. Efter et kort træningskursus for evangelister rejste han sidst på året 1910 til Danmark.

Evangeliets lyn

Herpå foretager forfatteren et sceneskift og indfører os i ’Løkkens historie’. Byens og omegnens udvikling skildres – ikke mindst handelspladsens opbygning og betydning gennem århundreder. Det fører naturligt over i kapitlet om ’Byens åndelige tilstand’, hvor der bliver redegjort for de kirker og trosretninger, der var i Løkken, da Morris Johnson kom. I det næste afsnit om ’Årsagen til vækkelsen’ hører vi om en af byens drukkenbolte, der blev ramt af evangeliets lyn, omvendt og døbt som baptist. Han hed Carl Christensen. Han skabte efterhånden en stor herreekvipering og skotøjsforretning i Løkken. Parallelt virkede han som prædikant i de fleste vakte kirkelige kredse i Løkken og omegn, indtil han ombyggede sit hønsehus til en stor mødesal. Som kristen kaldte han sig ’Kongesøn’ og blev derfor kaldt ’Prinsen af Løkken’. Det var ham, der indbød Morris Johnson.

Jordanfloden i Løkken

Bogen handler herefter (fra s. 89!) om den amerikanske evangelist. Morris Johnsons budskab fængede, og han samlede i 1911 flere hundrede deltagere til møderne. Dåbshandlingerne fandt bl.a. sted i Nold Sø, i Vesterhavet og i Furreby Bæk, som de lokale herefter kaldte Jordanfloden! Byens apoteker, der var unitar, rejste i løbet af kort tid indsigelser imod prædikanten. Og de lokale restauratører og hotelejere blev aggressive, fordi de blev ramt på brødet, når løkkenboere og byens feriegæster blev ramt af evangelistens budskab. En dåbshandling i ’Jordanfloden’ ved midnat og Johnsons hjemrejse i 1912 efter en intens indsats – også i Norge og Sverige – var især medvirkende årsager til at sætte sindene i kog.

Han blev nu anmeldt for at være mormon (datidens skældsord, som mange døbere fik påklistret), for hvid slavehandel (dvs. hvervning af kvinder til prostitution), for gendåb af nøgne kvinder og for at stikke af med Guds menigheds pengekasse! Alt dette førte til en undersøgelse via den lokale sognepræst, Aalborgs biskop og datidens Kirkeministerium, inden sagen landede på statsminister C. Th. Zahles bord, idet denne også var justitsminister.

Justitsministerens beskyttelse

Morris Johnson kom anden gang til Skandinavien i 1913, hvor han igen virkede med Løkken og Hjørring som centrum. Vækkelsen havde nu konsolideret sig så konkret, at Guds Menighed kunne indvi kirkebygninger i Hjørring (1914) og i Kaas (1916). Imens havde beskyldningerne imod Johnsons fremfærd grebet så meget om sig, at hans sag – som sagt – måtte undersøges til tops.

Sognepræsten bagatelliserede polemikken mod Johnson. Han regnede ikke hans foretagende for mere end ’suppe på en pølsepind’! Efter både biskoppelig og ministeriel vurdering lød Zahles konklusion i et brev dateret lillejuleaften 1913: ’Justitsministeriet finder ikke Anledning til at udvise den Paagældende’, men ’derimod skal man anmode Amtet om at foranledige, at der træffes saadanne Foranstaltninger mod Johnson og hans Sekt, at deres Foretagender, navnlig Daabshandlinger, ikke giver anledning til offentlig Forargelse’. Det var en god julegave til Johnson, der fortsatte sin virksomhed til langt hen på foråret 1914, hvorpå han vendte tilbage til Wisconsin.

Løkkens profet

Herpå følger vi Johnsons virke ’I Amerika i årene 1915-22’, hvor bruddet med Guds menighed fandt sted. Det drejede sig især om tolkningen af ’de sidste tider’. Rygtet om hans ’Tredje ophold i Danmark’ i 1922 gik forud for hans ankomst. Hverken metodister, toneangivende folk fra missionsforbundet eller baptister ønskede at byde ham velkommen. Guds Menighed gjorde det sikkert langt mindre, men det hører vi intet om. Vores egen P. Olsen skrev året før under overskriften ’Løkkens Profet’: ’Det var vist alligevel bedre, om Johnson blev i Amerika. Han kan næppe bringe noget i lave i Danmark, og der er vist heller ingen særlig grund til at tro på hans ’omvendelse’ [hans tilslutning til Moody’s vækkelsesbevægelse]’.

Johnson ankom alligevel med sin kone og deres første barn. Og nu fandt Missionsforbundets landsleder, Jens Jensen-Maar, hans virke i USA så lovende, at Morris Johnson også måtte kunne bruges som evangelist her i landet. Johnson fik derfor denne gang i ca. ½ år lov til at prædike over hele landet i og ud fra Missionsforbundets menigheder. Bogens sidste afsnit handler om ’Tiden i Amerika 1922-47’, hvor Morris Johnson fortsatte sit fremgangsrige virke ud fra den menighed i Racine, han selv havde grundlagt.

For mange detaljer

Simon Jacobsen er en dygtig fortæller. Bogen er skrevet i en let læst, folkelig fortællestil. Bogen bruger kildematerialet, der er fundet mange steder, optimalt – herunder Morris Johnsons egne optegnelser. Men fremstillingen ville have vundet ved en tæmning af alt for mange detaljer og gentagelser – fx lange enslydende citater fra mange aviser. Billederne fastholder et tidsbillede og gør bogen ekstra interessant, men mange ligner hinanden; og hvorfor skal vi se det samme billede af ’Jordanfloden’ to gange (s. 119 & 189)? Indholdsmæssigt savner jeg en statistik over Johnsons dåbsvirke og menighedernes størrelse. En sådan kunne have sat hans indsats i relief i samspil med datidens andre menigheder på egnen.

Perspektivet forrykkes

Både først og sidst i bogen fortæller Simon Jacobsen sin egen historie. Dette fokus er interessant, men det er også med til at forrykke perspektivet fra Guds Menighed, som Morris Johnson grundlagde her i landet. I det sidste kapitel ’Vækkelsen i Løkken fortsatte’ hører vi intet om den kirke, Johnson grundlagde. Derimod fortælles der, at Pinsemissionen kom til Løkken i 1920, og at byens pinsemenighed – efter det landsdækkende brud i Pinsebevægelsen i 1924 – blev en del af Apostolsk Kirke. Og så er ringen sluttet, idet Simon Jacobsens egen historie har sine rødder netop her – både i Løkken og i byens Apostolske Kirke.

Interessant baptisthistorie

Bogen er interessant, når jeg læser den som baptist. Den indeholder en skildring af baptismens historie på Løkken-egnen. Det, der gjorde Johnsons virke problematisk, var især ’gendåben’ – et træk, der var alment i samtidens polemik, hvor ’døberne’ virkede. Hertil kommer, at bogen også belyser sammenhængen mellem dansk og amerikansk kirkeliv. Mange danske baptistprædikanter blev uddannet i Chicago, hvorefter de arbejdede både i Danmark og Amerika. Forskellen på deres og Johnsons virke var, at de unge baptistprædikanter blev inviteret hertil af Baptistsamfundet, hvorved en frasortering af ’de for amerikanske prædikanter’ fandt sted. Ikke alt amerikansk kunne kopieres her til lands uden at skabe vanskeligheder! Det vidner Morris Johnsons virke også om.

Kategorier
baptisthistorie Lyd Personer

Lydklip med Marie Jørgensen (1886-1989) fra Bornholms Ø-arkiv

I Bornholms Ø-arkiv findes nedenstående klip fra Baptistmenighedens radio-program “Åbent vindue” fra 1988. I klippet interviewes den på det tidspunkt 101-årige Marie Jørgensen, som fortæller om sit liv.

Tak til historiker Camilla Luise Dahl fra Bornholms Ø-arkiv for klip og foto.

 

https://soundcloud.com/user-770725655/interview-med-marie-joergensen