"Nei, det er Guds frie Naade": De danske Baptist-Menigheders forenings-Conferents, holdt i Kjøbenhavn den 1ste Juni 1866

De_danske_Baptist-Menigheders_forenings-Conferents_holdt_i_Kjoebenhavn_den_1ste_Juni_1866
Udgivet i Nakskov 1866

Perioden fra 1850 til 1865, hvor A.P. Førster var leder for de danske baptistmenigheder, betegnes ofte som den “mørke periode” i danske baptisters historie (se Bent Hyllebergs indledning til Førsters breve 1984).

En af grundende er, at der kun afholdtes få konferencer. Den eneste konferenceprotokol fra perioden er fra konferencen i kapellet på Vandløse mark i 1863 (se her).

Efter Førster mistede sin missionsløn fra de engelske baptister i 1865, kom der dog andre boller på suppen. Julius Købner overtog lederskabet og i de følgende år blev der afholdt en række konferencer og detaljerede konferenceprotokoller, vist i de fleste tilfælde (hvis ikke alle?) redigeret af Niels Larsen og Søren Hansen, blev udgivet efter hver afholdt konference.

Den første konference under Købners lederskab blev afholdt i København i 1866. Til stede ved konferencen var, udover Julius Købner, bl.a. Søren Hansen, P.C. Ryding, Niels Larsen og en Nilsson fra Göteborg. Man lagde ud med at gøre status for missionen, der vist gik godt. Nilsson fortæller, at også de svenske baptistmenigheder er i god stand, og at man glæder sig over, at baptisterne i Sverige efterhånden kan nyde praktisk religionsfrihed (punkt 1). Dernæst blev en række økonomiske og organisatoriske forhold diskuteret (punkt 2-4).

Derpå blev spørgsmålene bragt op om hvorvidt en missionær kunne holde forsamlinger med udelukkede, og om det stemmer overens med det Nye Testamente at synge og bede i forsamlinger, “naar der er Vantroe tilstede” (punkt 5-6)? Nogle beskyldninger mod en “Broder Melkjær” blev derefter diskuteret (punkt 7) samt en række moralske spørgsmål om ægteskab (punkt 8-9) og om brugen af tjenestefolk (punkt 10).

Debat om udvælgelseslæren (prædestination)

Og så bliver der ellers gået til de teologiske makroner. Punkt 11 på dagsordnen lyder således: “Er det Guds fri Beslutning, som bestemmer Menneskenes ulige Tilstand efter Døden?”

En anstødssten for mange af de luthersk-influerede danske baptister var calvinismens udvælgelseslære, som kom til landet via de hamborgske og engelske baptister (se fx “Niels Hansen: Hedelærken om Forudbestemmelsen eller Kalvinismens Hemmelighed afsløret (1870)“). Det er givetvis derfor, at det har været nødvendigt at diskutere udvælgelseslæren på konferencen i 1866.

For Købner handlede det i høj grad om evangeliets fornuftsstridighed og Guds suveræne ret til at handle som han vil. Købner bemærker:

“Vi maa tro, hvad Guds Ord lærer, om det end synes nok saa urimeligt for Fornuften. Skriften taler jo tydelig om en Udvælgelse og saa maa vi ogsaa tro den, enten Fornuften kan fatte den eller ei. Jeg veed, hvor svært det er, at bøie sig for Bibelens Lære om Udvælgelsen, men der er jo ikke andet for os at gjøre. Selv saadanne, som ikke ret tør hylde Udvælgelsen, troer den dog for deres eget Vedkommende. Ved Optagelser spørger man: Hvad var der blevet af Dig, hvis Du var død i Din Vantroes Tid? og venter det Svar: Jeg vilde have været fortabt. Man spørger: Hvad er Aarsagen til din Omvendelse? “Guds Naade” svares der. “Var det hans Pligt at frelse Dig?” – “Nei, det er Guds frie Naade.” Men saa er det jo klart, at naar Gud ikke er forpligtet til at frelse mig, er han heller ikke forpligtet til at frelse Andre. Jeg troer, at han endog har Ret til at fordømme mig for de Synder, jeg har begaaet siden min Omvendelse. Hvor tør jeg da tale om, at Gud gjør Uret, idet han frelser Nogle, medens Andre fortabes.” (Købner 1866, p. 18)

Købner opfordrer med henvisning til Paulus’ Rom. 9, at “holde den kjødelige Fornufts Dom tilbage”. Vi har ikke ret til at gå i rette med Gud. En Carl Christoffersen mener dog, at vi skal huske, “at det er vor Skyld, hvis vi fortabes.” Købners svarer samstemmende:

“Det er sandt, at det er vor Skyld, hvis vi fortabes, men det er Guds Skyld, hvis vi bliver salige. Gud saae forud, hvor onde vi vare, og at han ikke kunde vente noget Godt, noget godt Ønske, nogen god Villie eller nogen svag Modstand af os. Han havde derfor bestemmet, hvad han vilde gjøre for at frelse os, saa vi virkelig bliver frelste. Uden saadan Beslutning hos Gud frelses ikke et eneste Menneske virkelig.” (Købner 1866, p. 19)

Til Christoffersens bekymring om, at udvælgelseslæren kan gøre skade, hvis den forkyndes, svarer Købner, at nok kan læren misbruges, men “Prædike vi Guds Ord, saa behøve vi ikke at være bange for Følgerne; thi Alt, hvad der staar skrevet, er godt.” Ryding tilføjer at troen på udvælgelsen er ham “den meest trøstende Lære.”

Ifølge Niels Larsen bliver udvælgelsen misforstået. Der er ikke tale om en dobbelt prædestination. Larsen anvender ikke begrebet direkte, men påpeger, at Gud ikke har bestemt nogen til fortabelse, “thi Menneskene vare Alle fortabte.” Havde nogen bestemt fortabelsen, var det Adam.

“Man maatte ikke tænke, at Menneskene stode midt imellem Himlen og Helvede, saa at Gud nu var traadt frem og havde taget Nogle ind i Himlen og stødt Andre til Helvede. Nei, Alle vare formedelst Synden paa Veien til Helvede, og der var Vished for, at de vilde naae derhen. Gud havde en Ret til enten slet ingen af disse, eller nogle af dem, eller alle, ligesom han vilde.” (Larsen 1866, pp. 19-20)

Købner understreger igen kristendommens fornuftsstridighed. Ligesom forsoningslærens påstand om, at en uskyldig måtte lide for de skyldige strider mod fornuften, bør det ikke overraske, at også udvælgelseslæren strider mod fornuften. Købner påpeger derpå forbindelsen mellem udvælgelse og genfødsel:

“Troer man, at vi bidrage lidt, eller rettere sagt, netop det Afgjørende til vor Gjenfødelse, da er vistnok Udvælgelsen intet, thi den behøvedes jo ikke. Men da vi bidrage ligesaameget til vor aandelige Fødsel, som et Barn til sin legemlige, saa er det klart, at enhver Gjenfødt maa være udvalgt af Gud. Skulde der være mere Trøst i Loven, end i Evangeliet? Skulde det være trøsteligere, at være udvalgt, gjenfødt og paa Veien til Helliggørelse og Salighed ved den egne Gjerning, eller for endeel ved den egen Anstrængelse, den egne Troskab, den svagere Modstand mod det Gode, end at frelses heelt og holdent ved en fri evig og uforanderlig Naade? For mig er det en Trøst at leve i det salige Haab, at det er Gud, som frelser mig. Skulde jeg paa nogen Slags Maade frelse mig selv, eller holde fast paa mig selv, da maatte jeg ifølge min Erfaring opgive Haabet om at blive salig. Jeg kan ikke opfylde noget Slags Betingelser af mig selv; Gud maa opfylde dem ved at give mig Alt, og Alt bliver saaledes idel Naade. Der er dem, som endnu staae paa den falske Mening, at deres Bønner, Taarer, Modstand mod Satan, Standhaftighed og deslige er noget, de nogenlunde tør betragte som deres eget. Først, naar vi, tvungne af Erfaringen, Sandheden og Skriften, gjøre Bankerot i Eet og Alt, stole vi paa Guds frie Naade alene og see, at denne maa begynde og fuldende vor Frelse.” (Købner 1866, p. 20)

Mødet sluttede klokken tolv. Efter pausen anfører S. Knudsen nogle skriftsteder, som ifølge den jetsmarkske menighed viser, at det er muligt for genfødte at falde fra igen. Skriftstederne bliver udelagt af Købner, som afviser, at det er muligt for sandt genfødte at falde fra, og forsamlingen beslutter at trykke en prædiken Købner har holdt om udvælgelsen (om det skete ved jeg ikke?).

Derpå diskuteres det hvad, der nærmere skal forstås ved ordet “Gjenfødelse”, altså genfødsel. Købner påpeger, at ligesom der i legemlig henseende kun er to slags mennesker, levende og døde, er der i kristelig henseende kun to slags mennesker, nemlig genfødte og uigenfødte: “Som Barnet, der fødes, er et heelt Menneske, saaledes er ogsaa en Gjenfødt en heel Christen.” (Købner 1866, p. 25).

Tidspunktet for den nye fødsel kan ikke nøjagtig bestemmes, men genfødslen er forudsætningen for alt andet – syndserkendelse, anger, tro, omvendelse og så videre. Rækkefølgen af disse diskuteres kort.

Hvordan bør man prædike?

Efterfølgende vendes spørgsmål om skriftlig legitimation til bortrejste medlemmer (punkt 13), hvad man skal stille op med medlemmer som kun besøger nadverbordet en gang om året (punkt 14), samt nogle flere organisatoriske punkter herunder om søndagsskoler (punkt 15-17) samt igen nogle moralske forhold (punkt 18).

Derpå diskuteres hvordan man kan vide, at en menighedsforstander er “sat af den Hellig Aand” (punkt 19). Dette fører blandt andet til en homiletisk diskussion, altså af prædikenens rolle og udformning og så videre.

Købner fortæller at han i en afsides egn af Tyskland, “i Bag-Pommern, hvor der kun er lidt Oplysning”, har mødt en bevægelse, som prædikede spontant, uden forberedelse: “De mene, at det er aandeligt, at slaa Bibelen op og saa tale uden at vide, hvad man vil sige.” (Købner 1866, p. 36). Var det “Romanbøger” kunne det nok gå, bemærker Købner, men ikke når det er Guds Ord, det drejer sig om.

Nilsson beklager sig samstemmende over manglen på ordentlige prædikener, som ikke var blevet afhjulpet af, at man havde afholdt lærermøder for de svenske baptistprædikanter:

“Jeg kunde anføre hundreder af Exempler paa, at Prædikanter have talt to eller tre Timer i en Ordstrøm, uden at man vidste, hvad de vilde sige. Man var ligesaa klog, naar de begyndte, som naar de sluttede. Selv om de valgte forskjellige Texter, saa fik man dog altid den samme Prædiken. At prædike saaledes er en Mangel paa guddommelig Forstand hos Prædikanten.” (Nilsson 1866, p. 36)

Niels Hansen beretter samstemmende, at problemet også findes på hans egn, og foreslår derfor oprettelsen af en slags prædikantskole i København.

Købners svar er er underholdende, men skal ikke gengives her, omend det kan nævnes, at der diskes op med anekdoter om både Diogenes og Platon. Købner konkluderer, at videnskab og lærdom hverken skal dyrkes eller afskys, at ydmyghed er det vigtigste, og at man derfor må acceptere, at det kan være nødvendigt at skrive sine prædikener ned, ihvertfald delvist.

Derpå diskuteres igen nogle moralske spørgsmål (punkt 19-20) samt hvad det vil sige at “døbes over eller for de Døde”. Mormonerne nævnes ikke, men det er givetvis deres praksis, der hentydes til.

Sidste punkt på dagsordnen klinger passende eskatologisk: “Skal Tusindaarsriget være paa Jorden eller i Himlen?” Svaret kan læses i konferenceprotokollen.

Download (pdf)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *