"aandelige Ulykkesfugle": Baptisternes modsvar da pinsevækkelsen kom til Danmark

DSC04572lavPinsebevægelsens opblomstring i Danmark i begyndelsen af det 20. århundrede skabte en del kontroverser. Mange baptister var kritiske, blandt andet fordi pinsebevægelsen hvervede medlemmer fra baptistmenighederne, ikke mindst på Nørrebro og Bornholm.

Man var knap kommet sig over mormonernes hugst i de danske baptistmenigheder, før den var  gal igen. Især den tidligere skuespillerinde, pinseprædikanten Anna Bjørner og hendes mand Sigurd Bjørner (som senere grundlagde Apostolsk Kirke), trak fulde huse.

Godt nok havde baptister længe lagt stor vægt på helliggørelsen og åndens frugter. Men dermed mente man ikke tungetale og profeti, men fred og kærlighed, jf. Gal 5,22-23. Pinsebevægelsens krav om særlige åndelige oplevelser stod i kontrast til især de reformerte baptisters insisteren på Guds nådevalg i Kristus som det altafgørende udgangspunkt for frelsen såvel som helliggørelsen. Købner havde gjort det klart, at Kristus, og ikke vores subjektive oplevelser, skulle være troens genstand. Helliggørelsen var ikke identisk med en senere oplevelse af “åndsdåb”, men måtte bestå i en gradvis synliggørelse af den ny skabning i Kristus, der allerede var en realitet i kraft af genfødslen, som går forud for tro og bekendelsesdåb.

Der var altså grundlag for teologiske uenigheder, men det største problem var nok de splittelser af menighederne, som fulgte i kølvandet på pinsevækkelsen.

I 1918 beskrev P. Olsen pinsebevægelsen som ”aandelige Ulykkesfugle”, og ti år senere, i 1928, udtrykte formanden for baptistsamundet Rasmus Madsen på årsmødet skarp kritik: ”Jeg tror paa Helligaandens Gerning, ikke paa al den megen Pinsesnak, som bringer Folk fra Vid og Sans. Hvad nytter det, at man faar saakaldte ‘Aandens Gaver’, naar man ikke bærer Aandens Frugter.” (Madsen citeret fra Hylleberg 1989, p. 277). Madsen opfordrede baptisterne til at stå fast.

Udfordringen fra pinsebevægelsen var i årene forinden blevet imødegået teologisk på skrift. I 1921 udgav M. Jørgensen Toldam “Den Helligaands Virksomhed og Virkninger” under pseudonymet I.M. og i 1924 “Helligaandens Gerning – dens Omfang og Enhed”. I 1926 kom Johannes Rødvigs “Den Helligaands Fylde og Den Helligaands Daab”, mens G.W. Moegreen samme år under pseudonymet George Jutlander på Lohses Forlag udgav “Tungetalen” og “Pinsevækkelsen – dens Farer og Fortjenester”.

Moegreen havde i 1920 i pamfletten “Aandsdaaben og Aandgaverne” med forord af Sigurd Bjørner givet udtryk for den opfattelse, at “det at blive døbt med den Helligaand er en bestemt Oplevelse, som man er sig bevidst at have haft eller ikke”. Men Moegreen er i det pseudonyme værk blevet mere kritisk, vist nok på grund af sine erfaringer med den “næsten uophørlige Kiv og Strid”, som kendetegner pinsevækkelsen (Moegreen (Jutlander) 1926, p. 67). Spliden “bliver vakt af Helligheds Skær af disse, som mener, at de er mest benaadede af Gud” (p. 70), ikke mindst når individer mener at have særlige profetiske evner. Der er en “en Grundfejl til stede i Bevægelsen”, skriver Moegreen, nemlig “en almindelig Overvurdering af de åndelige Gaver”.

De teologiske uenigheder med pinsebevægelsen var klare. Hvor pinsefolkene ofte så oplevelsen af dåben ved helligånden (udtrykt ved for eksempel tungetale) som frelseskriterium, var ”Jesu Kristi fuldbragte Forsoningsværk” for baptisterne “nok og Alt til Frelse og til Helliggørelse”, som Johannes Rødvig udtrykte det. Tro er nok til frelse, men “For Pinsefolkene er Modtagelsen af Frelsen ved Tro paa Jesus Kristus blot et indledende Trin” (Rødvig citeret fra Hylleberg 1989, p. 276).

Hvor pinsefolkene altså så ånden som et ydermere, der kom efter og i tillæg til troen, forklarede M. Jørgensen Toldam sit syn på Helligånden således:

”Det er med Helligaanden som med Solen, den udgør ingen bestemt Del af Landskabet, den føjer ikke noget til, men den fylder hele Landskabet med Lys og Skønhed, den giver Form, Farve og Liv. En Gang for alle har Menigheden modtaget sin Aandsdaab. Jesu Gerning havde Pinsen som Maal, hans Liv, Død og Opstandelse var Midler til at naa den. Men efter at Helligaanden har taget Plads i Menigheden, er Pinsen ikke længere Maalet, den er Midlet, hvorved Guds Rige skal grundes i Hjerterne. Vi skal ikke bede om, at det maa blive Pinse, men vi bør arbejde for Guds Riges fremme og bede om Helligaandens Kraft dertil, fordi det har været Pinse.” (M. Jørgensen Toldam 1924, p. 4)

Åndsdåben eller dåben ved helligånden betegner ikke “en Del af Helligaandens Gerning”, men summen af Jesu gerning (M. Jørgensen Toldam 1924, p. 17). At nogle kan aflægge vidnesbyrd om at have modtaget et rigt mål af helligånden længe efter deres omvendelse, betyder ikke at vi dermed kan tale om en særlig “åndsdåb” (M. Jørgensen Toldam 1924, pp. 23-24). Åndsdåben skete én gang for alle på pinsedag og tilhører derfor netop menigheden (kirken) som Jesu menighed, hvor Guds Ord forkyndes.

Der var derfor heller ikke nogen særlig brug for tungetale og hvad man ellers praktiserede i pinsebevægelsen. Det betød ikke en afvisning af, at mennesker kunne fyldes med ånden, men blot, at dette ikke måtte forveksles med et helt nyt stadie, der i øvrigt gjorde, at man kunne skelne mellem klasser af troende.

Johannes Nørgaard gav udtryk for lignende opfattelser i bibelstudiet “Pinseunderet” (sidst genudgivet i 1974). Helligåndens dåb er en fællesbetegnelse for Jesu frelsergernings fuldbyrdelse for os, og den hører derfor til meddelelsen af selve livet i Gud, skriver Nørgaard (Nørgaard 1974, p. 40).

“Vejen til Helligaanden og dens Kraft og Velsignelse gaar nu som altid gennem en aarvaagen Lytten til Evangeliet i Skrift eller Tale og gennem en ydmyg og tillidsfuld Bøn til Herren selv om, at han i sin forbarmende Naade ogsaa vil huske paa os og skænke os sit velsignede Samfund for Jesu Kristi Skyld.” (Nørgaard 1974, p. 29)

Selvom formidlingen af ånden ifølge beskrivelserne i Apostlenes Gerninger kunne ske på lidt forskellig måde, er der dog aldrig andet krav for modtagelsen af ånden end troen, skriver Nørgaard (Nørgaard 1974, p. 31). Hvor denne tro er til stede må ånden skænkes på den eller anden måde. Nørgaard tilføjer: “Enhver tilsløring af denne Sandhed er derfor ikke blot vildledende for søgende Mennesker, men er af en saa alvorlig Natur, at den nærmer sig til Evangelieforfalskning.”

Nørgaard kritiserede derfor også pinsebevægelsens forestilling om åndsdåben som en “second blessing” (Nørgaard 1974, p. 39). Åndsdåben modtages i tro på evangeliet, og ethvert forsøg på at gøre åndsdåben til et senere tillæg til kristenlivet skaber splid og dømmesyge, idet den i virkeligheden forringer helligåndens dåb til at være et tillæg til livet i stedet for livet selv (Nørgaard 1974, p. 40).

“Overfor de kristne Venner, der fastholder Tungetalens Værdi ogsaa i vor Tid, er der blot at sige, at vi synes, at hele denne Sag er af saa lille aandelig Betydning, at den ikke er værd at strides om, og endnu mindre er den værd at splitte kristne Menigheder paa.” (Nørgaard 1974, p. 33)

Der var altså ikke så meget tale om et opgør med “åndelighed” og erfaringskristendom som sådan, så meget som et opgør med dem, der gjorde disse ting til et splidsspørgsmål.

At dette opgør stadig er aktuelt, viser væksten i den globale pinsebevægelse og den deraf afledte karismatiske bevægelse – ikke mindst i Afrika og Sydamerika, men ogå herhjemme, hvor den især i frikirkemiljøet i den grad må siges at have bidt sig fast.

At pinsebevægelsen og kritikken af den til stadighed kan føre kontroverser med sig, ikke mindst i “cessasionistiske” (https://en.wikipedia.org/wiki/Cessationism) evangelikale og fundamentalistiske kredse, vidnede i øvrigt “Strange Fire”-konferencen for nogle år siden om. I klippet nedenfor redegør presbytarianske R.C. Sproul for en traditionel reformert forståelse af pinsebegivenhederne:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *