Kategorier
baptisthistorie

Fra Salemskapellet til Købnerkirken på Amager

Disse erindringer bygger på F. Bredahl Petersens fortælling, som han indtalte på kassettebånd i 1982. Kassettebåndet er afskrevet af Bent Hylleberg, der supplerer F. Bredahls Petersens erindringer med billeder og noter.

Fra Salemskapellet til Købnerkirken på Amager

Selvbiografisk skildring af F. Bredahl Petersens komme til Amager i 1932 efter studier i USA.

Af Bent Hylleberg

Disse erindringer bygger på F. Bredahl Petersens fortælling, som han indtalte på kassettebånd i 1982 i USA – 50 år efter, at fru Helen og han kom til Danmark for at blive Amager Baptistmenigheds præstepar. Båndet, der også skildrer træk af menighedens historie i perioden 1930-1940, blev sendt til Erling Nielsen, der begyndte som præst i Købnerkirken i 1982. Kassettebåndet er afskrevet af Bent Hylleberg, der supplerer F. Bredahls Petersens erindringer med billeder og noter – også fra hans egen historie om ’Københavns 2. Baptistmenighed 1891-1941: Gennem 50 Aar’. Ved hjælp af alt dette kan læseren følge ’Bredahl’, som han altid blev kaldt, i årene 1924-1939. Denne artikel kan således læses som en fortsættelse af min artikel om Bredahls barndom og ungdom, der fik titlen ’Verdensborgeren fra Thorup’[1]. Bredahl blev født i Odense i 1905, og han døde i Florida, USA, i 1999.

Som baggrund for at forstå begyndelsen på Bredahls erindringer nedenfor, er det nyttigt at vide, at han udvandrede som 18-årig til USA i 1924, da han havde taget præliminæreksamen på Gistrup Højskole. Hans hensigt var at uddanne sig til baptistpræst. Han rejste til Iowa, hvor han blev Bachelor of Arts (Des Moines University, 1927). Han fortsatte studierne i staten New York, hvor han i 1932 bestod to eksamener: Master of Arts (University of Rochester) og Bachelor of Divinity (The Colgate-Rochester Divinity School). Undervejs havde han i Iowa lært sin kommende hustru, Helen Lundström, der var af svensk afstamning, at kende. De blev viet i Iowa i sommeren 1930. Med ophold i København blev han I 1937 Dr. Phil. ved University of Edinburgh på en afhandling om ’Dr. Johannes Macchabæus – John Mac Alpin – Scotland’s Contribution to the Reformation in Denmark’[2]. I samtiden blev baptistpræster kaldet ’forstandere’, idet de havde ansvar for både menighedens ledelse og forkyndelse. Som præst i Amager Baptistmenighed optræder han både som leder, præst og teolog.

Old Dowling High School
Des Moines College, hvor Bredahl læste 1924-1927, lå i Iowa. Arkivfoto.

Under uddannelse i USA

Vi havde ikke planlagt, da vi blev gift i 1930, at vi skulle rejse til Danmark og Europa for at tilbringe 25 år af vor tjeneste der. Jeg havde et par gange i den sidste vinter på Rochester University modtaget breve fra Missionskomitéen om, at den regnede med, at vi kom til Danmark, så snart vores studier var forbi. Men jeg meddelte den elskværdigt og venligt to gange, at det ikke var vor hensigt, men at vi agtede at blive i USA. Hertil var jeg kommet i 1924 som 18-årig immigrant, havde taget mine første borgerpapirer og min College[3] uddannelse. Derpå rejste jeg til Danmark for at tilbringe julen 1927-28 hos mine forældre i en tre-ugers tid. Derefter ville jeg vende tilbage til USA for at tjene nogle penge fra februar til hen over sommeren, hvor jeg regnede med at blive optaget på Rochester i efteråret 1927. Men det gik jo anderledes.

Da jeg kom til Danmark, regnede forstander Chr. Hansen[4] i Østhimmerlands menighed med, at jeg var blevet uddannet som prædikant i USA. Det sidste år, jeg var på Des Moines University, havde jeg fået licens fra Iowa Baptist State Convention til at prædike, og jeg var blevet pastor for en menighed dér samtidigt med, at jeg læste. Derfor regnede jeg også med, at vi skulle blive i USA. Chr. Hansen insisterede imidlertid på, at jeg skulle holde en række vækkelsesmøder i Hellum Baptistkirke. Det gik jeg så med på i januar måned 1928, hvorefter jeg ville rejse til USA. Men der blev så mange mennesker omvendt, at det rygtedes i Danmark. Inden længe holdt jeg i februar vækkelsesuger i Kristuskirken, København, hvor mange blev omvendt, og så gik det slag i slag i de forskellige menigheder fra Frederikshavn – via Sæby, Brovst, Aalborg, Aarhus, Vejle og Odense – til Bornholm. Alle vegne blev mange unge omvendt. Jeg regner med et par hundrede i løbet af 1928, da jeg virkede som missionær eller som vi ville sige i USA som evangelist. I maj 1928 kom der en delegation fra Frederikshavns Baptistmenighed, der ville have mig til at være forstander der.

Ordination i Frederikshavn

F. Bredahl Petersen ved ordinationen 1929.
Foto fra Baptisternes Aarbog 1929, side 78.

Det var noget af det sidste, jeg ønskede at blive, for det ville jo tage min tid fra mine studier i USA. P. Olsen[5] bad mig imidlertid så inderligt om at blive i Danmark og tage imod kaldet, så jeg lovede at tage imod det for ét år. Jeg skulle nemlig være indenfor USA’s grænser, inden der var gået to år fra den tid, jeg rejste ud i december 1927. Ellers ville jeg miste mine rettigheder som amerikansk borger, fordi jeg var indrejst som immigrant. Jeg tog så imod kaldet fra Frederikshavn fra 1. september, og det blev et forunderligt år. Der blev vel et par hundrede mennesker omvendt deroppe i den tid, hvoraf de 66 blev døbt og tillagt menigheden[6]. I forhold til andre menigheder var det langt det største dåbstal i menighederne på det tidspunkt, når deres medlemstal tages i betragtning. Jeg rejste fra menigheden midt i en vækkelse, men menigheden hævdede, at jeg ikke måtte rejse uden, at jeg var blevet ordineret. Menigheden henvendte sig derfor til forstander Rasmus Madsen[7], der var formand for Baptistsamfundets årsmøde. Jeg glemmer ikke, at han svarede, at der ikke var nogen grund til, at jeg skulle ordineres, når jeg ville rejse tilbage til USA. Men på det tidspunkt var pastor [A.W.] Warren[8] fra Minnesota i Danmark på en vækkelsesturné. Han skrev til Missions-komitéen, at den burde efterkomme Frederikshavns menigheds ønske om min ordination, hvis de ønskede at få mig tilbage til Danmark på et senere tidspunkt. I så fald burde de i det mindste udvise denne godvilje overfor mig. Efter Missionskomitéen havde læst hans brev, fik menigheden et andet brev, hvori min ordination blev fastlagt til den 28. april 1929. Om efteråret, da jeg rejste tilbage til Rochester Divinity School, var jeg blevet ordineret som dansk baptistprædikant[9].

Colgate-Rochester Divinity School, Rochester N.Y., ca. 1935, hvorfra F. Bredahl Petersen dimitterede i 1932. Postkort, Arkivfoto.

Fortsatte studier i USA

Det sidste år, jeg var på skolen i Rochester, kom der en henvendelse til mig fra Missionskomitéen[10]. Den mente at have krav på, at jeg skulle vende tilbage til Danmark. Jeg havde modtaget et såkaldt ’Cooperative Fellowship’, det bestod af 750 dollars fra skolen i Rochester og 250 dollars fra American Baptist Foreing Mission Society. Derfor hævdede de nu, at dette forpligtede mig til at rejse tilbage til Danmark. Men Missionskomitéen vidste ikke, at jeg – inden jeg modtog dette ’Fellowship’ – havde fået den ordning, at hvis jeg ikke ønskede at rejse hjem, så kunne jeg blot tilbagebetale beløbet fra American Baptist Foreing Mission Society, og det var jeg indstillet på at gøre. Det, der til sidst slog hovedet på sømmet, var først og fremmest et langt privat brev fra P. Olsen, der så indtrængende bad om, at vi ville komme tilbage til Danmark. Han skrev, at de danske baptister trængte til os. Det gjorde et dybt indtryk på mig. I februar 1929 skete der yderligere det, at Dr. Lewis[11] og Dr. James H. Franklin[12] uventet opsøgte os. Den førstnævnte var dengang American Baptist Foreign Mission Society’s repræsentant i Europa med bopæl i Paris, og den sidstnævnte var førstesekretær i New York for American Baptist Foreign Mission Society. De tilbragte en halv dag sammen med os i Rochester i februar 1932 og bad os indtrængende om at tage til Danmark. I Europa ville de gerne have mænd, som var blevet uddannet i USA og som skulle stå i forbindelse med American Baptist Foreign Mission Society for at bistå dem i det hjælpearbejde, som de ville yde til de europæiske baptister. Resultatet blev, at vi lovede dem, at vi ville tage imod en kaldelse fra Danmark. Og det blev så fra Baptistmenigheden på Amager, at der kom en direkte kaldelse. Vi betragtede København som et godt centrum for os, når vi skulle betjene Danmark og ligeledes være her og der i det nordlige Europa som repræsentanter for American Baptist Foreign Mission Society. Jeg glemmer ikke, at Dr. Franklin og Dr. Lewis begge ytrede tilfredshed med, at vi kun lovede ét år. Da vi ikke havde midler selv, lovede de, at de ville give os 100 dollar til at købe kufferter og lignende for. Og ligeledes ville de betale den ene af vores billetter til Danmark og lade danskerne om den anden. Den sidste blev vistnok delt mellem menigheden på Amager og Baptistsamfundet.

Referat fra Bredahl Petersens tiltrædelse som forstanderpar på Amager i august 1932. Bemærk i spalten til højre hans observation om kirkelivet her i landet. I Thorup kirke havde der været messefald syv gange i vinterhalvåret 1927-1928 (BU 1932, 282).

Amager Baptistmenighed

Da vi nu var kommet til Amager, hvor velkomstfesten blev holdt den 17. august 1932, gav vi os især i gang med at samle ungdommen, som blev opdelt i fire arbejdsgrupper, nemlig en helliggørelses-, en tjeneste-, en kammeratskabs- og en missionsgruppe. Der blev 7-8 medlemmer til hver gruppe, som havde en formand, og disse formænd og jeg dannede et slags kabinet, der hjalp til at holde arbejdet gående. Hver af grupperne havde ansvar for at samles en gang om måneden for sig selv, idet de skulle prøve at få så mange andre unge med som muligt – ikke fra de andre grupper, men udefra. Og de kappedes om, hvem der havde fået flest fremmede unge med. Samtidigt havde de den opgave at tilrettelægge de månedlige ungdomsmøder, der dermed fik variation og ligeledes blev holdt af de unge selv. I løbet af et år var ungdomsflokken blevet forøget fra ca. 25 til omkring 100, og det satte sit stærke præg på menighedens liv.

Da vi kom til det følgende forår, skulle det afgøres, om Helens og min tjeneste skulle fortsætte, og menigheden bad os indtrængende og enstemmigt om at blive. Da var det, at det berømte møde fandt sted i april, hvori vi lovede at blive på tre betingelser. Først og fremmest skulle vi acceptere en 5-årsplan for at rejse en jubilæumskirke i København i 1939. For det andet skulle vi ansætte en arkitekt, der med det samme skulle lave tegningerne til kirken. Og for det tredje skulle vi omgående i gang med indsamlingen. Femårsplanen[13] blev vedtaget – og nøjagtig på 100-årsdagen for de danske baptisters jubilæum stod Købnerkirken færdig til indvielse. Det kostede os ganske vist en ekstra tur til USA på 6 måneder i 1936-37 for at få indsamlet de sidste og afgørende midler til kirken. Vi kom tilbage med en 30-40.000 kr., som var en meget stor hjælp dengang.

’Kampagnebilen’, som Bredahl og fru Helen brugte under deres tourné i USA i otte måneder for at samle ind til Købnerkirken. De købte denne Chevrolet, da de anløb frihavnen i New York, hvorpå turen gik vestpå: ’Med Familien, Bagagen, Filmsapparater og et Par Tusinde Pjecer om Sagen, nogle Taler og Foredrag i Vognen og godt Mod og Tro i Hjertet satte vi Kursen vestpaa’, hvor deres to børn fik ophold hos morforældrene i Iowa. Bredahl har beskrevet rejsen i alle detaljer (FBP 1941, 66ff).

Fortsatte studier

Jeg havde også stillet en fjerde betingelse. Den bestod i, at jeg fik ret til at få fri op til ét år – altså et sabbatsår – eller op til 15 uger om året i tre år. Friheden skulle jeg bruge til at få skrevet min doktorafhandling ved Edinburgh University. Jeg havde fået tilsagn om et stipendium fra USA, når jeg måtte ønske det og hvor som helst i verden. Jeg valgte universitetet i Skotland. Det viste sig, da jeg begyndte mit arbejde dér i et semester i 1934, at jeg kunne skrive min afhandling i løbet af de tre år. Jeg brugte kun ni uger om året i tre år, hvor jeg var fraværende fra menigheden. Hertil kom de nævnte seks måneders indsamlingsrejse til USA, efter jeg havde fået min doktorgrad. I 1936 måtte jeg også på en indsamlingsrejse i de danske menigheder, da det blev bestemt af årsmødet, at vi ikke måtte indsamle senere end 1936. Baggrunden var, at Nørgaard ville have 1937-38 til en indsamling af 100.000 kr. til en jubilæumsgave, der skulle bruges til at begynde mission i ti danske byer. Han fik kun indsamlet 30.000 kr., men vi fik rejst Købnerkirken.

På disse betingelser, som menigheden antog enstemmigt, valgte vi at blive i Danmark indtil videre, og så kender vi jo resten. Da krigen kom, fik vi tilbud om at rejse tilbage til USA – flyvebilletterne og det hele var planlagt via Portugal. Men vi valgte at blive. Og da krigen var forbi, fik vi igen tilbud om at komme tilbage til USA. Men nu valgte vi at blive i det hjælpearbejde, der stod for døren. Vi kunne ikke rejse fra Europa og se alle de nødlidende uden at være i stand til at hjælpe dem. Derfor blev det til 23 vidunderlige år i menigheden i København og et par år i Aarhus. Så der gik 25 år, inden vi kom tilbage for at blive i USA i 1957. Ja, det var i korte træk dét, der kommer til mine tanker, når jeg tænker på, at det i år er 50 år siden, at vi optog vor gerning i Købnerkirken. – Men lad mig vende tilbage til 1932, da vi kom til menigheden på Amager.

Salemskapellet på Amager blev taget i brug i 1887, mens baptister på Christianshavn og Amager endnu tilhørte Kristuskirken på Nørrebro. Amager Baptistmenighed blev stiftet i 1891 (AB, 104). På gavlen står angivet de tidspunkter, menigheden indbød til gudstjenester og søndagsskole. Arkivfoto.

Salemskapellet

Først vil jeg nævne, at jeg som præst på Amager måtte tage fat i Salemskapellet, som jeg aldrig havde set, før vi kom dertil. Jeg anede ikke, hvordan det så ud. Den lille bygning lå i Islandsgade, som jeg dengang hellere ville kalde Snadregade! Der var små gule huse, der var bygget på Christian den 4. tid til amagerbønderne. De lå der, hvor Skotlands plads nu ligger. Der var ikke noget kloakanlæg i hele området, så folk brugte deres lille udhus som ’das’, hvor renovationsvognen kom omkring en gang om ugen og tømte spandene. Folk lod deres opvaskevand og anden væde, som de producerede, løbe lige ud i rendestenen, der gik på hver sin side af Islandsgade. Nogen af folkene holdt gæs, ænder og høns ved siden af deres hunde og katte. Når man gik ned gennem Islandsgade fra Salemskapellet, mødte man ænder og gæs, der snadrede i rendestenen for at finde nogle af de produkter, der var faldet til ro mellem brostenene. Det var i sandhed et forfærdeligt kvarter at skulle begynde i.

Menighedssplittelsen

Det andet, jeg stod overfor, havde jeg ingen anelse om, før jeg kom til København. Ingen havde skrevet til mig derom. Den tidligere forstander Christian Sommer ønskede ikke at forlade menigheden. Han havde derfor besluttet – sammen med en kreds af medlemmer, der stod bag ham – at danne sin egen menighed på Christianshavn og kaldte den Filadelfia Baptistmenighed[14]. Den eksisterede, da jeg kom, med et halvt hundrede af menighedens tidligere medlemmer. Det ejendommelige var, at når jeg gik ud for at besøge mine medlemmer for at lære dem at kende, så kunne jeg finde, at Sommer havde været der lige i forvejen og i enkelte tilfælde modtaget deres menighedsbidrag til sit arbejde inde på Christianshavn. Det forhold var meget pinligt. Jeg var blevet fortalt om Amager menighed, at den havde 229 medlemmer, tror jeg, men det viste sig, da jeg tiltrådte anden søndag i august, at protokollen kun indeholdt 199 navne. Nogle af dem gik ind på Christianshavn til Sommers menighed. Dette forhold blev ved igennem et års tid. Men da vi fik god gang i menighedslivet og især blandt de unge, en propfyldt søndagsskole, en stærk evangelisk vækkende virksomhed og en vældig aktiv indsats fra alle, så begyndte medlemmerne inde fra Christianshavn at glide tilbage til vores menighed. Efter et års tid gav Christian Sommer op, lukkede sin virksomhed og overgik til at blive forsikringsagent. Vi fik vel ca. 25 medlemmer af dem, der var gået ud, mens andre aldrig kom tilbage.[15]

Særbægre ved nadveren

I menigheden på Amager fik vi de første særbægre, der blev indført i Danmark. En af betingelserne for min antagelse af kaldet til Amager var, at vi med det samme indførte særbægre ved nadveren. Jeg havde aldrig kunnet udstå at skulle drikke af den ene kalk, og derfor satte jeg mig altid siden min dåb på den øverste bænk, så jeg kunne være en af de første til at drikke af bægeret, før det blev benyttet af hele forsamlingen inklusive bønder, der ikke alle havde godt helbred eller var lige hygiejniske. Det var mig en vidunderlig befrielse, da jeg som immigrant kom til USA, at vi herovre havde særbægre. Derfor stillede jeg som et krav, da jeg skulle være forstander, at vi med det samme indførte dem. Og menigheden vedtog, endnu før jeg kom tilbage til Danmark, at indføre særbægre og gav mig tilladelse til at købe sættet i USA og tage det med til Amager, hvor det ville blive benyttet for første gang ved min indsættelsesgudstjeneste.

Fra den tid begyndte de andre menigheder, snart den ene og snart den anden, at indføre særbægre. Aalborg menighed havde prøvet det omkring år 1900, da Waldemar Andreasen[16] var forstander. Han havde købt et sæt i USA og forsøgte nogenlunde egenhændigt at indføre dem, men den gik ikke. Aalborgenserne var bunduenige, og menigheden var lige ved at splittes over spørgsmålet, så den måtte opgive at bruge dem. Så de blev sat på kirkeloftet, indtil vi havde indført særbægre i menigheden på Amager. Jeg blev nu repræsentant for Thomas Communion Service i Cleveland. Dengang kostede en aluminiumbakke med 36 glas 9 dollar, og jeg husker, at jeg skaffede dem til mange menigheder. Alle ville have dem fra Hjørring – over Brovst, Nørresundby, Aarhus, Vejle, ja selv Østhimmerland – til Bornholm. Jeg skaffede også et sæt til ydre mission i Burundi. En af menighederne valgte at købe det i sølv. Det var menigheden i Sæby, hvor Nielsen-familien[17] ydede en god skærv til at købe et sæt i sølv i stedet for aluminium. Ja, jeg har den ære at have indført særbægrene i Danmark, og det er i år 50 år siden[18].

Åbent nadverbord

Waldemar Andreasen udgav i 1903 Haandbog for De forenede Baptist-Menigheder i Danmark efter amerikansk forbillede (BH1, 168, 226). Den indeholder intet om diskussionen om særbægre. Derimod tager den klart afstand fra ’det åbne nadverbord’ (WA 1903, 19).

Det næste vi gjorde med det samme, da jeg ankom til menigheden, var at indføre åben kommunion. Det var mig en overraskelse at opdage, hvor dybt interesseret menigheden var i at få åbent nadverfællesskab. Det havde den ønsket i længere tid, men den tidligere forstander, Christian Sommer, ville ikke gå med til det. Jeg glemmer ikke afstemningen – det er ligeledes 50 år siden nu til efteråret – hvor der var 98 for og 2 eller 4 imod, at menigheden indførte åbent nadverfælleskab. Så snart vi havde vedtaget det, praktiseret det og havde indbudt alle troende uanset deres trossamfund til at deltage i nadveren, sendte jeg en artikel til redaktør P. Olsen til Ugebladet, hvori jeg meddelte, at vi nu havde indført ikke blot særbægre, men også åbent nadverbord for alle uanset trossamfund. Jeg glemmer heller aldrig, at jeg fik artiklen tilbage med et meget venligt brev. Han var meget forstående overfor sagen, og det var mit indtryk, at han personligt gik ind for den, men han skrev til mig: ’Jeg kan ikke optage artiklen, fordi det, menigheden har vedtaget og nu praktiserer, er samfundsstridigt, og jeg må ikke som redaktør sætte noget i Ugebladet, der strider mod [Kirke]samfundets regler’. Javel, jeg havde fået købt en duplikator for at kunne trykke Frikirketidende, så jeg fik lavet et særligt nummer og satte artiklen deri. Derpå sendte jeg den rundt til alle forstandere og lægprædikanter efter adresserne i Baptisternes Årbog, så hele landet kunne vide, at vi på Amager havde indført åbent nadverbord.

Da vi kom til april 1933, fik jeg en dag en opringning fra M. Jørgensen Toldam, der var årsmødets formand. Han og et lille udvalg, der var udpeget af Missionskomitéen, ønskede at komme ud og tale med mig om et alvorligt spørgsmål. Jeg sagde, at de var velkommen. Udvalget, der mødte op, bestod af M. Jørgensen Toldam[19], Johannes Nørgaard[20], der var ny forstander i Kristuskirken på Nørrebro, Christian Hansen, der nu var forstander i Roskilde, og P. Grarup[21], der var forstander i Fredskirken på Frederiksberg. Vi gik ind i den pæne stue, og jeg måtte spørge mine brødre om, hvad de havde på hjerte. M. Jørgensen Toldam var talsmand for gruppen. Han var meget alvorlig og sagde så: ’Vi er kommet for at tale med Dem – han blev aldrig dus med folk – om det, menigheden har gjort, fordi det er imod Samfundets regler. Og jeg måtte spørge: ’Ja, hvad er så det?’ Og det var, at vi havde indført åbent nadverbord for alle troende uanset kirkesamfund. Jeg bekræftede, at det var rigtigt. Så sagde han: ’Vi er kommet på Missionskomitéens vegne for at sige til Dem, at De må sløjfe denne vedtagelse, der er samfundsstridig’. Hertil måtte jeg svare: ’Det kan jeg skam ikke, for det er vedtaget med langt overvejende majoritet med 98 stemmer og vistnok 2 imod. Jeg kender ikke noget til, at den er samfundsstridig. Og for øvrigt er den enkelte menighed i Baptistsamfundet selvstændig, så den kan vedtage, hvad den vil gøre i disse spørgsmål’. M. Jørgensen Toldam svarede meget alvorligt: ’Ja, De har ret broder Petersen, at menighederne er selvstændige, men Baptistsamfundet afgør hvilke menigheder, der tilhører samfundet’.

Svenske tilstande?

Det var jo noget af en trussel, men jeg svarede: ’Disse konsekvenser har vi fuldstændig overvejet, og vi er rede til at drage en hvilken som helst konsekvens deraf, som Samfundet måtte vedtage’. Der var jo sket det i Stockholm, at baptisternes distriktsmission dér havde udelukket Lewi Pethrus[22] og hans menighed på samme grundlag. De havde indført åben kommunion, og efter at menigheden var blevet udelukket af Stockholms Baptistforening voksede hans menighed over alle grænser. Han blev centrum for Pingströrelsen i Sverige, og inden man vidste af det, voksede hans menighed Piladelfiaförsamlingen til 3.000-4.000 medlemmer. Det var vist ikke det, baptisterne havde regnet med, idet de nu fik alle tiders konkurrence fra den svenske Pinsebevægelse. M. Jørgensen Toldam vidste, hvad der var sket i Sverige, og derfor sagde jeg: ’Vi er rede til at drage konsekvenserne af, hvad Samfundet vedtager’. Han svarede tilbage, ja han udbrød meget stærkt: ’Det må De ikke sige broder Petersen!’. Så sagde jeg: ’Jo, det må jeg sige. For menigheden har truffet et valg, og den går ikke tilbage på sine vedtagelser!’. Så blev der ikke talt mere om sagen. Min kone gav dem kaffe, og brødrene gik hver til sit. Næste år indførte menigheden på Frederiksberg det samme, og således gled det ligeså stille ud over landet. Jeg husker, at jeg engang nogle år senere spurgte Nørgaard, om de havde åbent nadverfællesskab, hvortil han svarede: ’Ja, det praktiserer vi, men vi har aldrig vedtaget noget om det’.

Festlighed ved den kommende Købnerkirke i foråret 1939. Bemærk i baggrunden det gamle Islandsgade-kvarter, som Bredahl omtaler. Købnerkirken blev bygget på ’den gamle Kirkes udvidede Grund, hvorved hele Projektet, Kirke og Ejendom [Købnerhus], har opnaaet omkring 80 Meter Gadefacade og omslutter to Gadehjørner [Shetlandsgade og Lærdalsgade]’. Baptisternes Aarbog 1939, 91. Foto: Erik Johansen, se https://www.grandts.dk/Amager/sundbyvester-gader.htm#Shet

Økumenisk medlemskab

Det er altså et jubilæumsår i år – 50 år for indførelsen af åbent nadverfællesskab. Og hvis jeg var blevet i Danmark, så ville Købnerkirken i dag også have haft økumenisk fællesskab[23], dvs. åbent medlemskab. For i det øjeblik, vi har vedtaget åbent nadverfællesskab, og vi deltager i nadveren i andre kirkesamfund, hvad er der så tilbage, andet end at menighederne burde være virkeligt økumeniske og hver menighed lokalt have et økumenisk medlemskab? Vi skal ikke indføre barnedåb eller konfirmation eller den slags, men hvis der er kristne, der ikke kan bekvemme sig til vores dåb – ja, derfor er de lige velkomne som medlemmer hos os, hvis de har bekendt sig til Kristus og ønsker at være en del af den kristne menighed. Det er jo ikke vores sag at pådutte dem, om de vil deltage i nadveren eller om de vil døbes, men vil de døbes, så er vi jo baptister. Vi praktiserer ikke anden dåb, og vi vil ikke anerkende anden dåb end troendes dåb, dvs. en personlig bekendelsesdåb. Vi bliver ikke ringere baptistmenigheder med et økumenisk medlemskab, og vort fællesskab bør bestemt være rigere end vor dåbspraksis. Vi er et fællesskab af selvstændige menigheder, der måske praktiserer vidt forskellige ting. Vi har forskellige ansigter og indstilling, og derfor har vi også lov til lokalt – om vi ønsker det – at indføre det økumeniske medlemskab for alle troende. Skulle der være troende, der ønsker at blive medlemmer af menigheden, men ikke kan lade sig ’gendøbe’, som de siger, så lad dem for Guds skyld – havde jeg nær sagt, ja, netop derfor! – blive medlemmer af menigheden, så de kan yde deres indsats og give af deres midler i vores menigheder.

Søndagsskolens 70-års jubilæum i 1938 i Salemkirkens have inden kirken blev revet ned i januar 1939 og Købnerkirken rejst (FBP, 104).

Forberedelsesklassen

Det tredje, jeg fik indført, var min forberedelsesklasse tilsvarende konfirmationsundervisningen i Folkekirken. Jeg så værdien deraf i Folkekirken, og jeg indførte omgående[24], at skoleelever i deres 14. år kunne gå til mig som præst, når de fik fri i skolen. Jeg fik lavet en undervisningsplan og fulgte den sammen med de unge i et halvt år engang om ugen i en time. Herpå indførte jeg frikirkelig ungdomsfest på palmesøndag morgen, hvor pigerne mødte i deres hvide kjoler og de unge mænd i deres jakkesæt. Og jeg glemmer ikke, hvilken forargelse, det vakte i baptistmenighederne ud over landet. Der kom artikler i Ugebladet om, at pastor Bredahl nu også havde indført konfirmation. Da vi kom til årsmødet i Rønne, blev det drøftet under missionsdrøftelsen, og jeg måtte gøre rede for, hvad vi lavede. De kunne godt gå med på, at vi underviste, men de ville ikke have nogen ungdomsfest, der på nogen måde kunne ligne Folkekirkens konfirmation. Ja, så måtte jeg jo sige, at religion ikke havde noget med folks klædedragt at gøre. Ligesom vi er festligt klædt på, når vi holder bryllup eller fødselsdage, kunne vi vel være det, når vi fejrer de unge mennesker, som har fuldendt et halvt års undervisning og nu overgår fra barndommen til de voksnes rækker. Og vi gør det på samme søndag som Folkekirken og for øvrigt på samme søndag, som man inde på Rådhuset har socialdemokratisk ungdomsfest eller borgerlig konfirmation. Jeg glemmer ikke, at da jeg havde udtalt mig på årsmødet i Rønne, og da jeg havde fået klø nok, så rejste P. Olsen sig lige så stille og bad om ordet. Det eneste, han havde at sige, var, at han fandt Bredahl Petersens initiativ med undervisning af de 14-årige unge gennem et halvt års tid med afsluttende fest for dem prisværdig, og at han anbefalede alle forstandere at gå hjem til deres menigheder og gøre det samme. Det sluttede debatten[25], for når P. Olsen – eller Jens Wenzzel[26] – endelig havde talt i missionsdrøftelser på årsmødet, så var det sidste og endelige ord sagt. Og sådan blev det.

Jeg havde megen glæde af forberedelsesklassen gennem de 23 år, jeg holdt den. I ugen før den afsluttende ungdomsfest holdt vi en særlig sammenkomst for de unge på en hverdagsaften, hvor jeg indbød forældrene til at være til stede og vi havde en slags overhøring. Jeg glemmer ikke, hvordan forhandlingsleder Chr. Larsen[27] ved en af disse begivenheder rejste sig og sagde: ’Hvor ville jeg ønske, at jeg havde haft en lignende baggrund, før jeg kom ind i menigheden med en så grundig forberedelse, men det fik jeg ikke. Og jeg lykønsker de unge og forstanderen med denne forberedelsesklasse’. Da jeg rejste fra menigheden i 1955, efterlod jeg vist nok til arkivet min bog, hvori jeg havde indført navnene med fødselsdage – en side til hver af de unge – og det forekommer mig, at jeg ved en opgørelse fandt ud af, at omkring 80% af de unge fra forberedelsesklassen senere blev omvendt og døbt og tillagt menigheden. Jeg holdt jo klassen åben ikke alene for børn fra baptisthjem og fra såkaldte ’halve hjem’, men også fra ’udenforstående’, og det var ikke så få af de sidstnævnte hjem, der lod deres unge gå til min forberedelsesklasse i stedet for at gå til præst i Folkekirken. Der var ikke tale om konfirmation, fordi der ikke aflægges nogle løfter, men det er en særlig anledning til at præsentere de unge for menigheden. Samtidigt gav jeg hver af de unge et skriftord med på vejen på et smukt kort, der markerede anledningen for dem. Det fik de som minde og som en tilskyndelse til at indvie deres liv til Vorherre – og til at blive en aktiv del af menigheden så snart som muligt, hvis de ikke allerede var det. Og det glædelige er jo, at siden den tid er der vist ingen menighed i Danmark, der ikke gennemfører en forberedelsesklasse. Om de afslutter den med en ungdomsfest, véd jeg ikke, men så vidt jeg ved, har forberedelsesklassen vundet ind næsten alle vegne, og det er kun af det gode.

Frikirketidende

Og så er der en ting til, der holder 50 års jubilæum i år. Det er Frikirketidende. Så snart jeg kom til Amager, så jeg nødvendigheden af, at vi havde et eget menighedsblad, som vi ikke alene kunne give til medlemmer, men til venner af menigheden og til sådanne, som er interesseret i dens virke. Og derfor også med en mødeplan for måneden. Deri kunne jeg desuden skrive særlige artikler, der handler om vor tro og vort virke og vores synspunkter som frimenighed[28]. De første to år måtte vi duplikere Frikirketidende. Vi købte en Rex Rotary duplikator. Min kone gjorde arbejdet, og vi fik trykt et par tusinde pr. måned. Men snart så jeg, at det stort set kun var blevet et menighedsblad, og det, vi trængte til, var at få en virkelig månedlig avis, der kunne gå til så mange tusinde mennesker som muligt i vor bydel. Derfor fik jeg et tilbud fra bogtrykkeriet på, hvad det ville koste at trykke bladet i et oplag på 10.000 pr. måned. Jeg vidste, at hvis vi udgav 10.000, så ville det også have værdi som et annonceblad, hvor annoncerne på bladets fjerde side kunne betale de fleste omkostninger. Jeg gik derfor til forskellige forretninger og fik tegnet annoncer, der væsentligt betalte bladet. Det var lige fra Amagerbanken til Bikuben, porcelænsforretningen, blomsterforretningen, vi benyttede i kirken, og damefrisøren på den anden side af gaden. Det var ligkistemagasinet, der havde de fleste af vores begravelser, et konditori vi benyttede, kul- og kokskompagniet og mange andre. Jeg fik derfor også ansat en forretningsfører for bladet, der varetog dets økonomi ved at indkassere beløbene fra annoncørerne. Derved klaredes økonomien, som fik tilføjet gaver fra menigheden og fra venner ud over landet, der ønskede det tilsendt.

Første nummer af det trykte kirkeblad fra Salemskirken. Heri skrev Bredahl om ’Programmernes Tid’ og spørger: ’Hvad er da vort Program? Hvorfor udsender vi Frikirketidende? Har de kristne noget, de vil? Har Menigheden i Salemskirken noget, den vil?’. Menighedens navn Amager Baptistmenighed blev i 1936 ændret til Københavns 2. Baptistmenighed, Amager. Arkivfoto.

Jeg fik de unge og især spejderne til at uddele bladet. Vi gjorde det distriktsvis med de 10.000 blade sådan, at hele Amagers befolkning på 180.000-200.000 efterhånden fik et blad i deres hjem. Vi tog hver måned så og så mange gader. Spejderne mødte søndag morgen sidste søndag i måneden for at uddele bladet for den kommende måned. Deres spejderførere, der havde 5-6 drenge eller 5-6 piger, fik 100 blade pr. dreng eller pige, dvs. nok til 5 opgange på 5 etager. Det var det, en dreng eller piges ben kunne tåle at tage. Vi fik bladet foldet, så ’Frikirketidende’ blev tydeligt fremhævet, når det blev stukket ind ad folks brevsprække. Og så fik vi gaderne fordelt efter en bestemt plan, fx en måned på Islands Brygge, hvor vi uddelte bladet i 100 opgange. En anden gang tog vi et andet kvarter og sådan fremdeles. Det varede ikke mere end en time eller halvanden for spejderne at gøre det, og de var alle begejstrede for at være med. Hvor var det et smukt stykke arbejde, og det morsomme var at se, at der var folk, der for første gang blev bekendt med, at man havde en frikirke på Amager, hvortil alle var velkomne. De kunne følge menighedens gang, og mange ringede og bad om at abonnere på bladet. Der var mange, der ikke var aktive i Folkekirken eller andre steder, der nu tid efter anden kom i forbindelse med frikirken, der ligger i Amagers centrum.

Ja, det var nogle af de ting, jeg mindes, når det nu er 50 år siden, vi begyndte vores gerning i og ud fra Salemskapellet på Amager, og hvor vores første årti kulminerede med Købnerkirkens indvielse.

Købnerkirkens indvielse den 27. oktober 1939. Årsmødet, der blev holdt i Kristuskirken, København, deltog. Det betød, at ’samtlige Menighedsforstandere og Prædikanter’ var med i processionen langs kirken. Foran Bredahl Petersen og Johannes Nørgaard går Børge Berntsen, der var andenpræst i Købnerkirken (1937-1943) – givetvis som repræsentant for ungdommen. I processionen ses også inden- og udenlandske baptister, frikirke- og folkekirkepræster samt professorer fra Det teologiske Fakultet ved Københavns Universitet. Processionen talte 60 deltagere, der ’under Klokkeringning drog ind i Kirken’ (FBP 1941, 58ff og ÅB 1939, 54f). Arkivfoto.

Litteratur

Niels Anhøj: Morten Jørgensen Toldam fortæller, Føltveds Forlag 1980 (NA)

August Broholm: Guds fodspor på min vej, Forlaget Fraternitas 1976 (AB)

Immanuel Fredmund (et al): Seventy-Five Years of Danish Baptist Missionary Work in America, Judson Press 1930 (IF)

Bernard Green: Tomorrow’s Man. A Biography of James Henry Rushbrooke, BHS Didcot 1997 (BG)

Bent Hylleberg (m.fl.): Et kirkesamfund bliver til. Danske baptisters historie 1939-1939, Føltveds Forlag 1989 (BH1)

Bent Hylleberg: Dansk baptisme og tysk nazisme. Danske baptisters historie 1930-1950, Forlaget Apophasis 2021 (BH2)

Bent Hylleberg (m.fl.): Vækst og åbenhed. Baptistsamfundets Synode 1976, Føltveds Forlag 1976 (BH3)

David Lagergren: Framgångstid med dubbla förtecken. Svenska Baptistsamfundet 1914-1932, Libris 1989 (DL)

Niels Henrik Nielsen (et al): Ørby. En arbejderlandsby på Samsø, Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsø 2020 (NHN)

Johannes Nørgaard: På vej til en livsopgave, Baptisternes Forlag 1964 (JN)

F. Bredahl Petersen: Københavns 2. Baptistmenighed. Gennem 50 Aar 1891-1941, Købnerkirken 1941 (FBP)

Baptisternes Årbøger fra 1930’erne (ÅB).

Oplysninger fra Kirkebøger er fundet frem af Lis Holm og Kurt Gjerrild.

Kassettebåndet og baptisthistoriske fotos opbevares i Baptistkirkens arkiv, Kvarmløsevej 37A, 4340 Tølløse.

  1. Verdensborgeren fra Thorup blev udgivet af Skørping Lokalhistoriske Arkivs serie af årsskrifter, se Egnsminder 2022.
  2. Bredahls doktorafhandling findes i Købnerkirkens arkiv. Om Dr. Johannes Macchabæus – alias John Mac Alpin – se https://en.wikisource.org/wiki/1911_Encyclop%C3%A6dia_Britannica/Macalpine,_John
  3. Når Bredahl rejste til Iowa og blev optaget på Des Moines University, skyldtes det, at The Danish Baptist General Conference of America knyttede deres præsteuddannelse til dette Universitet efter 1912 (IF, 235ff). I årene forud (1884-1912) blev danske og norske baptistprædikanter uddannet ved Morgan Park, de amerikanske baptisters skandinaviske afdeling af University of Chicago (BH1, 146ff).
  4. Christian Hansen (1871-1939), præst i Østhimmerland (1911-1929) og ved Frederiksberg menighed (1929-1936) med arbejdsplads i Roskilde. Nekrolog, se Baptisternes Aarbog 1939, 89f.
  5. Peter Olsen (1865-1938) var Baptistsamfundets ’altmuligmand’: Menighedsforstander, Prædikantskoleforstander, redaktør af Baptisternes Ugeblad og førende teolog. Se Bogen om P. Olsen (NA).
  6. Ifølge Årbøgernes statistik blev der i 1928-1929 døbt i alt 64 i Frederikshavn menighed (ÅB 1928, 88. ÅB 1929, 84).
  7. Rasmus Madsen (1880-1965) var uddannet arkitekt, herpå præsteuddannet og forstander i flere menigheder. Han var årsmødets formand i perioden 1923-1929 (BH1, 248).
  8. A.W. Warren (1892-1930), der i 1929 var formand for The Danish Baptist General Conference of America, besøgte sit hjemland – han var født I Aarhus – samme år. Herpå blev han kaldet af årsmødet til at være ‘De danske Baptisters Fællesmissionær’ i 1930-32. Han døde som 38-årig, inden han nåede at komme til Danmark (ÅB 1929, 16; ÅB 1930, 14).
  9. Om ordinationen, se ÅB 1929, 17. Efter en ordination blev ordinantens data og billede bragt i Årbogen (ÅB 1929, 78).
  10. Om forventninger til Bredahls hjemkomst og legatet, se Årbøgerne (ÅB 1930, 13f; ÅB 1932, 8,16).
  11. Dr. Walter O. Lewis blev senere generalsekretær for Baptist World Alliance 1939-1948 (JN, 145; BG, 128ff).
  12. Dr. James H. Franklin besøgte Danmark i 1926 (ÅB 1927, 13) og formidlede derpå økonomisk støtte til byggeriet af Højskolen i Tølløse i 1928 (JN, 101). Årsmødet i 1929 sendte en fælles tak til Dr. Lewis og Dr. Franklin for ’vore amerikanske Trosfællers store Andel i vor Skolesags store Fremstød’ – et bidrag på knap 30.000 kr. (ÅB 1929, 48 og 51). Dr. Lewis besøgte igen årsmødet i 1936 og sagde bl.a.: ’I Programmet staar, at fremmede Gæster og Repræsentanter nu vil tale. Jeg er Repræsentant, og Gæst er jeg ogsaa, men fremmed er jeg ikke!’, hvorefter han omtalte ’det store Fællesskab og den stærke Forbindelse, der er mellem Baptister i Amerika og Danmark’ (ÅB 1936, 6,62f).
  13. På Årsmødet i 1934 fremsatte Bredahl på Amager Menigheds vegne et ’Andragende’ om en landsindsamling i de øvrige menigheder til den nye Købnerkirke, og arkitekt Charles Gjerrild foreviste ’Tegninger og en Model af Bygningen’. Jens Wenzzel støttede sagen og sagde bl.a.: ’Vi kunde jo nok fastholde os ved, at det er daarlige Tider osv., men med den Slags fremmer man ingen Sag, i hvert Fald ikke Herrens’. Årsmødet vedtog forslaget (ÅB 1934, 44f). Året efter vedtog årsmødet at fejre 100-årsjubilæet i 1939 med en ’Jubilæums- og Taksigelsesgave’ på mindst 100.000 Kr., der skulle indsamles i konferenceåret 1937-38, så den ’i det væsentligste kan være tilendebragt i Jubilæumsaaret’ (ÅB 1935, 69f).
  14. Om Filadelfiamenigheden på Christianshavn, se FBP 1941, 46 og BH1, 311.
  15. Christian Sommer (1877-1958) vendte tilbage som medlem til Købnerkirken i 1943 (BU 1943, 199 og BU 1958, 201).
  16. Waldemar J. Andreasen (1865-1954) var født på Sjælland, døbt i 1884 i Kristuskirken, København, og læste på Morgan Park, Chicago, i 1887-1890. Han virkede derpå som rejsende evangelist herhjemme, inden han blev præst i Aalborg Baptistmenighed (1900-1904). Han emigrerede til USA i 1904, hvor han tjente på samme måde, indtil sygdommen standede ham (IF, passim). Se portrættet ved hans 70-års fødselsdag (BU 1935, 137f) og hans nekrolog (BU 1955, 5f).
  17. Chresten Nielsen (1860-1950) skabte familieimperiet Sæby Sko, der i 1935 var blevet provinsens største skotøjsfabrik (BH2, 223ff). I Sæby Baptistmenighed fik Nielsen-familien gennem flere generationer mange forskellige ledelsesopgaver.
  18. Menigheden på Amager havde ligesom menigheden i Aalborg forsøgt at indføre særbægre i 1903. På trods af en stor majoritet, der stemte for forslaget ved en urafstemning, blev de ikke indført: ’Den 25. November vedtoges det at anskaffe 3 Bakker i Lighed med det Sæt, ’der var sendt fra Amerika til Aalborg Menighed’, samt en Kande, ’der svarede til Handlingens Højtidelighed’. Utroligt er det, at der dog gik 29 Aar, inden man virkelig fik anskaffet Særbægre’ (FBP 1941, 31).
  19. Morten Jørgensen Toldam (1861-1936) var født i Ørby på Samsø (NHN, 93ff; 99ff). I 1888-1890 studerede han ved Morgan Park i Chicago, hvorefter han blev en af Baptistsamfundets ledere. Se Morten Jørgensen Toldam fortæller (NA).
  20. Johannes Nørgaard (1893-1977) udgav i 1964 sine erindringer indtil 1928 med titlen På vej til en livsopgave. Johannes Nørgaard genoptog herpå sit virke som forstander i Kristuskirken på Nørrebro. Først da Bredahl kom til Amager i 1932 lærte de hinanden at kende (BH1, 280). De arbejdede sammen i Baptistsamfundets ledelse frem til 1957 (BH2, passim).
  21. Peter Grarup (1880-1952) var forstander i Fredskirken i to omgange: 1921-1929 og 1942-1950 (BH2, 366ff).
  22. Lewi Pethrus (1884-1974) blev i 1911 forstander for Filadelfiamenigheden i Stockholm. Menigheden blev i 1913 ekskluderet af Det svenske Baptistsamfund, fordi den indførte ’åbent nadverbord’. Mange baptister fulgte Lewi Pethrus, der nu blev frontfigur og leder af Pinsebevægelsen, der i løbet af få årtier blev Sveriges største frikirke (DL, 45ff).
  23. Med ’økumenisk fællesskab’ omtaler Bredahl det ’åbne medlemskab’, som angelsaksiske og svenske baptister længe havde praktiseret. I dansk baptisme indførte menigheden i Århus i 1984 en anden model for ’økumenisk fællesskab’, nemlig ’overført medlemskab’, se baptist nr. 9/1985. Om forskellen på de to modeller, se dialogen i baptist nr. 43, 46 og 50/1977 samt nr. 1-2/1978 på baggrund af drøftelserne på Synoden 1976 (BH3). De to nævnte former for ’økumenisk fællesskab’ lever side om side i de menigheder, der i dag udgør BaptistKirken i Danmark, se baptist.dk 5/2015, 26f.
  24. Da diskussionen herom brød ud i Ugebladet i 1936 skrev Bredahl: ’Som et led i Baptistmenighedens Børne- og Ungdomsarbejde her oprettedes der i Efteraaret 1933 en Forberedelsesklasse til frikirkelig Ungdomsfest’ (BU 1936, 38).
  25. Årsmødet blev i 1935 holdt i Rønne. Årbogen 1935 og 1936 indeholder intet om dette emne, men på årsmødet i 1937 holdt P. Olsen et foredrag med titlen: ’Vore store Børns Kristendomsundervisning’. Her sagde han: ’Det, der tiltrænges, er en systematisk Undervisning i Bibel og Kristendom for de ganske Unge (i 13-14 Aars Alderen). Folkekirken har forstaaet at gribe den rette Alder til deres Kristendomsundervisning. En højtidelig Afslutning bør ikke tilstræbes …’ (ÅB 1937, 27). Efter foredraget fulgte der ingen drøftelse, men det blev P. Olsen, der ’sluttede debatten’ – dog lidt anderledes end Bredahl erindrede, når det gjaldt ’den frikirkelige Ungdomsfest’. Samtalen om ’de store børns kristendomsundervisning’ fandt sted ved præstemøder og i Ugebladets spalter, primært i foråret 1936 (BU 1936, nr. 3-15). Bredahl deltog også og skildrede med 4 års erfaring det undervisningsforløb, han indførte i 1933 (BU 1936, 61f).
  26. Jens Wenzzel (1873-1946) var en anerkendt københavnsk sagfører, der tillige var Baptistsamfundets juridiske rådgiver. Han var medlem af Kristuskirkens menigheden – bortset fra årene 1905-1908, hvor han virkede som forstander for Amager Menighed i en præsteløs periode (FBP 1941, 33ff). Se hans nekrolog i 1946 (ÅB 1946, 114f).
  27. O. Christian Larsen (1884-1969) voksede op i et fattigt hjem i Vendsyssel. I 1929 blev han forretningsfører i Dansk Arbejdsmandsforbund, hvor han avancerede til forbundsformand (1947-1956). I Købnerkirken var han med i kirkens ledelse gennem mange år. Se interview med ham i Kristeligt Dagblad 19.09.1944 (BH2, 396,410) og BU (1954, 277).
  28. Bredahl holdt på Årsmødet i 1934 en ’Missionsprædiken’ over temaet ’Far ud paa Dybet’, hvor han sagde: ’Som lokale menigheder lad ikke Begrebet ’Medlems’ (’Medlemsblade’, ’Medlemsmøder’ osv.) være det altoverskyggende, men vær i Kontakt med alle. Gaa ud i Tro, far ud paa Dybet’ (ÅB 1934, 9f).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *