Julius Købner/R. Pengilly: Hvori bestaaer Daaben og Hvem skal døbes? (1839)

julius_kobner_-_hvori_bestaar_daaben_og_hvem_boer_doebes_1861Et vigtigt skrift for de første baptister i Danmark var Hvori bestaaer Daaben og Hvem skal døbes? Den lille traktat på tyve sider var forfattet af Julius Købner på baggrund af The Sctipture Guide to Baptism, en længere tekst af engelske R. Pengilly. Købners bearbejdelse beskrives i Et kirkesamfund bliver til (1989), på side 71:

“Skriftet var en bearbejdelse af R. Pengilly’s “Scripture Guide to Baptism”. Den sidste titel var velkendt blandt danske baptister, men sammenhængen med Købners skrift var næppe kendt. Således arbejdede både A.F. Mønster, Førster og Niels Nielsen mde at oversætte Pengilly’s skrift fra engelsk. Det lykkedes ikke for nogle af dem, men i 1861 udgav Niels Nielsen det ovenfornævnte Købnerskrift i trykt form.” (Et kirkesamfund bliver til  1989, p. 71)

I Historien om Julius Købner fortæller historiker Anders Damgaard om hvordan Købners bearbejdelse af Pengillys tekst blev til:

“Straks efter hjemkomst fra sin første rejse til Danmark begynder han at oversætte et engelsk skrift af R. Pengilly. Dette skrift kan med rette siges at have historisk betydning. Skriftet har overskriften “Hvori bestaar Daaben og hvem skal døbes?” og henvender sig direkte til den lille menighed i København og andre vakte, som Købner har talt med under sin første rejse til fædrelandet. Julius lader skriftet litografere og sende til Danmark. Det lille skrift læses flittigt og er formentlig med til at sammentømre menigheden i København og give dem en fælles forståelse for deres tro.” (Anders Damgaard, “Historien om Julius Købner” (2007), kap. IV)

julius_kobner_-_hvori_bestaar_daaben_og_hvem_boer_doebes_manuskript
Udsnit af Julius Købners litografi af “Hvori bestaar Daaben og hvem skal døbes?”

Anders Damgaard beretter videre hvordan P.E. Ryding skrev til Købner og fortalte om sin læseoplevelse med skriftet:

“En taknemmelig læser af Julius’ skrift og medlem af menigheden i København, kattuntrykker Peter Emil Ryding, skriver til ham og fortæller, at han, da han fik dette skrift i hænde, gik ud på kirkegården og satte sig under et træ for at læse skriftet. Under læsningen af teksten brast han i gråd og lagde de enkelte tekstsider udbredt på jorden “til skue for Herrens ansigt og bad om vejledning.” Købners ord havde magt.” (Anders Damgaard, “Historien om Julius Købner” (2007), kap. IV)

Pengillys tekst

Pengillys behandling har en syllogistisk form, for så vidt han fremlægger klare observationer og citater fra “learned and candid of all denominations”, herunder Calvin, Doddridge, Towerson, Shaw, Henry, for til sidst at konkludere med en “inference”. Hans tekst har et klart trinitarisk omdrejningspunkt. I Jesu dåb er alle tre guddommelige personer til stede på en gang, og menneskers dåb er netop en dåb ind i den treenige Guds navn.

Selvom Pengilly konsekvent omtaler dåben som et “ordinance” synes der at være et element af sakramental dåbsforståelse, da han bemærker, at dåben kommer oven i discipeloplæringen som et “second work … whereto is annexed the promise of … salvation” (p. 26). Dog bliver det hurtigt klart, at det ikke er dåben, der bortvasker synd, og frelser, men at dåben blot betegner syndsforladelsen i Kristus, der alene frelser (p. 34; p. 45; p. 64). Barnedåben har sin oprindelse i den fejlagtige opfattelse, skriver Pengilly, at dåben er nødvendig for frelsen (p. 68).

Pengillys egentlige gennemsyrende præmis er en individualisme, der kan spores i de fleste af hans argumenter (se især p. 57f). Det forudsættes nærmest, at der ikke findes nogen stedfortrædende tro, hellighed, dåb eller bekendelse. Ud fra den præmis behandler Pengillys tekst to primære aspekter af dåben, nemlig spørgsmålet om dens form på den ene side og spørgsmålet om hvem, der kan og skal døbes på den anden. Hvad formen angår er det klart, at da dåben først og fremmest er en bekendelse og et symbol på Kristi død og opstandelse, må den foregå ved fuld neddykkelse. Kun bekendende kristne kan døbes.

Pengillys tilgang er klart reformert-monergistisk – dåben er et svar på kaldelse: Ingen var, skriver Pengilly, “encouraged to hope for Christian baptism, but such as gave evidence of being called effectually by grace ; and none were, IN fact, baptized, but such as ” gladly received the word” (p. 29). Pengilly nægter ethvert slægtskab med reformationstidens “enthusiasts” (sværmere). Fra side 83 beskriver Pengilly dog de grupper, der historisk har praktiseret bekendelsesdåb ved neddykkelse, herunder valdenserne og mennoniterne, hvoraf sidstnævnte omtales som “Baptists”.

Købners tekst

Pengillys todelte behandling af dåbsspørgsmålet går igen i Købners tekst, hvad jo også er klart fra titlen. Trods ligheder er der dog ikke tale om en en-til-en gengivelse af Pengillys argumenter. De mange citater fra engelske teologer er udeladt til fordel for referencer til luthersk teologi og diskussioner af Confessio Augustana. Købners tekst er klart rettet mod en dansk-tysk sammenhæng.

Teologien er også klart købnersk. Den troende kristen står “iblandt en Menneskehob,” der trods kristennavnet består af hedninger, som tilstår, “at de ikke troe paa Forsoneren som deres Gud og Herre”, men “paa det egne gode og dydige Hjerter”, etc. (p. 1). Modsætningen mellem menneskelig og guddommelig retfærdighed, menneskelig fornuft og Guds vilje, er klart optrukket.

En del af Købners tekst parafraserer citater anvendt af Pengilly, men uden reference, fx “De Græske, der bedst maa forstaae hvad Betydning det græske Ord baptizô har, de Græske, neddøbe endnu den dag” (Købner, p. 6), som givetvis er en parafrase af et citat fra M. Robinsons The History of Baptism, der lyder “The native Greeks must understand their own language better than foreigners, and they have always understood the word baptism to signify dipping;” (Pengilly, p. 72).

En grundpræmis er som hos Pengilly den positivistiske, at kirkens praksisser så vidt muligt må tage udgangspunkt i, hvad der eksplicit beskrives og befales i Det Nye Testamente, og ikke fx i, hvad der kan tillades, fordi det ikke eksplicit forbydes, eller fordi det synes i overensstemmelse med bestemte spekulative, systematisk-teologiske grundprincipper. Da dåb i Det  Nye Testamente altid er neddykkelsesdåb af bekendende mennesker, bør dåb også være sådan i dag.

Hvori består dåben?

Købner indleder med et længere citat fra Luthers lille bønnebog (1522), hvoraf det fremgår, at dåb/taufe også på tysk (og dansk) betyder fuld neddykkelse i vand (p. 5). Luther skriver blandt andet, at “Vi maa da see hen paa tre Ting i det hellige Testamente, paa: Tegnet, Betydningen og Troen.” (p. 5). Den lille katekismus citeres også. Pointen er, at dåben i sin form skal ligne Jesu død og opstandelse. Dåb betyder simpelthen neddykkelse, og bestænkelse er derfor, ifølge Købner, ikke dåb. Så meget har de ortodokse da forstået.

“De der bekjende sig til den christelige Religion i Asien, i Afrika og den tredie Deel af dem i Europa, nemlig de i Grækenland, Bosnien, Serbien, Bulgarien, Vallachiet, Moldau og Rusland have endnu ikke afskaffet Daaben, som de have gjort, der endnu staae eller fordum stode under Pavens Herredømme. Desforuden gives der i Amerika 7000 christelige, apostoliske Menigheder, i England 2 til 3000 og i Tydskland, Frankrig, Schweiz, Danmark og Sverrig en betydelig Deel Menigheder der i Henseende til Daaben ikke vige fra Guds Ord.” (p. 6)

Købner citerer derpå en række skriftsteder, der skal vise, at dåben i Det Nye Testamente foregik ved fuld neddykkelse, herunder beretningen om Jesu dåb i Matt 3,16 samt ApG 8,36-39 og Joh 3,23.

Et argument som jeg ikke mener at have fundet hos Pengilly er det, at dåben ifølge Jesu befaling i Matt 28,19 består af tre elementer, nemlig at dåb skal foretages 1) ved neddykning i 2) vand, i 3) i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Hvis bestænkelsesdåbens forsvarere ikke vil acceptere en dåb, der ikke opfylder punkt 2 og 3, bør de heller ikke acceptere en dåb, der ikke opfylder punkt 1 (p. 8).

“Hvis man nu døbte et Menneske ned i Vandet, men udelod Ordene “i Navnet Faderens o.s.v.”, hvad var da dette? En Daab vistnok, men ikke vor Herres Jesu Christii Daab, ikke den Handling, som han har befalet. Ligesaalidt er det den befalede Handling, naar Ordene udtales, men Daaben selv ikke foretages.” (p. 8)

Det afgørende er, skriver Købner, at dåben ikke er en menneskelig opfindelse. Var den “nok saa skjøn at see til og behagelig at udføre” var og blev den “altid kun en tom Ceremoni, et Menneskepaafund”, hvis den ikke er “Herrens Handling” (p. 8). Historien om syreren Naaman i 2 Kong 5,9-14 omtales som eksempel.

“Havde Naaman døbt sig hundrede Gange i Floderne Abana og Pharphar, eller havde han ladet sig komme lidt Vand fra Jordanen for at overøse sig dermed, var han aldrig blevet reen. Gud viger aldrig fra sin Villie, men vi maa give slip paa vor hvad Fornuften og den fine Smag end sige dertil [(sml. Pengilly p. 86)]. Derfor ligesom ti Tusende Overøselser med Vand aldrig blive nogen Daab, ligesaalidt kunne det gavne et Menneskedet allerringeste.” (p. 9)

At sige at et andet ritual ligesåvel kunne træde istedet for dåben er at sige, skriver Købner, at det er lige meget om der overhovedet foretages nogen dåbshandling eller ej (p. 9).

“Hvad om Jøderne havde brugt deres kødelige Fornuft, som mange troende Christne endnu desværre bruge deres til at værne om Luftcasteller, der ere byggede af Træ, Hø og Straa i hensvundne Aarhundreder, i hvilke man troede de kraftige Vildfarelser, som Guds Vrede sendte — hvad om Jøderne havde tænkt: Omskjærelsen er en farlig Operation, det kommer eiheller an paa, om den just forrettes paa det Lem af Legemet, der omtales i Guds Anordning, naar kun Barnet høitidelig saares, naar der kun flyder Blod af Barnets Legeme.” (p. 10)

Når protestanter kritiserer paven for at nægte de troende den hellige kalk, kunne paven med fuld ret hævde, at protestanterne ifølge deres egne kriterier nægter de troende den rette dåb (p. 10). Købner forklarer derpå med et temmelig platonsk ræssonement, hvorfor Gud har indstiftet dåben:

“Gud gav det sandselige Væsen, der saalænge det er her, er bundet til sandselige Begreber, noget Synligt, Føleligt, der saalænge Livet varer skulde minde om den store Overgang fra Døden til Livet, om Haabet, at vorde frelst fra den velfortjente evige Død alene ved Christi Død, om det store Løvte, at ville overgive det gamle Menneske til Døden, og leve i et nyt Liv, som et Menneske, der er opstanden fra de Døde, der vil leve i og ved den opstandne Seirherres, Jesu Christi Kraft, og ene til hans Ære.” (pp. 10-11)

Alt det betegner dåben, jf. Rom 6,3-5 og Kol 2,12. I dåben, skriver Købner, “begraves Mennesket i et Element, hvori det ikke kan leve og aande, som et Liig i Jordens Skjød, og ved atter at drages op opstaaer det, som Christus opstod ved Faderens Magt, som de Døde opstode og droges ud af Graven ved Christi Ord, og som de aandelige Døde opstaae ved Jesum Christum, vor Herre.” (p. 11).

Købner understreger igen, at “Den christne Kirke har ingen Ret til at byde og forandre”, og at det  “liig enhver enkelt Christen” er “dens Pligt at lade sig undervise af den hellige Skrift og at adlyde som et lidet Barn.” (p. 12). Til den indvending, at den der er døbt med Helligånden ikke behøver at døbes med bekendelsesdåb, men kan nøjes med sin barnedåb, svarer Købner:

“Er Du blevet troende, har Herren døbt Dig i den Helligaand, saaledes igjenfødt Dig til Livet i Gud og aftvættet al Din Synd i Gjenfødelsens Bad, saa er Du vel retfærdiggjort ved Din Tro paa Christum, men den Tro, Du nu har faaet, kan ikke forvandle hiin Ceremoni, der foretoges med Dig i Din Barndom, til en Daab, kan ikke gjøre Dig til et i Vandet døbt Menneske.” (p. 12)

Troens første frugter bør tværtimod, skriver Købner, være “fordomsfri, barnlig Lydighed mod Christi Befaling; dertil er Du netop bleven døbt i den Helligaand.” Købner diskuterer derpå ApG 16,13. Der er ifølge Købner intet belæg for den opfattelse, at stokmesteren blev bestænket snarere end døbt.

Hvem bør døbes?

Købner går nu videre til at diskutere hvem, der kan døbes. Johannes Døberen såvel som apostlene fordrede ifølge Købner “efter guddommelig Befaling, Synds-Erkjendelse og Tro paa Frelsen i Christo for at kunne døbe.” (Det fremgår ikke klart om Købner er enig med Gill i, at Johannes’ dåb og apostlenes dåb var den samme trods ApG 19,4). Købner citerer derpå en række passager fra Matthæus og ApG (pp. 13-14).

Til den påstand, at børn har tro eller annammer troen ved dåben, svarer Købner, at der intet sted i skriften hævdes, at troen kommer af dåben. Troen kommer derimod af det, der høres (jf. Rom 10,17): “Altsaa maa et Menneske, for at kunne Troe, have hørt Lov og Evangelium forkynde, og forstaaet det han hørte.” (p. 14). Det er rigtigt, at det er Gud, der frembringer troen, og at han derfor også kan frembringe den i spædbørn. Men deraf kan vi ikke udlede, at han faktisk gør det, skriver Købner.

“Hvad Gud kan gjøre, hvorvidt hans Almagt naaer, det hverken kunne eller skulle vi undersøge. Vi have kun at spørge: Hvad gjør han? Frembringer han Troen i et spædt Barn? — Skriften svarer: Men hvorledes skal de troe paa den, om hvilke de ikke have hørt? Rom. 10, 14. Nævnes der nu ikke i Skriften en anden Maade, hvorpaa et Menneske kan komme til Troen? Herpaa maa med Bestemthed svares Nei. — Nu vel, saa er Spørgsmaalet om et spædt Barn troer, jo afgjort.” (pp. 14-15)

Købner citerer derpå Confessio Augustanas artikel V og XIII, angående prædikenembedet og sakramenterne, hvoraf det fremgår, at dåb og nadver fordrer troen og “bruges ret, naar man annammer dem i Troen, og styrker Troen derved.” Deraf udleder Købner, at “Daaben kun bruges ret, naaer, et Menneske troer, og at den skal tjene til at styrke hans Tro.” (p. 15).

Den anden “store Fordring” til den, der vil døbes, er “Troens høitidelige Bekjendelse, og en troende Sjels hjertelige Begjering. Overalt i Skriften fordres Daaben af det troende Menneske; den er noget han skal ville, ønske og forlange.” (p. 15). Dem, der er døbte, har aktivt iført sig Kristus (jf. Gal 3,27), hvormed, der med menes “en vitterlig, offentlig Handling fra det døbte Menneskes Side.” (p. 16).

Dåben er, jf. 1 Pet 3,21, menneskets pagt med Gud, ikke omvendt. Igen er den kødelige fornuft skurken: “Men hiin Fornuft har vendt Guds Ord om, for at faae det til at passe paa sin Barnedaab, og gjort Daaben til Guds Pagt med Mennesket. Den har tænkt, det er ligemeget hvad Vri man gaaer, naar kun Maalet naaes. Den har begyndt med at døbe, derefter forsøgt at lære.” (p. 16). Men netop derfor har man været nødt til at opfinde konfirmationen. Resultatet er den fejlagtige opfattelse, at det afhænger af det efter dåben frafaldne menneske at vende tilbage til dåbspagten (altså, problemet er, at man anklager nogen for at have forladt en pagt, de aldrig har været i):

“Endelig lader man forkynde, at den arme, ufrie, villiesløse Skabning, der ved Haarene er trukken ind i Kirken, er falden ud af sin Pagt, har forladt denne. En uretfærdigere Beskyldning kan der vel neppe gives. Alligevel søger man ved den at gjøre Indtryk og tilføier derpaa en Trøst, en Opmuntring, der er bygget paa en Usandhed. “Pagten”, hedder det, “som Gud indgik med Dig i Daaben, staaer fast paa hans Side; derfor vend tilbage!” Staaer der da nogetsteds i Skriften, at Daaben er Guds Pagt med et troende eller med et sig selv ubevist Menneske? Fordrer Gud ikke Daaben af Mennesket, som dets høitidelige Pagt, naar han først har oprettet sin Pagt med dette, naar han har “givet sine Love i dets Sind og indskrevet dem i dets Hjerte” (Jer. 31, 33. Hebr. 8, 10; 10, 16), hvilket skeer ved Igjenfødelsens og Syndstilgivelsens almægtige Gudsgjerning? En anden Pagt fra Guds Side under den nye Huusholdning, kjender Skrivten ikke.” (pp. 16-17)

Købner diskuterer derpå den kendte episode, hvor Jesus siger “lad de små børn komme til mig”, der ofte anvendes som belæg for barnedåb: “Bragte hine Forældre, om hvilke der tales i Evangelierne, deres Børn i den Hensigt til Christo, at han skulde døbe dem eller lade dem døbe af Disciplene? — Nei. — Døbte Christus disse Børn, eller befalede han Disciplene at døbe dem? Nei. — Tillades det da paa intet Sted i Guds Ord at lade de to store Betingelser: Tro og Bekjendelse falde bort? — Nei.” (p. 17).

Når det hedder sig, at “Guds rige hører sådanne til” er pointen, at kun dem, der i deres egne øjne er så små som børn overfor Gud, har adgang til Guds rige (p. 17f) – og det vil altså for Købner givetvis betyde dem, der ved, at de ikke kan bygge deres retfærdighed på sig selv, men kun på Kristus.

Købner diskuterer derpå den udbredte påstand i reformert teologi, at spædbarnsdåben svarer til omskærelsen som et pagtstegn. Men da det det nye Israel ikke består af kødelige slægter, men af “enkelte Mennesker ud af alle Folkeslag, som ere komne til Borgerret i Guds Rige ved Omvendelse og Tro”, kan spædbarnsdåben ikke være et pagtstegn (p. 18). I den nye pagt er det “Hjertets Omskjærelse i Aanden”, der svarer til den gamle omskærelse (p. 19).

At apostlene døbte hele husholdninger, kan heller ikke anvendes som argument for barnedåben, da der i beretningerne i ApG intet nævnes om, hvorvidt der var spædbørn i disse husholdninger (p. 19). Paulus prædikede for alle stokmesterens husfolk, der glædede sig og troede (ApG 16,32), hvorfor der ikke kan have været spædbørn iblandt dem (p. 19).

Som senere P. Olsen lader Købner det stå uafklaret, hvad der skal forstås ved “fødsel af vand” i Joh 3,5: “Ingen kan med Vished bestemme”, hvad det betyder, og “langt mindre er det tilladt, at udlægge dette saaledes, at det bliver en Modsigelse imod Skrivtens klare Vidnesbyrd.” (p. 20, sml. P. Olsen 1907, p. 8f). Jf. Tit 3,5 er det ikke dåben, men den åndelige genfødsel, der er “et Bad, fordi den renser os fra al Brøde i Jesu Blod.”

At en vantro mand, ifølge Paulus i 1 Kor 7,12-14, helliges i kraft af sin troende hustru, og at deres fælles afkom derfor også er hellige, er heller ikke et argument for barnedåb (p. 20). Pointen er blot, at den vantro mand og barnet er helligt, og det vil sige rent, ifølge “jødiske Begreber”. Hvis børnene var døbte var der derimod slet ingen grund til at behandle spørgsmålet, for så ville de jo være hellige i kraft af tro og genfødsel, og ikke i kraft af den troende forælder (p. 20f). Købner citerer Luther for den opfattelse, at troen “ikke lider Skade ved at være hos Ikke-Christne, og at det er ligemeget, om det den omgaaes med er herligt eller ikke; ja endog Døden, det Allerskrækkeligste, er en hellig, salig Ting for en Christen.” Den kristne kan derfor ifølge Luther godt “avle og opdrage ikke-christne Børn” (p. 21). Hvis “Børn ikke ville antage Evangeliet, skal man derfor ikke forlade eller forstøde dem, men pleie og forsørge dem ligesaa godt som de allerbedste Christne, og befale deres Tro Gud i Vold”, skriver Luther. Købner er enig, og konkluderer med vanlig pathos:

“Barnedaaben er Menneske-Viisdoms Foster født af Præster, der vilde være klogere end Hrren, og søge deres egen Nytte. Derfor har den havt saa skrækkelige, ødelæggende Følger. Vi see os om og blive med smertefuld Forbandelse overalt christne Folkeslag, christne Byer vaer, der bestaaer af vantro Hedninge, iblandt hvilke der hist og her findes enkelte troende Christne, bliver vaer, at Verden staaer midt inde i den christne Kirke, at alle Zions Mure ere nedbrudte, saa Guds Fjender ere trængte ind og have erobret det christne Navn, ja den christne Lærestol, saa Christendommen er bleven til et Kjætteri i den christne Kirke! Dette er Barnedaabens Værk. Den er det, der har slængt Alverdens uomvendte Hedninger ind i Kirken. Mine Brødre og Søstre i Herren! det er paa den høieste Tid at vi begynde paany at randsage Skriften og at vorde lydige, som Han var lydig, der han sagde: “Saaledes bør det os at fuldkomme al Retfærdighed (Matth. 3, 15.)” (p. 23)

Download (pdf)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *