All posts by jas

Julius Købner – Onckens superintendent i Danmark

Af Bent Hylleberg. Teksten er udgivet på tysk i E. Geldbach (et al): Religions-Freiheit. Festschrift zum 200. Geburtstag von Julius Köbner’, Wdl-Verlag Berlin 2006.

Salomon Købner forlod sit danske fædreland som 18-årig, mens han endnu var jøde. Han var født i 1806 i Odense. Selv om emigrantens interesse for den kristne tro var vakt ved afrejsen, havde han intet grundlæggende kendskab hverken til kristentro eller til den eneste tilladte konfession i Danmark, den evangelisk-lutherske. Han blev overbevist om Jesu Kristi guddom i Den reformerte Kirke i Lübeck og døbt i Den lutherske Kirke i Hamburg som 20-årig – forud for sit planlagte bryllup. Denne dåb var baggrunden for, at han kunne blive viet i Gamborg kirke på Fyn samme år med Julie von Schröter fra Mecklenborg. Det skete med kongebrev fra den danske regent – og nu hed brudgommen Julius Købner. De følgende år tilbragte de nygifte i Slesvig-Holsten, inden de flyttede til Hamburg, hvor de kom i forbindelse med baptismen og dens leder, J. G. Oncken. I 1836 blev Juliane og Julius Købner døbt som baptister af Oncken.

Denne artikel tegner et rids af Købners relationer til baptisterne i Danmark. Men først er det vigtigt at fastslå, at Købner intet kendskab havde til den gudelige vækkelse, der opstod i hans fødeland efter 1824. Og han havde heller intet kendskab til N. F. S. Grundtvig, der ganske vist aldrig tilsluttede sig vækkelsen, men havde mange sympatier for den. Den gudelige vækkelse havde to rødder. Den spirede kirkeligt set op af den pietistiske og herrnhutiske muld, hvor ægte fromhed overvintrede på trods af den herskende rationalisme i den danske kirke. Men den var samtidig en social bevægelse, hvor mange af dens fortalere kom ud af den frigørelse, som almuen oplevede efter stavnsbåndets ophævelse i 1788. Et særligt dansk træk fik den af Grundtvig. Han ville sætte skel mellem ægte kristendom og den rationalistiske udgave heraf, som havde præget dansk kirkeliv i flere årtier. Da han i 1824 tabte et af sine opgør med den lutherske kongekirke, nedlagde han sit embede som præst. Få år efter fik han af kongens nåde lov at holde ’aftensang’ i en københavnsk kirke. De senere københavnske baptister gik i kirke hos Grundtvig efter 1835 – uden at dele eller forstå hele hans særprægede teologiske univers. Men da Grundtvig igen i 1839 trådte ind i Statskirken, gik en del af hans menighed deres egen vej. Nogle af disse blev de første danske baptister. Deres leder var gravør Peter Chr. Mønster.

Efter 1830, da Mønster blev vakt på Sydvestsjælland, var han en central figur blandt de vakte, der kæmpede for frihed til at samles til opbyggelige møder. Myndighederne forsøgte at styre

de vakte efter en gammel bekendtgørelse fra 1745, der skulle regulere pietismens trospraksis. Men denne gang havde de vakte kendskab til de frihedselskende strømme fra både 1789 og 1830. Det gav dem mod og tro på frihed. De adskilte sig ydermere fra pietisterne ved et åbent kultursyn, der var præget af Grundtvigs horisont. Af samme grund var disse vaktes syn på menighedstugt også langt mere liberalt. Grundlaget for deres tro på Jesus Kristus var Guds universelle nåde, der skulle formidles ved en ægte forkyndelse af evangeliet og en ret brug af sakramenterne. I slutningen af 1830’rne spaltedes de vakte i to grupper, der nu forsvarede hvert sit kirkesyn. Grundtvigs tilhængere blev kaldt de ’kirke-troende’, idet Den Apostolske Trosbekendelse og embedet skulle være centrum for menighedens liv og virke. Den anden fraktion blev kaldt de ’bibel-troende’, fordi de ville bygge menigheder efter forbilledet fra Det Nye Testamente. Mønster hørte til blandt lederne i den sidste gruppe. Men han var skolet i den evangelisk-lutherske vækkelse med dens grundtvigske spiritualitet. Da Grundtvig i 1839 vendte tilbage til statskirken, blev mange vakte skuffede. Også Mønster. Han var nu parat til at se sig om efter andre muligheder. Men alt dette vidste Købner intet om – i Hamburg.

Købners indsats blandt danske baptister skal ses på denne baggrund, og den var helt igennem dirigeret af Oncken. Den falder i fire afsnit, hvoraf de tre første består i at løse ad hoc-opgaver, mens det fjerde afsnit former sig som et ophold af længere varighed. Her skal de beskrives ét efter ét, idet Købner havde forskellige opgaver at løse blandt danske baptister, når han blev dirigeret hertil af baptismens kirkeleder på kontinentet fra 1834 – patriarken J. G. Oncken.

1839 – Købner som fødselshjælper

I Hamburg havde tyske baptister sidst i 1830’rne naturligvis hørt om de vakte rundt omkring i Danmark. I maj 1839 sendte Oncken derfor Købner ’hjem’ til de vakte på Fyn. Da han her gjorde de vakte bekendt med sin dåbs-teologi, bad de ham rejse til København, hvor der omkring P. C. Mønster fandtes en kreds, der delte hans synspunkter. Mens Købner befandt sig i Danmark, modtog Oncken også fra New York besked om denne kreds fra den dansk-fødte generalsekretær i ’The American and Foreign Bible Society’, Charles Sommer. Købner mødte til sin overraskelse hos Mønsters kreds et baptistisk kirke- og skriftsyn. Han kunne kun lære denne hjemmefødte baptisme to nye ting. Det første var, at ’bestænkelse af spæde med vand’ ikke kunne regnes for en kristen dåb. I Mønsters kreds mente man, at nok burde barnedåben opgives, men en barnedåb, der havde fundet sted, måtte anses for en gyldig dåbshandling. Det andet, som Mønster lærte, var, at der uden for landets grænser fandtes store kirker, der levede uden brug af barnedåben. Mønster besluttede sig for at blive baptist. Derfor ankom Oncken og Købner i oktober 1839 til København, hvor Oncken stiftede ’Dåbsmenigheden i Danmark’, der bestod af 11 kristne, som Oncken døbte. Mønster blev indsat som forstander med ret til at prædike og forrette nadver. Hertil havde Købner altså været medarbejder – ja, fødselshjælper.

I de følgende år voksede baptismen. I 1845 var der stiftet fem menigheder. Mønster stod som baptismens leder, og som sådan måtte han gå i fængsel i fem omgange. Han tilbragte i alt næsten to år bag tremmer. Herfra kæmpede han videre. Han sendte et ’Forslag angående almindelig Religionsfrihed i Danmark’ til kongens rådgivende Stænderforsamling. Mønster blev banebryder i Danmark, idet ingen tidligere havde ønsket religionsfrihed for alle. Men forslaget blev afvist uden forhandling. I fængslet måtte Mønster også på kongens forlangende forfatte de danske baptisters første trosbekendelse. Ifølge Mønster kunne intet sættes ved siden af Skriften, hvorfor svaret blev en ’baptist’-kommentar til lutherdommens Augsburgske Bekendelse fra 1530. Her viste Mønster sig som en særdeles kompetent teolog. Han hævdede, at baptismen kunne følge den lutherske bekendelse overalt – bortset fra teologien om dåb og nadver (CA §9-10). Mens Mønster sad fængslet blev han også ruineret økonomisk, idet hans ejendom blev solgt på auktion, fordi han ikke kunne indfri de bøder, han blev idømt. Under Mønsters fængselsophold opstod der splittelse i den københavnske baptisme, hvor Oncken havde understøttet Mønster med løn som forstander siden 1840. Der var ingen evident leder, der kunne træde i Mønsters sted, men der var mange, der ønskede det. Skismaet drejede sig om menighedstugt, om forvaltning af den udenlandske baptismes midler og om teologiske og spirituelle forskellige synspunkter hos markante profiler. En ny menighed blev stiftet i 1845 med 12 medlemmer. Den modtog Onckens anerkendelse, mens resten af menigheden på over 300 medlemmer fastholdt kontinuiteten med Mønster som forstander. Splittelsen bredte sig hurtigt til de andre menigheder, hvis forstandere begyndte at modtage løn fra Hamburg. Den af Hamburg anerkendte menighed manglede en problemløser. – Oncken sendte Købner.

1847 – Købner som problemløser

De danske menigheder samledes nu til deres første konference på Sjælland i efteråret 1847. Den blev godt forberedt – i Hamburg. Efter, at alle menighedernes ledere var ankommet, lå mødet underdrejet i næsten en uge, fordi Købners ankomst trak ud. Da han kom, vedtog alle enstemmigt et teologisk notat ’bestående af 10 paragraffer, hvorom alle de forsamlede, 20 i tallet, var enige’. Det er aldrig lykkedes at finde dette dokument i Danmark. Konferencen blev snart kendt som ’Topmødet på Vest-Sjælland’. Efter at det fælles trosgrundlag var blevet fastlagt, blev der stemt om Mønsters forhold til den danske baptisme. Resultatet blev, at ’Mønster enstemmigt blev udelukket, idet han ikke kunne erkendes som broder’. På grund af københavner-menighedens størrelse befandt de fleste danske baptister sig stadigt i fællesskab med Mønster. Fra Vestsjælland rejste Købner til den næststørste menighed i Nordjylland, hvor han i Aalborg ordinerede menighedens forstander, O. N. Føltved. Denne overtog som ’missionær for Jylland’ herefter den løn fra Hamburg, som Mønster hidtil havde modtaget.

Men hermed var alle problemer ikke løst. Set fra Hamburg manglede de danske baptister en national leder. Oncken løste dette problem. Ingen af de danske ledere blev valgt, men en ny leder blev fundet via Onckens relationer til baptister i London. Oncken havde i Hamburg i 1842 lært danskeren A. P. Førster at kende. Fra Hamburg var han med anbefaling fra Oncken rejst til ’Strict Baptists’ i London. Her studerede han nu matematik og teologi. Efter 1845 havde Oncken både i London på Strict Baptists årskonference i 1846 og i Hamburg i august 1847 arbejdet for, at Førster skulle blive de danske baptisters nye leder, indsat fra Hamburg. Førster ankom i marts 1848 til København fra London via Hamburg. Her bosatte han sig med sin engelskfødte hustru med den opgave at virke som ’baptistmissionær i Danmark’. Hermed havde danske baptister fået en meget konservativ reformert landsleder, der skulle aflønnes af Strict Baptists i England, men samtidigt skulle han stå under hamburgernes lederskab.

Førster rejste meget rundt i hele landet – og det var ham, der på Onckens opdrag døbte de første svenske baptister ved Göteborg i september 1848. Førster rapporterede hvert kvartal skriftligt til de nævnte baptister i England om den danske mission. Året 1849 blev afgørende for danske baptister. Først, fordi Oncken midt under den dansk-tyske krig (1848-50) kaldte alle kontinentale baptister til Hamburg til den konference, der skabte Det tyske Forbund. Fra dansk side deltog tre repræsentanter fra to menigheder, Førster og Føltved samt Hans Peter Jensen, de to sidste fra Ålborg. Efter konferencen udgjorde alle danske baptistmenigheder nu den ene fjerdedel af Det tyske Forbund. Et dansk kirkesamfund var blevet til. Menighederne valgte Førster som ’ordnende broder’ i ’Den danske Forening’ og som sådan repræsenterede han menighederne ved Forbundets konferencer hvert 3. år. Dernæst skabte 1849 epoke, fordi Juni-grundloven blev vedtaget. Hermed var religionsfriheden indført i kongeriget. Enevælden blev afløst af folkestyret. Det mål, som Mønster kæmpede for fra fængslet, som toneangivende journalister forfægtede i den københavnske presse og som Grundtvig på mange fronter havde argumenteret for, blandt andet i Den grundlovgivende Forsamling, var nu nået. Landet burde nu ligge åbent for en veltilrettelagt mission med danske baptister som aktører – bakket op fra Hamburg. Men sådan gik det ikke. Der blev brug for Købner igen – til en tredobbelt opgave.

1852 – Købner som apologet

Først satte Sjællands lutherske biskop, der gjorde alt for at bekæmpe baptisterne, splid blandt de danske baptister. Han spillede på den nationale modsætning under krigen og skrev i den københavnske presse, at ’en hamburgsk Emissair drager rundt i stiftet for at udbrede den baptistiske lære’. Mønster, der ledede den største menighed i hovedstaden på mere end 400 medlemmer, svarede, at denne udsending ikke kunne være ham, da han ikke havde haft fællesskab med den tyske baptisme siden 1845. Den omtalte missionær var derimod A. P. Førster, der for et års tid siden var ankommet fra Hamburg for at udbrede ’en af Forstander-Skabet i Hamburg i Trykken udgivet Trosbekendelse’. Dette nægtede Førster, idet han søgte at miskreditere Mønster. Han henviste til et ’dokument af nogen længde’, som for et par år siden var forfattet i Hamburg af Oncken og Købner og derpå sat i omløb i Danmark med det formål at beskrive Mønsters sande karakter. Mønster bekræftede, at han havde kendskab til dette ’Skamskrift’, der langsomt var blevet kendt i de danske menigheder efter ’Topmødet på Vest-Sjælland’ i 1847. Oncken og Købner forsøgte at komme Førster til undsætning i Københavns største dagblad, hvor debatten rasede i næsten ét år (1849-50). Resultatet blev, at baptismen også i offentligheden fremstod som splittet, da den grundlovssikrede frihed efter ti år forelå.

Den anden grund til, at Købner måtte træde til med sit fysiske nærvær opstod, fordi alle de danske menigheder nu måtte i gang med at bekæmpe ’Jesu Kristi Kirke af De sidste Dages Hellige’. Sammen med Grundloven af 1849 ankom mormonerne til København. Byen var nøje udvalgt som det strategisk vigtigste sted i Skandinavien for deres mission, der begyndte med en målrettet indsats i landets baptistmenigheder. I København gik det værst ud over Mønsters menighed, der blev reduceret til næsten intet på få år. Resten af menigheden fortsatte dog igen efter 1858, men Mønster gav personligt op. Han endte sine dage i den lutherske kirke – igen. I København kæmpede Førster også bravt. Han udgav flere pjecer mod mormonerne.

For at forebygge, at resultatet i Ålborg skulle blive lige så lammende som i København, blev Købner sendt hertil. Han ankom i marts 1851 og samlede fuldt hus i byens største sal som kristentroens apologet. I Ålborg var Hans Peter Jensen konverteret og blevet døbt i oktober 1850 som den første mormon i Jylland. Han havde været blandt de første døbte i København 1839, han havde skabt en smedevirksomhed i Nordjylland med 100 ansatte, og han deltog som menighedens ansete leder på Forbundskonferencen i Hamburg i 1849. Det er ikke vanskeligt at forstå, at ca. 100 baptister konverterede sammen med ham i Ålborg, hvor han nu optrådte som mormon-menighedens forstander. Først med Købners ankomst i marts 1851 blev baptisternes strategi vendt fra forsvar til angreb. Da uvejret havde lagt sig, talte danske mormoner ca. 1000 medlemmer på to år, hvoraf ca. 150 ledere kom fra baptistmenighederne. Baptisterne talte ca. samme antal efter 10 års indsats. Og mormonernes målrettede strategi overgik langt baptisternes – de medbragte Mormons bog, en ny salmebog og en velskrevet traktat, alt sammen på dansk, der var det første sprog, som Mormons bog blev oversat til.

Den tredje indsats, som Købner ydede i Danmark, havde også sit centrum omkring Ålborg. Friheden var sikret, mormonstormen havde lagt sig, men aldrig så snart brød der en kamp løs i menigheden om den rette lære. Danske baptister, der havde rod i den gudelige vækkelse, var som sagt præget af luthersk teologi. Efter vedtagelse på Forbundskonferencen i 1849 skulle alle menigheder antage den hamburgske menigheds kompromis-bekendelse af 1847. Denne stod ’det tyske trekløver’ enigt bag, men det gavnede intet i Ålborg menighed. Inden Købner fra Hamburg havde fået oversat bekendelsen til dansk, forelå der i Ålborg i juni 1852 en dansk udgave af den tyske trosbekendelse, men den indeholdt en række rettelser, der sikrede et luthersk trosperspektiv. Bag denne stod velbegavede folk i Ålborg, hvor baptismen var opstået i 1840 i en luthersk kontekst uden indflydelse andetsteds fra. Bekendelsen var udtrykkeligt udgivet af menigheden. Købner blev forfærdet. Foruden de svækkede calvinske udsagn om udvælgelse og frelse havde ålborgenserne også beholdt en luthersk teologi om sakramenterne. I fire lange breve til menigheden tog Købner kraftigt til genmæle, idet han kritiserede både sprog og teologi. Han indrømmede, at ’der gives et forholdsvist meget lille antal såkaldte general-baptister, som nægter udvælgelsen ligesom I, men der gives dog ingen menighed blandt baptister i noget land, som har den lutherske lære om nadveren’. Han tilbød, at man i Hamburg ville refundere Ålborg-menigheden dens udgifter, hvis den standsede udbredelsen, hjemkaldte og destruerede de uddelte bekendelser. I modsat fald ville Føltved miste sin løn som missionær i Jylland, og menigheden skulle skille sig fra fællesskabet, hvis den ’ikke kan dele forbund og trosbekendelse’. Menigheden rettede ind – langsomt, men konsekvent.

Hamburgs problemer med den danske baptisme var langtfra løst. Det største af dem alle hed A. P. Førster. Han deltog i de 3-årige Forbundskonferencer, men modarbejdede af al kraft de mellemliggende danske konferencer. De blev derfor kun afholdt meget sporadisk og altid med en fraværende Førster. Han blev aldrig afholdt i de danske menigheder, hvor hans fremfærd i tjenesten skaffede ham øgenavnet ’Fyrsten’. Efter kolera-epidemien i København 1853, hvor han øvede en god indsats, førte han dobbelt husholdning, idet familien boede i en lejlighed i København, men samtidigt havde købt en gård i Jylland. Om sommeren lagde han sine missionsrejser til rette fra Jylland, om vinteren fra København. Trods mangel på samarbejde i de årlige konferencer talte medlemstallet ved 25-års-jubilæet i 1864 omkring 2.000 baptister. I menighedernes ’Missionsblad’, der udkom fra 1854, fik Førster kun sjældent spalteplads.

Med tiden blev det vanskeligt at nedtone kritikken mod Førster. Den rettede sig mod hans sociale position på grund af den løn, han fik fra de engelske Strict Baptists. Åbenbart var den stor nok til dobbelt husholdning – tilmed på en gård af ikke ringe størrelse. Snart rejste der sig også en teologisk kritik mod ham på grund af hans calvinske teologi. Men det blev på det moralske område, at kritikken ramte hans position. I foråret 1865 blev det fortalt Oncken og Købner, at Førster ’havde besvangret en pige, hvis forlovede var på Missionsskole i Hamburg’. ’Fyrsten’ var faldet. Førster emigrerede i 1867 med sin familie til USA, hvor han i 1870 døde – som læge! Nu skulle ’Den danske Forening’ bygges op forfra. Gode råd var dyre for Oncken.

1865 – Købner som kirkearkitekt

Fra Hamburg blev der handlet hurtigt. Oncken sammenkaldte i juli de danske menigheder til konference med en måneds varsel – midt i høsten samledes man endnu engang som i 1847 på Vest-Sjælland. Alle menigheder, bortset fra tre af de små, som Førster særligt havde plejet, var repræsenterede. Skønt Købner ikke havde gjort sig gældende i Danmark siden 1852, blev han valgt som konferencens formand. Oncken medbragte dagsordenen fra Hamburg. Striden mellem menighederne skulle bilægges, og fællesskabet skulle styrkes med en række kendte tiltag i de øvrige foreninger af Forbundet – og endelig skulle der efter forslag fra de delegerede tages beslutning om menighedernes forhold til Førster, der endnu boede på sin gård i Jylland. Det sidste punkt blev hurtigt afsluttet. Førster kunne aldrig genoptages i en dansk menighed.

Den største overraskelse for alle medbragte Oncken. Det angik den nye leder for Den danske Forening i Forbundet. Oncken meddelte, at menigheden i Hamburg havde kaldet Købner til Hamburg, men han ønskede fortsat at blive i Barmen. Og Oncken fortsatte: ’Skønt Købner er nødvendig både i Hamburg og Westphalen, så bringer jeg for mit vedkommende dog gerne Danmark dette store offer, nemlig at give ham til København, eftersom Hamburg kun er en stad, Westphalen en provins, men Danmark et helt kongerige, af hvilke jeg endnu håber at se herlige frugter’. Den tredje leder af danske baptister var udpeget – med tydeligt udtalt håb om at se de ’frugter’, som hidtil var udeblevet. Oncken tog straks efter konferencen til København, hvor menigheden med stor glæde tog imod Købner som dens forstander, lønnet fra Hamburg.

Striden mellem menighederne var mest udtalt i København. Mønsters menighed, der blev optaget i Forbundet i 1860, hvor Oncken var til stede for at ordinere dens forstander, modtog i 1865 – efter beslutning herom på den danske konference – Købners invitation til samarbejde. Den samlede menighed talte 170 medlemmer. Det næste københavnske projekt bestod i at bygge en kirke, der præsentabelt kunne sikre gode rammer om menighedens gudstjeneste. Med det formål for øje byggede Købner ’Kristuskapellet’ på en grund, som Førster havde købt for midler, der var indsamlet blandt Strict Baptists i England. Kirken blev indviet i 1867 og den skulle være et symbol for fællesskabet i Den danske Forening, hvilket legitimerede, at Købner i to omgange gennemførte missionsrejser – med tilhørende indsamlinger – over hele landet. Den københavnske menigheds medlemstal var ved Købners afrejse i 1879 fordoblet.

For Købner blev den største opgave ifølge konferencens dagsorden i 1865 opbygningen af Den danske Forening. På dette område kendte han sit håndværk. Det ypperste værktøj var den årlige konference, og det lykkedes at samle menighedernes repræsentanter til sådanne hvert år. Dette samtaleforum kunne bruges til forebyggelse af mange konflikter, til løsning af andre uoverensstemmelser samt til planlægning af fælles mission både nationalt og internationalt.

Købner blev hvert år valgt som formand. Til en identitet som kirkesamfund hørte endvidere fælles spiritualitet og teologisk helhedsforståelse. Den første udfordring kunne Købner løse på samme måde, som han havde gjort det i Tyskland – ved at samle og udgive danske baptisters første salmebog. Menighederne havde sunget efter flere forskellige, og deres fælles samlinger led under dette. Købner gik efter Kristuskirkens indvielse for alvor i gang, og nøjagtig 20 år efter hans tyske salmebog udkom, så ’Troens Stemme’ dagens lys i 1870. Den indeholdt over 700 salmer. Købner havde forfattet eller oversat mere end 100. Men også danske salmedigtere som Kingo, Brorson og Grundtvig hørte med. Salmebogen blev brugt flittigt gennem 46 år. På den måde satte Købner sit præg på baptismens spiritualitet en generation efter hans udrejse.

Købner havde flere problemer med at skabe fælles fodslag teologisk set blandt baptisterne. Efter 1847 var det ikke lykkedes Oncken og Købner fra Hamburg og ej heller Førster at give den reformerte teologi gennemslagskraft, så kritikerne rettede ind. Sidst i 1860’erne brød diskussionen igen op vedr. prædestinationen. Købner fastslog gentagne gange, at ’udvælgelsen er baptisternes lærdom’, men han ville i øvrigt ikke strides om dette, men sætte mission øverst på dagsordenen. Men i 1870 måtte konferencen tage stilling. En af de ældste, døbt i 1840 på Langeland, udgav et historisk skrift om danske baptisters splittelse vedr. forudbestemmelsen. Niels Hansen, der ville være fri som fuglen på den jyske hede, hvor han nu boede, kaldte sit skrift ’Hedelærkens sang om Forudbestemmelsen – Kalvinismens hemmelighed afsløret’. Det blev for meget for konferencen, der vedtog, at ’Den danske Forening ikke kunde vedblive at stå i forbindelse med den menighed, som beholdt Niels Hansen til dens forstander’. Købner markerede samtidigt, hvor vejen gik: ’Jeg skammer mig ikke ved at blive kaldt Kalvinist. Jeg højagter Kalvin, og Den reformerte Kirke har fra begyndelsen været bedre end Den lutherske Kirke. Vi baptister var enige med den i de fleste læresætninger’. Sådan måtte det være. Niels Hansen og andre med samme teologi løste problemet på den lette måde – de immigrerede.

På de årlige konferencer forsøgte Købner at indøve efterfølgelsens etik på mange områder. På det politiske område var alt betændt efter nederlaget til Tyskland. Danmarks grænse mod syd skulle efter 1866 trækkes midt i det gamle Jylland helt oppe ved Kongeåen. På spørgsmålet om, hvordan kristne skulle forholde sig til politik, svarede Købner på konferencen i 1868: ’En kristens politik er Guds rige. Nationalhadet er derimod fra Satan. Politiken ville vi overlade til grundtvigianerne, som indbilder sig at forstå sagen, og som synes at holde Gud for de danskes Gud’! Derimod stred krigstjeneste ikke imod Guds ord, idet øvrigheden var indsat af Gud. Det må være med den begrundelse, Købner i 1873 tilegnede sit største værk ’Sangen om Gud’, der var skrevet over flere år i lange københavnske nattetimer, til den tyske kejser og det tyske folk!

På konferencen i 1870 gjorde Købner status for sit virke i Danmark. Han var sendt herop af Oncken primært for at samle menighederne og uddanne prædikanter. Konferencerne, kirken i København og salmebogen havde hidtil taget hans tid. Næste mål skulle være missionsskolen. Svenske baptister havde indviet deres Betelseminarium i Stockholm i 1867. Turen kom nu til Danmark. Med økonomisk hjælp fra amerikanske baptister lykkedes det Købner at undervise prædikanter gennem to vintre i København. Men denne opgave lykkedes det ikke Købner at løfte. Det skete derimod med hjælp fra udvandrede danske baptister, der i professor N. P. Jensens skikkelse besøgte København i 1884. Herefter blev danske præster uddannet i USA.

I missionsarbejdet gav Købner menighedernes søndagsskoler en levende og anvendelig form. Hans metodik var så brugbar, at den dannede skole i årtier for søndagsskolearbejdet – ikke blot blandt baptister, men også for lutheranere og metodister. I København virkede Købner som mentor for dygtige medarbejdere, der stod klar til at overtage opgaverne, da han selv rejste til Barmen i 1879. Hans Larsen organiserede undervisningen for børn og unge i alle søndagsskoler landet over. Og Marius Larsen havde lært sig kunsten som menighedens nye forstander i København – så godt, at konferencerne år efter år også genvalgte ham som leder. På det sociale område fastholdt Købner den linie i afholdsarbejdet, som blev anlagt i 1842.

Under sit ophold i Danmark havde Købner bevaret sin titel af ’Missionær for Tyskland’. Da Altona-striden med Oncken om menighedernes selvstændighed i Forbundet blev bilagt ved en gensidig forsoning, begyndte Købner som 71-årig en rundrejse af et halvt års varighed til alle Forbundets menigheder for at opbygge fællesskabet mellem menighederne. Han efterlod sin nye hustru – Herrens gave, Dorthea – sammen med deres 3-årige datter i København. Ved sin hjemkomst havde Købner modtaget stor ’kærlighed og velvilje’ overalt – og Det tyske Forbund stod forenet. Men inden længe stod Købner selv alene. Dorthea døde af en leversygdom og snart efter forlod Købner sammen med deres datter Ruth København med Barmen som mål. Fra Danmark medbragte han også en del af Søren Kierkegaards forfatterskab. Købner var for øvrigt den første, der oversatte dele af den danske filosofs forfatterskab til det tyske sprog.

På dette tidspunkt havde danske baptister gennem flere år diskuteret, om de skulle tilhøre Det tyske Forbund eller danne en selvstændig dansk kirke. Kun veneration for Købner og hans dygtige indsats afholdt dem fra den sidste mulighed. Efter Købners bortrejse i 1879 ændrede Marius Larsen Foreningen til et Kirkesamfund. Selv om Købner tog alle økonomiske midler med sig fra Det tyske Forbund, da han rejste, lykkedes det i fællesskab Marius Larsen og den nævnte N. P. Jensen, ’ideologen efter Købner’, at rekonstruere såvel det økonomiske som det åndelige fundament for de danske baptister. En ny horisont tegnede sig langt borte mod vest.

Købners periode i Danmark var præget af en stor udvandring af mange hundrede baptister. Det begyndte tidligt. Allerede i 1856 blev den første danske baptistmenighed stiftet i USA. De rejste, fordi landet var fattigt og decimeret efter 1866, men også fordi de som baptister blev forhånet og chikaneret. Med tiden var der et dansk-talende baptistsamfund i USA på samme størrelse som det, der endnu virkede her i landet. Herfra kom hjælpen – med professor N. P. Jensen, der var opvokset på Sjælland, emigreret i 1868 og uddannet som prædikant i Chicago. Efter nogle år som baptistpræst blandt danske udvandrere i Amerika, blev han lærer og senere professor samme sted. Nu vendte han hjem og skabte nyt håb blandt fædrelandets baptister.

Afrunding

Købner-perioden (1865-1879) og de følgende ti år (1879-89) indtil danske baptisters 50-års jubilæum bragte kun beskeden fremgang. Kun syv nye menigheder så dagens lys, og antallet af medlemmer nåede ikke højere end 2.600. Der var flere årsager til den beskedne fremgang. Den gudelige vækkelse forblev indenfor Folkekirkens vide rammer. Den blev spaltet i to grene, den pietistiske Indre Mission og den kulturåbne grundtvigianisme, men alle, der brød med Folkekirken, blev ikke mindst af dennes præster fremstillet som et ikke-dansk sektfænomen. Hertil kom den nationale modsætning mellem Danmark efter det danske nederlag i 1866. Baptister var ikke blot sekterere, men de blev også som en del af Det tyske Forbund anklaget for manglende loyalitet mod konge og fædreland. Splittelsen i den danske baptisme gjorde også sit til stagnationen, men endnu værre var det, at baptister på grund af emigrationen blev regnet for en slags mormoner. Demografisk var baptismen et landfænomen, hvor man levede konservativt. Købner formåede ikke at vende udviklingen til fordel for bymission, selv om han var bevidst herom. De voksende byer med de mange socialister blev ikke udfordret af mission fra baptisterne. Men fornyelsen var på vej, hvilket ville glæde både Oncken og Købner. Og da kontakten til amerikanske baptister var etableret, udtrådte Den danske Forening af Det tyske Forbund i 1886.

Litteratur

Bent Hylleberg (1978): P. C. Mønster, Føltveds Forlag, Brande, 140 s. ISBN 87-7409-005-4

Bent Hylleberg (1984): Førsters Breve, Føltveds Forlag, Brande, 416 s. ISBN 87-7409-039-9

Bent Hylleberg og Bjarne Møller Jørgensen (1989): Et kirkesamfund bliver til. Danske baptisters historie gennem 150 år, Føltveds Forlag, København, 365 s. ISBN 87-7409-069-0

bh

Dåb, arvesynd og retfærdiggørelse i ‘klassisk’ baptistteologi

Af Johannes Aakjær Steenbuch

Bølgerne går højt, når dåben diskuteres i den danske folkekirke. Groft sagt er der to fløje – dem, der mener, at mennesker bliver Guds børn i dåben på den ene side, og dem, der mener, at det i dåben forkyndes, at mennesker allerede er Guds børn på den anden.

Dem, der mener, at mennesker bliver Guds børn i dåben, peger ofte på den traditionelle forståelse af arvesynden, som en syndighed eller tendens til synd, som vi fødes med, og som vi skal frigøres fra eller renses for i dåben, der i denne teologi giver den døbte del i Jesu offergerning.

Baptister er ofte blevet skudt i skoene, at man benægter arvesyndslæren, når man hævder, at børn ikke behøver at blive døbt, for at blive frelst. Det kan måske være rigtigt i nogle aktuelle tilfælde, men ellers har baptister historisk understreget menneskets syndighed stærkt. Mere rigtigt er det derfor nok at sige, som man har gjort, at Gud har et “forspring” i barnets liv.

Er det sådan, at folkekirkens præster nærmer sig et baptistisk dåbssyn? Det kan man tro ud fra den standende debat om dåben. Hen hvad er så et ’klassisk’ baptistisk dåbssyn?

Et væsentligt stridspunkt i debatten om dåben er, hvad sker der egentlig i dåben? Bliver den døbte Guds barn – eller for at sige det mere teologisk, finder retfærdiggørelsen af den døbte sted i dåben?

Forståelsen af retfærdiggørelse var et kerneelement i reformationen. Ifølge traditionel protestantisk teologi er retfærdiggørelse – i modsætning til i middelalderens teologi – alene et spørgsmål om, hvordan Gud ser på mennesket.

Retfærdiggørelse betyder groft sagt, at Gud ser med milde øjne på mennesket, trods dets synd og uretfærdighed. At blive retfærdiggjort vil ikke sige, at vi bliver bedre mennesker, men at vi bliver erklæret retfærdige – på trods.

Den lutherske teologi er kendt for sin stærke vægtlægning på ”retfærdiggørelse ved tro”. Det kan forstås sådan, at det alene er troen, der gør, at Gud ser positivt på mennesket – ikke troen forstået som en præstation, men som en passiv, tillidsfuld modtagelse af Guds egen retfærdighed.

Hvis jeg har forstået det rigtigt (og her må de lutherske rette mig, hvis jeg tager fejl) er tanken så, at barnet i dåben netop modtager retfærdiggørelsen i en passiv, tillidsfuld tro. Selvom Jesu død og opstandelse er kilden til menneskets retfærdiggørelse, er det altså ifølge det lutherske dåbssyn i dåben, at det enkelte menneske effektivt erklæres retfærdigt.

Baptister har historisk været uenige i det lutherske syn på retfærdiggørelsen såvel som dåben. I den del af klassisk baptistteologi, som blev udfoldet af såkaldte partikularbaptister i 1600-tallets England, er det alene Jesu død på korset, der effektivt retfærdiggør det enkelte menneske. Arvesynden er en realitet, men Jesu død betyder netop, at vi sættes fri.

Mere skal der ikke til – heller ikke tro, for det er Jesu trofasthed, der retfærdiggør os, ikke vores egen tro, forklarede en lægteolog og baptist som Samuel Richardson (død c. 1646). Vores egen tro opstår, når vi bliver klar over, at vi allerede er erklæret retfærdige på grund af Jesu trofasthed mod os, trods vores synd.

Problemet med det lutherske dåbssyn fra det perspektiv er, at det ikke tillægger korset tilstrækkelig kraft.

Ofte tilføjede baptister, at hvis mennesket retfærdiggøres – erklæres retfærdigt på trods – alene ved Jesu død på korset, så må Guds plan være en forudgribelse af retfærdiggørelsen. Gud har altid villet frelse os med sin død og opstandelse, hvorfor mennesket på en måde altid har været retfærdiggjort på trods af sin synd (jf. den sublapsariske lære om retfærdiggørelse fra evighed af hos bl.a. John Gill).

Gud har med andre ord altid set mildt på mennesket, trods dets synd og uretfærdighed. Det er denne teologi, der kommer til udtryk i dåbssynet. For hvis vi erklæres retfærdige på trods, allerede før dåben, ja længe før vi overhovedet er til, kan det jo ikke være dåben, der ændrer Guds syn på os.

Det afgørende er så, kunne man tilføje, hvordan vi ser på Gud. Og det er netop det, der viser sig i dåben. Dåben er en forkyndelse og bekendelse af, at vi allerede er døde med Jesus på korset. Dåben fortæller os, at vi er Guds børn, så vi nu kan se på Gud med de milde øjne, som han altid har set på os med.

Det betyder ikke, at der intet sker i dåben. Den aktive kraft, der virker i dåben, er Helligånden, som er det redskab Gud bruger til at overbevise mennesker om, at evangeliet er sandt og også gælder dem. I dåben udruster Gud derfor også den døbte til tjeneste.

På mange måder forekommer det dåbssyn at være det udbredte blandt folkekirkens præster – dog måske med det skabelsesteologiske tvist, at mennesker i dag ofte anses for at være Guds børn alene i kraft af skabelsen. Også her minder de gamle baptister os om, at det dog er korset, der gør forskellen.

Billede af én af pionererne er dukket op

Gennem mange år har vi forsøgt at finde billeder af nogle af de ældste danske baptister. Nu er det lykkedes at finde A. F. Mønster. Han var bror til P. C. Mønster, der stiftede menigheden i København i 1839.

Om Adolf Frederik Mønster ved vi, at han studerede teologi i København og blev huslærer, inden han i 1840 rejste til Hamburg, hvor Oncken døbte ham. I 1842 foretog han de første dåbshandlinger på Midtsjælland, hvorfor han blev sat i Sorø arrest. Imens lå hans kone dødssyg i København. På grund af mangel på smidighed fra myndighederne nåede A. F. Mønster kun lige akkurat at tale med hende ’i en politibetjents nærværelse’, inden hun døde.

A. F. Mønster var en stridens mand. Han stod efter 1845 sammen med Førster imod P. C. Mønster i det baptistiske skisma. I 1851 brød han med Førster. Herefter spillede han ingen rolle blandt danske baptister.

Hvordan denne pionér så ud – ja, det er det nu muligt at se, takket være en stor indsats af Lis Holm i diverse arkiver.

Adolf Frederik Mønster 1812-1863 (privat foto i familie-eje)

Missionæren, der satte sindene i kog: Morris Johnson (1890-1947) og hans virke i 1900-tallets begyndelse i Vendsyssel.

Anmeldelse af Bent Hylleberg. Også bragt på baptist.dk.

Simon Jacobsen: ’Den store vækkelse. Den dansk-amerikanske evangelist Morris Johnsons liv og tjeneste’, Udfordringens Forlag 2018. 293 sider, 249 kr.

Morris Johnson var en usædvanlig 21-årig evangelist set med befolkningens briller på Løkken-egnen. Han kom som et friskt pust som en ung, smuk og ugift prædikant og sang-evangelist med nådegaver til at virke som helbreder – altså en såkaldt karismatisk prædikant. Et enkelt sogn var ikke nok for ham. Under sine tre ophold her i landet virkede han både i Norge og Sverige. Men inden vi kommer så langt, skal scenen omkring ham sættes. Det kræver en lang introduktion!

Bogen om Morris Johnson begynder efter to forord – et lokalhistorisk og et frikirkeligt – med en præsentation af forfatteren selv. Herpå sættes scenen i de følgende kapitler: Et om ‘1300 år med kristendom i Danmark’, hvor vi føres frem til baptismens opståen i 1839 og Grundloven ti år senere. Det bringer os til Morris Johnsons ’Forfædre i Danmark’, idet familien stammede fra den baptistiske Nazaræermenighed, der virkede i og omkring Givskud efter 1850erne. Familien udvandrede i 1872 til USA fra Farre baptistmenighed. I USA blev disse immigranter en del af de nye danske baptistmenigheder. Morris fik sin ‘Opvækst i Amerika’ på prærien i en søskendeflok med 12 børn. Som 16-årig blev han døbt i Guds menighed, Church of God. To år senere blev han ’døbt med Helligånden’ og lovede Gud at rejse til Danmark som evangelist. Efter et kort træningskursus for evangelister rejste han sidst på året 1910 til Danmark.

Evangeliets lyn

Herpå foretager forfatteren et sceneskift og indfører os i ’Løkkens historie’. Byens og omegnens udvikling skildres – ikke mindst handelspladsens opbygning og betydning gennem århundreder. Det fører naturligt over i kapitlet om ’Byens åndelige tilstand’, hvor der bliver redegjort for de kirker og trosretninger, der var i Løkken, da Morris Johnson kom. I det næste afsnit om ’Årsagen til vækkelsen’ hører vi om en af byens drukkenbolte, der blev ramt af evangeliets lyn, omvendt og døbt som baptist. Han hed Carl Christensen. Han skabte efterhånden en stor herreekvipering og skotøjsforretning i Løkken. Parallelt virkede han som prædikant i de fleste vakte kirkelige kredse i Løkken og omegn, indtil han ombyggede sit hønsehus til en stor mødesal. Som kristen kaldte han sig ’Kongesøn’ og blev derfor kaldt ’Prinsen af Løkken’. Det var ham, der indbød Morris Johnson.

Jordanfloden i Løkken

Bogen handler herefter (fra s. 89!) om den amerikanske evangelist. Morris Johnsons budskab fængede, og han samlede i 1911 flere hundrede deltagere til møderne. Dåbshandlingerne fandt bl.a. sted i Nold Sø, i Vesterhavet og i Furreby Bæk, som de lokale herefter kaldte Jordanfloden! Byens apoteker, der var unitar, rejste i løbet af kort tid indsigelser imod prædikanten. Og de lokale restauratører og hotelejere blev aggressive, fordi de blev ramt på brødet, når løkkenboere og byens feriegæster blev ramt af evangelistens budskab. En dåbshandling i ’Jordanfloden’ ved midnat og Johnsons hjemrejse i 1912 efter en intens indsats – også i Norge og Sverige – var især medvirkende årsager til at sætte sindene i kog.

Han blev nu anmeldt for at være mormon (datidens skældsord, som mange døbere fik påklistret), for hvid slavehandel (dvs. hvervning af kvinder til prostitution), for gendåb af nøgne kvinder og for at stikke af med Guds menigheds pengekasse! Alt dette førte til en undersøgelse via den lokale sognepræst, Aalborgs biskop og datidens Kirkeministerium, inden sagen landede på statsminister C. Th. Zahles bord, idet denne også var justitsminister.

Justitsministerens beskyttelse

Morris Johnson kom anden gang til Skandinavien i 1913, hvor han igen virkede med Løkken og Hjørring som centrum. Vækkelsen havde nu konsolideret sig så konkret, at Guds Menighed kunne indvi kirkebygninger i Hjørring (1914) og i Kaas (1916). Imens havde beskyldningerne imod Johnsons fremfærd grebet så meget om sig, at hans sag – som sagt – måtte undersøges til tops.

Sognepræsten bagatelliserede polemikken mod Johnson. Han regnede ikke hans foretagende for mere end ’suppe på en pølsepind’! Efter både biskoppelig og ministeriel vurdering lød Zahles konklusion i et brev dateret lillejuleaften 1913: ’Justitsministeriet finder ikke Anledning til at udvise den Paagældende’, men ’derimod skal man anmode Amtet om at foranledige, at der træffes saadanne Foranstaltninger mod Johnson og hans Sekt, at deres Foretagender, navnlig Daabshandlinger, ikke giver anledning til offentlig Forargelse’. Det var en god julegave til Johnson, der fortsatte sin virksomhed til langt hen på foråret 1914, hvorpå han vendte tilbage til Wisconsin.

Løkkens profet

Herpå følger vi Johnsons virke ’I Amerika i årene 1915-22’, hvor bruddet med Guds menighed fandt sted. Det drejede sig især om tolkningen af ’de sidste tider’. Rygtet om hans ’Tredje ophold i Danmark’ i 1922 gik forud for hans ankomst. Hverken metodister, toneangivende folk fra missionsforbundet eller baptister ønskede at byde ham velkommen. Guds Menighed gjorde det sikkert langt mindre, men det hører vi intet om. Vores egen P. Olsen skrev året før under overskriften ’Løkkens Profet’: ’Det var vist alligevel bedre, om Johnson blev i Amerika. Han kan næppe bringe noget i lave i Danmark, og der er vist heller ingen særlig grund til at tro på hans ’omvendelse’ [hans tilslutning til Moody’s vækkelsesbevægelse]’.

Johnson ankom alligevel med sin kone og deres første barn. Og nu fandt Missionsforbundets landsleder, Jens Jensen-Maar, hans virke i USA så lovende, at Morris Johnson også måtte kunne bruges som evangelist her i landet. Johnson fik derfor denne gang i ca. ½ år lov til at prædike over hele landet i og ud fra Missionsforbundets menigheder. Bogens sidste afsnit handler om ’Tiden i Amerika 1922-47’, hvor Morris Johnson fortsatte sit fremgangsrige virke ud fra den menighed i Racine, han selv havde grundlagt.

For mange detaljer

Simon Jacobsen er en dygtig fortæller. Bogen er skrevet i en let læst, folkelig fortællestil. Bogen bruger kildematerialet, der er fundet mange steder, optimalt – herunder Morris Johnsons egne optegnelser. Men fremstillingen ville have vundet ved en tæmning af alt for mange detaljer og gentagelser – fx lange enslydende citater fra mange aviser. Billederne fastholder et tidsbillede og gør bogen ekstra interessant, men mange ligner hinanden; og hvorfor skal vi se det samme billede af ’Jordanfloden’ to gange (s. 119 & 189)? Indholdsmæssigt savner jeg en statistik over Johnsons dåbsvirke og menighedernes størrelse. En sådan kunne have sat hans indsats i relief i samspil med datidens andre menigheder på egnen.

Perspektivet forrykkes

Både først og sidst i bogen fortæller Simon Jacobsen sin egen historie. Dette fokus er interessant, men det er også med til at forrykke perspektivet fra Guds Menighed, som Morris Johnson grundlagde her i landet. I det sidste kapitel ’Vækkelsen i Løkken fortsatte’ hører vi intet om den kirke, Johnson grundlagde. Derimod fortælles der, at Pinsemissionen kom til Løkken i 1920, og at byens pinsemenighed – efter det landsdækkende brud i Pinsebevægelsen i 1924 – blev en del af Apostolsk Kirke. Og så er ringen sluttet, idet Simon Jacobsens egen historie har sine rødder netop her – både i Løkken og i byens Apostolske Kirke.

Interessant baptisthistorie

Bogen er interessant, når jeg læser den som baptist. Den indeholder en skildring af baptismens historie på Løkken-egnen. Det, der gjorde Johnsons virke problematisk, var især ’gendåben’ – et træk, der var alment i samtidens polemik, hvor ’døberne’ virkede. Hertil kommer, at bogen også belyser sammenhængen mellem dansk og amerikansk kirkeliv. Mange danske baptistprædikanter blev uddannet i Chicago, hvorefter de arbejdede både i Danmark og Amerika. Forskellen på deres og Johnsons virke var, at de unge baptistprædikanter blev inviteret hertil af Baptistsamfundet, hvorved en frasortering af ’de for amerikanske prædikanter’ fandt sted. Ikke alt amerikansk kunne kopieres her til lands uden at skabe vanskeligheder! Det vidner Morris Johnsons virke også om.

Bent Hylleberg: Den eksisterende regulering af trossamfund og evt. ønsker om ændring af disse

Nedenfor bringes indlæg om regulering af trossamfund fra Selskabet for Kirkerets møde på Århus Universitet 1. oktober 2012.

Af Bent Hylleberg

Indledning

Tak for indbydelsen til at være med, når det gælder om at tænke fremtidige vilkår ’for de fra Folkekirken afvigende trossamfund’ (Grundlovens § 69) i et kirkerets-perspektiv. I min tradition – baptismen, hvor vi som kirke principielt aldrig kan optræde som nationalkirke og derfor her i landet kaldes ’frikirke’ – har kirkeret ikke været højt prioritereret. Når det gælder baptismens kirkesyn, har begreber som ’frihed, lighed og broderskab’ altid været grundlæggende. Baptister har – længe før der var noget, der hed den franske revolution – fyldt disse begreber med et indhold, der er hentet ud af Det Ny Testamente. Friheden er sat med evangeliet (2. trosartikel), ligheden med skabelsestanken (1. trosartikel) og fællesskabet med Helligånden og kirken (3. trosartikel). I et sådant perspektiv er alle tre begreber selvsagt grundlæggende for baptister overalt – ikke kun på det personlige og kirkelige plan, men også for samspillet mellem kirke og kultur, herunder for kirkens forhold til stat og lovgivning.1

I dette indlæg vil jeg gå historisk til værks. Først opsummerer jeg, hvordan baptister har forvaltet friheds- og lighedstanken. Derpå skitserer jeg, hvad danske baptister officielt har ment og sagt, når det gælder forholdet til stat og lovgivning. Til sidst vil jeg skitsere de veje, som jeg mener flertallet af frikirker – herunder min egen – ønsker at gå, når det gælder en fremadrettet dansk religionspolitik, herunder en kommende revision af Grundloven.

Historisk baggrund

Den del af kirkeretten, der har engageret baptister, har haft med disse begreber at gøre: Frihed, lighed og fællesskab. Religionsfrihed og menneskerettigheder hører til den genetiske udrustning. Det skyldes ikke mindst, at baptister i Europa siden reformationen har levet i minoritetskirker, der oftest blev forfulgt af de forskellige territoriale nationalkirker. I en sådan situation blev det allerede i 1500-tallet en såkaldt ’anabaptist’, den sydtyske teolog Balthazar Hübmaier, der formulerede kravet om almindelig religionsfrihed både for samtidens kristne, jøder og muslimer2. I begyndelsen af 1600-tallet var det baptisten Thomas Helwyz, der først formulerede det samme krav i England3. Begge blev martyrer for deres indsats. Kort efter i 1639 skabte baptisten Roger Williams i Amerika det første territoriale område, Rhode Island, hvor han proklamerede både politisk og religiøs frihed for såvel troende som ateister.4

I en dansk sammenhæng blev det også en baptist, nemlig P. C. Mønster, der som den første i sommeren 1840 skrev en ansøgning om religionsfrihed for alle i Danmark. Han indsendte den til Stænderforsamlingen i Roskilde. Den havde titlen: ’Andragende om fuld Religionsfrihed for Danmark’.5 Det skete kun et halvt år efter, at Mønster var blevet forstander for den første nordiske baptist-menighed, der blev dannet i København i slutningen af 1839 – altså ti år før juni-grundloven så dagens lys. Fordi Mønster var blevet baptist, blev han efter gældende love fængslet i fem omgange, i alt to år. Og fordi Sjællands biskop, J. P. Mynster, ikke ønskede ’at vidtløftiggjøre Forhandlingerne’ i Roskilde ’over disse som oftest ubetydelige Sager’, blev P. C. Mønsters ’Andragende’ end ikke oplæst. De følgende ti år blev flere af baptisternes børn, der ’henlaae udøbte’, tvangsdøbt af kirkens og kongens embedsmænd, nogle prædikanter blev sat fast på vand og brød, deres hus og hjem blev undertiden udpantet – men baptisternes ’civile ulydighed’ standsede ikke. I 1849 var der 1.000 døbte baptister i kongeriget. Det er en tanke værd, at sådanne vilkår for Grundlovens såkaldte ’afvigere’ kun ligger 5-6 generationer bag os i et dansk perspektiv.

Inden jeg skitserer en fremadrettet religionspolitik her til lands, er det nyttigt at vide, hvad P. C. Mønsters ’Andragende’ gik ud på. Han beder i 1840 udtrykkeligt om ’Religionsfrihed for Danmark, som den haves i England’. Og han ansøger om, at ’det tillades enhver at udtræde af Statskirkens Samfund og efter eget Godtbefindende indtræde i en Dissentmenighed, eller slet ingen kirkeligt Samfund tilhøre’. Samtidig tilføjer han ikke uden ironi, at han ’selv personlig ikke egentlig trænger til denne Frihed; thi jeg have vovet at tage den, idet jeg er udtraadt af den danske Statskirke’.

Men kongen skal ikke blot give religionsfrihed for mindretallenes skyld. Mønster peger på to andre forhold, som religionsfriheden især bliver afgørende for. Dels gavner religionsfrihed den kultur og det samfund, hvortil den gives: ’Det er en Kjendsgjerning, grundet paa over 200 Aars Erfaring, at Religionsfriheden i England er et Gode, der har havt den frieste og bedste Udvikling af sand borgerlig Kraft, Virksomhed og Troskab for Land og Rige i sit Følge’. Dels fremmer religionsfrihed det budskab, som kirkerne ønsker troet og efterlevet i folket; det gælder endog statskirken: ’Det Livsrøre, der nu udvikler sig [på grund af fuld religionsfrihed] i den engelske Statskirke, især med Hensyn til Missionen, er ligefrem en Efterligning og Medbeilerkamp med Dissenterne’. Men ikke mindst demonstrerer udviklingen i England, at religionsfrihed skaber en livsnødvendig grænsedragning mellem ’den engelske Regjering’ og ’Geistligheden i Statskirken’. Regeringen kunne – hvor staten og nationalkirken adskilles – sætte nationalkirken på plads, når dens biskopper – jævnfør Sjællands biskop Mynster! – ’raabte Fængsel, Forviisning, Baal og Brand for Dissenterne’.

Mønster kendte meget vel Grundtvigs nylige ansøgning om sognebåndsløsning, som Stænderforsamlingen havde afvist som ’noget ’Splinternyt’, der altsaa ’ingen historisk Hjemmel havde for sin Gavnlighed’. Men denne ’nordiske frihed’ var ikke tilstrækkelig for P. C. Mønster. Han argumenterede for ’den engelske og amerikanske frihed’ – engelsk i dens historiske udgangspunkt, men med en amerikansk målsætning, idet religionsfrihed betyder alle religionssamfunds uafhængighed af en konfessionsløs statsmagt. Frihed og lighed hører sammen.6

Da Grundlovens kap. VII om religionsfriheden blev udformet havde danske baptister selvsagt ingen direkte indflydelse! Vi véd ikke meget om, hvordan de vurderede den nye ’frihed uden lighed’. Et enkelt udsagn fra 1849 indikerer, i hvilken retning vinden blæste for friheden: ’Der er en paragraf, som siger, at de, der afviger fra Statskirken, kan styres i henhold til følgelove. Så myndighederne vil stadig styre i henhold til love, der eksisterer nu, kun er de indstillede på at give lidt mere frihed end før. Præsterne har dog ikke længere magt til at tage al frihed fra folket. De er ikke i stand til at undertrykke de sandhedsfrø, som er blevet sået. De har spredt sig, og de vil sprede sig endnu mere’.7 – I det perspektiv arbejder vi stadig mere end 160 år efter juni-grundlovens løfter.

Valg af perspektiv

Gennem disse mere end 160 år har det danske samfund grundlæggende ændret karakter. Forandringerne skal ikke belyses her, men sekularisering, internationalisering med tilhørende menneskerettigheder samt EU-lovgivningen spiller med. Hvad danske kirker angår, gik udviklingen fra det kirkeligt-konfessionelle lutherske diktatur over en folkekirkelig tolerance overfor andre kristne kirker hen imod et konstruktivt økumenisk klima mellem kirkerne. Hertil føjer sig efterhånden – især på det seneste – en mangfoldighed af religiøse trossamfund med baggrund i verdensreligionerne, ikke mindst islam, der i dag har ¼ mio. tilhængere. Alt dette har sammen med en vilkårlig administrativ praksis fra Kirkeministeriets side, når det gælder anerkendelse eller godkendelse af de herværende trossamfund8, fremmet behovet for at se på religionsfrihed og religionslighed i et fremadrettet perspektiv, herunder at drøfte om tiden nu er inde til at udfylde Grundlovens løfteparagraf (§ 69) ved lovgivning.

Når jeg forsøger dette, kan jeg vælge at gå én af to veje. Jeg kan vælge den økumeniske tilgang – nemlig det perspektiv, som jeg sammen med andre arbejder med i regi af Danske Kirkers Råd. Her er jeg medlem af det udvalg, der beskæftiger sig med mindretals-kirkernes forhold. Udvalget hedder ’Frihed og lige vilkår’. Arbejdet består i at identificere og ændre de ’særlige vilkår’, som mindretalskirkerne har, når vi sammenligner os med Folkekirken. Vi arbejder med tiltag, der udfylder Grundlovens § 69: ’De fra Folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes ved lov’. Når jeg taler om en ’økumenisk tilgang’, skyldes det, at vi arbejder for ’lige vilkår’ under den forudsætning, at vi ikke vil bidrage til, at én af DKRs medlemskirker – Folkekirken – bliver ringere stillet end tilfældet er i dag. I det perspektiv arbejder vi på, at de ’særlige vilkår’, som mindretalskirkerne stadig har, kan ændres til ’lige vilkår’ med Folkekirken på områder, hvor det tjener mindretalskirkerens interesser. Vi ønsker altså ikke, at mindretalskirkerne får folkekirke-lignende bindinger til staten. På den anden side ser vi naturligvis gerne, at Folkekirken får samme frihed, som de øvrige kirker har i forhold til staten. Men det er en opgave for Folkekirken selv.

Jeg kan imidlertid også vælge at udfolde en anden tilgang, som Grundloven gør mulig, og som frikirkerne undertiden har valgt – det foreningsperspektiv, der ligger som en mulighed i Grundlovens § 67: ’Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden’. – I det følgende tager jeg udgangspunkt i danske baptisters bidrag til diskussionen om, hvilket vejvalg der er det mest optimale.

Baptistkirken og § 69

Først godt og vel 100 år efter Juni-grundloven så dagens lys, fik Baptistkirken i 1952 – efter gentagne ansøgninger gennem alle årene9 – status som ’anerkendt trossamfund’. Tre år forinden – ’i anledning af Hundredaarsjubilæet for Danmarks Forfatning og den forestaaende Revision af Grundloven’ – vedtog Baptistkirkens årsmøde en resolution, hvori den henvendte sig til ’Regering og Rigsdag’ med begæring om ’at gennemføre en fuldtud demokratisk Grundlov’. I henvendelsen begærede baptisterne dels en adskillelse af kirkelige og borgerlige funktioner, herunder at ’der indføres Civilregistre, der samvirker med alle Kirkesamfunds Kirkebogsførere’. Og dels ønskede de ’ved Lov’ samme mulighed for alle frikirker til at opnå status som anerkendt trossamfund. Herved ville frikirkernes medlemmer opnå samme borgerlige rettigheder som Folkekirkens medlemmer – fx ret til at undervise i kristendom i skolerne, hvor undervisningen ’ved Lov’ skulle gøres ’interkonfessionel og saglig’, og ret til ’samme økonomiske Betingelser ved Køb af Gravplads uden hensyn til Trosbekendelse’. Endelig ønskede de, at Folkekirkens formynderi og chikane skulle afskaffes – fx skulle Københavns biskop ikke ’censurere alle kirkelige Bøger, som maa kolporteres i Danmark’, og der skulle åbnes mulighed for, at ’Indrejse- og Opholdstilladelse for Medlemmer af Frikirkesamfund fra Udlandet kan ordnes uden de folkekirkelige Myndigheders Medvirken’.

Resolutionen indeholdt ikke noget generelt krav om, at ’de fra Folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes ved lov’ (§ 69) – altså om udfyldelse af løfteparagraffen – men diskrimination og ulige vilkår skulle minimeres, også selvom ’man bevarer den lutherske Kirkes privilegerede Stilling i Grundloven’.10 Resolutionen gentog et næsten 50 år gammelt forlangende fra 1903. Da kirke- og undervisningsminister I. C. Christensen dengang overlod til ’Det kirkelige Udvalg’ at overveje, hvorledes ’Grundlovens Løfteparagraf om en Dissenterlov kan opfyldes’, udtalte Baptistkirkens årsmøde, at ’vi ikke roligt skulde lade Kultusministeriet og de kirkelige Autoriteter bestemme over os’.11

Ved grundlovsjubilæet i 1999 var det stadig nødvendigt, at nogle af de samme forhold blev påtalt i endnu en resolution fra Baptistkirkens årsmøde. Denne gang blev løfteparagraffen eksplicit nævnt: ’Omkring Folkekirken og andre trossamfund indeholder Grundloven løfteparagraffer, der kalder på et initiativ fra lovgivningsmagten’. Nu var det i endnu højere grad ligheden mellem trossamfundene, der var det gennemgående tema: ’Vi konstaterer, at ligheds-principperne endnu ikke er gennemført på det religiøse område. Vi undrer os over, at politikere i både regering og folketing tilsyneladende accepterer uligheder på det religiøse område alene med henvisning til, at ´et stort flertal alligevel tilhører Folkekirken`. Vi finder en sådan argumentation uacceptabel og påpeger, at ingen politiker ville finde sig i denne argumentation på andre områder end det religiøse’. Herpå påpeger resolutionen to specifikke områder, hvor baptisterne ønsker ændringer. Dels er ’den civile registrering af landets borgere en almen samfundsopgave, som ikke bør lægges hen til ét bestemt trossamfund’. Og dels ’bør tildeling af vielsesret med borgerlig gyldighed afskaffes’ for alle trossamfund, idet ’staten ikke bør sammenblande kirkelige (religiøse) ritualer og den borgerlige registrering af indgåelse af ægteskaber’. Resolutionen sluttede med igen at fremhæve det overordnede perspektiv: ’Vi glæder os over at leve i et samfund, hvor selv små mindretal har ret til at udtale sig og blive hørt. Vi ser derfor frem til en snarlig revision af Grundloven, så ligheden også kommer til udtryk på det religiøse område’.12

Når Baptistkirken i 1999 eksplicit pegede på udfyldelsen af Grundlovens § 69, skyldtes det erfaringer, som hørte 1990’rne til. Via Danske Kirkers Samråd (DKS) forsøgte folke- og frikirker sammen at skabe forståelse for mindretals-kirkernes ulige vilkår via den politiske samtale, idet vi forelagde ’standard-problemerne’ for de skiftende kirkeministre. Jeg har andetsteds13 redegjort for de skiftende kirkeministres – Birte Weiss, Ole Vig Jensens og Margrethe Vestagers – mangel på velvilje til at gå i dialog med DKS om ’problemer, der i hverdagen fremkalder diskrimination’ overfor frikirkernes medlemmer. Af korrespondancen mellem DKS og de nævnte kirkeministre fremgår ikke blot, at ingen af disse ønskede at investere tid og kræfter i problemstillingen, men den afslører tillige en sådan arrogance, at DKS sidst i 1990’rne besluttede at skifte strategi. I en situation, hvor hverken politikere eller administration stillede sig til rådighed med indsigt og vilje til forandringer, valgte vi at arbejde med jura og lovgivning. Som følge heraf inddrog vi nu kirkeretseksperter i det økumeniske arbejde – det arbejde, der lægger op til, at kirkerne fra 2013 skal drøfte, hvad en lovgivning i henhold til § 69 kan indeholde. Det er på baggrund af disse DKS-erfaringer fra 1990’rne, at Baptistkirkens resolution fra grundlovsjubilæet i 1999 eksplicit inddrager § 69 som et evt. vejvalg også for baptister.

De nævnte erfaringer op gennem 1990’rne skal også ses som baggrund for, at Baptistkirken – på trods af status som anerkendt trossamfund med ret og pligt til at føre ministerialbøger – for første gang i en resolution indskrev kravet om, at tildeling af vielsesret med borgerlig gyldighed bør afskaffes for alle trossamfund. Sagen var den, at ingen andre kirker end Folkekirken blev inddraget i arbejdet med indførelsen af Den Ny Kirkebog. Da vi i DKS bad Kirkeministeriet om en orientering i en sag, som alle anerkendte trossamfund var direkte part i, fik vi i 1998 at vide, at kirkerne ville høre nærmere, ’såfremt det skønnes nødvendigt’ (underforstået af ministeriet). Men hverken DKS eller kirkerne hørte noget. På denne baggrund skal to yderligere tiltag blandt baptister forstås.

I 2006 stillede Baptistkirken følgende spørgsmål til Kirkeministeriet: ’Hvilke kirkeretlige konsekvenser vil det have for Baptistkirken i Danmark, såfremt kirkens kompetente forsamling beslutter sig for at tilbagelevere de kirken tillagte rettigheder til at foretage navneregistrering og føre kirkebog i henhold til herom gældende regler?’14 Siden da har Baptistkirken forhandlet med forskellige ministerier uden, at noget svar på 6. år er givet, fordi ministerierne ikke véd, hvordan ’afregistrering’ kan finde sted.

Den form for inerti i mødet med administrative myndigheder havde unge baptistfamilier – med P. C. Mønsters blod i årerne og med deres nyfødte børn som våben – ikke tålmodighed til at udvise i 2005, da det gjaldt den lovpligtige anmeldelse af deres børns fødsler til de folkekirkelige bopælssogne. De tog sagen i egen hånd, idet de nægtede at anmelde fødslerne til Folkekirkens ministerialbogsførere, i.e. præster og kordegne. Om begrundelsen for tiltaget hed det i henvendelsen til kirkeministeren: ’Det er krænkende og meget diskriminerende for ikke-medlemmer af Folkekirken, at der er tillagt en majoritetskirke dette privilegium, der i øvrigt ikke er grundlovsbestemt. Det strider efter vor opfattelse også mod alle de principper om ligebehandling og lige rettigheder, der fremgår af de internationale menneskerettigheder, som Danmark ellers bakker så bevidst og tydeligt op om. I det hele taget forekommer det at være en alvorlig anakronisme, at civile anliggender er henlagt under ét trossamfund, særligt i en tid hvor det religiøse Danmarks-billede er under hastig forandring’.15 Protesten var principiel og den handlede om at opnå religionslighed for alle borgere i et flerkulturelt samfund. Den var ikke vendt mod Folkekirken: ’Baptister værdsætter Folkekirken som en god søsterkirke og samarbejdspartner, men ikke som religiøst statsapparat’.16 Og den havde slet intet at gøre med ’muntre forestillinger om baptisters allergier’ overfor kordegne, som den nye kirkeminister, Bertel Haarder, fejlagtigt antog.17 Derimod var det en civil ulydigheds-aktion, der skulle tolkes i forlængelse af 1990’rnes erfaringer. Men symptomatisk for håndtering af problemer, der hører hjemme hos ’de fra Folkekirken afvigende trossamfund’, blev det igen Folkekirkens minister og dens biskopper, der strikkede en administrativ postboksløsning sammen – mens et aftalt møde mellem Baptistkirkens ledelse og kirkeministeren blev aflyst af denne. Problemløsning i en konstruktiv dialog mellem mindretalskirkerne, politikerne og administrationen udeblev igen. Da Baptistkirken indgav høringssvar til Kirkeministeriets nye bekendtgørelse om anmeldelse af fødsler og dødsfald, sluttede høringssvaret da også: ’Vort høringssvar er således en protest imod indførelsen af en – fejlagtigt begrundet – overflødig funktion, der yderligere cementerer, at Folkekirken varetager en del af statsforvaltningen’.18

Baptistkirken og § 67

Siden religionsfriheden blev givet med Grundloven af 1849 har baptisterne altid skønnet på de frihedsrettigheder, der blev indskrevet i denne. Det er som påvist et relativt nyt fænomen, at kirkeret med tilhørende lovgivning (§ 69) har vakt interesse. Baptistkirken har i højere grad opfattet Grundlovens § 67 som deres ’Magna Charta’: ’Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden’. Denne bestemmelse hører sammen med § 77 om ytringsfriheden, § 78 om foreningsfriheden og § 79 om forsamlingsfriheden til de frihedsrettigheder, der beskyttes af Grundloven. Der kræves ikke nogen offentligretlig forhåndsgodkendelse eller registrering for at forene sig med andre i et trossamfund, at tage til orde, at danne en forening eller at forsamle sig ubevæbnet. For fuldstændighedens skyld skal også Grundlovens § 70 nævnes: ’Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt’. I det perspektiv er det altså muligt at virke som trossamfund uden anerkendelse, godkendelse eller registrering af nogen art.

At vælge § 67 som udgangspunkt for arbejdet med en fremtidig religionsmodel kan forebygge, at andre løber ind i nogle af Baptistkirkens negative erfaringer. For det første vil den danske model for godkendelse af trossamfund herved blive ophævet. Baptistkirkens problemer med denne model er allerede omtalt – både når det gælder de nævnte forsøg på anerkendelse og det aktuelle forsøg på at blive ’afregistreret’ som anerkendt trossamfund. Og herved vil skellet mellem trossamfund – anerkendte, godkendte og ikke-godkendte – også blive ophævet. I nyere tid har Ole Espersen, kommissær for menneskerettigheder ved Østersørådet, påpeget, at en stats- eller folkekirke-ordning hurtigt kan betyde ufrihed eller følelsen af ufrihed for andre trossamfund. I den forbindelse har han kritiseret den danske model for godkendelse af trossamfund med de rettigheder en sådan godkendelse medfører: ’Jeg mener ikke, at løsningen er lovgivning. Det er 50 år for sent. Det er helt ude af takt med tiden at gøre det til en stats-opgave at definere, hvad religion er. Det findes der ingen alment accepteret definition af. Derfor bør der blot opstilles nogle få objektive kriterier for en velgørende non-profit forening. Så kan foreningen selv afgøre, om den vil kaldes religion eller ej’.19

Det samme synspunkt har Ebbe Holm fremhævet på Baptistkirkens vegne, idet han herved samtidigt forklarer, hvorfor Baptistkirken overhovedet søgte anerkendelse: ’Der er ikke tvivl om, at minoritetskirkerne siden 1849 har ønsket en status (anerkendelse) som kirker – og i den henseende har målt sig med Folkekirkens særlige rettigheder. Set i bakspejlet ansøgte Baptistkirken om en status som offentlig vielsesmyndighed, hvilket er i strid med grundlæggende baptistiske principper om en klar adskillelse af kirke og stat’.20 Baptistkirken handlede ud fra en lighedsopfattelse, hvorved den fik folkekirkelig vielsesstatus – en status, der som allerede omtalt ikke har bragt andet end vanskeligheder, som Baptistkirken nu på 6. år søger at komme af med.

For det andet vil § 67 som udgangspunkt for en fremtidig religionsmodel kunne fjerne trossamfundenes frygt for, at Folketinget vedtager sådanne religionslove, der måtte få indflydelse på frikirkernes indre forhold. Når det erindres, i hvor høj grad frikirkernes forhold gennem alle år er blevet administreret uden vilje til dialog med de berørte parter, så er en sådan frygt ikke ubegrundet. Det er da også med henvisning til Grundlovens § 67, at Hans Gammeltoft-Hansen som ombudsmand har påpeget, at ’de fra Folkekirken afvigende trossamfund’ har en særstilling: ’Folkekirken er det eneste trossamfund, hvor staten – ved Folketing og kirkeminister – har fuld og hel kompetence i alle anliggender. Det gælder også de indre, dvs. netop de forhold, hvor alle andre trossamfund ved Grundlovens § 67 er beskyttet mod statens indblanding’.21 Det er således § 67, der beskytter de øvrige trossamfund fra eventuelle politiske indgreb, ikke § 69.

Når både Grundtvig og P. C. Mønster i 1830’rne – ganske vist på hver deres måde – argumenterede for religionsfrihed, var det med det formål, at statsmagten ikke skulle kunne få mulighed for at blande sig i kirkernes indre forhold. Mønster valgte som påpeget ’den engelske model’, mens Grundtvig fra 1834 formulerede det samme anliggende om frihed, da han opfandt ’den nordiske model’: ’Stats-kirken’ skulle som en borgerlig konfessionsløs indretning omkring frie menigheders religionsudøvelse være ’et aldeles verdsligt og juridisk Begreb’, der omfattede enhver trosretning – ’christelig, jødisk, tyrkisk eller hedensk’.22 Sådan gik det som bekendt ikke. Trossamfundenes frihed blev sikret i Grundlovens § 67 om religions- og forsamlingsfrihed. Og denne frihed skulle de to løfteparagraffer yderligere sikre. Men da lovgivningsmagten begyndte at tolke ’ved lov’ som ’ved love’, blev der via Folketingets lovgivning skabt mulighed for, at staten kan gribe ind i kirkernes liv. Senest drøftede vi denne mulighed i år, inden loven om ’vielse af to af samme køn’ blev vedtaget i Folketinget. Her henstillede Danske Kirkers Råd på kirkernes vegne, at ’der i ægteskabslovens § 16 indsættes en lovbestemmelse, der stiller trossamfund uden for Folkekirken og deres præster frit i henseende til medvirken til vielse af personer af samme køn”.23 Henstillingen blev ikke fulgt, og de øvrige trossamfund må leve med det ’ulige vilkår’, at de kun er nævnt i bemærkningerne til loven – modsat Folkekirken, der her fik en lovsikret frihed.

Blandt danske baptister er det især Ebbe Holm, der i dag argumenterer for, at Baptistkirken skal fastholde det klassiske standpunkt, som årsmødet i 1903 gentog: At ’vi ikke roligt skulde lade Kultusministeriet og de kirkelige Autoriteter bestemme over os’. Ebbe Holm er – på baggrund af sit internationale arbejde med religionsfrihed og menneskerettigheder i regi af European Baptist Federation og Baptist World Alliance – på vagt overfor de politiske magthaveres interesse i at lovgive om trossamfunds interne forhold. Han påpeger således, at den lovgivning, der de senere år har været undervejs i en række EU-lande, bekymrer disses minoritetskirker meget: ’Der opleves en form for lovgivning, hvor staten har fundet det nødvendigt at definere, hvad der forstås ved en traditionel kirke, trossamfund, sekter og dét, der er værre. … Dette bekymrer og bliver yderligere forstærket, når man oplever, hvorledes det danske samfund og det danske folketing med en direkte henvisning til frygten for islam anser sig forpligtet og kompetent til at udarbejde en lovgivning, hvori man materielt tager stilling til, hvornår der foreligger et trossamfund med fx ’rigtigt uddannede’ præster’.24 Baptistkirken bør også på baggrund af internationale erfaringer være på vagt overfor opfyldelsen af § 69.

Baptistkirkens vejvalg

Når Danske Kirkers Råd i begyndelsen af 2013 indleder samtalen mellem kirkerne om udfyldelsen af § 69, vil det vise sig, hvilket vejvalg Baptistkirken vælger, når det gælder en fremtidig religionsmodel her i landet. Vejvalg eller ej – der er ingen tvivl om, hvad Baptistkirken ønsker sig af en religionsmodel i et religiøst pluralistisk samfund. Den skal på kort sigt være problemløsende. Blandt aktuelle problemer, der skal løses, må især følgende fremhæves25: At medlemmer uden for Folkekirken er tvunget til at lade fødsler, vielser og dødsfald registrere af Folkekirken og til at betale en andel af lønningerne til Folkekirkens ansatte. Gældende regelsæt indebærer også, at det er forbundet med større omkostninger for ikke-medlemmer af Folkekirken at blive begravet på Folkekirkens kirkegårde. Diskriminerende er det tillige, at kun Folkekirkens præster uden videre kan opnå status som hospitals- og fængselspræster. Kritisabelt er det endeligt, at alle ikke-medlemmer af Folkekirken, der deltager i en politisk afstemning om Folketingets sammensætning, indirekte er med til at vælge Folkekirkens ledelse. Det er misbrug af sådanne borgeres rettigheder til et væsensfremmed formål. Herved krænkes danske borgeres ret til at være religiøst indifferente eller til at tilhøre et andet trossamfund uden at være fritaget for at skulle forholde sig til valg af Folkekirkens ’synode’.

Baptistkirkens ønsker til en fremadrettet religionsmodel kan – på længere sigt – formuleres i to overskrifter. For det første ønsker baptister, at den grundlovssikrede religionsfrihed følges af religionslighed for alle. Ebbe Holm formulerer synspunktet således: ’I mere end 150 år har vi haft religionsfrihed her i landet. I samme tidsperiode har vi levet med en grundlov og et samfund, som bygger på principper om demokrati og lighed for alle og lighed for loven. Det vil glæde og gavne det religiøse miljø og klima her i landet, såfremt de grundlovssikrede principper om lighed kunne blive gjort til genstand for en samtale mellem ligestillede. Altså ligestillede trossamfund og ligestillede trossamfunds-medlemmer. Befri Folkekirken fra stat og ministre. Først herefter vil der være udsigt til lige behandling af og lighed for lutheranere, jøder, muslimer, katolikker, ikke-troende, ortodokse og baptister’.26

Grundloven indeholder to parallelle løfteparagraffer, hvor § 69 er blevet til som en konsekvens af § 66. Og den væsentligste årsag, til at Folketinget ikke har fundet anledning til at regulere de øvrige trossamfund ’ved lov’, er givetvis, at der aldrig er blevet lavet en forfatning for Folkekirken, hvorved hensigten med Grundlovens § 66 blev opfyldt. Samtidigt er der måske også tale om en prioritering, når det gælder om udfyldelse af de to paragraffer. Ebbe Holm inddrager begge dele, når han siger: ’I en realistisk verden bør Folkekirken først udstyres med en selvstændighed som forudsat i Grundlovens § 66 og dernæst indgå på lige fod med de øvrige trossamfund i en samtale og afklaring af, om alle trossamfund i Danmark i virkeligheden ønsker en regulering, som forudsat i Grundlovens § 69’.27 Det egentlige spørgsmål til Folkekirken lyder: Vil den evangelisk-lutherske kirke være trossamfund på linje med de øvrige kirker?28 Når Folkekirken en dag får sin egen forfatning og er blevet et selvstændigt retssubjekt, der kan indgå aftaler, så er grundlaget skabt for en nødvendig religionsligheds samtale – en dialog om gunstige vilkår for alle kirker og trossamfund, idet en verdsliggjort stat hensygner uden gode betingelser for et nuanceret åndsliv. I denne dialog bør alle trossamfund på lige vilkår drøfte, hvad der bør ændres i lovgivningen og indlede en samtale med staten herom – via et nyt religionsministerium som øverste administrative myndighed for alle.

Baptister ønsker for det andet, at alle civile ombud henlægges til de borgerlige myndigheder og at alt, hvad der hører borgernes trosytringer til, forvaltes af trossamfundene selv. Det følger af det generelle syn på, at statens og trossamfundenes opgaver ikke bør sammenblandes. Baptistkirkens ledere har formuleret det sådan: ’Som baptister er vi af den opfattelse, at fødsels-, navne- og dødsregistrering henhører under en statslig opgave, at vielsesmyndighed skal forestås af en offentlig myndighed, medens kirken tager sig af velsignelsen, og at begravelsespladser skal være et statsligt anliggende’.29

Dette peger i en anden retning end den, Lisbet Christoffersen gentagne gange har gjort sig til eksponent for: ’Mit bud ville være, at man undersøgte muligheden for i højere grad at ophæve skel mellem offentlig ret og privat ret på religionsområdet i de nordiske lande med henblik på at sikre det retlige grundlag for, at alle religioner fik offentlighedskarakter og (dermed) legitimitet til at kunne bidrage til samfundets værdisætning’.30 Trossamfundenes offentligheds-karakter og legitimitet til at kunne bidrage til en værdisætning i samfundet hænger ifølge baptisters opfattelse ikke på et retsligt grundlag for disse. Adskillelse mellem stat og kirke betyder ikke adskillelse mellem kirke og samfund. En fri kirke i en fri stat har alle muligheder for at engagere sig i det kulturelle og politiske liv – i et offentligt rum med en åben livssyns-pluralisme.31

Som baptister mener vi ikke, at vi – ved at arbejde for en sådan løsning – kommer til at skade Folkekirken. Tværtimod mener vi, at fx Mogens S. Mogensen, der tilhører Folkekirken, har ret, når han formulerer sig som følger om det netop nedsatte udvalg, der skal arbejde med Folkekirkens forfatning: ’En vigtig grund, til at udvalget efter min mening må sigte mod en afvikling af statskirkeligheden, er, at evangeliets forkyndelse af Kristus som verdens frelser – som jo er det overordnede formål for folkekirken og for det lokale kirkeliv – ikke har godt af at være koblet sammen med statsmagten og hele det politiske liv. Når det nu er fastslået i en kirkeministeriel betænkning, at det er folkekirkens hovedformål, at ”forkynde Kristus som verdens frelser”, kan det vanskeligt forstås anderledes, end at der i den officielle folkekirke åbnes op for mission … Her bliver folkekirkens aktuelle statskirkelige karakter et problem, som det bliver vanskeligt at komme uden om’.32 En sådan frisætning af Folkekirken til at gøre det, som kirker er til for i folket, virker baptister altid for med glæde.

Mit bedste bud på Baptistkirkens – og en række af de øvrige frikirkers – vej-valg vil være 1) frihedsrettigheder skal kombineres med en indsats for øget religionslighed, 2) adskillelsen af civile og kirkelige handlinger skal intensiveres for alle trossamfund, herunder Folkekirken, og 3) en minimal – hvis overhovedet nogen – lovgivning på religionsområdet. Og når Grundloven engang skal revideres, falder § 69 følgelig ud af denne som et uopfyldt historisk levn.

Afrunding

Fremtidens religionsmodel for trossamfund i Danmark kan hente inspiration mange steder – og det er ikke ligegyldigt, hvor vi vender os hen. Det fremgik med al tydelighed for få år siden, da vi diskuterede, hvilken plads religionerne burde have i præamblen til traktaten for et nyt Europa – diskussioner, der endnu engang afslørede de store forskelle på landenes religionsretlige udgangspunkt. I vurderingen af hvilket vejvalg, Baptistkirken bør tage, skrev Ebbe Holm: ’Vi kan ikke bruge ret mange af de politiske argumenter fra Frankrig om forbud mod at bære hovedbeklædning i offentlige skoler med mindre, det drejer sig om at skabe politisk eller religiøs hetz. … Lad os derimod forsøge at forstå, hvorfor man i England ikke har en tilsvarende ophedet debat som i visse hjørner af det europæiske fastland om religiøse symboler i det offentlige rum. Det er en kendsgerning, at kirkerne i England gennem de seneste hundrede år har haft en selvstændighed, der har ført til, at samtaler og debatter om religionsfrihedens grænser og symboler er foregået indenfor kirkernes egne rammer og i samtaler mellem de forskellige kirker. Og det er min pointe, at selvstændige – af staterne uafhængige – kirker er de bedste til at give grundlovsbestemmelser om religionsfrihed indhold. Det kan et ikke-religiøst parlament ikke gøre, idet det ikke kan argumentere med indholdet af kirkens budskab. Så længe staterne har sat sig på kirken, forbliver kirkerne en del af religionsfrihedens problemer – og ikke en del af løsningen’.33

Hermed er der tillige påvist en konstans imellem P. C. Mønsters ’engelske model’ fra 1840 og baptistkirkens tænkning om religionernes – kirkernes og trossamfundenes – plads og betydning i en kommende religionsmodel her i landet. Religionsfriheden fik vi med Grundloven i 1800-tallet. Fællesskabet mellem kirkerne kom med den økumeniske tanke i løbet af 1900-tallet. Religions-ligheden kommer på vore breddegrader ganske givet med det 21. århundrede.

1 For Grundtvig fx forholdt det sig anderledes. Han mente, at frihed, lighed og broderskab var udtryk for ’topmaalt Daarskab’, idet han antog, at begreberne stammede fra oplysningstidens og revolutionstidens tænkning. Se Jens Rasmussen: ’Religionstolerance og religionsfrihed’, Syddansk Universitetsforlag 2009, s. 164 og 198.

2 Det skete i skriftet ’Om kætterne og dem, der brænder dem’ (1524). Se hertil min artikel: ’Kirkernes rolle i et fremtidigt Europa’, Det Mellemkirkelige Råds årbog 2002-03, s. 72ff.

3 Per Nørgaard: ’Religionsfrihed og frikirkerne’, Nyt Synspunkt 25, DMS-Forlag, Hellerup 1986, s. 55ff. Helwyz skrift hed ’The Mystery of Iniquity’ eller ’Uretfærdighedens Hemmelighed’. Om denne hedder det hos Per Nørgaard: ’Hemmeligheden bag religionskrigenes myrderier er, at fyrsten tror, at han kan tvinge folk i religiøse spørgsmål’ (s.56).

4 Walter B. Shurden (Ed.): Proclaming the Baptist Vision. Religious Liberty, Smyth & Helwys, Georgia USA, 1997, s. 13ff.

5 Se mine fremstillinger: ’P. C. Mønsters ansøgning om religionsfrihed 1840’ i Kirkehistoriske Samlinger 1999, s. 117-132, og ’Grundloven, baptisterne og religionsfriheden’ i Religionsfrihed i 150 år, Ælnoths Skriftserie nr. 9, 1999, s. 62-91, samt ’P. C. Mønster’, Føltveds Forlag 1978. Se også Jens Rasmussen (note 1), hvor han sidestiller Grundtvig og Mønster som forkæmpere for religionsfriheden – omend for hver sin udgave – forud for Grundloven af 1849, s. 17ff.

6 P. C. Mønster nævner eksplicit religionsfrihedens gavnlige virkning ’i sine Følger for England og Nordamerika’. Om den ’amerikanske frihed’ se William R. Estep: Revolution within the Revolution, The First Amendment in Historical Context 1612-1789, Eerdmans, Michigan, 1990. The first Amendment lyder: ’Congress shall make no law respecting the establishment of religion or prohibiting the free exercise thereof’.

7 Udsagn af A. P. Førster. Se min bog ’Førsters breve’, Føltveds Forlag, Brande 1984, s. 92.

8 Se Lisbet Christoffersen: ’Ved lov?’, Ugeskrift for Retsvæsen, 1998, s. 505ff.

9 Baptistkirken havde ansøgt mindst tre gange tidligere, nemlig 1855, 1863 og 1902. Sidste gang afslog ministeriet efter ’gentagne Gange at have Brevvekslet med Biskoppen over Sjællands Stift om Sagen’. P. Olsen, den daværende leder, var rasende: ’Hvad i Alverden har Biskopperne med de sager at gøre? Her i Danmark er der den slemme Skyggeside ved Forbindelsen mellem Kirke og Stat, at den skaber Tumleplads for det Overmod og den Magtbrynde, som vor Statskirke-Gejstlighed altid optræder med. Her møder vi ikke Retten, men Magten, Statsmagten og Kirkemagten Arm i Arm’. Se Bent Hylleberg og Bjarne Møller Jørgensen: ’Et kirkesamfund bliver til’, Føltveds Forlag 1989, s. 79, 205, 230f, 308f og 335ff.

10 Til denne resolution, se ’Baptisternes Aarbog 1949’, København, s. 59-60.

11 Se ’Et kirkesamfund bliver til’ (note 9), s. 230.

12 Resolutionen er optrykt i ’baptist’, nr. 31/1999, s. 7.

13 Se Holger Lam (red): ’En levende mangfoldighed’. Brudstykker af en økumenisk historie i Danmark 1989-2005’, Aros 2007, s. 239ff.

14 Brev fra Baptistkirken til Kirkeministeriet af 23. juni 2006.

15 Brev fra Line og Rasmus Hylleberg, 5. januar 2005, til kirkeminister Tove Fergo.

16 Baptistkirkens ledelse bakkede op om protesten og nedsatte en ’Følgegruppe’, der skulle informere om hensigten med aktionen. Citatet er fra denne gruppes papir til pressen ’Ofte stillede spørgsmål’, se ’baptist’ 2/2005, s. 8.

17 Berlingske Tidendes kronik 19. juni 2005 af Allan Ibsen og Rasmus Hylleberg.

18 Høringssvaret er dateret 10. januar 2006.

19 Citatet er fra Kristeligt Dagblad, 21. sept. 1999. Østersørapporten hed: ’Retten til religionsfrihed og religiøse foreninger. En oversigt med anbefalinger’, 1999.

20 Ebbe Holm: ’At være trossamfund i Danmark – kræver det en lovgivning?’, citeret fra et manus stilet til Danske Kirkers Råds arbejdsgruppe ’Frihed og Lige vilkår’, 21. marts 2006.

21 Hans Gammeltoft-Hansen: ’Grundloven, religionsfriheden og Folkekirken’, Kirkeretsantologi 2002, Udgivet af Selskab for Kirkeret, København 2002, s. 19.

22 Se til Grundtvigs position Jens Rasmussen (note 1), s. 24ff, 163 (hvorfra jeg citerer) og 271.

23 Se Danske Kirkers Råds høringssvar til Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, 13. 02. 2012.

24 Ebbe Holm: ’Baptistkirken med europæiske rødder – et synspunkt i samtalen’, Kirkeretsantologi 2004, Udgivet af Selskab for Kirkeret, København og Århus 2004, s. 113.

25 Se kronikken i Kristeligt Dagblad 22. august 2001: ’Frihed kræver lighed’ af Ole Thorndal, Ebbe Holm og Rasmus Hylleberg.

26 Upubliceret foredrag af Ebbe Holm: ’Religionslighed i Danmark’, dateret 30. august 2005.

27 Ebbe Holm: ’At være trossamfund i Danmark – kræver det en lovgivning?’, se note 20.

28 Se hertil min artikel: ’At være kirke – i lys af evangeliet’ i Roskilde Stiftsbog 2001, s. 55ff.

29 Se den omtalte kronik i Kristeligt Dagblad 22. august 2001: ’Frihed kræver lighed’ af Ole Thorndal, Ebbe Holm og Rasmus Hylleberg.

30 Se fx Lisbet Christoffersen: ’Offentlig Religion i Staten. Om nordiske retlige betingelser for at være statens offentlige religion’, i Kirke og Kultur 2/2005, s. 224.

31 Se Nigel G. Wright: Free Church, Free State, A positive Baptist Vision, Paternoster UK 2005, s. 204ff. Se også min artikel ’Adskil stat og kirke – bland tro og politik’, Fønix, nr. 1-2, 2012, s. 124ff.

32 http://mogensen.eftertanke.dk/ – linket er lagt op den 15. september 2012.

33 Fra Ebbe Holms manuskript til ’Ved dagens begyndelse’ i Danmarks Radio, februar 2005.

Julius Købner: Stat og kirke – forbundet eller adskilt?

I nærværende tekst fra Julius Købners hånd, der først nu foreligger i en dansk oversættelse af Bjarne Willer, fortsætter Købner tankerækken fra det vigtige 1848-manifest om den frie urkristendom. I Stat og kirke – forbundet eller adskilt? (Staat und Kirche – verbunden oder getrennt?) genfindes Købners dialektiske tankegang. Staten og kirken er ikke bare to forskellige dele af det menneskelige samfund eller Guds måde at regere verden på gennem to ‘regimenter’ som i lutherdommen, men principielt modsatte. Himlens og jordens rige er radikalt væsensforskellige. Begge har deres plads, men hvor den verdslige stat er baseret på magt, tvang og hierarki, må kirken modsat være baseret på frihed, kærlighed og lighed. Staten og kirken er uforenelige, selvom begge har en funktion i verden, men der kan ikke være noget forbund mellem de to. Kirken må være fri af statsmagten.

Continue reading Julius Købner: Stat og kirke – forbundet eller adskilt?

Julius Købner: Manifest til det tyske folk om den frie urkristendom (1848)

Forord og oversættelse fra tysk af Johannes Aakjær Steenbuch. Tak til Rasmus Vangshardt og Lena Mühlig for kommentarer.

Forord

Julius Købner, Manifest des freien Urchristenthums an das deutsche Volk (1848)

Trosfrihed – retten til at danne frie menigheder og til at kæmpe med åndens våben – var et hovedanliggende for den dansk-tyske baptistpioner Julius Købner. Købner havde længe kæmpet baptisternes sag imod statskirkernes tvangsreligion, men efter en række omvæltninger i flere europæiske lande var tiden i 1848 også politisk moden til at kræve indførslen af fuld trosfrihed.

Folketoget mod Christiansborg den 21. marts 1848 med dets krav om indførslen af demokratiske rettigheder i Danmark stod ikke alene, men var sammen med revolutionære begivenheder i Frankrig og Tyskland en del af en større bevægelse – den såkaldte Martsrevolution – der krævede indførslen af mere liberale principper og forfatninger. Det kommunistiske manifest blev udgivet samme år, men det var ikke kun Karl Marx, der blev inspireret til manifestskrivning. Også Julius Købner lod sig inspirere af begivenhederne.

Continue reading Julius Købner: Manifest til det tyske folk om den frie urkristendom (1848)

N.P. Jensen

N.P. Jensen (1854-1895)

N.P. Jensen (1854-1895), der er blevet kaldt ”ideologen efter Købner”, blev døbt i baptistmenigheden i Snevre i 1867, men udvandrede med sine forældre til USA året efter. Fra 1875-1878 studerede han på Morgan Park. Her blev han fra 1880 lærer og senere rektor. Hans troslære kom til at præge uddannelse af danske baptistprædikanter langt ind i det 20. århundrede. I sin troslære, der aldrig blev trykt, men i stedet transskriberet af de studerende, skriver N.P. Jensen om bibelen:

”Hvorsomhelst Bibelens Indhold bliver sammenstillet og sammenlignet med Menneskets Samvittighed og Sjælens inderste Rørelser, opdages en fuldkommen Overensstemmelse. Alle Vegne finder Mennesket sin egen Historie skreven i Ordet, den er skrevet, førend Personen blev født, Billedet er leveret, førend Skikkelsen findes.

I lige Maade er det med alt, hvad den tilbyder at gjøre for Menneskets Oprejsning. Skarer af Vidner af alle Folk og Tungemaal hæve deres samstemmige Røst til Bekræftelse af dens Sandhed: at den har løst deres Gaade, sat dem i Frihed og aabnet Vejen til det tabte Paradis. Og en stor Mængde, som lig Apostelen Paulus have erfaret en øjeblikkelig, grundig og varig Forandring i deres indre og ydre Livsførelse, fastholde ligesaa uafrysteligt, at et saadant ikkun kan ske formedelst en overnaturlig Naadevirkning.

Det tilstaaes almindeligt, at Fremsættelsen paa en nøjagtig og tydelig Maade, af hvad der overalt rører sig i Menneskets Hjerte, er et Kjendemærke paa den højeste Snildrighed. Men at de Bibelske Forfattere ej blot ere snildrige Mænd, derom vidne deres Frembringelser som ere uforholdsmæssigt overlegne selv det største Snilde paa Bogavlens Omraade (Shakespeare) i at skildre de mest forborgne Følelser og Bevægelser i Menneskets Indre. Den eneste tilfredsstillende Slutning er derfor den, at de Bibelske Forfattere vare underkastet overnaturlig og guddommelig Indflydelse og Ledelse, idet de forfattede disse Skrivelser, og denne Tro ville Tusinder besegle med sit Blod.”