Julius Købner – Onckens superintendent i Danmark

Af Bent Hylleberg. Teksten er udgivet på tysk i E. Geldbach (et al): Religions-Freiheit. Festschrift zum 200. Geburtstag von Julius Köbner’, Wdl-Verlag Berlin 2006.

Salomon Købner forlod sit danske fædreland som 18-årig, mens han endnu var jøde. Han var født i 1806 i Odense. Selv om emigrantens interesse for den kristne tro var vakt ved afrejsen, havde han intet grundlæggende kendskab hverken til kristentro eller til den eneste tilladte konfession i Danmark, den evangelisk-lutherske. Han blev overbevist om Jesu Kristi guddom i Den reformerte Kirke i Lübeck og døbt i Den lutherske Kirke i Hamburg som 20-årig – forud for sit planlagte bryllup. Denne dåb var baggrunden for, at han kunne blive viet i Gamborg kirke på Fyn samme år med Julie von Schröter fra Mecklenborg. Det skete med kongebrev fra den danske regent – og nu hed brudgommen Julius Købner. De følgende år tilbragte de nygifte i Slesvig-Holsten, inden de flyttede til Hamburg, hvor de kom i forbindelse med baptismen og dens leder, J. G. Oncken. I 1836 blev Juliane og Julius Købner døbt som baptister af Oncken.

Denne artikel tegner et rids af Købners relationer til baptisterne i Danmark. Men først er det vigtigt at fastslå, at Købner intet kendskab havde til den gudelige vækkelse, der opstod i hans fødeland efter 1824. Og han havde heller intet kendskab til N. F. S. Grundtvig, der ganske vist aldrig tilsluttede sig vækkelsen, men havde mange sympatier for den. Den gudelige vækkelse havde to rødder. Den spirede kirkeligt set op af den pietistiske og herrnhutiske muld, hvor ægte fromhed overvintrede på trods af den herskende rationalisme i den danske kirke. Men den var samtidig en social bevægelse, hvor mange af dens fortalere kom ud af den frigørelse, som almuen oplevede efter stavnsbåndets ophævelse i 1788. Et særligt dansk træk fik den af Grundtvig. Han ville sætte skel mellem ægte kristendom og den rationalistiske udgave heraf, som havde præget dansk kirkeliv i flere årtier. Da han i 1824 tabte et af sine opgør med den lutherske kongekirke, nedlagde han sit embede som præst. Få år efter fik han af kongens nåde lov at holde ’aftensang’ i en københavnsk kirke. De senere københavnske baptister gik i kirke hos Grundtvig efter 1835 – uden at dele eller forstå hele hans særprægede teologiske univers. Men da Grundtvig igen i 1839 trådte ind i Statskirken, gik en del af hans menighed deres egen vej. Nogle af disse blev de første danske baptister. Deres leder var gravør Peter Chr. Mønster.

Efter 1830, da Mønster blev vakt på Sydvestsjælland, var han en central figur blandt de vakte, der kæmpede for frihed til at samles til opbyggelige møder. Myndighederne forsøgte at styre

de vakte efter en gammel bekendtgørelse fra 1745, der skulle regulere pietismens trospraksis. Men denne gang havde de vakte kendskab til de frihedselskende strømme fra både 1789 og 1830. Det gav dem mod og tro på frihed. De adskilte sig ydermere fra pietisterne ved et åbent kultursyn, der var præget af Grundtvigs horisont. Af samme grund var disse vaktes syn på menighedstugt også langt mere liberalt. Grundlaget for deres tro på Jesus Kristus var Guds universelle nåde, der skulle formidles ved en ægte forkyndelse af evangeliet og en ret brug af sakramenterne. I slutningen af 1830’rne spaltedes de vakte i to grupper, der nu forsvarede hvert sit kirkesyn. Grundtvigs tilhængere blev kaldt de ’kirke-troende’, idet Den Apostolske Trosbekendelse og embedet skulle være centrum for menighedens liv og virke. Den anden fraktion blev kaldt de ’bibel-troende’, fordi de ville bygge menigheder efter forbilledet fra Det Nye Testamente. Mønster hørte til blandt lederne i den sidste gruppe. Men han var skolet i den evangelisk-lutherske vækkelse med dens grundtvigske spiritualitet. Da Grundtvig i 1839 vendte tilbage til statskirken, blev mange vakte skuffede. Også Mønster. Han var nu parat til at se sig om efter andre muligheder. Men alt dette vidste Købner intet om – i Hamburg.

Købners indsats blandt danske baptister skal ses på denne baggrund, og den var helt igennem dirigeret af Oncken. Den falder i fire afsnit, hvoraf de tre første består i at løse ad hoc-opgaver, mens det fjerde afsnit former sig som et ophold af længere varighed. Her skal de beskrives ét efter ét, idet Købner havde forskellige opgaver at løse blandt danske baptister, når han blev dirigeret hertil af baptismens kirkeleder på kontinentet fra 1834 – patriarken J. G. Oncken.

1839 – Købner som fødselshjælper

I Hamburg havde tyske baptister sidst i 1830’rne naturligvis hørt om de vakte rundt omkring i Danmark. I maj 1839 sendte Oncken derfor Købner ’hjem’ til de vakte på Fyn. Da han her gjorde de vakte bekendt med sin dåbs-teologi, bad de ham rejse til København, hvor der omkring P. C. Mønster fandtes en kreds, der delte hans synspunkter. Mens Købner befandt sig i Danmark, modtog Oncken også fra New York besked om denne kreds fra den dansk-fødte generalsekretær i ’The American and Foreign Bible Society’, Charles Sommer. Købner mødte til sin overraskelse hos Mønsters kreds et baptistisk kirke- og skriftsyn. Han kunne kun lære denne hjemmefødte baptisme to nye ting. Det første var, at ’bestænkelse af spæde med vand’ ikke kunne regnes for en kristen dåb. I Mønsters kreds mente man, at nok burde barnedåben opgives, men en barnedåb, der havde fundet sted, måtte anses for en gyldig dåbshandling. Det andet, som Mønster lærte, var, at der uden for landets grænser fandtes store kirker, der levede uden brug af barnedåben. Mønster besluttede sig for at blive baptist. Derfor ankom Oncken og Købner i oktober 1839 til København, hvor Oncken stiftede ’Dåbsmenigheden i Danmark’, der bestod af 11 kristne, som Oncken døbte. Mønster blev indsat som forstander med ret til at prædike og forrette nadver. Hertil havde Købner altså været medarbejder – ja, fødselshjælper.

I de følgende år voksede baptismen. I 1845 var der stiftet fem menigheder. Mønster stod som baptismens leder, og som sådan måtte han gå i fængsel i fem omgange. Han tilbragte i alt næsten to år bag tremmer. Herfra kæmpede han videre. Han sendte et ’Forslag angående almindelig Religionsfrihed i Danmark’ til kongens rådgivende Stænderforsamling. Mønster blev banebryder i Danmark, idet ingen tidligere havde ønsket religionsfrihed for alle. Men forslaget blev afvist uden forhandling. I fængslet måtte Mønster også på kongens forlangende forfatte de danske baptisters første trosbekendelse. Ifølge Mønster kunne intet sættes ved siden af Skriften, hvorfor svaret blev en ’baptist’-kommentar til lutherdommens Augsburgske Bekendelse fra 1530. Her viste Mønster sig som en særdeles kompetent teolog. Han hævdede, at baptismen kunne følge den lutherske bekendelse overalt – bortset fra teologien om dåb og nadver (CA §9-10). Mens Mønster sad fængslet blev han også ruineret økonomisk, idet hans ejendom blev solgt på auktion, fordi han ikke kunne indfri de bøder, han blev idømt. Under Mønsters fængselsophold opstod der splittelse i den københavnske baptisme, hvor Oncken havde understøttet Mønster med løn som forstander siden 1840. Der var ingen evident leder, der kunne træde i Mønsters sted, men der var mange, der ønskede det. Skismaet drejede sig om menighedstugt, om forvaltning af den udenlandske baptismes midler og om teologiske og spirituelle forskellige synspunkter hos markante profiler. En ny menighed blev stiftet i 1845 med 12 medlemmer. Den modtog Onckens anerkendelse, mens resten af menigheden på over 300 medlemmer fastholdt kontinuiteten med Mønster som forstander. Splittelsen bredte sig hurtigt til de andre menigheder, hvis forstandere begyndte at modtage løn fra Hamburg. Den af Hamburg anerkendte menighed manglede en problemløser. – Oncken sendte Købner.

1847 – Købner som problemløser

De danske menigheder samledes nu til deres første konference på Sjælland i efteråret 1847. Den blev godt forberedt – i Hamburg. Efter, at alle menighedernes ledere var ankommet, lå mødet underdrejet i næsten en uge, fordi Købners ankomst trak ud. Da han kom, vedtog alle enstemmigt et teologisk notat ’bestående af 10 paragraffer, hvorom alle de forsamlede, 20 i tallet, var enige’. Det er aldrig lykkedes at finde dette dokument i Danmark. Konferencen blev snart kendt som ’Topmødet på Vest-Sjælland’. Efter at det fælles trosgrundlag var blevet fastlagt, blev der stemt om Mønsters forhold til den danske baptisme. Resultatet blev, at ’Mønster enstemmigt blev udelukket, idet han ikke kunne erkendes som broder’. På grund af københavner-menighedens størrelse befandt de fleste danske baptister sig stadigt i fællesskab med Mønster. Fra Vestsjælland rejste Købner til den næststørste menighed i Nordjylland, hvor han i Aalborg ordinerede menighedens forstander, O. N. Føltved. Denne overtog som ’missionær for Jylland’ herefter den løn fra Hamburg, som Mønster hidtil havde modtaget.

Men hermed var alle problemer ikke løst. Set fra Hamburg manglede de danske baptister en national leder. Oncken løste dette problem. Ingen af de danske ledere blev valgt, men en ny leder blev fundet via Onckens relationer til baptister i London. Oncken havde i Hamburg i 1842 lært danskeren A. P. Førster at kende. Fra Hamburg var han med anbefaling fra Oncken rejst til ’Strict Baptists’ i London. Her studerede han nu matematik og teologi. Efter 1845 havde Oncken både i London på Strict Baptists årskonference i 1846 og i Hamburg i august 1847 arbejdet for, at Førster skulle blive de danske baptisters nye leder, indsat fra Hamburg. Førster ankom i marts 1848 til København fra London via Hamburg. Her bosatte han sig med sin engelskfødte hustru med den opgave at virke som ’baptistmissionær i Danmark’. Hermed havde danske baptister fået en meget konservativ reformert landsleder, der skulle aflønnes af Strict Baptists i England, men samtidigt skulle han stå under hamburgernes lederskab.

Førster rejste meget rundt i hele landet – og det var ham, der på Onckens opdrag døbte de første svenske baptister ved Göteborg i september 1848. Førster rapporterede hvert kvartal skriftligt til de nævnte baptister i England om den danske mission. Året 1849 blev afgørende for danske baptister. Først, fordi Oncken midt under den dansk-tyske krig (1848-50) kaldte alle kontinentale baptister til Hamburg til den konference, der skabte Det tyske Forbund. Fra dansk side deltog tre repræsentanter fra to menigheder, Førster og Føltved samt Hans Peter Jensen, de to sidste fra Ålborg. Efter konferencen udgjorde alle danske baptistmenigheder nu den ene fjerdedel af Det tyske Forbund. Et dansk kirkesamfund var blevet til. Menighederne valgte Førster som ’ordnende broder’ i ’Den danske Forening’ og som sådan repræsenterede han menighederne ved Forbundets konferencer hvert 3. år. Dernæst skabte 1849 epoke, fordi Juni-grundloven blev vedtaget. Hermed var religionsfriheden indført i kongeriget. Enevælden blev afløst af folkestyret. Det mål, som Mønster kæmpede for fra fængslet, som toneangivende journalister forfægtede i den københavnske presse og som Grundtvig på mange fronter havde argumenteret for, blandt andet i Den grundlovgivende Forsamling, var nu nået. Landet burde nu ligge åbent for en veltilrettelagt mission med danske baptister som aktører – bakket op fra Hamburg. Men sådan gik det ikke. Der blev brug for Købner igen – til en tredobbelt opgave.

1852 – Købner som apologet

Først satte Sjællands lutherske biskop, der gjorde alt for at bekæmpe baptisterne, splid blandt de danske baptister. Han spillede på den nationale modsætning under krigen og skrev i den københavnske presse, at ’en hamburgsk Emissair drager rundt i stiftet for at udbrede den baptistiske lære’. Mønster, der ledede den største menighed i hovedstaden på mere end 400 medlemmer, svarede, at denne udsending ikke kunne være ham, da han ikke havde haft fællesskab med den tyske baptisme siden 1845. Den omtalte missionær var derimod A. P. Førster, der for et års tid siden var ankommet fra Hamburg for at udbrede ’en af Forstander-Skabet i Hamburg i Trykken udgivet Trosbekendelse’. Dette nægtede Førster, idet han søgte at miskreditere Mønster. Han henviste til et ’dokument af nogen længde’, som for et par år siden var forfattet i Hamburg af Oncken og Købner og derpå sat i omløb i Danmark med det formål at beskrive Mønsters sande karakter. Mønster bekræftede, at han havde kendskab til dette ’Skamskrift’, der langsomt var blevet kendt i de danske menigheder efter ’Topmødet på Vest-Sjælland’ i 1847. Oncken og Købner forsøgte at komme Førster til undsætning i Københavns største dagblad, hvor debatten rasede i næsten ét år (1849-50). Resultatet blev, at baptismen også i offentligheden fremstod som splittet, da den grundlovssikrede frihed efter ti år forelå.

Den anden grund til, at Købner måtte træde til med sit fysiske nærvær opstod, fordi alle de danske menigheder nu måtte i gang med at bekæmpe ’Jesu Kristi Kirke af De sidste Dages Hellige’. Sammen med Grundloven af 1849 ankom mormonerne til København. Byen var nøje udvalgt som det strategisk vigtigste sted i Skandinavien for deres mission, der begyndte med en målrettet indsats i landets baptistmenigheder. I København gik det værst ud over Mønsters menighed, der blev reduceret til næsten intet på få år. Resten af menigheden fortsatte dog igen efter 1858, men Mønster gav personligt op. Han endte sine dage i den lutherske kirke – igen. I København kæmpede Førster også bravt. Han udgav flere pjecer mod mormonerne.

For at forebygge, at resultatet i Ålborg skulle blive lige så lammende som i København, blev Købner sendt hertil. Han ankom i marts 1851 og samlede fuldt hus i byens største sal som kristentroens apologet. I Ålborg var Hans Peter Jensen konverteret og blevet døbt i oktober 1850 som den første mormon i Jylland. Han havde været blandt de første døbte i København 1839, han havde skabt en smedevirksomhed i Nordjylland med 100 ansatte, og han deltog som menighedens ansete leder på Forbundskonferencen i Hamburg i 1849. Det er ikke vanskeligt at forstå, at ca. 100 baptister konverterede sammen med ham i Ålborg, hvor han nu optrådte som mormon-menighedens forstander. Først med Købners ankomst i marts 1851 blev baptisternes strategi vendt fra forsvar til angreb. Da uvejret havde lagt sig, talte danske mormoner ca. 1000 medlemmer på to år, hvoraf ca. 150 ledere kom fra baptistmenighederne. Baptisterne talte ca. samme antal efter 10 års indsats. Og mormonernes målrettede strategi overgik langt baptisternes – de medbragte Mormons bog, en ny salmebog og en velskrevet traktat, alt sammen på dansk, der var det første sprog, som Mormons bog blev oversat til.

Den tredje indsats, som Købner ydede i Danmark, havde også sit centrum omkring Ålborg. Friheden var sikret, mormonstormen havde lagt sig, men aldrig så snart brød der en kamp løs i menigheden om den rette lære. Danske baptister, der havde rod i den gudelige vækkelse, var som sagt præget af luthersk teologi. Efter vedtagelse på Forbundskonferencen i 1849 skulle alle menigheder antage den hamburgske menigheds kompromis-bekendelse af 1847. Denne stod ’det tyske trekløver’ enigt bag, men det gavnede intet i Ålborg menighed. Inden Købner fra Hamburg havde fået oversat bekendelsen til dansk, forelå der i Ålborg i juni 1852 en dansk udgave af den tyske trosbekendelse, men den indeholdt en række rettelser, der sikrede et luthersk trosperspektiv. Bag denne stod velbegavede folk i Ålborg, hvor baptismen var opstået i 1840 i en luthersk kontekst uden indflydelse andetsteds fra. Bekendelsen var udtrykkeligt udgivet af menigheden. Købner blev forfærdet. Foruden de svækkede calvinske udsagn om udvælgelse og frelse havde ålborgenserne også beholdt en luthersk teologi om sakramenterne. I fire lange breve til menigheden tog Købner kraftigt til genmæle, idet han kritiserede både sprog og teologi. Han indrømmede, at ’der gives et forholdsvist meget lille antal såkaldte general-baptister, som nægter udvælgelsen ligesom I, men der gives dog ingen menighed blandt baptister i noget land, som har den lutherske lære om nadveren’. Han tilbød, at man i Hamburg ville refundere Ålborg-menigheden dens udgifter, hvis den standsede udbredelsen, hjemkaldte og destruerede de uddelte bekendelser. I modsat fald ville Føltved miste sin løn som missionær i Jylland, og menigheden skulle skille sig fra fællesskabet, hvis den ’ikke kan dele forbund og trosbekendelse’. Menigheden rettede ind – langsomt, men konsekvent.

Hamburgs problemer med den danske baptisme var langtfra løst. Det største af dem alle hed A. P. Førster. Han deltog i de 3-årige Forbundskonferencer, men modarbejdede af al kraft de mellemliggende danske konferencer. De blev derfor kun afholdt meget sporadisk og altid med en fraværende Førster. Han blev aldrig afholdt i de danske menigheder, hvor hans fremfærd i tjenesten skaffede ham øgenavnet ’Fyrsten’. Efter kolera-epidemien i København 1853, hvor han øvede en god indsats, førte han dobbelt husholdning, idet familien boede i en lejlighed i København, men samtidigt havde købt en gård i Jylland. Om sommeren lagde han sine missionsrejser til rette fra Jylland, om vinteren fra København. Trods mangel på samarbejde i de årlige konferencer talte medlemstallet ved 25-års-jubilæet i 1864 omkring 2.000 baptister. I menighedernes ’Missionsblad’, der udkom fra 1854, fik Førster kun sjældent spalteplads.

Med tiden blev det vanskeligt at nedtone kritikken mod Førster. Den rettede sig mod hans sociale position på grund af den løn, han fik fra de engelske Strict Baptists. Åbenbart var den stor nok til dobbelt husholdning – tilmed på en gård af ikke ringe størrelse. Snart rejste der sig også en teologisk kritik mod ham på grund af hans calvinske teologi. Men det blev på det moralske område, at kritikken ramte hans position. I foråret 1865 blev det fortalt Oncken og Købner, at Førster ’havde besvangret en pige, hvis forlovede var på Missionsskole i Hamburg’. ’Fyrsten’ var faldet. Førster emigrerede i 1867 med sin familie til USA, hvor han i 1870 døde – som læge! Nu skulle ’Den danske Forening’ bygges op forfra. Gode råd var dyre for Oncken.

1865 – Købner som kirkearkitekt

Fra Hamburg blev der handlet hurtigt. Oncken sammenkaldte i juli de danske menigheder til konference med en måneds varsel – midt i høsten samledes man endnu engang som i 1847 på Vest-Sjælland. Alle menigheder, bortset fra tre af de små, som Førster særligt havde plejet, var repræsenterede. Skønt Købner ikke havde gjort sig gældende i Danmark siden 1852, blev han valgt som konferencens formand. Oncken medbragte dagsordenen fra Hamburg. Striden mellem menighederne skulle bilægges, og fællesskabet skulle styrkes med en række kendte tiltag i de øvrige foreninger af Forbundet – og endelig skulle der efter forslag fra de delegerede tages beslutning om menighedernes forhold til Førster, der endnu boede på sin gård i Jylland. Det sidste punkt blev hurtigt afsluttet. Førster kunne aldrig genoptages i en dansk menighed.

Den største overraskelse for alle medbragte Oncken. Det angik den nye leder for Den danske Forening i Forbundet. Oncken meddelte, at menigheden i Hamburg havde kaldet Købner til Hamburg, men han ønskede fortsat at blive i Barmen. Og Oncken fortsatte: ’Skønt Købner er nødvendig både i Hamburg og Westphalen, så bringer jeg for mit vedkommende dog gerne Danmark dette store offer, nemlig at give ham til København, eftersom Hamburg kun er en stad, Westphalen en provins, men Danmark et helt kongerige, af hvilke jeg endnu håber at se herlige frugter’. Den tredje leder af danske baptister var udpeget – med tydeligt udtalt håb om at se de ’frugter’, som hidtil var udeblevet. Oncken tog straks efter konferencen til København, hvor menigheden med stor glæde tog imod Købner som dens forstander, lønnet fra Hamburg.

Striden mellem menighederne var mest udtalt i København. Mønsters menighed, der blev optaget i Forbundet i 1860, hvor Oncken var til stede for at ordinere dens forstander, modtog i 1865 – efter beslutning herom på den danske konference – Købners invitation til samarbejde. Den samlede menighed talte 170 medlemmer. Det næste københavnske projekt bestod i at bygge en kirke, der præsentabelt kunne sikre gode rammer om menighedens gudstjeneste. Med det formål for øje byggede Købner ’Kristuskapellet’ på en grund, som Førster havde købt for midler, der var indsamlet blandt Strict Baptists i England. Kirken blev indviet i 1867 og den skulle være et symbol for fællesskabet i Den danske Forening, hvilket legitimerede, at Købner i to omgange gennemførte missionsrejser – med tilhørende indsamlinger – over hele landet. Den københavnske menigheds medlemstal var ved Købners afrejse i 1879 fordoblet.

For Købner blev den største opgave ifølge konferencens dagsorden i 1865 opbygningen af Den danske Forening. På dette område kendte han sit håndværk. Det ypperste værktøj var den årlige konference, og det lykkedes at samle menighedernes repræsentanter til sådanne hvert år. Dette samtaleforum kunne bruges til forebyggelse af mange konflikter, til løsning af andre uoverensstemmelser samt til planlægning af fælles mission både nationalt og internationalt.

Købner blev hvert år valgt som formand. Til en identitet som kirkesamfund hørte endvidere fælles spiritualitet og teologisk helhedsforståelse. Den første udfordring kunne Købner løse på samme måde, som han havde gjort det i Tyskland – ved at samle og udgive danske baptisters første salmebog. Menighederne havde sunget efter flere forskellige, og deres fælles samlinger led under dette. Købner gik efter Kristuskirkens indvielse for alvor i gang, og nøjagtig 20 år efter hans tyske salmebog udkom, så ’Troens Stemme’ dagens lys i 1870. Den indeholdt over 700 salmer. Købner havde forfattet eller oversat mere end 100. Men også danske salmedigtere som Kingo, Brorson og Grundtvig hørte med. Salmebogen blev brugt flittigt gennem 46 år. På den måde satte Købner sit præg på baptismens spiritualitet en generation efter hans udrejse.

Købner havde flere problemer med at skabe fælles fodslag teologisk set blandt baptisterne. Efter 1847 var det ikke lykkedes Oncken og Købner fra Hamburg og ej heller Førster at give den reformerte teologi gennemslagskraft, så kritikerne rettede ind. Sidst i 1860’erne brød diskussionen igen op vedr. prædestinationen. Købner fastslog gentagne gange, at ’udvælgelsen er baptisternes lærdom’, men han ville i øvrigt ikke strides om dette, men sætte mission øverst på dagsordenen. Men i 1870 måtte konferencen tage stilling. En af de ældste, døbt i 1840 på Langeland, udgav et historisk skrift om danske baptisters splittelse vedr. forudbestemmelsen. Niels Hansen, der ville være fri som fuglen på den jyske hede, hvor han nu boede, kaldte sit skrift ’Hedelærkens sang om Forudbestemmelsen – Kalvinismens hemmelighed afsløret’. Det blev for meget for konferencen, der vedtog, at ’Den danske Forening ikke kunde vedblive at stå i forbindelse med den menighed, som beholdt Niels Hansen til dens forstander’. Købner markerede samtidigt, hvor vejen gik: ’Jeg skammer mig ikke ved at blive kaldt Kalvinist. Jeg højagter Kalvin, og Den reformerte Kirke har fra begyndelsen været bedre end Den lutherske Kirke. Vi baptister var enige med den i de fleste læresætninger’. Sådan måtte det være. Niels Hansen og andre med samme teologi løste problemet på den lette måde – de immigrerede.

På de årlige konferencer forsøgte Købner at indøve efterfølgelsens etik på mange områder. På det politiske område var alt betændt efter nederlaget til Tyskland. Danmarks grænse mod syd skulle efter 1866 trækkes midt i det gamle Jylland helt oppe ved Kongeåen. På spørgsmålet om, hvordan kristne skulle forholde sig til politik, svarede Købner på konferencen i 1868: ’En kristens politik er Guds rige. Nationalhadet er derimod fra Satan. Politiken ville vi overlade til grundtvigianerne, som indbilder sig at forstå sagen, og som synes at holde Gud for de danskes Gud’! Derimod stred krigstjeneste ikke imod Guds ord, idet øvrigheden var indsat af Gud. Det må være med den begrundelse, Købner i 1873 tilegnede sit største værk ’Sangen om Gud’, der var skrevet over flere år i lange københavnske nattetimer, til den tyske kejser og det tyske folk!

På konferencen i 1870 gjorde Købner status for sit virke i Danmark. Han var sendt herop af Oncken primært for at samle menighederne og uddanne prædikanter. Konferencerne, kirken i København og salmebogen havde hidtil taget hans tid. Næste mål skulle være missionsskolen. Svenske baptister havde indviet deres Betelseminarium i Stockholm i 1867. Turen kom nu til Danmark. Med økonomisk hjælp fra amerikanske baptister lykkedes det Købner at undervise prædikanter gennem to vintre i København. Men denne opgave lykkedes det ikke Købner at løfte. Det skete derimod med hjælp fra udvandrede danske baptister, der i professor N. P. Jensens skikkelse besøgte København i 1884. Herefter blev danske præster uddannet i USA.

I missionsarbejdet gav Købner menighedernes søndagsskoler en levende og anvendelig form. Hans metodik var så brugbar, at den dannede skole i årtier for søndagsskolearbejdet – ikke blot blandt baptister, men også for lutheranere og metodister. I København virkede Købner som mentor for dygtige medarbejdere, der stod klar til at overtage opgaverne, da han selv rejste til Barmen i 1879. Hans Larsen organiserede undervisningen for børn og unge i alle søndagsskoler landet over. Og Marius Larsen havde lært sig kunsten som menighedens nye forstander i København – så godt, at konferencerne år efter år også genvalgte ham som leder. På det sociale område fastholdt Købner den linie i afholdsarbejdet, som blev anlagt i 1842.

Under sit ophold i Danmark havde Købner bevaret sin titel af ’Missionær for Tyskland’. Da Altona-striden med Oncken om menighedernes selvstændighed i Forbundet blev bilagt ved en gensidig forsoning, begyndte Købner som 71-årig en rundrejse af et halvt års varighed til alle Forbundets menigheder for at opbygge fællesskabet mellem menighederne. Han efterlod sin nye hustru – Herrens gave, Dorthea – sammen med deres 3-årige datter i København. Ved sin hjemkomst havde Købner modtaget stor ’kærlighed og velvilje’ overalt – og Det tyske Forbund stod forenet. Men inden længe stod Købner selv alene. Dorthea døde af en leversygdom og snart efter forlod Købner sammen med deres datter Ruth København med Barmen som mål. Fra Danmark medbragte han også en del af Søren Kierkegaards forfatterskab. Købner var for øvrigt den første, der oversatte dele af den danske filosofs forfatterskab til det tyske sprog.

På dette tidspunkt havde danske baptister gennem flere år diskuteret, om de skulle tilhøre Det tyske Forbund eller danne en selvstændig dansk kirke. Kun veneration for Købner og hans dygtige indsats afholdt dem fra den sidste mulighed. Efter Købners bortrejse i 1879 ændrede Marius Larsen Foreningen til et Kirkesamfund. Selv om Købner tog alle økonomiske midler med sig fra Det tyske Forbund, da han rejste, lykkedes det i fællesskab Marius Larsen og den nævnte N. P. Jensen, ’ideologen efter Købner’, at rekonstruere såvel det økonomiske som det åndelige fundament for de danske baptister. En ny horisont tegnede sig langt borte mod vest.

Købners periode i Danmark var præget af en stor udvandring af mange hundrede baptister. Det begyndte tidligt. Allerede i 1856 blev den første danske baptistmenighed stiftet i USA. De rejste, fordi landet var fattigt og decimeret efter 1866, men også fordi de som baptister blev forhånet og chikaneret. Med tiden var der et dansk-talende baptistsamfund i USA på samme størrelse som det, der endnu virkede her i landet. Herfra kom hjælpen – med professor N. P. Jensen, der var opvokset på Sjælland, emigreret i 1868 og uddannet som prædikant i Chicago. Efter nogle år som baptistpræst blandt danske udvandrere i Amerika, blev han lærer og senere professor samme sted. Nu vendte han hjem og skabte nyt håb blandt fædrelandets baptister.

Afrunding

Købner-perioden (1865-1879) og de følgende ti år (1879-89) indtil danske baptisters 50-års jubilæum bragte kun beskeden fremgang. Kun syv nye menigheder så dagens lys, og antallet af medlemmer nåede ikke højere end 2.600. Der var flere årsager til den beskedne fremgang. Den gudelige vækkelse forblev indenfor Folkekirkens vide rammer. Den blev spaltet i to grene, den pietistiske Indre Mission og den kulturåbne grundtvigianisme, men alle, der brød med Folkekirken, blev ikke mindst af dennes præster fremstillet som et ikke-dansk sektfænomen. Hertil kom den nationale modsætning mellem Danmark efter det danske nederlag i 1866. Baptister var ikke blot sekterere, men de blev også som en del af Det tyske Forbund anklaget for manglende loyalitet mod konge og fædreland. Splittelsen i den danske baptisme gjorde også sit til stagnationen, men endnu værre var det, at baptister på grund af emigrationen blev regnet for en slags mormoner. Demografisk var baptismen et landfænomen, hvor man levede konservativt. Købner formåede ikke at vende udviklingen til fordel for bymission, selv om han var bevidst herom. De voksende byer med de mange socialister blev ikke udfordret af mission fra baptisterne. Men fornyelsen var på vej, hvilket ville glæde både Oncken og Købner. Og da kontakten til amerikanske baptister var etableret, udtrådte Den danske Forening af Det tyske Forbund i 1886.

Litteratur

Bent Hylleberg (1978): P. C. Mønster, Føltveds Forlag, Brande, 140 s. ISBN 87-7409-005-4

Bent Hylleberg (1984): Førsters Breve, Føltveds Forlag, Brande, 416 s. ISBN 87-7409-039-9

Bent Hylleberg og Bjarne Møller Jørgensen (1989): Et kirkesamfund bliver til. Danske baptisters historie gennem 150 år, Føltveds Forlag, København, 365 s. ISBN 87-7409-069-0

bh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *