Stridsord imod Baptismen: Birkedal og Viborg vs. Rymker (1851)

rymkerSankt Hans dag, den 24. juni 1851, talte sognepræsterne Vilhelm Birkedal og K.F. Viborg for en forsamling af baptister i Stige på Fyn. Birkedal og Viborg kritiserede begge baptisternes dåbssyn og forsvarede et luthersk.

Kritikken blev besvaret den efterfølgende tirsdag, d. 27. juni, af baptistprædikant og missionær Frederik L. Rymker (1819-1884).

Alle tre taler blev efterfølgende trykt i Johannes Milos Officin i Odense.

Vilhelm Birkedals kritik

Vilhelm Birkedal tager i sin tale fat i fortællingen fra 2 Kong 5 om den spedalske syriske hærfører Naaman, der af profeten Elisa beordres til at dyppe sig syv gange i Jordan for at blive helbredt, men kun går med på den, efter en del overtalelse.

”O, mine Venner! kunne I ikke i denne Fortælling see et Billede af, hvad Herren kræver af os, for at frelse os, og tillige af, hvorledes det naturlige Menneskes Hovmod vrager og sætter sig op imod Herrens Fordring og kræver Hjælp af Gud efter sine egne Tanker, istedetfor at bøie sig for Hans Tanker med os”? (Birkedal 1851, p. 3)

birkedalMen mennesker foretrækker at blive salige på trods af deres synd eller i kraft af deres gode gerninger, men ikke i kraft af troen, bemærker Birkedal. Og hvis de endelig tror, foretrækker de den ”døde Tro” (Birkedal 1851, p. 4). Det er imidlertid ikke mennesker, der skal ”bestemme Vilkaarene for Saligheden”, men det er netop hvad baptisterne vil, ifølge Birkedal (Birkedal 1851, p. 5). Baptisterne har, ifølge Birkedal, som Naaman erkendt deres spedalskhed, men vil, som ham, ikke acceptere vilkårene for helbredelsen.

Birkedal fremdrager derefter en række skriftsteder (Joh 3,3-5, Tit 3,5 og 1 Pet 3,20-21), som skal vise at genfødslen sker i dåben – altså i modsætning til den almindelige opfattelse blandt baptister, at genfødslen går forud for dåben, gerne efter store sjælelige rørelser. Denne opfattelse skyldes hovmod, mener Birkedal. Lovens hammer falder nok med stor styrke og ståhej, men til genfødslen er ”lidt Vand og et lille Ord” nok (Birkedal 1851, p. 8).

Birkedal skitserer derefter mod baptisterne et temmelig højkirkeligt kirkesyn. Baptisterne har ligesom Jeroboam i 1 Kong 12 dannet deres eget ”selvvalgte Samfund” udenfor ”det Rige, som er den hellige, almindelige Kirke paa Jorden” (Birkedal 1851, p. 11). Baptisterne tror heller ikke på en treenig Gud, mener Birkedal (om han her forveksler baptisterne med mormoner, eller om det fx er Magnus Eriksson, der har givet Birkedal denne idé, er ikke klart) (Birkedal 1851, p. 12). Og fordi baptisterne har skilt sig fra den ene sande kirke, er deres dåb heller ikke gyldig (Birkedal 1851, p. 13).

Baptisternes problem er i det hele taget, ifølge Birkedal, at de har erstattet tro og åndelighed med en bogstavelig bibellæsning og derved ”forladt det Levende, for at gaae til det Døde” (Birkedal 1851, p. 14).

Download (pdf)

K.F. Viborgs kritik

K.F. Viborg er i udgangspunktet mere moderat i sine anklager, men kritiserer også baptisterne for udvendighed og overfladisk bogstavtroskab:

”Vel veed jeg, at I er kristne; vel veed jeg, at I have annammet den hellige Daab; og jeg tror, at I Alle kende den Trosbekendelse, til hvilken I ere døbte; men hvad jeg ikke veed, er Dette, om I have Evangeliet som en død Kundskab, eller om I have det i troende Hjærte som en Guds Kraft til Salighed.” (Viborg 1851, p. 3)

viborgBaptisternes problem er, ifølge Viborg, at de ikke vil nøjes med enfoldig tro, men vil begribe Guds nådegave (denne såkaldte ”begribelighedslære” kunne baptister også anklage hinanden for at dyrke, se fx Niels Hansens Hedelærken, etc.).

Også Viborg fremfører et højkirkeligt kirkesyn. Hvis man accepterer trosbekendelsen til den hellige almindelige kirke, må man også tro, ”at den Helligaand er Den, der opfylder og vejleder Kirken saavelsom den Enkelte til al Sandhed” (Viborg 1851, p. 4). Da barnedåben er en del af kirkens tradition må den også være gyldig, ”thi ellers var Kirken hverken hellig eller almindelig”, fordi helligånden i så fald havde ladet ”et falsk Sakrament, Genfødelsens Sakrament, bestaa i snart to Aartusinder” (Viborg 1851, p. 4). De kristnes ”Moder” er den hellige, almindelige kirke, og så må vi lytte til den som et barn lytter til sin mor, erklærer Viborg.

Viborg behandler derefter Jesu ord i Mark 10,13-16 (”Lad de små børn komme til mig”, osv.). Da vi ikke kan bære vores børn til Gud med bøn eller opdragelse må vi gøre det i barnedåben (Viborg 1851, p. 5-7). Når Jesus siger, at dem som ikke tager imod Guds rige som et lille barn slet ikke kommer ind i det, sigter han ifølge Viborg til barnedåben (Viborg 1851, p. 7). I dåben genfødes mennesker, og da genfødslen er forudsætningen for adgang til Guds rige, må der af Jesu ord til disciplene om ikke at formene små børn adgang til hans velsignelse følge, at vi skal døbe børn. Når man omvendt ikke vil døbe børn formener man dem adgang til Guds rige, skriver Viborg (Viborg 1861, p. 10).

Jo længere baptisterne venter med at lade deres børn døbe, ”desto mere uhindret vil Verden og Kødet voxe i dem, desto kraftigere ville den kødelige Sjæls ”Lemmer,” som vi just skulle døde, blive i dem” (Viborg 1851, p. 11). Hvis børnene ikke må døbes før de bliver voksne bliver, ”da bliver deres Omvendelse uendelig mange Gange sværere”, da det ifølge Viborg er uendeligt meget sværere for et voksent menneske at tro (Viborg 1851, p. 11). Men når vi nu med barnedåben kan lette barnets adgang til himlen, bør vi også gøre det, bemærker Viborg (Viborg 1851, p. 12).

Mod baptisterne indvender Viborg også, at det ikke er korrekt, at børn ikke kan tro (Viborg 1851, p. 13). Ligesom det gælder alle andre evner er børn ifølge Viborg født med evnen til at tro, selvom troen ikke er noget iboende, men en nådegave. Det er rigtig nok at troen kommer af hørelsen (jf. Paulus), men det gælder altså kun hvad angår forkyndelsen for voksne, mener Viborg (Viborg 1851, p. 15). Børn af kristne forældre hører derimod ”med til Kirken ifølge Herrens Kaldelse ved Fødselen” og er derfor også fra fødslen påvirket af helligånden (Viborg 1851, p. 15).

Download (pdf)

Frederik L. Rymkers svar

Frederik Rymker beretter at have været til stede under Birkedals og Viborgs oplæg, og ugen efter gav han sig til at gendrive deres angreb på baptisterne samt forsvare baptisternes dåbssyn.

rymkerMens lutheranerne mener at troen og det evige liv skabes ved spædbarnsdåb med overøselse af vand, bør ifølge baptisterne kun troende døbes, og det med fuld neddykkelse. Dåben er ikke adgangen til det evige liv, men til menigheden. Den døbte bliver ved ”Daaben indlemmet i det christne Samfund til fuld Nydelse af alle dets Goder, men ogsaa lige pligtige til at bære hvad Byrder der maa være.” (Rymker 1851, p. 5).

Mod Birkedals brug af historien om syreren Naaman bemærker Rymker det besynderlige i at gå tilbage til Det Gamle Testamente for at finde skriftsteder som kan ”gjendrive efter hans Mening en falsk Lære om en af det Nye Testamentes Anordninger eller som kaldet Sacramente.” (Rymker 1851, p. 6). Det burde være mere oplagt at begynde med at vise hvad Kristus kræver ud fra eksempler fra Det Nye Testamente. Når Birkedal ikke gør dette skyldes det, at Det Nye Testamente ingen steder eksplicit befaler barnedåben.

Naamans spedalskhed er rigtig nok et udmærket billede på synden, der kun kan helbredes ved herrens hjælp. Men skal vi antage Naamans helbredelse i Jordan som billede på dåben, fungerer det hverken til at forsvare at børn bør døbes, at bestænkelse er lig med dåb, eller at børn modtager troen ved dåben. Godt nok vægrede Naaman sig først ved at bade i Jordan, men han var jo kommet til profeten Elisa i første omgang, fordi han netop havde en tro på, at profeten faktisk kunne hjælpe (Rymker 1851, p. 10). Naaman var ikke noget barn, og han gjorde netop også hvad han havde fået besked på, efter at være blevet ydmyget og belært.

Det afgørende er ifølge Rymker, at barnedåben slet ikke stemmer overens med herrens befalinger:

”Thi hvor kan nogle faa Draaber Vand paa Hovedet af et spæd Barn uden Troe og Omvendelse være christelig Daab, naar han har befalet, at vi skal omvende os og troe, og lade os døbe i den Treenige Guds Navn til Syndernes Forladelse. Vi tvivler ikke paa, at Gud jo kan frelse, enddog foruden Daab. Men vi veed, at han gjør det ikke paa anden Maade end den som han selv har bestemt. Farer ikke vild!” (Rymker 1851, p. 10)

Rymker diskuterer dernæst de tre nytestamentlige skriftsteder, som Birkedal har nævnt. Det kan være rigtigt nok, at Jesu ord til Nikodemus, om at mennesket skal genfødes af ånd og vand (Joh 3,3-5), betyder, at genfødslen sker ved dåben. Men ligesom, der ved en naturlig fødsel findes et liv i livmoderen længe før fødslen, må der også gå noget forud for genfødslen i dåben (Rymker 1851, p. 11).

Selv hvis Paulus’ ord om frelsen ved genfødslens bad (Tit 3,5) refererer til vanddåben, betyder de ikke, at livet bliver skænket i dåben, hvilket bevidnes af Paulus’ omvendelseshistorie, hvor Kristus selv kaldte Paulus til det evige liv. Passagen kan dog også referere til Johannes’ ord om, at Jesus skal døbe med ånd og ild (Rymker 1851, p. 12). Altså taler Paulus om åndsdåb, ikke vanddåb.

At arken, hvori Noa frelses fra syndfloden, kan anvendes som et billede på dåben (1 Pet 3,20-21) betyder heller ikke, at det evige liv gives ved dåben. Noa havde ifølge Første Mosebog 7,1 allerede retfærdighed før han befandt sig i arken: ”Altsaa han havde den Retfærdighed, som er ved Troen og derfor levede han, eller havde det visselig ikke bleven bedre med ham end de Andre.” (Rymker 1851, p. 13).

Rymker diskuterer derpå Birkedals brug af Jeroboams frafald som et billede på baptisternes frafald fra ”den Hellige Almindelige Kirke” (Rymker 1851, p. 14). Det er selvfølgelig rigtigt at baptisterne i Danmark er ”gaaede ud fra den saakaldte Almindelige Kirke”. Men historisk er baptisterne dog udgået fra den romersk-katolske kirke. Det var dog ikke, bemærker Rymker, ”fra den christelige almindelige Kirke, at disse frafaldt, men den christne Kirke almindelig, som faldt fra Antichristi-Kirken i Rom.” (Rymker 1851, p. 15).

Rymker nævner en række bevægelser som ifølge den engelske baptisthistoriker David Benedicts A General History of the Baptist Denomination kan siges at være ”evangeliske”, herunder montanisterne, novatianerne, donatisterne, paulicianerne, valdenserne, paterinerne og de tyske anabaptister (at disse bevægelser praktiserede bekendelsesdåb som baptisterne er også tanken i fx Martyrernes spejl). Den noget tendentiøse påstand, at baptisterne kan spores tilbage til oldkirken gennem disse bevægelser, blev i øvrigt til en påstand om en egentlig apostolsk succession i den såkaldte Landmarkism, som i USA netop opstod i 1851.

Pointen er dog for Rymker ikke så meget, at baptisterne har særlig meget tilfælles med alle disse bevægelser, udover bekendelsesdåben, som at der har været frafald fra romerkirken så længe den har været på afveje. Romerkirken kan ikke kaldes den hellige, almindelige kirke. Siden romerkirken i det fjerde århundrede ”blev forenet med Sværdet eller den verdslige Magt” har den forfulgt sande kristne (Rymker 1851, p. 18). Rymker citerer derpå Miltons digt Blodbadet i Piemont, om massakren på valdenserne i det 15. århundrede.

Rymker påtaler derefter det besynderlige i at forbyde børn under 14 i at deltage i nadveren, som af Birkedals opfattes luthersk som det ”ernærende Livet vedligeholdende Naademiddel” (Rymker 1851, p. 22).

K.F. Viborgs tale lider af samme problemer som Birkedals. Forsøget på at bruge Jesu ord til disciplene om ikke at formene de små børn adgang som et argument for barnedåb, holder ikke (Rymker 1851, pp. 23-24). Jesus døber ikke børnene, men velsigner dem uden dåb, og Viborgs påstand om, at dåben er den eneste måde hvorpå forældre kan bringe børn til Kristus, må afvises.

”Her er da ingen Beviis for Barnedaaben, men I vil vel spørge, hvorledes skal vi da bringe vore Børn til Christus, eller hvor kan de komme ham nærmere og blive velsignede af ham, som ved Daaben. Jeg vil svare Eder, I som ere bekymrede for Eders Børns Salighed og sige gjør I lige som disse, der bad Frelseren om at velsigne deres Børn, læg I dem i Bønnens Arme og bed ham som sagde: lader de smaa Børn komme til mig, dette er endnu hans Villie, og han vil og kan endnu velsigne som da han selv lagde Hænderne paa dem.” (Rymker 1851, p. 24)

Viborgs påstand om, at børn af kristne forældre er en del af kirken i kraft af deres fødsel, og derfor ikke behøver at høre og forstå forkyndelsen før dåben, fører til selvmodsigelser, da argumentet for barnedåben jo er, at barnet af naturen er syndigt (arvesynd) (Rymker 1851, p. 25).

Hvad baptisternes dåb angår er den funderet i Jesu ord i Matt 28,19-20 og Mark 16,15-16, hvor Jesus befaler apostlene at undervise og døbe folkene og lære dem at holde Jesu bud. Som det er gængs blandt baptister forstås befalingen som ordnet i led med en bestemt rækkefølge (hvad dog kan diskuteres, da passagen jo indeholder en del participier).

Ifølge Rymker var Jesu mening at apostlene først skulle prædike eller lære evangelium til alle folk, derpå døbe dem som tror, og sidst lære dem at holde alt, hvad herren har befalet, med det resultat at han vil være med dem alle dage (Rymker 1851, p. 31). Rymker diskuterer til sidst en række vers fra Apostlenes Gerninger, Paulus og Peter.

Altsaa denne er Saliggjørelsens Orden, først prædike Ordet, andet døbe dem som troer og annammer Ordet, tredie indlemmet i det christne Samfund, opbygge dem i Apostlenes Lærdomme, osv.” (Rymker 1851, p. 35).

Download (pdf)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *