Kategorier
Afhandlinger Teologi

Julius Købner: Rationalisme blandt de troende (1878)

Indledning

Af Johannes Aakjær Steenbuch

Julius Købner var præget af en reformert pietisme, der lagde vægt på troens praksis, og som den første til at oversætte Søren Kierkegaard til tysk, kan det ikke overraske, at en sådan holdning begrundes med troens grundlæggende karakter af paradoks. Dette i modsætning til enhver form for rationalisme, der vil have troen til at hænge sammen i et rationelt system. I en kort tekst på tysk, Rationalismus unter den Gläubigen (1878), som her foreligger i dansk oversættelse, forklarer Købner hvordan det skal forstås.

Rationalisme er i Købners definition tendensen til at lade den menneskelige fornuft begrunde sig selv, i stedet for at tage udgangspunkt i spontan tro og tillid til Gud. Tro og fornuft er ikke modsætninger, men bliver det først, når fornuften vil indpasse alt i et rationelt sammenhængende system. Når det sker, mister mennesket forbindelsen til Gud. Når mennesket med sin rationalisme ikke vil have tillid til Gud, bliver det ufornuftigt, og deraf følger alt det andet. Rationalisme er derfor i Købners optik selve den synd (arvesynd, om man vil), som alle mennesker uundgåeligt har del i. Rationalismen kommer religiøst set til udtryk i en fornægtelse af treenigheden, som i jødedommen og islam, og i moderne tid i rendyrket ateisme. Fordi alle mennesker som mennesker til stadighed er syndere, findes rationalismen imidlertid også blandt ’troende kristne’.

Blandt andre Søren Kierkegaard havde forinden gjort op med den teologiske rationalisme, der havde domineret dele af samtidens teologi. Det er dog ikke bare denne specifikke teologiske rationalisme, Købner har i tankerne, men mere bredt en tendens til overhovedet at ville tænke teologien ud fra et rationelt system, hvor alt skal passe sammen og gå op i en højere enhed. Her viser inspirationen fra Kierkegaard sig. At bibelen er ’Guds ord’ betyder ikke for Købner, at alt, der kan læses i den, skal passe sammen i et modsigelsesfrit system, men tværtimod, at bibelen må forventes at være fuld af modsætninger og paradokser. Det skyldes jo netop, at bibelen åbenbarer en sandhed fra Gud, der overgår menneskets begrænsede fornuft.

Julius Købner (1806-1884)

Den debat om ’calvinisme’ og ’arminianisme’, som Købner griber fat i, er nok ukendt for mange danskere i dag, men de to opfattelser er gode eksempler på, hvor galt det kan gå, når nogle trossandheder overprioriteres på bekostning af andre. For så vidt er debatten stadig relevant. Stoler vi ensidigt på Guds nåde, bliver vi handlingslammede, men det sker på den anden side også, hvis vi lægger for meget vægt på menneskets fri vilje og ansvar, for i så fald går det hele op i diskussioner om planer, strategier og visioner, som man ville sige i dag. I begge tilfælde glemmer vi at handle spontant i tillid til Gud.

Overhovedet at spekulere over hvem og hvor mange, der bliver frelst eller går fortabt, er, når det kommer til stykket, et udslag af rationalisme. I stedet må vi forlade os på Gud og gøre vores pligt ’i ansvar og i tro’, som en anden Kierkegaard-læser, præsten K. Olesen Larsen formulerede det i det tyvende århundrede. Det afgørende er, som Købner konkluderer, ikke hvilke teologiske systemer, vi beskæftiger os med, men hvordan hjertet og hovedet holder troens paradokser sammen, så de kan udmunde i handling i lydighed mod Gud.

Julius Købner: Rationalisme blandt de troende (1878)

Oversat af Rasmus Vangshardt og Johannes Aakjær Steenbuch

Rationalisme er en teologi, der sætter menneskets tænkning over Guds Ord og derved fører til det barnlige troslivs modsætning. Rationalismen er lige så gammel som synden selv. Da Adam var uskyldig, levede han i troen på Guds Ord: ”Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!” Men på grund af slangen begyndte han at sætte sin egen tænkning over Guds Ord: ”At blive som Gud og vide mere, end jeg ved nu, det er en højere tilstand end den, jeg befinder mig i nu.” Sådan lød dommen fra hans faldne fornuft, der var blevet ufornuftig. Så længe han troede, var han fornuftig (rationel), men så snart han rev sig løs fra Gud og stolede på sin egen fornuft, blev han rationalist.

Som Adams børn er vi fra fødslen alle rationalister, og da der i Guds børn ikke kun stikker et menneske af tro, født af Gud, med en helliggjort fornuft, men også et spekulerende menneske af kød, er Guds børn også rationalister, i den grad de i det hele taget stadig er syndere. Det giver dem ofte bitre erfaringer i livet, når de ser bort fra den guddommelige kærligheds advarsler og stoler på deres egen tåbelige tankegang i stedet.

Nogle klamrer sig på nærmest muhamedansk – men efter egen mening fromt kristne – måde fast til Guds altstyrende magt, som fejer vores gøren og laden til side som afmægtighed, og derfor sejrer under alle omstændigheder. Deres ansvar for at efterleve de guddommelige forskrifter og for den hellige brug af fornuften er blevet som en blegnet stjerne i forhold til den solbeskinnede sandhed, de tror på. De tager endda i mange, ja sågar i alvorlige og vigtige tilfælde, meget let på deres gerninger. Gør de noget galt, nå ja, så vil Gud hindrende stille sig i vejen eller fortrænge deres forehavende gennem et andet. – Hvor er mange dog ikke kommet på letsindets og tåbelighedens afveje på denne måde! Således er det lykkedes den ikke-erkendte, rationalistiske ensidighed at bringe skam over Herrens dyrebare navn.

Imidlertid bereder den modsatte rationalisme ikke mindre ulykker. Den består i den ensidige holden-fast-ved, at mennesket kan forme tingene ved sin fornuft og sine valg. Godt nok fornægtes Guds herredømme ikke ligefrem, men i forhold til menneskelige beslutninger synes det indskrænket og afhængigt. Man beder nok om Guds hjælp, om det gode, der kommer fra ham – man vil jo ikke handle imod den guddommelige vilje – men fremfor alt gælder det om at tænke og overveje, at tage hensyn til sandsynligheder og usandsynligheder, om at høre fornuftens indskudte bemærkninger og foretage en solid vurdering af omstændighederne. – På denne måde tænker man, i steder for at handle. Ethvert af Herrens glædelige øjeblikke lader man gå forbi ubenyttet og trøster sig efterfølgende med, at det alligevel er umuligt. Den slags kristne lader det blive ved snakken, de handler ikke; de står i vejen for fremme af store, hellige sager. De vover ikke at satse noget for det højeste; de vover ikke at give, de vover ikke at tro, de vover ikke at regne med Gud. Alt godt, nødvendigt og skønt opløser sig hos dem i overvejelser.

Men denne uheldige rationalisme viser sig ikke kun på livspraksissens områder, men lige så meget i troende kristnes teologi. – Rationalismen, der forkaster Guds treenighed, har udfoldet sig i muhamedanisme og moderne jødedom. Men i vores tid har den videreudviklet sig til hastigt voksende materialisme og ateisme. Troen på en udødelig ånd i mennesket og på Guds eksistens er overalt ved at forsvinde. Derom skal vi dog ikke tale nu, men om den teologiske rationalisme, der findes selv hos sande kristne, men som stadig er dem så usynlig og ubevidst.

Rationalisme er ikke kun en sygdom i det protestantiske samfund i Tyskland, det gælder også den højt skattede, aktive leder af det mægtige parti af kirketroende i Sverige, overlæreren i teologi ved seminariet i Gävle, P.P. Waldenström.1 Denne mand kan ikke tro på, at Gud bliver vred over synden, og derfor heller ikke, at hans retfærdighed kræver tilfredsstillelse, og at Kristi offerdød har frembragt en sådan. Hvorfor ikke? Fordi hans fornuft ikke vil give sin tilslutning til sådan en lære om Guds Ord. Men skal fornuften give sin tilslutning til det, Gud siger, så det kan blive gyldigt? Skal vores tanker sidde til doms over Guds tanker? Hvor vores tanker når til ende, da begynder hans først rigtigt; når vores visdom, magt og kærlighed har nået menneskeevners yderste grænse, først da berører de begyndelsen (hvis vi må sige det sådan) af den uendelige, guddommelige visdom, magt og kærlighed. Hvordan skulle Guds himmelhøje tanker da kunne indfanges i vores smalt begrænsede og fattige jordiske tanker, så de blev forståelige? – Guds natur ligger helt uden for vores tænknings sfære – Guds evighed og Guds treenighed – og sådan er det også med grundlærerne om frelsen i Kristus. Hvordan synden i Adam kunne tilregnes os alle, og hvordan hans [Kristi] retfærdighed bliver os tilregnet, er lige så ubegribeligt, som hvordan guddom og menneskelighed forenes i ham. Troende at tage imod alt dette er himmelsk set fornuftigt; men at tro halvvejs og samtidig halvvejs spidsfindigt at benægte, det er både himmelsk og verdsligt set ufornuftigt. Og dog er der en mængde af denne slags rationalisme at finde i det, der siges af troende mennesker. De troende lader sig nu og da forlede til formildende at bortforklare ting ved Kristi mirakler. Det er rationalisme, for derved glemmer de, at han er Gud, for hvem alle ting er mulige, og at de ikke kan afmåle, hvad der sømmer sig for ham som Gud. En kær, teologisk dannet broder sagde engang til mig, at Jesu spørgsmål på korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” slet ikke kunne være noget spørgsmål, for som Gud måtte Jesus vide, hvorfor han var blevet forladt. Det var from rationalisme, der talte her, for han glemte, at frelseren også var sandt menneske, og derfor efter Guds vilje i forsoningens øjeblik vidste lige så lidt om dette, som om dag og time for sin tilbagekomst (Markus 13,32). Men faktisk er det svært at lade alt, hvad der står skrevet, blive stående, og tro det hele; ikke at lægge andet til grund; ikke at give noget en anden betydning for at lade det dø hen i sammenligning med noget andet, tilsyneladende modsat; ikke at bruge noget, der ikke står i Skriften, som dødbringende våben mod noget i Skriften.

Vi kommer nu til et særligt område af teologien, hvor troende kristne og deres rationalisme har spillet en ganske betydelig rolle. Mens det store flertal af troende kristne har givet afkald på at forstå de store frelsessandheder på rationalistisk måde, har de på ingen måde gjort det, hvad angår den menneskelige vilje og Guds magt. Alle kristendommens læresætninger, der har at gøre med disse ting, er derfor blevet til stridspunkter og har mærket de forskellige kristne bekendelser på arminiansk2 eller calvinistisk3 måde. – Hvad kan mennesket i moralsk forstand, og hvad kan det ikke? Hvad bestemmer det med sin villen og gøren, og hvad har Gud bestemt? Er Kristus død for alle eller kun for Guds udvalgte? Det er de meget omstridte spørgsmål, som man almindeligvis forestiller sig skal besvares endegyldigt ved, at mennesker forstår bestemte passager i den hellige skrift, altså i virkeligheden ved vores begrebsevner. Denne tåbelighed har ikke kun gjort sit til at spalte skriften i forskellige dele, den bærer også dårlige frugter i den enkeltes liv. Jeg har haft mulighed for at iagttage disse frugter både i Storbritannien og i Tyskland, og det er netop dem, der sætter min fjer i bevægelse.

Lad os spørge Guds Ord: Hvad er mennesket i stand til at gøre? Det svarer: ”skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15,5). ”Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler?” (Matt 7, 16). ”hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt?” (Matt 12, 34). ”Hvis nubieren kunne skifte sin hud og panteren sine pletter, kunne I også handle godt, I ondskabens lærlinge!” (Jeremias 13,23). ”Ingen kan komme til mig, uden Faderen, som sendte mig, drager ham.” (Joh 6, 44). ”»Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil.« Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed.” (Rom 9, 15-16). ”Så forbarmer han sig altså, over hvem han vil, og forhærder, hvem han vil. […] Er pottemageren ikke herre over sit ler, så at han af den samme masse kan lave fornemme kar og kar til dagligt brug?” (Rom 9, 18. 21.) ”Jeg vil lade ulykken ramme dig fra din egen familie. For øjnene af dig vil jeg tage dine hustruer og give dem til en anden, som ganske åbenlyst skal ligge med dem. Du har handlet i det skjulte, men jeg vil handle i fuld åbenhed over for hele Israel.«” (2 Sam 12, 11-12). ”Herrens vrede flammede igen op mod Israel, og han lokkede David til at tirre folket og sagde: »Gå hen og hold folketælling i Israel og Juda!« (2 Sam 24, 1). ”Hvem vil lokke Akab, så han drager op og falder”, osv. (1 Kong 22, 19-23). ”Mon der sker en ulykke i byen, uden at Herren har gjort det?” (Amos 3, 6). ”jeg sætter mit liv til for fårene.” ”og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd.” (Joh 10, 15; 28-29). ”Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine.” ”Da jeg var sammen med dem, holdt jeg dem fast ved dit navn, det, du har givet mig” ”Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig” (Joh 17, 9; 12; 24). ”Endnu inden de var født, endsige havde gjort noget godt eller ondt, blev der – for at Guds beslutning om udvælgelse skulle stå fast” (Rom 9, 11).

Hvad er det, barnetroen klart begriber i disse og lignende Gudsord? At der findes en ubegribelig Gud, der hersker og handler i alt, hvad der foregår, og i alle mennesker, efter sin uforanderlige plan fra før verden, sådan at der ikke kan ske noget, der ikke hører til denne plan. Håret på hovedet, spurven på taget, de unge ravne er alle genstand for Guds forsyn og bevarelse. Alt tænkeligt, der sker på jorden, hvad mennesker gør, om det er god eller ondt, er bestemt og fastlagt af Gud. Deraf følger det, at enden på det hele ikke kan blive andet end som han vil have det. Kunne mennesker eller Djævelen ændre på noget med deres gerninger, så ville Guds plan slå fejl; på denne måde ville han egentlig slet ikke være Gud, for der ville findes flere guder. Særligt omfatter Guds visdom alt, der tilhører hans rige og den enkelte, der er udvalgt af ham.

Men nu, da vi har fastslået dette ud fra Guds ord, skal vi ikke lukke Bibelen i, for det ville være begyndelsen på en skjult rationalisme. Nej, vi læser videre, og der finder vi blandt en mængde lignende sager følgende: ”Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve” (5 Mos 30, 19). ”Kast jeres overtrædelser bort, skab jer et nyt hjerte og en ny ånd! Hvorfor vil I dø, Israels hus?” (Ez 18, 31). ”Hvad et menneske sår, skal det også høste” (Gal 6,7). ”Jerusalem! … Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn … men I ville ikke.” (Luk 13,34). ”Det, som Gud vil, er, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.” (sådan oversættes det korrekt, 1 Tim 2,4). ”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.” (Åb 3,20). ”Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, så han bevarer livet.” (Ez 33,11). ”Herren lod al vor skyld ramme ham.” (Es 53,6). ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.” (Joh 1,29). ”vi har sat vort håb til den levende Gud, som er alle menneskers frelser, først og fremmest de troendes” (1 Tim 4,10). ”Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser.” (1 Joh 4,14). ”som gav sig selv som løsesum for alle” (1 Tim 2,6; Heb 2,9). ”han er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder.” (1 Joh 2,2).

Hvad står fast for barnetroen efter sådanne gudsord? At Gud vil se alle frelst, og at frelseren derfor er død for alle. Men også at mennesket har en fri vilje, sådan at det kan elske og hade, hvem og hvad det vil, at det kan give sig hen til både Gud og djævel, og at mennesket netop derfor er ansvarligt over for verdens dommer. Hvis mennesket ikke kunne det, ville det ikke være frit; og derfor heller ikke ansvarligt. At sige: Kristus er kun død for så og så mange synder, begået af så og så mange mennesker, indebærer, at man trækker Guds hellige og dybe hemmelighed ind på den menneskelige regnekunsts område. Vi bør lade det helt ude af betragtning, når vores lille fornuft siger: Hvis Kristus er død for alle, så må alle blive salige.

Men hvordan kan begge disse modsatrettede ting være sande, uden at det ene ophæver det andet? Jeg svarer: Det ved jeg ikke. Men jeg har heller ikke brug for at vide det; det er mig rigeligt, at min Gud og Fader ved det. Man kan tro på Gud! og når man gør det, så tror man, at alle ting er mulige for ham, også foreningen af den slags ting, der i vores arme dømmekrafts arena modsiger hinanden, selvom de ligger uendeligt højt over vores sfære.

Jeg ved ikke, om englene forstår sammenhængen mellem dem, men jeg ved, at det er tåbeligt, hvis vi tror, vi kan gøre det, og hvis vi prøver. Sådanne forsøg fører til det uheldige resultatet, at den ene sandhed skader eller endda dræber den anden. Det ildevarslende ved en sådan tilgang er klart. Den rene, ægte arminianer, fjendtlig mod calvinismen, vil ikke være i stand til at give al ære til Gud i den dybeste ydmyghed; han bliver nødt til at give det til sin vilje og præstation. Og den meget konsekvente højcalvinist, der er fjendtlig over for arminianismen, vil ikke føle sit ansvar over for de uomvendte, vil ikke beskæftige sig med hellige ting og missionsiver, fordi Gud nok skal drive dem; det er nok. For ikke længe siden døde en uomvendt calvinist i nærheden af mig, stille og ubekymret i forventning om, at Gud nok skulle omvende ham, hvis han havde valgt ham.

Derfor, hvad Gud har forenet, skal mennesket ikke adskille. Gør han det, rækker han rationalismen hånden, enten til højre eller til venstre, uden at vide det; hvorved han nok kan være et oprigtigt Guds barn, men som dog engang skal have brændt meget træ, hø og stub. At man indrømmer, at man tilhører en af de to adskilte lejre, er på ingen måde det afgørende, men det væsentlige er måden hvorpå hjertet og hovedet former de to tilsyneladende modstridende sandheder i hverdagen. Hvor herligt er dette vist af den calvinistiske Spurgeon4.

Forkynd ansvar for mennesker, som Skriften prædiker det. Man bør opfordre dem med kærlighedens alvor til at lade sig belære og gøre det klart, at en person kun forbliver uomvendt, fordi han ikke ønsker at blive undervist. De skal opfordres til at modtage den fuldendte frelse i Kristus nu, i bøn og tro, og dermed gøre Guds vilje uden at vente på noget. Man bør råbe til folket: ”Arbejd på jeres egen frelse med frygt og bæven!” Men når de har efterkommet Guds befaling og har kastet sig i Jesu arme, så skal man sige til dem: ”Det er Gud, der virker i dig, både til at ville og at gøre efter hans velbehag; giv ham derfor udelt ære.”

1Paul Petter Waldenström (1838-1917), svensk teolog og prædikant, medstifter af det svenske missionsforbund.

2Efter Jacob Arminius (1560-1609), der hævdede at frelsen tilbydes alle mennesker, men at mennesket er frit til at vælge frelsen fra.

3Efter Jean Calvin (1509-1564), der hævdede at Gud suverænt bestemmer menneskers frelse, som imidlertid kun gælder de udvalgte.

4 Charles H. Spurgeon (1834-1892) var samtidens store prædikant; engelsk baptist, der stadig kaldes ’Prædikanternes konge’

Kategorier
baptisthistorie

Julius Købner – Onckens superintendent i Danmark

Af Bent Hylleberg. Teksten er udgivet på tysk i E. Geldbach (et al): Religions-Freiheit. Festschrift zum 200. Geburtstag von Julius Köbner’, Wdl-Verlag Berlin 2006.

Salomon Købner forlod sit danske fædreland som 18-årig, mens han endnu var jøde. Han var født i 1806 i Odense. Selv om emigrantens interesse for den kristne tro var vakt ved afrejsen, havde han intet grundlæggende kendskab hverken til kristentro eller til den eneste tilladte konfession i Danmark, den evangelisk-lutherske. Han blev overbevist om Jesu Kristi guddom i Den reformerte Kirke i Lübeck og døbt i Den lutherske Kirke i Hamburg som 20-årig – forud for sit planlagte bryllup. Denne dåb var baggrunden for, at han kunne blive viet i Gamborg kirke på Fyn samme år med Julie von Schröter fra Mecklenborg. Det skete med kongebrev fra den danske regent – og nu hed brudgommen Julius Købner. De følgende år tilbragte de nygifte i Slesvig-Holsten, inden de flyttede til Hamburg, hvor de kom i forbindelse med baptismen og dens leder, J. G. Oncken. I 1836 blev Juliane og Julius Købner døbt som baptister af Oncken.

Denne artikel tegner et rids af Købners relationer til baptisterne i Danmark. Men først er det vigtigt at fastslå, at Købner intet kendskab havde til den gudelige vækkelse, der opstod i hans fødeland efter 1824. Og han havde heller intet kendskab til N. F. S. Grundtvig, der ganske vist aldrig tilsluttede sig vækkelsen, men havde mange sympatier for den. Den gudelige vækkelse havde to rødder. Den spirede kirkeligt set op af den pietistiske og herrnhutiske muld, hvor ægte fromhed overvintrede på trods af den herskende rationalisme i den danske kirke. Men den var samtidig en social bevægelse, hvor mange af dens fortalere kom ud af den frigørelse, som almuen oplevede efter stavnsbåndets ophævelse i 1788. Et særligt dansk træk fik den af Grundtvig. Han ville sætte skel mellem ægte kristendom og den rationalistiske udgave heraf, som havde præget dansk kirkeliv i flere årtier. Da han i 1824 tabte et af sine opgør med den lutherske kongekirke, nedlagde han sit embede som præst. Få år efter fik han af kongens nåde lov at holde ’aftensang’ i en københavnsk kirke. De senere københavnske baptister gik i kirke hos Grundtvig efter 1835 – uden at dele eller forstå hele hans særprægede teologiske univers. Men da Grundtvig igen i 1839 trådte ind i Statskirken, gik en del af hans menighed deres egen vej. Nogle af disse blev de første danske baptister. Deres leder var gravør Peter Chr. Mønster.

Efter 1830, da Mønster blev vakt på Sydvestsjælland, var han en central figur blandt de vakte, der kæmpede for frihed til at samles til opbyggelige møder. Myndighederne forsøgte at styre

de vakte efter en gammel bekendtgørelse fra 1745, der skulle regulere pietismens trospraksis. Men denne gang havde de vakte kendskab til de frihedselskende strømme fra både 1789 og 1830. Det gav dem mod og tro på frihed. De adskilte sig ydermere fra pietisterne ved et åbent kultursyn, der var præget af Grundtvigs horisont. Af samme grund var disse vaktes syn på menighedstugt også langt mere liberalt. Grundlaget for deres tro på Jesus Kristus var Guds universelle nåde, der skulle formidles ved en ægte forkyndelse af evangeliet og en ret brug af sakramenterne. I slutningen af 1830’rne spaltedes de vakte i to grupper, der nu forsvarede hvert sit kirkesyn. Grundtvigs tilhængere blev kaldt de ’kirke-troende’, idet Den Apostolske Trosbekendelse og embedet skulle være centrum for menighedens liv og virke. Den anden fraktion blev kaldt de ’bibel-troende’, fordi de ville bygge menigheder efter forbilledet fra Det Nye Testamente. Mønster hørte til blandt lederne i den sidste gruppe. Men han var skolet i den evangelisk-lutherske vækkelse med dens grundtvigske spiritualitet. Da Grundtvig i 1839 vendte tilbage til statskirken, blev mange vakte skuffede. Også Mønster. Han var nu parat til at se sig om efter andre muligheder. Men alt dette vidste Købner intet om – i Hamburg.

Købners indsats blandt danske baptister skal ses på denne baggrund, og den var helt igennem dirigeret af Oncken. Den falder i fire afsnit, hvoraf de tre første består i at løse ad hoc-opgaver, mens det fjerde afsnit former sig som et ophold af længere varighed. Her skal de beskrives ét efter ét, idet Købner havde forskellige opgaver at løse blandt danske baptister, når han blev dirigeret hertil af baptismens kirkeleder på kontinentet fra 1834 – patriarken J. G. Oncken.

1839 – Købner som fødselshjælper

I Hamburg havde tyske baptister sidst i 1830’rne naturligvis hørt om de vakte rundt omkring i Danmark. I maj 1839 sendte Oncken derfor Købner ’hjem’ til de vakte på Fyn. Da han her gjorde de vakte bekendt med sin dåbs-teologi, bad de ham rejse til København, hvor der omkring P. C. Mønster fandtes en kreds, der delte hans synspunkter. Mens Købner befandt sig i Danmark, modtog Oncken også fra New York besked om denne kreds fra den dansk-fødte generalsekretær i ’The American and Foreign Bible Society’, Charles Sommer. Købner mødte til sin overraskelse hos Mønsters kreds et baptistisk kirke- og skriftsyn. Han kunne kun lære denne hjemmefødte baptisme to nye ting. Det første var, at ’bestænkelse af spæde med vand’ ikke kunne regnes for en kristen dåb. I Mønsters kreds mente man, at nok burde barnedåben opgives, men en barnedåb, der havde fundet sted, måtte anses for en gyldig dåbshandling. Det andet, som Mønster lærte, var, at der uden for landets grænser fandtes store kirker, der levede uden brug af barnedåben. Mønster besluttede sig for at blive baptist. Derfor ankom Oncken og Købner i oktober 1839 til København, hvor Oncken stiftede ’Dåbsmenigheden i Danmark’, der bestod af 11 kristne, som Oncken døbte. Mønster blev indsat som forstander med ret til at prædike og forrette nadver. Hertil havde Købner altså været medarbejder – ja, fødselshjælper.

I de følgende år voksede baptismen. I 1845 var der stiftet fem menigheder. Mønster stod som baptismens leder, og som sådan måtte han gå i fængsel i fem omgange. Han tilbragte i alt næsten to år bag tremmer. Herfra kæmpede han videre. Han sendte et ’Forslag angående almindelig Religionsfrihed i Danmark’ til kongens rådgivende Stænderforsamling. Mønster blev banebryder i Danmark, idet ingen tidligere havde ønsket religionsfrihed for alle. Men forslaget blev afvist uden forhandling. I fængslet måtte Mønster også på kongens forlangende forfatte de danske baptisters første trosbekendelse. Ifølge Mønster kunne intet sættes ved siden af Skriften, hvorfor svaret blev en ’baptist’-kommentar til lutherdommens Augsburgske Bekendelse fra 1530. Her viste Mønster sig som en særdeles kompetent teolog. Han hævdede, at baptismen kunne følge den lutherske bekendelse overalt – bortset fra teologien om dåb og nadver (CA §9-10). Mens Mønster sad fængslet blev han også ruineret økonomisk, idet hans ejendom blev solgt på auktion, fordi han ikke kunne indfri de bøder, han blev idømt. Under Mønsters fængselsophold opstod der splittelse i den københavnske baptisme, hvor Oncken havde understøttet Mønster med løn som forstander siden 1840. Der var ingen evident leder, der kunne træde i Mønsters sted, men der var mange, der ønskede det. Skismaet drejede sig om menighedstugt, om forvaltning af den udenlandske baptismes midler og om teologiske og spirituelle forskellige synspunkter hos markante profiler. En ny menighed blev stiftet i 1845 med 12 medlemmer. Den modtog Onckens anerkendelse, mens resten af menigheden på over 300 medlemmer fastholdt kontinuiteten med Mønster som forstander. Splittelsen bredte sig hurtigt til de andre menigheder, hvis forstandere begyndte at modtage løn fra Hamburg. Den af Hamburg anerkendte menighed manglede en problemløser. – Oncken sendte Købner.

1847 – Købner som problemløser

De danske menigheder samledes nu til deres første konference på Sjælland i efteråret 1847. Den blev godt forberedt – i Hamburg. Efter, at alle menighedernes ledere var ankommet, lå mødet underdrejet i næsten en uge, fordi Købners ankomst trak ud. Da han kom, vedtog alle enstemmigt et teologisk notat ’bestående af 10 paragraffer, hvorom alle de forsamlede, 20 i tallet, var enige’. Det er aldrig lykkedes at finde dette dokument i Danmark. Konferencen blev snart kendt som ’Topmødet på Vest-Sjælland’. Efter at det fælles trosgrundlag var blevet fastlagt, blev der stemt om Mønsters forhold til den danske baptisme. Resultatet blev, at ’Mønster enstemmigt blev udelukket, idet han ikke kunne erkendes som broder’. På grund af københavner-menighedens størrelse befandt de fleste danske baptister sig stadigt i fællesskab med Mønster. Fra Vestsjælland rejste Købner til den næststørste menighed i Nordjylland, hvor han i Aalborg ordinerede menighedens forstander, O. N. Føltved. Denne overtog som ’missionær for Jylland’ herefter den løn fra Hamburg, som Mønster hidtil havde modtaget.

Men hermed var alle problemer ikke løst. Set fra Hamburg manglede de danske baptister en national leder. Oncken løste dette problem. Ingen af de danske ledere blev valgt, men en ny leder blev fundet via Onckens relationer til baptister i London. Oncken havde i Hamburg i 1842 lært danskeren A. P. Førster at kende. Fra Hamburg var han med anbefaling fra Oncken rejst til ’Strict Baptists’ i London. Her studerede han nu matematik og teologi. Efter 1845 havde Oncken både i London på Strict Baptists årskonference i 1846 og i Hamburg i august 1847 arbejdet for, at Førster skulle blive de danske baptisters nye leder, indsat fra Hamburg. Førster ankom i marts 1848 til København fra London via Hamburg. Her bosatte han sig med sin engelskfødte hustru med den opgave at virke som ’baptistmissionær i Danmark’. Hermed havde danske baptister fået en meget konservativ reformert landsleder, der skulle aflønnes af Strict Baptists i England, men samtidigt skulle han stå under hamburgernes lederskab.

Førster rejste meget rundt i hele landet – og det var ham, der på Onckens opdrag døbte de første svenske baptister ved Göteborg i september 1848. Førster rapporterede hvert kvartal skriftligt til de nævnte baptister i England om den danske mission. Året 1849 blev afgørende for danske baptister. Først, fordi Oncken midt under den dansk-tyske krig (1848-50) kaldte alle kontinentale baptister til Hamburg til den konference, der skabte Det tyske Forbund. Fra dansk side deltog tre repræsentanter fra to menigheder, Førster og Føltved samt Hans Peter Jensen, de to sidste fra Ålborg. Efter konferencen udgjorde alle danske baptistmenigheder nu den ene fjerdedel af Det tyske Forbund. Et dansk kirkesamfund var blevet til. Menighederne valgte Førster som ’ordnende broder’ i ’Den danske Forening’ og som sådan repræsenterede han menighederne ved Forbundets konferencer hvert 3. år. Dernæst skabte 1849 epoke, fordi Juni-grundloven blev vedtaget. Hermed var religionsfriheden indført i kongeriget. Enevælden blev afløst af folkestyret. Det mål, som Mønster kæmpede for fra fængslet, som toneangivende journalister forfægtede i den københavnske presse og som Grundtvig på mange fronter havde argumenteret for, blandt andet i Den grundlovgivende Forsamling, var nu nået. Landet burde nu ligge åbent for en veltilrettelagt mission med danske baptister som aktører – bakket op fra Hamburg. Men sådan gik det ikke. Der blev brug for Købner igen – til en tredobbelt opgave.

1852 – Købner som apologet

Først satte Sjællands lutherske biskop, der gjorde alt for at bekæmpe baptisterne, splid blandt de danske baptister. Han spillede på den nationale modsætning under krigen og skrev i den københavnske presse, at ’en hamburgsk Emissair drager rundt i stiftet for at udbrede den baptistiske lære’. Mønster, der ledede den største menighed i hovedstaden på mere end 400 medlemmer, svarede, at denne udsending ikke kunne være ham, da han ikke havde haft fællesskab med den tyske baptisme siden 1845. Den omtalte missionær var derimod A. P. Førster, der for et års tid siden var ankommet fra Hamburg for at udbrede ’en af Forstander-Skabet i Hamburg i Trykken udgivet Trosbekendelse’. Dette nægtede Førster, idet han søgte at miskreditere Mønster. Han henviste til et ’dokument af nogen længde’, som for et par år siden var forfattet i Hamburg af Oncken og Købner og derpå sat i omløb i Danmark med det formål at beskrive Mønsters sande karakter. Mønster bekræftede, at han havde kendskab til dette ’Skamskrift’, der langsomt var blevet kendt i de danske menigheder efter ’Topmødet på Vest-Sjælland’ i 1847. Oncken og Købner forsøgte at komme Førster til undsætning i Københavns største dagblad, hvor debatten rasede i næsten ét år (1849-50). Resultatet blev, at baptismen også i offentligheden fremstod som splittet, da den grundlovssikrede frihed efter ti år forelå.

Den anden grund til, at Købner måtte træde til med sit fysiske nærvær opstod, fordi alle de danske menigheder nu måtte i gang med at bekæmpe ’Jesu Kristi Kirke af De sidste Dages Hellige’. Sammen med Grundloven af 1849 ankom mormonerne til København. Byen var nøje udvalgt som det strategisk vigtigste sted i Skandinavien for deres mission, der begyndte med en målrettet indsats i landets baptistmenigheder. I København gik det værst ud over Mønsters menighed, der blev reduceret til næsten intet på få år. Resten af menigheden fortsatte dog igen efter 1858, men Mønster gav personligt op. Han endte sine dage i den lutherske kirke – igen. I København kæmpede Førster også bravt. Han udgav flere pjecer mod mormonerne.

For at forebygge, at resultatet i Ålborg skulle blive lige så lammende som i København, blev Købner sendt hertil. Han ankom i marts 1851 og samlede fuldt hus i byens største sal som kristentroens apologet. I Ålborg var Hans Peter Jensen konverteret og blevet døbt i oktober 1850 som den første mormon i Jylland. Han havde været blandt de første døbte i København 1839, han havde skabt en smedevirksomhed i Nordjylland med 100 ansatte, og han deltog som menighedens ansete leder på Forbundskonferencen i Hamburg i 1849. Det er ikke vanskeligt at forstå, at ca. 100 baptister konverterede sammen med ham i Ålborg, hvor han nu optrådte som mormon-menighedens forstander. Først med Købners ankomst i marts 1851 blev baptisternes strategi vendt fra forsvar til angreb. Da uvejret havde lagt sig, talte danske mormoner ca. 1000 medlemmer på to år, hvoraf ca. 150 ledere kom fra baptistmenighederne. Baptisterne talte ca. samme antal efter 10 års indsats. Og mormonernes målrettede strategi overgik langt baptisternes – de medbragte Mormons bog, en ny salmebog og en velskrevet traktat, alt sammen på dansk, der var det første sprog, som Mormons bog blev oversat til.

Den tredje indsats, som Købner ydede i Danmark, havde også sit centrum omkring Ålborg. Friheden var sikret, mormonstormen havde lagt sig, men aldrig så snart brød der en kamp løs i menigheden om den rette lære. Danske baptister, der havde rod i den gudelige vækkelse, var som sagt præget af luthersk teologi. Efter vedtagelse på Forbundskonferencen i 1849 skulle alle menigheder antage den hamburgske menigheds kompromis-bekendelse af 1847. Denne stod ’det tyske trekløver’ enigt bag, men det gavnede intet i Ålborg menighed. Inden Købner fra Hamburg havde fået oversat bekendelsen til dansk, forelå der i Ålborg i juni 1852 en dansk udgave af den tyske trosbekendelse, men den indeholdt en række rettelser, der sikrede et luthersk trosperspektiv. Bag denne stod velbegavede folk i Ålborg, hvor baptismen var opstået i 1840 i en luthersk kontekst uden indflydelse andetsteds fra. Bekendelsen var udtrykkeligt udgivet af menigheden. Købner blev forfærdet. Foruden de svækkede calvinske udsagn om udvælgelse og frelse havde ålborgenserne også beholdt en luthersk teologi om sakramenterne. I fire lange breve til menigheden tog Købner kraftigt til genmæle, idet han kritiserede både sprog og teologi. Han indrømmede, at ’der gives et forholdsvist meget lille antal såkaldte general-baptister, som nægter udvælgelsen ligesom I, men der gives dog ingen menighed blandt baptister i noget land, som har den lutherske lære om nadveren’. Han tilbød, at man i Hamburg ville refundere Ålborg-menigheden dens udgifter, hvis den standsede udbredelsen, hjemkaldte og destruerede de uddelte bekendelser. I modsat fald ville Føltved miste sin løn som missionær i Jylland, og menigheden skulle skille sig fra fællesskabet, hvis den ’ikke kan dele forbund og trosbekendelse’. Menigheden rettede ind – langsomt, men konsekvent.

Hamburgs problemer med den danske baptisme var langtfra løst. Det største af dem alle hed A. P. Førster. Han deltog i de 3-årige Forbundskonferencer, men modarbejdede af al kraft de mellemliggende danske konferencer. De blev derfor kun afholdt meget sporadisk og altid med en fraværende Førster. Han blev aldrig afholdt i de danske menigheder, hvor hans fremfærd i tjenesten skaffede ham øgenavnet ’Fyrsten’. Efter kolera-epidemien i København 1853, hvor han øvede en god indsats, førte han dobbelt husholdning, idet familien boede i en lejlighed i København, men samtidigt havde købt en gård i Jylland. Om sommeren lagde han sine missionsrejser til rette fra Jylland, om vinteren fra København. Trods mangel på samarbejde i de årlige konferencer talte medlemstallet ved 25-års-jubilæet i 1864 omkring 2.000 baptister. I menighedernes ’Missionsblad’, der udkom fra 1854, fik Førster kun sjældent spalteplads.

Med tiden blev det vanskeligt at nedtone kritikken mod Førster. Den rettede sig mod hans sociale position på grund af den løn, han fik fra de engelske Strict Baptists. Åbenbart var den stor nok til dobbelt husholdning – tilmed på en gård af ikke ringe størrelse. Snart rejste der sig også en teologisk kritik mod ham på grund af hans calvinske teologi. Men det blev på det moralske område, at kritikken ramte hans position. I foråret 1865 blev det fortalt Oncken og Købner, at Førster ’havde besvangret en pige, hvis forlovede var på Missionsskole i Hamburg’. ’Fyrsten’ var faldet. Førster emigrerede i 1867 med sin familie til USA, hvor han i 1870 døde – som læge! Nu skulle ’Den danske Forening’ bygges op forfra. Gode råd var dyre for Oncken.

1865 – Købner som kirkearkitekt

Fra Hamburg blev der handlet hurtigt. Oncken sammenkaldte i juli de danske menigheder til konference med en måneds varsel – midt i høsten samledes man endnu engang som i 1847 på Vest-Sjælland. Alle menigheder, bortset fra tre af de små, som Førster særligt havde plejet, var repræsenterede. Skønt Købner ikke havde gjort sig gældende i Danmark siden 1852, blev han valgt som konferencens formand. Oncken medbragte dagsordenen fra Hamburg. Striden mellem menighederne skulle bilægges, og fællesskabet skulle styrkes med en række kendte tiltag i de øvrige foreninger af Forbundet – og endelig skulle der efter forslag fra de delegerede tages beslutning om menighedernes forhold til Førster, der endnu boede på sin gård i Jylland. Det sidste punkt blev hurtigt afsluttet. Førster kunne aldrig genoptages i en dansk menighed.

Den største overraskelse for alle medbragte Oncken. Det angik den nye leder for Den danske Forening i Forbundet. Oncken meddelte, at menigheden i Hamburg havde kaldet Købner til Hamburg, men han ønskede fortsat at blive i Barmen. Og Oncken fortsatte: ’Skønt Købner er nødvendig både i Hamburg og Westphalen, så bringer jeg for mit vedkommende dog gerne Danmark dette store offer, nemlig at give ham til København, eftersom Hamburg kun er en stad, Westphalen en provins, men Danmark et helt kongerige, af hvilke jeg endnu håber at se herlige frugter’. Den tredje leder af danske baptister var udpeget – med tydeligt udtalt håb om at se de ’frugter’, som hidtil var udeblevet. Oncken tog straks efter konferencen til København, hvor menigheden med stor glæde tog imod Købner som dens forstander, lønnet fra Hamburg.

Striden mellem menighederne var mest udtalt i København. Mønsters menighed, der blev optaget i Forbundet i 1860, hvor Oncken var til stede for at ordinere dens forstander, modtog i 1865 – efter beslutning herom på den danske konference – Købners invitation til samarbejde. Den samlede menighed talte 170 medlemmer. Det næste københavnske projekt bestod i at bygge en kirke, der præsentabelt kunne sikre gode rammer om menighedens gudstjeneste. Med det formål for øje byggede Købner ’Kristuskapellet’ på en grund, som Førster havde købt for midler, der var indsamlet blandt Strict Baptists i England. Kirken blev indviet i 1867 og den skulle være et symbol for fællesskabet i Den danske Forening, hvilket legitimerede, at Købner i to omgange gennemførte missionsrejser – med tilhørende indsamlinger – over hele landet. Den københavnske menigheds medlemstal var ved Købners afrejse i 1879 fordoblet.

For Købner blev den største opgave ifølge konferencens dagsorden i 1865 opbygningen af Den danske Forening. På dette område kendte han sit håndværk. Det ypperste værktøj var den årlige konference, og det lykkedes at samle menighedernes repræsentanter til sådanne hvert år. Dette samtaleforum kunne bruges til forebyggelse af mange konflikter, til løsning af andre uoverensstemmelser samt til planlægning af fælles mission både nationalt og internationalt.

Købner blev hvert år valgt som formand. Til en identitet som kirkesamfund hørte endvidere fælles spiritualitet og teologisk helhedsforståelse. Den første udfordring kunne Købner løse på samme måde, som han havde gjort det i Tyskland – ved at samle og udgive danske baptisters første salmebog. Menighederne havde sunget efter flere forskellige, og deres fælles samlinger led under dette. Købner gik efter Kristuskirkens indvielse for alvor i gang, og nøjagtig 20 år efter hans tyske salmebog udkom, så ’Troens Stemme’ dagens lys i 1870. Den indeholdt over 700 salmer. Købner havde forfattet eller oversat mere end 100. Men også danske salmedigtere som Kingo, Brorson og Grundtvig hørte med. Salmebogen blev brugt flittigt gennem 46 år. På den måde satte Købner sit præg på baptismens spiritualitet en generation efter hans udrejse.

Købner havde flere problemer med at skabe fælles fodslag teologisk set blandt baptisterne. Efter 1847 var det ikke lykkedes Oncken og Købner fra Hamburg og ej heller Førster at give den reformerte teologi gennemslagskraft, så kritikerne rettede ind. Sidst i 1860’erne brød diskussionen igen op vedr. prædestinationen. Købner fastslog gentagne gange, at ’udvælgelsen er baptisternes lærdom’, men han ville i øvrigt ikke strides om dette, men sætte mission øverst på dagsordenen. Men i 1870 måtte konferencen tage stilling. En af de ældste, døbt i 1840 på Langeland, udgav et historisk skrift om danske baptisters splittelse vedr. forudbestemmelsen. Niels Hansen, der ville være fri som fuglen på den jyske hede, hvor han nu boede, kaldte sit skrift ’Hedelærkens sang om Forudbestemmelsen – Kalvinismens hemmelighed afsløret’. Det blev for meget for konferencen, der vedtog, at ’Den danske Forening ikke kunde vedblive at stå i forbindelse med den menighed, som beholdt Niels Hansen til dens forstander’. Købner markerede samtidigt, hvor vejen gik: ’Jeg skammer mig ikke ved at blive kaldt Kalvinist. Jeg højagter Kalvin, og Den reformerte Kirke har fra begyndelsen været bedre end Den lutherske Kirke. Vi baptister var enige med den i de fleste læresætninger’. Sådan måtte det være. Niels Hansen og andre med samme teologi løste problemet på den lette måde – de immigrerede.

På de årlige konferencer forsøgte Købner at indøve efterfølgelsens etik på mange områder. På det politiske område var alt betændt efter nederlaget til Tyskland. Danmarks grænse mod syd skulle efter 1866 trækkes midt i det gamle Jylland helt oppe ved Kongeåen. På spørgsmålet om, hvordan kristne skulle forholde sig til politik, svarede Købner på konferencen i 1868: ’En kristens politik er Guds rige. Nationalhadet er derimod fra Satan. Politiken ville vi overlade til grundtvigianerne, som indbilder sig at forstå sagen, og som synes at holde Gud for de danskes Gud’! Derimod stred krigstjeneste ikke imod Guds ord, idet øvrigheden var indsat af Gud. Det må være med den begrundelse, Købner i 1873 tilegnede sit største værk ’Sangen om Gud’, der var skrevet over flere år i lange københavnske nattetimer, til den tyske kejser og det tyske folk!

På konferencen i 1870 gjorde Købner status for sit virke i Danmark. Han var sendt herop af Oncken primært for at samle menighederne og uddanne prædikanter. Konferencerne, kirken i København og salmebogen havde hidtil taget hans tid. Næste mål skulle være missionsskolen. Svenske baptister havde indviet deres Betelseminarium i Stockholm i 1867. Turen kom nu til Danmark. Med økonomisk hjælp fra amerikanske baptister lykkedes det Købner at undervise prædikanter gennem to vintre i København. Men denne opgave lykkedes det ikke Købner at løfte. Det skete derimod med hjælp fra udvandrede danske baptister, der i professor N. P. Jensens skikkelse besøgte København i 1884. Herefter blev danske præster uddannet i USA.

I missionsarbejdet gav Købner menighedernes søndagsskoler en levende og anvendelig form. Hans metodik var så brugbar, at den dannede skole i årtier for søndagsskolearbejdet – ikke blot blandt baptister, men også for lutheranere og metodister. I København virkede Købner som mentor for dygtige medarbejdere, der stod klar til at overtage opgaverne, da han selv rejste til Barmen i 1879. Hans Larsen organiserede undervisningen for børn og unge i alle søndagsskoler landet over. Og Marius Larsen havde lært sig kunsten som menighedens nye forstander i København – så godt, at konferencerne år efter år også genvalgte ham som leder. På det sociale område fastholdt Købner den linie i afholdsarbejdet, som blev anlagt i 1842.

Under sit ophold i Danmark havde Købner bevaret sin titel af ’Missionær for Tyskland’. Da Altona-striden med Oncken om menighedernes selvstændighed i Forbundet blev bilagt ved en gensidig forsoning, begyndte Købner som 71-årig en rundrejse af et halvt års varighed til alle Forbundets menigheder for at opbygge fællesskabet mellem menighederne. Han efterlod sin nye hustru – Herrens gave, Dorthea – sammen med deres 3-årige datter i København. Ved sin hjemkomst havde Købner modtaget stor ’kærlighed og velvilje’ overalt – og Det tyske Forbund stod forenet. Men inden længe stod Købner selv alene. Dorthea døde af en leversygdom og snart efter forlod Købner sammen med deres datter Ruth København med Barmen som mål. Fra Danmark medbragte han også en del af Søren Kierkegaards forfatterskab. Købner var for øvrigt den første, der oversatte dele af den danske filosofs forfatterskab til det tyske sprog.

På dette tidspunkt havde danske baptister gennem flere år diskuteret, om de skulle tilhøre Det tyske Forbund eller danne en selvstændig dansk kirke. Kun veneration for Købner og hans dygtige indsats afholdt dem fra den sidste mulighed. Efter Købners bortrejse i 1879 ændrede Marius Larsen Foreningen til et Kirkesamfund. Selv om Købner tog alle økonomiske midler med sig fra Det tyske Forbund, da han rejste, lykkedes det i fællesskab Marius Larsen og den nævnte N. P. Jensen, ’ideologen efter Købner’, at rekonstruere såvel det økonomiske som det åndelige fundament for de danske baptister. En ny horisont tegnede sig langt borte mod vest.

Købners periode i Danmark var præget af en stor udvandring af mange hundrede baptister. Det begyndte tidligt. Allerede i 1856 blev den første danske baptistmenighed stiftet i USA. De rejste, fordi landet var fattigt og decimeret efter 1866, men også fordi de som baptister blev forhånet og chikaneret. Med tiden var der et dansk-talende baptistsamfund i USA på samme størrelse som det, der endnu virkede her i landet. Herfra kom hjælpen – med professor N. P. Jensen, der var opvokset på Sjælland, emigreret i 1868 og uddannet som prædikant i Chicago. Efter nogle år som baptistpræst blandt danske udvandrere i Amerika, blev han lærer og senere professor samme sted. Nu vendte han hjem og skabte nyt håb blandt fædrelandets baptister.

Afrunding

Købner-perioden (1865-1879) og de følgende ti år (1879-89) indtil danske baptisters 50-års jubilæum bragte kun beskeden fremgang. Kun syv nye menigheder så dagens lys, og antallet af medlemmer nåede ikke højere end 2.600. Der var flere årsager til den beskedne fremgang. Den gudelige vækkelse forblev indenfor Folkekirkens vide rammer. Den blev spaltet i to grene, den pietistiske Indre Mission og den kulturåbne grundtvigianisme, men alle, der brød med Folkekirken, blev ikke mindst af dennes præster fremstillet som et ikke-dansk sektfænomen. Hertil kom den nationale modsætning mellem Danmark efter det danske nederlag i 1866. Baptister var ikke blot sekterere, men de blev også som en del af Det tyske Forbund anklaget for manglende loyalitet mod konge og fædreland. Splittelsen i den danske baptisme gjorde også sit til stagnationen, men endnu værre var det, at baptister på grund af emigrationen blev regnet for en slags mormoner. Demografisk var baptismen et landfænomen, hvor man levede konservativt. Købner formåede ikke at vende udviklingen til fordel for bymission, selv om han var bevidst herom. De voksende byer med de mange socialister blev ikke udfordret af mission fra baptisterne. Men fornyelsen var på vej, hvilket ville glæde både Oncken og Købner. Og da kontakten til amerikanske baptister var etableret, udtrådte Den danske Forening af Det tyske Forbund i 1886.

Litteratur

Bent Hylleberg (1978): P. C. Mønster, Føltveds Forlag, Brande, 140 s. ISBN 87-7409-005-4

Bent Hylleberg (1984): Førsters Breve, Føltveds Forlag, Brande, 416 s. ISBN 87-7409-039-9

Bent Hylleberg og Bjarne Møller Jørgensen (1989): Et kirkesamfund bliver til. Danske baptisters historie gennem 150 år, Føltveds Forlag, København, 365 s. ISBN 87-7409-069-0

bh

Kategorier
Traktater

Julius Købner: Stat og kirke – forbundet eller adskilt?

I nærværende tekst fra Julius Købners hånd, der først nu foreligger i en dansk oversættelse af Bjarne Willer, fortsætter Købner tankerækken fra det vigtige 1848-manifest om den frie urkristendom. I Stat og kirke – forbundet eller adskilt? (Staat und Kirche – verbunden oder getrennt?) genfindes Købners dialektiske tankegang. Staten og kirken er ikke bare to forskellige dele af det menneskelige samfund eller Guds måde at regere verden på gennem to ‘regimenter’ som i lutherdommen, men principielt modsatte. Himlens og jordens rige er radikalt væsensforskellige. Begge har deres plads, men hvor den verdslige stat er baseret på magt, tvang og hierarki, må kirken modsat være baseret på frihed, kærlighed og lighed. Staten og kirken er uforenelige, selvom begge har en funktion i verden, men der kan ikke være noget forbund mellem de to. Kirken må være fri af statsmagten.

Kategorier
baptisthistorie Traktater

Julius Købner: Manifest til det tyske folk om den frie urkristendom (1848)

Forord og oversættelse fra tysk af Johannes Aakjær Steenbuch. Tak til Rasmus Vangshardt og Lena Mühlig for kommentarer.

Forord

Julius Købner, Manifest des freien Urchristenthums an das deutsche Volk (1848)

Trosfrihed – retten til at danne frie menigheder og til at kæmpe med åndens våben – var et hovedanliggende for den dansk-tyske baptistpioner Julius Købner. Købner havde længe kæmpet baptisternes sag imod statskirkernes tvangsreligion, men efter en række omvæltninger i flere europæiske lande var tiden i 1848 også politisk moden til at kræve indførslen af fuld trosfrihed.

Folketoget mod Christiansborg den 21. marts 1848 med dets krav om indførslen af demokratiske rettigheder i Danmark stod ikke alene, men var sammen med revolutionære begivenheder i Frankrig og Tyskland en del af en større bevægelse – den såkaldte Martsrevolution – der krævede indførslen af mere liberale principper og forfatninger. Det kommunistiske manifest blev udgivet samme år, men det var ikke kun Karl Marx, der blev inspireret til manifestskrivning. Også Julius Købner lod sig inspirere af begivenhederne.

Kategorier
Prædikener

Julius Købner: Prædikenmanuskripter

20170419094701429Nedenfor bringes en række prædikenmanuskripter af Julius Købner, formentlig fra hans tid i Kristuskirken. Manuskripterne er venligst udlånt af Købnerkirken.

Kategorier
baptisthistorie Teologi

Julius Köbner: Wasser aus dem Heilsbrunnen (1906)

Nedenfor bringes 25 prædikerne og taler holdt af Julius Købner i perioden 1863-1867. Teksterne findes i antologien Wasser aus dem Heilsbrunnen fra 1906. De kan hentes her enkeltvis som pdf.

Kategorier
Taler

"Er da Pharisæerismen uddød? Ingenlunde! den kan ikke døe, saa længe det menneskelige Hjerte er syndigt." Købner om farisæisme og dømmesyge (1875)

Julius Købner
Julius Købner

Hvad er farisæisme egentlig? Da danske baptister mødtes til konference i Oure i 1875 gav Julius Købner sit bud på, hvad der kendetegner “verdslig kristendom”, og sammen med pengegriskhed, var netop tendensen til dømmesyge blandt de største farer – ikke mindst for baptister:

“Vor Herre Jesus var sagtmodig og ydmyg af Hjertet. Han raabte ikke paa Gaderne; han sønderbrød ikke det knuste Rør, og udslukkede ikke den rygende Tande. Mod faldne, men bodfærdige Syndere viste han den største Sagtmodighed og Skaansomhed. Men dog talte han engang meget haardt, og det var til Pharisæer og Skriftkloge. Hvad var Pharisæerismen dengang, og vi svare, det var Verdslighed iført Fromheds Klædebon. Det var en Fromhed, som vilde være Noget, som vilde æres af Andre og beundre sig selv. Selvfølgelig maatte saadanne Fromme foragte de efter deres Mening mindre Fromme, og aandelig Hovmod var derfor Pharisæerismens sande Væsen. Naar Gud imodstaaer de Hoffærdige og kun giver de Ydmyge Naade, saa føler han dog meest Afsky for den Hovmod, som vil være ualmindelig from. Det mærke vi paa den Herre Jesus, ikke blot I hans Tale Matth. 23, og paa andre Steder, men ogsaa hans Bjergprædiken er stilet imod alt, hvad der var sagt og lært af Pharisæerne.

Er da Pharisæerismen uddød? Ingenlunde! den kan ikke døe, saa længe det menneskelige Hjerte er syndigt.

Mine Brødre! netop fordi vi ere Baptister, komme vi saa let ind i denne Daarskab. Idet vi troe at have den rette Lære, blive vi saare let strenge imod andre Christne, som ikke dele vore Anskuelser i alle Ting, og foragte dem. Gud er endnu lige stræng imod alt pharisæisk Væsen, som han altid har været. Lad os lægge Bind paa det, som Pharisæerismen halvt glemmer, gordi den har vigtigere Ting at varetage; lad os lægge Bind paa ægte Redelighed, Ydmyghed og Sagtmodighed, hvilke ere en sand Christens Prydelse. Lad os ikke med Missionsvirksomhedens Skin løbe fra Huus til Huus, for at høre om Andres Feil og Forseelser, ophidse Hjerter og fremme Uenighed. Lad os meget mere lægge os efter at faae saadanne Ting udryddede.

Det kan ikke nytte, at vi ere udtraadte af Kirken og have forenet os med Christi Menighed, dersom vi ikke derved faae mere Lighed med Jesus, blive sagtmodigere, ydmygere og Skaansommere. Pharisæerne dengang toge det urimeligt nøie med Potter og Kar; det var for dem en gruelig Forrydelse, at plukke nogle Ax og spise dem paa en Sabbath, for ikke at sulte. Man kan nu paa samme Maade have med Smaating at gjøre, med Flipper og Tørklæder, Væggeprydelser osv. Den pharisæiske Aand er streng og dømmende, derfor dømte den Jesus til Døden. En Christen bør være streng imod sig selv, men mild imod Andre. Det er sandt, at et Menneske bør rette sig efter Guds Ord, og der til bør man i Kjærlighed formane; men saasnart man vil, at Menneskene skulle rette sig efter os og vore Meninger, efter alt det, som vi i Svaghed bygge paa Guds Ord, idet vi misforstaae det, saa viser Pharisæerismen sig for os og vi blive verdslige, idet vi mene, at være særdeles aandelige. Jeg har stor Agtelse for den, som strengt og nøie retter sig efter sin egen Overbeviisning og Samvittighed; men Ingen har Ret til at fordre, at andre skulle rette sig derefter. De ere nødte til at rette sig efter deres Samvittighed.” (Købner 1875, s. 15f)

Se De danske Baptistmenigheders forenings-Konferents, holdt i Oure Menigheds Kapel den 19. og 20. Juni 1875 (Nakskov 1875).

Kategorier
Teologi Traktater

Julius Købner/R. Pengilly: Hvori bestaaer Daaben og Hvem skal døbes? (1839)

julius_kobner_-_hvori_bestaar_daaben_og_hvem_boer_doebes_1861Et vigtigt skrift for de første baptister i Danmark var Hvori bestaaer Daaben og Hvem skal døbes? Den lille traktat på tyve sider var forfattet af Julius Købner på baggrund af The Sctipture Guide to Baptism, en længere tekst af engelske R. Pengilly. Købners bearbejdelse beskrives i Et kirkesamfund bliver til (1989), på side 71:

“Skriftet var en bearbejdelse af R. Pengilly’s “Scripture Guide to Baptism”. Den sidste titel var velkendt blandt danske baptister, men sammenhængen med Købners skrift var næppe kendt. Således arbejdede både A.F. Mønster, Førster og Niels Nielsen mde at oversætte Pengilly’s skrift fra engelsk. Det lykkedes ikke for nogle af dem, men i 1861 udgav Niels Nielsen det ovenfornævnte Købnerskrift i trykt form.” (Et kirkesamfund bliver til 1989, p. 71)

Kategorier
Konferenceprotokoller

"Vil Du sætte Noget til ham? Nei, han har lidt for Dig; lad det være Dig nok!" De danske Baptistmenigheders Forenings-Konferents, holdt i den jetsmarkske Menighed den 30te Juni og 1ste og 2den Juli 1870

konf1870I 1870 mødtes repræsentanter for de danske baptistmenigheder til konference i Jetsmark. Det primære diskussionsemne på konferencen var spørgsmålet om rækkefølgen af genfødsel, tro og omvendelse: hvad kommer først? Men andre emner blev også vendt, herunder Niels Hansens bog Hedelærken om Udvælgelsen samt sjælesorg, bøn og profeti med mere.

Kategorier
Konferenceprotokoller

"Hvor stammer alt dette fra? Fra Gud. Men hvorfor? Det veed jeg ikke." De danske Baptist-Menigheders Forenings-Konferents, holdt i Oure Menigheds kapel den 1ste, 2den og 3die Juli 1869

De_danske_Baptist-Menigheders_Forenings-Konferents_holdt_i_Oure_Menigheds_kapel_den_1ste_2den_og_3die_Juli_1869I 1869 mødtes repræsentanter for de danske baptistmenigheder i Oure-menighedens kapel.

Menighedens forstander indledte med en tale om fællesskabets betydning ud fra ordene ”Det er ikke godt, at Mennesket er for sig alene.” (1 Mos 2,18). Som ved tidligere konferencer blev Købner valgt til at lede forhandlingerne og Niels Larsen og Søren Hansen til at nedskrive dem.

Mange vigtige teologiske spørgsmål, herunder udvælgelseslæren, blev diskuteret livligt. Konferenceprotokollen for 1869 har en særlig plads i dansk baptistteologihistorie, for det var især Købners udsagn heri, der året efter fik Niels Hansen til at udgive skriftet Hedelærken om Forudbestemmelsen eller Kalvinismens hemmelighed afsløret.