Af Johannes Aakjær Steenbuch
Bølgerne går højt, når dåben diskuteres i den danske folkekirke. Groft sagt er der to fløje – dem, der mener, at mennesker bliver Guds børn i dåben på den ene side, og dem, der mener, at det i dåben forkyndes, at mennesker allerede er Guds børn på den anden.
Dem, der mener, at mennesker bliver Guds børn i dåben, peger ofte på den traditionelle forståelse af arvesynden, som en syndighed eller tendens til synd, som vi fødes med, og som vi skal frigøres fra eller renses for i dåben, der i denne teologi giver den døbte del i Jesu offergerning.
Baptister er ofte blevet skudt i skoene, at man benægter arvesyndslæren, når man hævder, at børn ikke behøver at blive døbt, for at blive frelst. Det kan måske være rigtigt i nogle aktuelle tilfælde, men ellers har baptister historisk understreget menneskets syndighed stærkt. Mere rigtigt er det derfor nok at sige, som man har gjort, at Gud har et “forspring” i barnets liv.
Er det sådan, at folkekirkens præster nærmer sig et baptistisk dåbssyn? Det kan man tro ud fra den standende debat om dåben. Hen hvad er så et ’klassisk’ baptistisk dåbssyn?
Et væsentligt stridspunkt i debatten om dåben er, hvad sker der egentlig i dåben? Bliver den døbte Guds barn – eller for at sige det mere teologisk, finder retfærdiggørelsen af den døbte sted i dåben?
Forståelsen af retfærdiggørelse var et kerneelement i reformationen. Ifølge traditionel protestantisk teologi er retfærdiggørelse – i modsætning til i middelalderens teologi – alene et spørgsmål om, hvordan Gud ser på mennesket.
Retfærdiggørelse betyder groft sagt, at Gud ser med milde øjne på mennesket, trods dets synd og uretfærdighed. At blive retfærdiggjort vil ikke sige, at vi bliver bedre mennesker, men at vi bliver erklæret retfærdige – på trods.
Den lutherske teologi er kendt for sin stærke vægtlægning på ”retfærdiggørelse ved tro”. Det kan forstås sådan, at det alene er troen, der gør, at Gud ser positivt på mennesket – ikke troen forstået som en præstation, men som en passiv, tillidsfuld modtagelse af Guds egen retfærdighed.
Hvis jeg har forstået det rigtigt (og her må de lutherske rette mig, hvis jeg tager fejl) er tanken så, at barnet i dåben netop modtager retfærdiggørelsen i en passiv, tillidsfuld tro. Selvom Jesu død og opstandelse er kilden til menneskets retfærdiggørelse, er det altså ifølge det lutherske dåbssyn i dåben, at det enkelte menneske effektivt erklæres retfærdigt.
Baptister har historisk været uenige i det lutherske syn på retfærdiggørelsen såvel som dåben. I den del af klassisk baptistteologi, som blev udfoldet af såkaldte partikularbaptister i 1600-tallets England, er det alene Jesu død på korset, der effektivt retfærdiggør det enkelte menneske. Arvesynden er en realitet, men Jesu død betyder netop, at vi sættes fri.
Mere skal der ikke til – heller ikke tro, for det er Jesu trofasthed, der retfærdiggør os, ikke vores egen tro, forklarede en lægteolog og baptist som Samuel Richardson (død c. 1646). Vores egen tro opstår, når vi bliver klar over, at vi allerede er erklæret retfærdige på grund af Jesu trofasthed mod os, trods vores synd.
Problemet med det lutherske dåbssyn fra det perspektiv er, at det ikke tillægger korset tilstrækkelig kraft.
Ofte tilføjede baptister, at hvis mennesket retfærdiggøres – erklæres retfærdigt på trods – alene ved Jesu død på korset, så må Guds plan være en forudgribelse af retfærdiggørelsen. Gud har altid villet frelse os med sin død og opstandelse, hvorfor mennesket på en måde altid har været retfærdiggjort på trods af sin synd (jf. den sublapsariske lære om retfærdiggørelse fra evighed af hos bl.a. John Gill).
Gud har med andre ord altid set mildt på mennesket, trods dets synd og uretfærdighed. Det er denne teologi, der kommer til udtryk i dåbssynet. For hvis vi erklæres retfærdige på trods, allerede før dåben, ja længe før vi overhovedet er til, kan det jo ikke være dåben, der ændrer Guds syn på os.
Det afgørende er så, kunne man tilføje, hvordan vi ser på Gud. Og det er netop det, der viser sig i dåben. Dåben er en forkyndelse og bekendelse af, at vi allerede er døde med Jesus på korset. Dåben fortæller os, at vi er Guds børn, så vi nu kan se på Gud med de milde øjne, som han altid har set på os med.
Det betyder ikke, at der intet sker i dåben. Den aktive kraft, der virker i dåben, er Helligånden, som er det redskab Gud bruger til at overbevise mennesker om, at evangeliet er sandt og også gælder dem. I dåben udruster Gud derfor også den døbte til tjeneste.
På mange måder forekommer det dåbssyn at være det udbredte blandt folkekirkens præster – dog måske med det skabelsesteologiske tvist, at mennesker i dag ofte anses for at være Guds børn alene i kraft af skabelsen. Også her minder de gamle baptister os om, at det dog er korset, der gør forskellen.
