"Hvor stammer alt dette fra? Fra Gud. Men hvorfor? Det veed jeg ikke." De danske Baptist-Menigheders Forenings-Konferents, holdt i Oure Menigheds kapel den 1ste, 2den og 3die Juli 1869

De_danske_Baptist-Menigheders_Forenings-Konferents_holdt_i_Oure_Menigheds_kapel_den_1ste_2den_og_3die_Juli_1869I 1869 mødtes repræsentanter for de danske baptistmenigheder i Oure-menighedens kapel.

Menighedens forstander indledte med en tale om fællesskabets betydning ud fra ordene ”Det er ikke godt, at Mennesket er for sig alene.” (1 Mos 2,18). Som ved tidligere konferencer blev Købner valgt til at lede forhandlingerne og Niels Larsen og Søren Hansen til at nedskrive dem.

Mange vigtige teologiske spørgsmål, herunder udvælgelseslæren, blev diskuteret livligt. Konferenceprotokollen for 1869 har en særlig plads i dansk baptistteologihistorie, for det var især Købners udsagn heri, der året efter fik Niels Hansen til at udgive skriftet Hedelærken om Forudbestemmelsen eller Kalvinismens hemmelighed afsløret.

Må man grave kartofler op på sabbatten og hvad er den rette dåb?

Efter at have vendt menighedernes tilstand (p. 3ff), vækkelsesprædikanten M.A. Sommer (p. 5ff), mission, salmebogen og undervisning (p. 6ff) med mere, blev spørgsmålet om ”Sabbathens Helligholdelse” bragt på bane (p. 11ff).

Mens Chr. Nielsen mener, at ”det vel kunde tillades at grave Kartofler op om Søndagen” indskærper J.A. Petersen og Chr. Petersen, at ”vi under alle Omstændigheder [bør] helligholde Sabbathen.” (p. 11). Købner bemærker at ”Spørgsmaalet for en Christen bør være: Tør jeg holde Sabbath? og ikke: Er jeg tvungen til at holde den? Betragter en Christen det, som en Forret, at holde Sabbath, saa staaer det godt til med ham; men skal Budet være en Pidsk til at drive ham, saa har han det ikke godt.”

M. Olsen omtaler derpå to ægtefolk, der er døbt med ”Mormonernes Daab” og som ønsker at blive optaget i menigheden i Farre. Olsen mener at man må kunne gøre en undtagelse og tilføjer, at ”Desuden maa vi dog indrømme, at der ere flere Christne, end Baptisterne, og ikke mene, at Alle, som ikke høre til os, ere fortabte.”

Til Olsens bemærkning svarer Købner, at han aldrig har ment, at kun baptister er sande kristne: ”Jeg har aldrig troet dette, og haaber, at ei heller nogen af mine Brødre troer det. Der ere mange Guds Børn her i Landet, og allevegne paa Jorden som ikke ere Baptister” (p. 14). Købner bemærker dog, at troen kun er ”det Halve angaaende Daaben”:

”Den der skal døbes, maa ikke alene være omvendt, men maa ogsaa kjende det Samfund, som han slutter sig til ved Daaben. Han tør ikke slutte sig til et Gud fornægtende og ugudeligt Samfund ved nogen Daab, om denne end i Handlingen skulde ligne Christi Daab. Og gjør han det alligevel, saa er han derved ganske vist ikke døbt med Christi Daab.” (Købner 1869, p. 15)

Ryding og Niels Larsen bekræfter Købners synspunkt og tilføjer, at mormonerne ikke engang døber med den rigtige dåbsformular, og at de i øvrigt benægter Jesu guddommelighed (p. 15ff). M. Olsen bemærker, at man dog ”bør være overbærende med Saadanne, som maa betragtes som Christne og vogte sig for Lovens Trældom.” (p. 16). Til Struves bemærkning, at ”man fremfor Alt, maa lægge Vægt paa Troen”, bemærker Købner, at ”Troen gjør aldrig en forkeert Daabshandling til en virkelig Daab.” (p. 16).

Derpå spørger flere Købner, hvad der bliver af den lovede salmebog. Købner forklarer at den er på vej, men at det ikke er nemt at finde salmer af tilstrækkelig kvalitet: ”Mange have den Mening, at naar christelige Ord gaae paa Rim, saa er det en Psalme”, men der skal altså mere til (p. 17ff).

Åben kommunion?

Efter kort at have nævnt traktatsagen (p. 22ff) diskuteres spørgsmålet om åben kommunion. J. Sandberg stiller spørgsmålet, ”Kunne vi ikke lade Udøbte nyde Nadvere med os, naar vi holde dem for at være Guds Børn?” (p. 23). Købner svarer dertil:

”Førend et Menneske er døbt har det ingen Adgang til Nadvere. Vi udelukke jo Saadanne fra vor Menighed, og følgelig fra Nadveren, som igjen falde tilbage i den Vildfarelse, at Børn skulle bestænkes, og dog tør vi ikke derfor sige, at de ikke kunne være Guds Børn; men vi kunne ikke holde Nadvere med dem.” (p. 23)

Sandberg mener derimod ikke, at man kan nægte ”Guds Børn” adgang til nadveren uden derved også at benægte, at de er Guds børn. Købner bemærker, at ”Et Guds Barn kan falde saa dybt, at vi maa udelukke det. Vi udelukke endog undertiden Saadanne, som vi holde for Guds Børn.” (p. 23).

Ifølge protokollen var der nogenlunde enighed om, ”at Daaben gjorde os ikke til Guds Børn”, da ”Der ere mange Troende foruden os”, hvad dog ikke betyder nadverfællesskab. Købners tanke kan fornemmes bag konklusionen: ”Ikke vor Følelse har heri den afgjørende Stemme, men Ordenen i Guds Ord.” (p. 23).

Hvornår blev Kristi menighed indstiftet?

Efter at have valgt ordnende brødre og planlagt næste års konference (p. 23ff), bringer Købner nogle overvejelser om indstiftelsestidspunktet for Kristi menighed på banen (p. 24ff). Ifølge Købner er den almindelige opfattelse, at menigheden indstiftedes pinsedag, en ”feil Anskuelse”.

Kristi menighed, bemærker Købner, blev stiftet af Kristus selv, mens han forvaltede sit embede her på jorden. Grundloven for denne menighed findes i Matt 18,15-17. Et samfund som var indrettet efter den grundlov og som i øvrigt holdt nadver sammen må være en menighed, bemærker Købner (p. 24).

Helligåndens udgydelse gav rigtignok ”mere Kraft herovenfra”, men at Jesus med sine disciple før da ikke var en menighed kan man ikke betvivle, mener Købner. Først efter udelukkelsen af Judas indstiftede Jesus Ny Testamentes kærlighedsmåltid (p. 25). Deri ligger en pointe som er relevant for spørgsmålet om åben kommunion: ”Jeg troer, at det ikke er ufornødent at vide, naar Menigheden blev stiftet, og at Judas ikke var med ved Nadveren, som ikke holdtes, førend han var udelukket af Menigheden.” (p. 25).

Søren Hansen bekræfter Købners pointe, mens Schmidt undrer sig over, at det hos Lukas ser ud som, at Judas var med ved nadveren. Købner forklarer at Lukas i modsætning til de andre evangelister ikke beretter begivenhederne ”efter nogen Tidsfølge” (p. 26).

Konflikt om udvælgelseslæren

Udvælgelseslæren kommer derefter på tale på anledning af et spørgsmål fra menigheden i Farre. M. Olsen forklarer:

”Som Læren om Udvælgelsen er fremsat i Guds Ord, troe vi den; men saaledes som den er skildret af Flere, synes vi, at den staaer i Modstrid med Guds Ord. Det er vistnok den alvorligste Lære. Den har endog mange Steder bidraget til Adsplittelse mellem Guds Børn.” (M. Olsen 1869, p. 26)

På M. Olsens opfordring holdt forsamlingen derfor bøn før drøftelsen af udvælgelseslæren. I sin bøn gav M. Olsen ifølge Købner udtryk for den opfattelse, at der var to modstridende opfattelse ifølge hvilke Gud enten ”havde bestemmet nogle Mennesker til Salighed” på den ene side eller ”at han vilde frelse Mennesker paa Betingelser” på den anden (p. 26).

Købner mener dog ikke, at det nødvendigvis skal stilles sådan op:

”Den Lærdom, at Gud har udvalgt et vist Antal til Salighed, udelukker ikke Betingelserne, men forudsætter kun, at Gud vil sørge for, at disse virkelig opfyldes. Saliggjørelsen er aabenbaret for og aaben for alle Mennesker. Alle kunne blive salige, naar de omvende sig og troe. Det beroer altsaa paa deres Villie. Der er ingen Hindring, uden Menneskets egen Villie. Men vi, som troe Udvælgelsen, troe, at Gud ikke alene har ladet Adgangen til Salighed aaben for Alle, men at han tvinger Nogle med almægtig uimodstaaelig Kjærlighed til at opfylde Betingelserne ved at give Menneskene, imod deres egen villie, en ny Villie, som de aldrig have bedet om. Efterat dette er skeet, komme de, som have faaet den nye Villie, til Christo, og saa viser det sig, hvem Gud har udvalgt.” (Købner 1869, p. 27)

At nogle anser udvælgelseslæren for problematisk skyldes, ifølge Købner, at ”man er bange for at beskylde Gud for Partiskhed” og at ”Mennesket, som ikke kan fatte og begribe denne Lære, synes, at der sættes en Plet paa Guds Retfærdighed, og det taaler han ikke” (p. 27).

Købner fremfører derpå en lignelse om en mand hvis to ”uartige” børn dræber det ene af hans to ”gode” barn. I vrede slår faderen det andet af de to gode børn ihjel. Faderen testamenterer derpå alt til den ene af de onde sønner, nemlig den som altid har sagt: ”Det var ret, at min Fader slog min Bror ihjel i mit Sted.” (pp. 27-28).

I et langt stykke af mere personlig karakter bliver Købner mere poetisk:

”Jeg kan jo see, at der er en Udvælgelse, thi hvad er Udvælgelsen Andet, end at En vælger, hvad han vil, gjør, hvad han vil? I Guds Gjerninger finder jeg Alt forunderligt; men hvad skal jeg gjøre derved? Jeg maa lade det, som det er, og tro, at det er ret. Hvorfor er der Forskjel paa Dyr? Hvorfor har en Flue sex Been? Jeg havde sikkert skabt den med fire, fordi jeg synes, at det kunde være nok. Hvorfor ere vi ikke Dyr? Hvorfor behagede det Gud at gjøre mig til et Menneske? Hvorfor er jeg ikke født i Afrika, hvor Guds Ord ikke kjendes, og hvor Menneskene spise hverandre? Men om jeg end er født her, hvorfor da ikke paa et Sted, hvor Guds Ord ikke er bleven forkyndt? Hvordan kan det være, at jeg er født iblandt Jøderne og i Odense? Hvorfor gik den Jødedreng og spekulerede paa at elske Gud; medens hele Byen i sin aandelige Død tænkte paa noget Andet? Hvor stammer alt dette fra? Fra Gud. Men hvorfor? Det veed jeg ikke. Han gjør Alt, hvad han vil, hvad han har Behag i. Hvorfor omvendte han ikke hele Odense? Hvorfor mig? […] Det er saa Guds Valg. Han vil, vi skulle troe, at det er ret, som han gjør. Og naar vi nu kunne troe det, skjøndt det ofte forekommer os at være det Modsatte, saa er det ham, som har bragt os til at troe dette; det er ham, som har bragt mig til at tro Udvælgelsen, som jeg ligesaalidt kan forstaae som de kjære Brødre. Maaske jeg skal forstaae den i Himlen, jeg veed det ikke. Eet veed jeg: Vi skulle prise Gud for alle hans Gjerninger.” (Købner 1869, pp. 29-30)

Schmidt er ikke imponeret, men argumenterer ud fra en række skriftsteder for Guds upartiskhed:

”Jeg seer hen til Upartiskhed hos Gud. Naar Gud er anderledes mod Nogle, end han er mod Andre, saa synes jeg, at hans Væsen er imod en saadan dobbelt Stilling til Menneskene, især naar det angaaer Udvælgelse eller Fortabelse. Jeg kan ikke begribe denne dobbelte Stilling. Han dømmer, uden Persons Anseelse, og er barmhjertig, hvilket fremlyser deraf, at han vil ingen Synders Død; men at Synderen skal omvende sig og leve. Det hedder: Dersom Tyrus og Sidon havde seet de kraftige Gjerninger, som vare gjorde i Capernaum, havde de for længe siden omvendt sig i Sæk og Aske. Det hedder: Jeg udstrakte mine Hænder den ganske Dag til et ulydigt og gjenstridigt Folk. Disse og lignende Skriftsteder kan jeg ikke forstaae, naar Gud særlig har udvalgt Nogle; thi naar Gud veed, at Mennesket ikke kan komme til ham, saa er det uforstaaeligt, hvorfor han stiller Fordringer til dem. Med Hensyn til Udvælgelsen, da skal jeg pege paa nogle Steder, paa hvilke jeg grunder min Overbeviisning. Det hedder, at Gud har udvalgt os i Christo, før Verdens Grundvold blev lagt. Gud har udvalgt Eder i Aandens Helliggjørelse og Sandheds Tro. Jeg troer ogsaa, at de Udvalgte ikke kunne fortabes; men at de skulle bevares formedelst Guds Magt. Paulus siger: Vi vide Eders Udvælgelse. Alligevel tilføier han: Jeg frygter for, at vort Arbeide blive forgjæves. – Jeg gjør herved en Forskjel paa menneskelige Begreber og Guds.” (Schmidt 1869, p. 30)

Købner svarer dertil, at Gud ikke er ”partisk, fordi det synes saa” (pp. 30-31) og at vi må indrømme, at meget kan være anderledes uden for vores begreber end det forekommer os: ”Skal jeg ikke tro Andet, end hvad jeg kan begribe, saa kommer jeg ikke til at tro meget”, bemærker Købner, og tilføjer, at Kristi død ”for mig” også forekommer uretfærdig for mange, uden derfor at være det (p. 31).

På Købners spørgsmål om hvem de er, ”som Gud forud kjendte?” svarer M. Olsen, at ”Gud har forud kjendt dem, der vilde omvende sig og antage Sandheden, naar den blev forkyndt dem.” (M. Olsen, p. 31). Dertil indvender Købner, at:

”Efter Skriftens Lære er der Ingen, som vil elske Gud eller annamme Evangeliet. Mennesket er efter Skriften Guds Fjende af Natur, men at en Fjende skulde elske sin Fjende, det skeer ikke. Havde der af Naturen været gode Mennesker som onde, saa havde Gud forudseet de Gode som saadanne, saa var det Mennesket, der med sin gode Villie valgte. Men der ere ingen gode Mennesker, de ere alle onde. Forud har Gud altsaa blot seet, at Ingen vilde antage Christus; men han saae ogsaa, hvad han selv vilde gjøre for at forhindre, at Christus skulde være død heelt forgjæves. Det er, hvad Gud foretog sig at gjøre, som er Aarsag til, at jeg er det, jeg er.” (Købner 1869, p. 31)

Schmidt uddyber sit synspunkt:

”Jeg hvilede med mit Udsagn paa Guds Ord, idet jeg anførte, at Gud er upartisk, og har udvalgt os til Salighed i Christo Jesu. Med Hensyn til Udvælgelsen, skal jeg endnu anføre nogle nogle Skriftsteder, som vise, at Jesus er bestemmet til at være alle Menneskers Frelser. Det hedder: ”See det Guds Lam, som bærer Verdens Synd.” Christus kaldes Verdens Frelser. Der siges, at man bør vogte sig for Forargelse, hvorved den skrøbelige Broder kan fortabes, for hvis Skyld Christus er død. Det hedder: Som Alle dø i Adam, saa skulle Alle levendegjøres i Christo. Det Ene indeholder altsaa ligesaa Meget, som det Andet. Christi Lydighed strækker sig lige saa vidt, som Adams Ulydighed. Det hedder videre: Gud vil ikke, at Nogen skal forlades; men at Alle skulle komme til Omvendelse. Disse Skriftsteder, frygter jeg, vil komme i Strid med den i Dag fremsatte Udvælgelseslære.” (Schmidt 1869, pp. 31-32)

Til Schmidts brug af skriftsteder bemærker Købner, at ”Ikke Alle, som mene at bygge paa Guds Ord, gjøre det derfor. Guds Ord i sin Heelhed er kun virkelig Guds Ord.” (p. 32ff). Til Schmidts karakteristik af Købners position, ”at Gud udvalgt Nogle til Salighed, og bestemmet Andre til Fordømmelse” (dobbelt prædestination), svarer Købner, at ”Jeg troer, at Gud har udvalgt Nogle til Salighed, hvilke han ved sin Aands Virkning driver til at elske ham; men jeg troer ikke, at han har bestemmet Nogen til Fordømmelse.” (Købner 1869, p. 33).

M. Olsen afbryder Købner og bemærker, at ”Mennesket har en fri Villie. Naar det hører Evangeliet, saa staaer det Mennesket frit for at forkaste eller annamme Sandheden, hvilket det vil.” (M. Olsen 1869, p. 33). Købner indvender, at det rigtignok er muligt for mennesket at tro på Kristus, men problemet er, at vi ikke vil (p. 33). Til Schmidts indvending, at ”Lydigheden i Christus strækker sig ligesaavidt, som Ulydigheden i Adam” (p. 34), svarer Købner at troen jo er betingelse for delagtighed deri:

”Men Ingen ønsker at tro eller troer af sig selv. Hvordan skal jeg, som Guds Fjende, elske Gud! Og saa længe jeg ikke elsker ham, troer jeg ikke paa ham. Jeg kan, men jeg vil ikke. Gud giver os at ville og at udrette. Den gode Villie er fra ham, den onde er min egen, ham uvedkommende. Lidere end dette kan jeg ikke begribe noget i hele Sagen. Jeg kan prædike mig ihjel, uden at Menneskene derfor ville omvende sig, og troe paa Christus; men saa kan der komme en Tid, da Gud ved sin Aand virker paa dem, da han gjenføder dem. Jeg har ikke født mig selv, hvad mit Legeme angaaer. Det vilde være det Allerurimeligste, hvis jeg troede dette. Gud har ikke spurgt mig, om jeg vilde fødes; saaledes har han eiheller spurgt mig, om jeg vilde gjenfødes. Eller spurgte han mig, saa svarede jeg Nei!” (Købner 1869, p. 34)

M. Olsen har vist fået nok. I hvert fald mener han ikke, at der kommer noget ud af at diskutere sagen (p. 34). Købner, der minder om, at M. Olsen selv har bragt sagen på banen, er dog ikke sådan til at stoppe. Sagen er at udvælgelseslæren er vedtaget som del af baptisternes trosbekendelse:

”Udvælgelsen er Baptisternes Lærdom. At være Lærer blandt Baptisterne og saa træde op mod Baptisternes Tro, finder jeg ikke at være ret og billigt. For Ens eget Vedkommende kan man have en Mening, som andre ikke have; men man bør ikke træde op og gjøre Tilhængere for sin sag.” (Købner 1869, pp. 34-35)

Bliver helliggørelsen ligegyldig?

M. Olsen leder diskussionen ind på spørgsmålet om helliggørelsen, da han med reference til en artikel i Evangelisten mener, at udvælgelseslæren leder til ligegyldighed overfor menneskets egen indsats (p. 35).

Da Paulus kaldte sig selv den største synder talte han om sin uomvendte tilstand, mener Olsen, og tilføjer, at ”Naar vi ere retfærdiggjorte ved Troen paa Jesus, saa maae vi ogsaa have faaet Naade til at føre et helligt Levnet.” (p. 35).

Købner kalder det en ”skrækkelig Beskyldning”, at han ”ikke holde stærkt paa Helliggjørelsen” (p. 35) og understreger, at enhver, som ikke tror og helliggøres, fortabes (p. 36). Men at ”jeg i Dag omfavner Jesus og elsker ham i Gjerning” er ikke en betingelse, men et bevis for, ”at Gud i sin evige Raadslutning har gjort mig til sit Barn.” (p. 36).

Niels Larsen indvender med Købner, at den omtalte artikel i Evangelisten ikke lærer, at helliggørelsen ingen betydning har, men tværtimod understreger, at ”Hvo, som med Overlæggelse kan forberede en Overtrædelse, han er endnu et sandt Barn af den gamle Slange.” (p. 36). Artiklens pointe var kun, at kristne, der falder i synd, kan søge Herren paany.

Chr. Nielsen og J. A. Petersen mener også, at M. Olsen fremstiller Købners position fejlagtigt (pp. 36-37). M. Olsen fremhæver, at det egentlige problem ved Købners position er den opfattelse, ”at Igjenfødte ikke kunne fortabes”. At være udvalgt og genfødt er to forskellige ting, mener Olsen. Dertil svarer Købner:

”Hvad Udvælgelsen og Igjenfødelsen angaaer, saa er det vel sandt, at de ere to Ting, men de staae i den nøieste Forbindelse med hinanden. Udvælgelsen er skeet før Verdens Grundvold blev lagt, og er altsaa ikke endnu Igjenfødelse; men Igjenfødelse, som først kan finde Sted med et Menneske efter dets Tilblivelse, er ligesaavel som Udvælgelsen noget, der skeer uden os, ved Guds Kraft, og som skeer ifølge Udvælgelsen.” (Købner 1869, p. 37)

Det er rigtigt nok, at både unge og gamle kan falde fra, men hvis en frafalden aldrig kommer til oprejsning er det fordi han aldrig har været genfødt, mener Købner (pp. 37-38), som understreger, at vi ingen endelige beviser har for vores genfødsel (p. 38).

M. Olsen giver Købner ret i den sidste pointe, men beklager sig over, at konferencen tidligere har forkastet Niels Hansens skrift ”Om Frafald fra Naaden” (1867), som ifølge Olsen ”indeholdt herlige Formaninger til Guds Børn, om at befæste deres Kald og Udvælgelse” (p. 38).

Adspurgt af Chr. Petersen svarer M. Olsen ja til, at en udvalgt ikke kan fortabes (Gud udvælger netop dem, der holder ud), men nej til, at en genfødt kan (en genfødt kan altså fortabes, hvis vedkommende ikke holder ud, og derved udvælges vedkommende ikke), da han mener, at en retfærdig kan vælge at falde fra (pp. 38-39).

Begribelighedslære?

Købner bemærker, at ”De kjære Brødre, som staae paa Begribelighedens Side, skulle tænke lidt mere paa, hvad der dog alt er ubegribeligt” (p. 39). At Gud har handlet som han har begriber vi ikke: ”Her staaer vor Forstand stille, og vi maa tilstaa, at vi Intet kunne begribe.” (p. 39).

Schmidt bedrøves ifølge protokollen over at være blevet fremstillet som ”Begribelighedslærer” og appelerer til forsamlingen (p. 39), mens M. Olsen ikke mener, ”at Guds Ord er imod Fornuften; derfor maa man ogsaa med sin Fornuft begribe Guds Ords Lærdomme” (p. 39).

Søren Hansen gør det klart, at Olsens position må være ”Begribelighedslære”, men at han ikke selv mener, at kunne begribe alle ”Guds Ords Lærdomme”. Købner bemærker dog, at ”Man kan være en Begribelighedslærer og være en god Christen” (p. 39). Det får M. Olsen til at beklage sine udtalelser om, at udvælgelseslæren fører til ligegyldighed overfor helliggørelsen (pp. 39-40).

M. Olsen og Købner slutter fred, men Købner tilføjer dog nogle ord om hans syn på helliggørelsen. Det vigtigste er ikke at formane til helligørelse, at prøve sig selv og at stride imod synden, men at opflamme til tro på og kærlighed til Jesus ved at vise, hvor stor og uforanderlig hans nåde er (p. 40). Så vil helliggørelsen følge deraf, mener Købner.

Til L. Jacobsens spørgsmål om Paulus’ beskrivelse af sig selv som den største synder angik hans uomvendte eller omvendte tilstand svarer Købner, at ”Den Kundskab, man har om sig selv, retter sig efter det Liv og Lys, man har fundet i Naaden, og den Kjærlighed, man har til Jesus” (p. 40), og tilføjer:

”det kan blive så lyst, at man kan see Støvgran dandse op og ned i Solens Straaler. Saaledes er det med en Christen. Jo mere han oplyses af Naadens og Kjærlighedens Lys, jo større Synder er han i sine egne Øine, det vil sige, jo tydeligere seer han selv Sandkorn paa Gulvet og Støvgran i Luften i sit Hjerte og Levnet. Saaledes gik det Paulus. At han var en saa stor Synder, see vi ikke, derfor ønske vi at være som han; men han saae sig selv saaledes, thi han saae ind i sit Hjerte og kjendte sig selv. Det var netop et Beviis paa, at han klyngede sig op til sin Frelser, og hvilede ved hans Bryst.” (Købner 1869, pp. 40-41)

Den rette enfoldighed og synden til døden

Dernæst diskuteres en sag fra menigheden i Vandløse, hvor en ”Mand” mener at besidde profetiske evner, vistnok i særlig kraft af sin enfoldighed (p. 44ff).

Købner bemærker at vi kun har profeterne og apostlenes ord at læne os op ad, og at ”vort Ord er Intet imod Guds Ord i deres Mund. Vort Ord er kun en Fortolkning af deres Ord og intet Andet; og fordi vi kun ere Fortolkere, maae vi studere Guds Ord, og lade os belære af dem, som have mere Kundskab end vi.” (p. 45). Til den selvudnævnte profets kritik af forslaget om bedre sang, indendørs dåb og oprettelsen af missionskoler (p. 44) svarer Købner:

”Det er den allerskrækkeligste Ting at fremsætte Noget som Eenfoldighed, der netop er det Modsatte af virkelig Eenfoldighed. Den virkelige Eenfoldighed betager i, saaledes at være indtaget af vor Herre Jesus, at alle andre Ting synes ringe og ubetydelige. En saadan Eenfoldig er allerlængst fra at give sig af med Smaaligheder og Ting, som den Ene har en anden Mening om end den Anden. Den Eenfoldige lader Enhver i mange Ting handle efter sin Overbeviisning. Men at opkaste sig til Dommer over Alt, rette og mønstre og anke snart over det, snart over hiint, det er at tilintetgjøre den hellige, dyrebare Eenfoldighed; thi over al den Reformation faaer man jo ikke Tid til at glæde sig ved Jesus i Fred. Hiin Færd er ikke Andet end Selvkjærlighed og Hovmod under Eenfoldighedens Maske.” (Købner 1869, p. 45)

En Dahlgreen spørger derpå hvad, der skal forstås ved ”synd til døden” i 1 Joh 5,16. Købner forklarer, at det er en synd forskellig fra synden mod Helligånden. Synden mod Helligånden består i, at et menneske, som farisæerne, ”sætter sig op imod Guds Aands klare Lys”. Der er dem, for hvem det kunne blive så klart, som om Kristus stillede sig foran dem og sagde ”Vil du høre mig til?” og er svaret ”nej”, så ”kommer Guds Aand, imod hvem de syndede, aldrig mere til Saadanne”, mener Købner. Synden til døden er derimod når frafaldne kristne sætter sig op ”imod Sandheden og bespotte Christus og hans Lære” (p. 46).

Sidst diskuteres på Ekmans foranledning hvad, der skal forstås ved 1 Pet 2,8 om dem som ”støde an, idet de ikke troe Ordet, hvortil de og vare bestemte” (p. 46ff). Ekman kan ikke finde ud af om de var bestemte til at tro ordet eller om de var bestemte til ikke at tro ordet (p. 47). Købner svarer at de var bestemt til begge dele: ”De vare, som Alle, bestemte til at troe; men da de ikke vilde, saa bleve de forkastede, og altsaa bestemte til ikke at troe” (p. 47).

Købner afslutter konferencen med en opfordring til at takke Gud for at have bevaret kærlighedens bånd.

På konferencen diskuteredes i øvrigt kort medlemsbeviser (p. 18, et brev fra Melkjær (p. 18ff), ansøgning til ministeriet om anerkendelse (p. 19ff), missionssagen (p. 19ff), tilstanden i Odense (p. 21ff) og to ærinder fra menigheden i Aalborg om den forkastede trosbekendelse fra 1852 og en P. Sørensens forhold til Lammer’s frimenighed (p. 22), kinamissionen (p. 41ff), forbundskonferencen (p. 42), en skrivelse til danske baptister i Amerika (p. 42ff) og hvorvidt ikke-medllemer må være til stede ved menighedsforsamlinger (p. 43), ”Den danske Evangelist” (p. 43ff) samt bogsalg (p. 44).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *