Historien om Julius Købner

Julius_KöbnerAf Anders Damgaard, historiker, cand.mag.

I anledning af Julius Købners 200-års fødselsdag i 2007 bad Købnerkirkens menighed historiker, cand. mag. Anders Damgaard om at skrive en række artikler om Julius Købners liv. Det kom der otte artikler ud af, som første gang bragtes på Købnerkirkens hjemmeside (her, hvor du også kan læse mere om forfatteren og øvrige bidragsydere), og nu også her.

I. Fra Lissa til Ovengade

Udvandrerne

Rådhuset i Leszno
Rådhuset i Lissa (Leszno)

Navnet Købner stammer oprindeligt fra byen Køben, som ligger ved floden Oder i Schlesien i det nuværende Polen. Og det er her, historien om Julius Købner begynder. På et tidspunkt mellem 1534 og 1744 flyttede Købner-familien til den større by Lissa (i dag Leszno), som nu er en polsk provinsby på størrelse med Roskilde, beliggende i den sydvestlige del af Wielkopolska-regionen ca. 80 km sydvest for Poznan.

I den anden halvdel af 1700-tallet lå Lissa dog i det tysktalende Preussen og var centrum for en betydelig tysk-jødisk kultur og husede en stor jødisk menighed. Mange jødiske menigheder valgte deres rabbinere fra skolerne i Lissa. Det var også her, Julius Købners kommende far Isaac Aaron Købner blev født i 1775.

Fra 1793 begyndte mange jøder fra Lissa dog at udvandre på grund af forfølgelse fra den preussiske stats side og indre splid i menigheden. Så efter at have gennemført sin Talmud-undervisning udvandrede Isaac Aaron i 1801 og havnede ad omveje til sidst i Odense. Niogtyve år gammel blev han i 1805 gift med den 19 årige Hanna Mathiesen. Det unge par slog sig ned i Ovengade 49 i Odense, og den 11. juni 1806 fik de deres første barn, en søn, der fik navnet Salomon Israel Købner.

I samme del af Odense var der året før blevet født en anden lille dreng, som også skulle komme til at drive det vidt. Han hed Hans Christian Andersen.

Salomon den vise

“Allerede i mine Drengeaar besad jeg en umaadelig Læselyst, fandt derimod ringe eller egentlig ingen Smag for de sædvanlige Lege og Ungdomsforlystelser. Endnu meget ung stod jeg op kl. 3 om Morgenen i Sommerens Tid for at tilfredsstille min Hunger efter Kundskaber, og saaledes skete det, at jeg efterhaanden arbeidede mig frem uden Hjælp eller Veiledning af andre.”

Isaac Aaron Købner
Isaac Aaron Købner 1775 – 1847

Således beskriver Salomon Købner – senere kendt som Julius Købner – som voksen sine barneår i fødebyen Odense. Han var en begavet og på mange måder nok også lidt speciel dreng – som citatet også antyder. De første år af sin barndom tilbragte den lille Salomon i sit hjem i Ovengade. Familien voksede dog hurtigt, og Salomon fik med tiden i alt fire brødre og fire søstre. Den store børneflok må have kostet penge og energi at ernære. Og der gik da også kun nogle få år, før Salomon flyttede ud til sin gamle onkel Israel og tante Caroline, som boede lidt ude for Odense ved “Fruens Bøge”. Den eneste betingelse var, at Salomon holdt sabbatten hjemme i Ovengade hos mor og far.

Onkel Israel og hans kone var barnløse og var meget glade for den lille kloge dreng Salomon. Hos onkel Israel kunne Salomon dyrke den verden, som skulle blive en stor del af hans liv: Bøgernes verden. Hos onklen fandt han ro og tid til at læse til sent om natten, gå lange ture i skoven og lære sin Talmud. Som han selv senere sagde: “Bøgerne var den Verden, i hvilken jeg egentlig levede.” En kilde beskriver da også omgivelserne i Fruens Bøge hos onkel Israel som perfekte for den lille dreng:

“Husets og omgivelsernes stilhed omgav den lille dreng og passede godt til hans sind, thi han var alvorlig, tænkte meget og elskede i den grad den ensomhed, som han ikke kunne finde i skolen. Når han var alene i skoven, havde han det bedst og hengav sig til betragtninger, der mere tilhørte den voksne alder end barnets verden.” (Citat fra: “Eduard Scheve, Lebensbild von Julius Købner”)

I skole

Skolen faldt ham også let. Allerede på dette tidspunkt begynder han således at undervise sine yngre brødre i fransk, og han lærte desuden tysk, engelsk, græsk og hebraisk.

“Med stor Flid bragte jeg det saavidt, at de tyske, engelske og franske Litteraturskatte stod til min Raadighed. Senere bragte jeg det saavidt i græsk og hebraisk, at jeg ved siden af de forskellige Bibeloversættelser ogsaa kunne bruge Grundteksten.”

Det var kundskaber, der skulle vise sig at være en stor fordel i hans voksne liv.

Salomon blev opdraget i den jødiske tro. Hver morgen, før morgenmaden, måtte han sætte bederemmen om sin pande og hånd og fremsige de hebraiske bønner. Han fulgte også gudstjenesterne, hvor hans far som overrabbiner ledede sangen. Men bønnerne sagde ham ikke noget, og han fremførte dem med mekanisk stemmeføring. Allerede på dette tidspunkt begyndte han at spekulere over sin religion, og han fordybede sig i bøger med religiøst indhold. Om sine religiøse tanker som dreng skrev Købner senere:

“Tidligt følte jeg, at min religion var utilfredsstillende. Jeg forstod snart, hvor tomt det var at læse noget op for Gud af en uforståelig bog og at fremsige skrevne bønner. Jeg så, at de kristne omkring mig kendte det, de læste og sang ved deres gudstjenester, og jeg begyndte at tænke, om ikke deres religion var mere rigtig end min.”

Gravøren griber vandrestaven

Som vel alle fædre spekulerede Isaac Aaron på, hvad sønnike skulle drive det til. Salomon var som førstefødt bestemt til at blive rabbiner. Og da hans far ikke alene var købmand, men også overrabbiner i Odense, var det naturligt, at Salomon skulle gå samme vej. Men ifølge jødisk skik skulle man lære et erhverv inden den videre undervisning i Talmud. Så hvad skulle knægten beskæftige sig med?

Ud over en ubændig læselyst havde onkel Israel og hans far bemærket, at drengen var glad for at tegne – og tilmed var ganske ferm til det. Så efter endt skolegang gik han i 1822 i lære som gravør.

Med iver kastede Salomon sig over sit nye arbejde. Hans bror Waldemar skriver således i et brev med begejstring om sin storebrors “gravørkunst”. Efter to års læretid var han 18 år gammel udlært gravør. Som alle raske unge mænd havde han udlængsel og greb derfor vandrestaven for at se sig om i verden.

Et skelsættende møde

Vandrestaven førte ham i 1824 med sejlskib til hansestaden Lübeck. Noget af det første han gjorde der, var at opsøge præsten for den reformerte menighed, Dr. Geibel. Mødet med Dr. Geibel omtales i flere kilder som et skelsættende møde for Salomon Købner. Her mødte han for første gang i sit liv en virkeligt troende kristen. Om mødet fortæller Julius Købner senere:

“Da jeg kom til Tyskland fra Danmark traf jeg for første gang en sand kristen. Han fortalte mig, hvad kristendom var, og da jeg ransagede den kostelige lære blev jeg stadfæstet i den tanke, som jeg allerede tidligt havde fundet var skøn og herlig.”

Mødet med Dr. Geibel er en central begivenhed i den unge Købners liv og omtales da også både af Købner selv og eftertidens kilder. Fra mødet stammer også en af de typiske anekdoter om Købner. Ved afskeden med Dr. Geibel ville præsten nemlig give den unge Købner et par dukater i hånden til at købe mad for. Dem nægtede Købner dog bestemt at modtage og sagde: “Sådanne har jeg ikke søgt.” En mand med rygrad var han, den unge Salomon.

 

II. Kærlighed og kristendom

Salomon og Juliane

Juliane Købner, f. von Schröter
Juliane Købner, f. von Schröter 1802 – 1868

Den unge jødiske gravør Salomon Købner drager 18 år gammel til Lübeck for at søge lykken. Efter knap to års ophold i Lübeck drager han videre til Hamburg, hvor han arbejder som gravør og sproglærer. En af hans elever er en fire år ældre kvinde ved navn Juliane Johanne Wilhemine von Schröter. Juliane er datter af en tysk officer, født i garnisonsbyen Rendsborg. Hendes far, Christian Heinrich von Schröter, står som mange andre tyskere på den tid i dansk militærtjeneste.

De to unge mennesker har flere fælles interesser, heriblandt digte, som den unge Salomon selv er begyndt at forfatte. Salomons digte betager Juliane, og med tiden opstår der sympati og kærlighed mellem de to unge. Og som det er helt normalt på den tid, er der ikke langt fra kærlighed til tanker om ægteskab. Men så opstår problemet: Salomon er jo jøde, og som jøde er det utænkeligt, at han kan anmode om sin elskede Julianes hånd. Julianes far vil aldrig acceptere, at hans datter bliver gift med en jøde.

Men her træder så et karaktertræk ved personen Salomon Købner tydeligt frem: Det handlekraftige. Kun lige fyldt 20 år tager han affære. Første skridt på vejen til ægteskab med Juliane er at blive døbt. Den 31. juli 1826 bliver jøden Israel Salomon Købner således døbt og tager samtidig navneforandring til Julius Johannes Wilhelm Købner (bemærk ligheden med hans elskede Julianes navn). Dåben foregår i Sct. Petri Kirke i hansestaden Hamburg.

Dåbsattesten lyder i uddrag:

“I året 1826, den 31. juli, lader Salomon Købner sig, indtil nu af jødisk Tro, søn af Isak Aaron Købner, Handelsmand fra Lissa i Polen, bosiddende i Odense, døbe, efter Undervisning i den kristne Tro og frivilligt aflagt Trosbekendelse, af pastor Mutzenbecher i Sct. Petri Kirke i Hamburg og antager herefter Navnet: Julius Johannes Wilhelm Købner.”

Med kongebrev til Gamborg kirke

St. Petri Kirke 1837
St. Petri Kirke, Hamburg 1837

Efter denne skelsættende handling skulle man mene, at vejen til ægteskabet er banet. Men Julianes far er stadig imod ægteskabet. Og desuden mener han, at “min datter egner sig ikke til det huslige”. Om det er den egentlige grund til hans modstand mod ægteskabet, eller om det er fordi, han ser Julius som en overløben jøde, ved vi ikke. Ligesom vi heller ikke ved præcist, om Julius bliver døbt udelukkende af praktiske årsager, eller om en medvirkende årsag til denne handling er et dybtfølt ønske om at slutte sig til den kristne tro.

Et faktum er det dog, at den nydøbte Julius igen tager affære. Hans næste skridt for at opnå ægteskab med Juliane er nemlig at forfatte og sende et bønskrift til den danske konge. Bønskriftet bliver vel modtaget og besvaret, og med et kongebrev i hånden rejser de unge elskende til Gamborg Kirke ved Middelfart, hvor de bliver viet af sognepræsten.

I vielsesattesten står der:

“Den 29. december 1826 blev efter forevist Kongebrev paa deres Gennemrejse over Middelfart Herr Julius Johannes Wilhelm Købner og Frk. Juliane Johanne Wilhelmine Schrøter ægteviet hvilket attesteres af undertegnede: Sognepræsten for Gamborg Menighed.”

Efter ægteskabet er indgået, flytter parret til den lille by Kellinghusen i Slesvig-Hostein, som på dette tidspunkt tilhører Danmark. Efter et års forløb får de en lille dreng, som dog til deres store sorg dør efter nogle ugers forløb. Ægteskabet forbliver barnløst.

Mangeartede talenter

Julius og hans Juliane lever de næste 10 år i Slesvig-Holsten, hvor han fortsat ernærer sig som gravør, samtidigt med at han fortsætter med at skrive digte og teaterstykker. Flere af disse teaterstykker opføres på teatre i Slesvig-Holsten. Et af Købners skuespil tilegner han Kong Frederik den 6. i anledning af kongens 25 års regeringsjubilæum i 1832. Du vil i en senere artikel kunne læse en mere udførlig beskrivelse af Købner som forfatter.

Tiden i Slesvig-Holsten er også en tid, hvor Julius Købner giver bevis for sine mangeartede talenter. I 1832 modtager Julius 50 rigsdaler som anerkendelse fra “Centraladministrationen for det slesvig-holstenske patriotiske selskab i Altona“. Prisen bliver givet som en form for opmuntringspræmie til fortsat arbejde på frembringelse af kobberbogtryk.

Med prisen følger en skrivelse, som begrunder selskabets valg af netop ham som modtager af anerkendelsen:

“Centraladministrationen har med Fornøjelse modtaget Deres Forsøg på Udførelse af Kobberbogtryk og glæder sig med Dem, at netop dette første Forsøg har vist et så godt Resultat. Selvom Deres Forsøg mangler Forbedringer og ikke er fuldkommen, så viser dette første Forsøg dog en Omhyggelighed og Målrettethed. Det bedrøver af denne Grund Centraladministrationen endnu mere ikke at besidde Midler til fortsat at understøtte Dem økonomisk og derved gøre Dem i stand til at forbedre Deres Ideer og udvikle dem til Fuldkommenhed.”

“Et meget klogt hoved og en intelligent mand”

Året efter belønnes han igen. Men denne gang ikke for sit håndværk. Han modtager nemlig en guld-æresmedalje fra “Det Hamborgske Selskab til fremmelse af Kunst og nyttige Foretagener”. Den fine udmærkelse skyldes hans svar på en prisopgave om en arbejdsanstalt for uarbejdsdygtige fattige (det var før bistandshjælpen). Købner forfatter et skrift med titlen “Hvo, som ikke kan vise sig i flidens smykke”. Og på samme måde får han på samme tid en præmie for besvarelsen af en prisopgave, udstedt af Hamburgs senat. Opgaven lød på, hvordan man skulle beskæftige forældreløse børn (vajsenhusbørn). Købners svar på dette er, at de skal beskæftiges med lette stråfletningsarbejder, da “deres små Fingre og Hænder passer godt til dette”. Også for denne besvarelse får han førsteprisen, en guldmedalje.

Og som om det ikke var nok, modtager Julius i samme periode både en guldpræmie og en sølvmedalje fra “Den Fædrelandske Kunstforening i København”. Præmien bliver givet for en sættemaskine med fordybede bogstaver, som han har opfundet. En smed som Julius bor hos på dette tidspunkt, fortæller om hans arbejde med sættemaskinen:

“Da jeg boede i Kellinghusen som Smed, boede en Gravør Herr Købner til Leje hos mig. Han var et meget klogt Hoved og en intelligent Mand, og han arbejdede med at lave en Sættemaskine med fordybede Bogstaver. På min Foranledning anmeldte han sin Opfindelse til Den Fædrelandske Kunstforening og rejste paa dennes Opfordring til København og forestillede sin Maskine og modtog derfor en Guldpræmie og en Sølvmedaille.”

En flittig mand

At Julius som ung mand i 20’erne modtager disse forskellige præmier, fortæller os flere ting. Dels at han allerede som ganske ung besidder en næsten ufattelig flid og arbejdsomhed. Men også, at han er en mand med mange – og meget forskelligartede talenter. Og ikke mindst: At han er yderst praktisk anlagt. Hans flid, talenter og praktiske indstilling til tingene skal senere komme den gryende baptistkirke til gode.

I 1836 flytter Julius og Juliane tilbage til storbyen Hamburg, hvor Julius efter kort tids forløb slår sig sammen med sin lillebror Waldemar om et trykkeri. Kort tid efter møder Julius Købner en mand, der kommer til at ændre hans liv, nemlig baptismens “grand old man”: J.G. Oncken.

 

III. Det store vendepunkt

En beskeden begyndelse

Johann Gerhard Oncken
Johann Gerhard Oncken 1800 – 1884

I 1836, 30 år gammel, møder Julius Købner den mand, der skulle være med til at bestemme hans livsbane, Johann Gerhard Oncken. Oncken stifter i 1834 den første tyske baptistmenighed i Hamburg og er af eftertiden beskrevet som grundlæggeren af den europæiske baptisme i nyere tid.

Egentlig er det Juliane Købner, der har æren af, at Julius møder Oncken. Under sine indkøb i Hamburg hører hun nemlig om en mand, der sætter byen i bevægelse med sine veltalte prædikener: J. G. Oncken. Juliane deltager i et af hans møder og bliver angiveligt så grebet af oplevelsen, at hun opfordrer sin mand til at gå med til et møde med denne Oncken. I første omgang er Julius imod at deltage i et “møde i et baglokale”.

Men Juliane giver ikke op så let og overtaler til sidst sin mand til at gå med. Julius fortæller senere om dette første, skelsættende møde med Oncken:

“Jeg gjorde nu Bekendtskab med Broder Oncken, og fra hans Mund hørte jeg for første gang en Prædiken, som overbeviste mig om, at jeg var en saadan Synder, som ikke kunde hvile uden ved Jesu Fod. Fra den Tid skete en sand Omvendelse i min Sjæl. Jeg følte Syndens Bitterhed, men Kristus blev herlig for mig, som den eneste Vej til Gud”.

Mødet med Oncken giver konkrete resultater. Den 17. maj 1836 bliver Julius døbt af Oncken og derefter optaget i baptistmenigheden i Hamburg. Oncken selv skriver i et brev dateret 20. maj 1836 kort og kontant om mødet, hvor Julius blev døbt: “Fire Personer blev døbt for et par Dage siden, af hvilke tre er blevet optaget i Menigheden”.

Knap to måneder senere, den 15. juli 1836, bliver Juliane døbt og optaget i menigheden. Allerede den 26. august samme år holder Julius sin formentlig første tale i baptistmenigheden i Hamburg. Talen holdes ved et aftenmøde i Onckens hus, hvor formålet med mødet er oprettelsen af en afholdsforening.

Om mødet fortæller Oncken:

“I aftes var der henved 60 Mennesker samlet til et Møde i mit Hus, hvor der blev stiftet en Afholdsforening. Efter Bøn om Guds Velsignelse over Mødet, talte jeg først om Hensigten med Afholdsforeningers Stiftelse, hvorefter Broder Købner holdt et passende Foredrag til Anbefaling for Sagen. Ved Mødets Slutning underskrev 43 Personer Afholdsløftet”.

En beskeden begyndelse. Store og uanede opgaver venter nu den unge Købner.

Onckens højre hånd

Oncken indser formentlig hurtigt, hvor værdifuld den unge Julius Købner er. Prædike kan Julius endnu ikke, men skrive er han vant til, og som Onckens nære medarbejder begynder han at arbejde som tolk og korrekturlæser. Julius hjælper tillige Oncken med at opbygge menigheden i Hamburg og forkynde evangeliet samme sted. Det første år i Hamburg går godt. Menighedens medlemstal bliver fordoblet, og man må finde et større og mere egnet lokale end Onckens stue at mødes i.

Efter det første forsøg med at prædike ved mødet i Onckens hus får han Julius til at fortsætte. Men al begyndelse er svær. Angiveligt bliver han i begyndelsen flere gange både rådvild og forsagt på talerstolen i menigheden, ofte så slemt, at han må stoppe midt i sin prædiken. Det fortælles, at Oncken må love at sidde lige bag ved Julius under hans prædikener, parat til at fortsætte hvis han går i stå.

I sandhed en spæd start som prædikant for en mand, der senere udtaler, at “det faldt ham lettere at tale til en tusindtallig Forsamling end at føre en Sjælesørgersamtale med et enkelt Menneske”. Julius lærer dog hurtigt at prædike, så det gør indtryk. I et brev fra Oncken dateret 3. september 1837 beskriver han en dramatisk effekt af Julius’ prædiken i den hamburgske menighed:

“Vi har haft en strålende Dag, som vil blive husket i lang Tid, Broder Købner prædikede om Morgenen og var meget animeret. Ved slutningen af hans Prædiken blev en Kvinde, som kun for nyligt har fået Kendskab til Sandheden, så overvældet at hun faldt ned foran mine Fødder, imens hun lovpriste Herren for, hvad Han havde gjort for hende”.

“En stor grad af sympati”

Også andre samtidige bemærker Købners usædvanlige evner for at fange sine tilhørere. Den amerikanske professor og baptist Horatio B. Hackett deltager i 1841 ved et møde i menigheden i Hamburg og overværer her Købners prædiken. I et brev dateret 27. september 1841 fortæller han om sin oplevelse:

“I går havde jeg den store glæde at mødes med den lille forsamling. Vores broder Købner afholdt ceremonien; og selvom det meste af hans prædiken var uforståelig for mig, var det til overflod tydeligt gennem den opmærksomhed han blev hørt på og via de meget varierede udtryk af billigelse, som jeg overværede, at der var en stor grad af sympati mellem prædikanten og hans tilhørere.”

Smidt i hundehullet og jaget ud af byen

Gottfried Wilhelm Lehmann
Gottfried Wilhelm Lehmann 1799 – 1882

Denne periode i Julius’ liv er også tiden, hvor han oplever myndighedernes indgriben over for baptismen. Oncken bliver flere gange fængslet, noget Julius selv kommer til at opleve senere. Fra den tid fortælles en dramatisk historie om dengang, Julius smuglede en beretning om baptistmenigheden ind til Oncken i fængslet. Beretningen er skjult i et udhulet brød. Men papiret falder desværre efterfølgende ud af Onckens lomme, da han tager sit lommetørklæde op, og beretningen bliver derved opdaget af fangevogteren. I beretningen kan myndighederne i øvrigt erfare, at arbejdet i menigheden på ingen måder står stille, mens lederen er i fængsel, men at der bliver holdt baptistmøder 12 forskellige steder i byen.

Tiden som prædikant og senere omrejsende missionær for baptismen i Tyskland er i det hele taget en dramatisk tid for Julius. I vinteren 1841-42 skal han således vikariere som prædikant for Gottfried Wilhelm Lehmann i Berlin. Lehmann var sammen med Købner og Oncken grundlæggerne af den tyske baptisme. De tre missionærer blev kaldt “trekløveret”.

Under sin tid i Berlin besøger Julius en menighed lidt uden for Berlin. Her bliver han anholdt og fejlagtigt sigtet som den berygtede Oncken fra Hamburg. Han sættes i den værste celle i fængslet, kaldet “Hundehullet”, og bliver først løsladt dagen efter efter et langt og strengt forhør. Under skarp bevogtning bliver han derefter ført til byens grænse.

Ved et andet besøg som missionær i den lille by Gammelby i Holsten, går det endnu værre. Julius fortæller selv:

“Straks jeg var ankommet, traadte Fogeden og Godsinspektøren ind i Huset, hvor jeg var. De havde endda taget en Medhjælper med, som engang havde været fængslet for Tyveri. Med onde Gebærder forlangte de mit Pas, men trods det var i Orden, drev de mig dog ledsaget af Mængden i Byen ud over Bygrænsen. Mængden var bevæbnet med Knipler og udøste Skældsord over mig: “Se der gaar Jødernes Konge” – “Den Karl burde hænges!” – “Kom lad os straks hænge ham op i et Træ.” Anføreren hindrede dog de andre i at slaa; men de saa dog nu og da deres Snit til at støde til mig og til at berøre mig med Kniplerne for i det mindste at faa en smule Tilfredstillelse for deres Vrede”.

Ad ujævne og knoldede veje

I omtrent 10 år virker Købner som omrejsende missionær for menigheden i Hamburg. Det må have været et hårdt og besværligt liv. Den første jernbane i Tyskland blev åbnet i 1835. Det var de seks kilometers strækning mellem Nürnberg og Fürth. Selv om der i de følgende år hurtigt bliver åbnet flere jernbanelinier, foregår de fleste af Julius’ rejser på denne tid i kolde postvogne ad ujævne og knoldede veje. Og overnatningsmulighederne for de ihærdige missionærer er ikke altid de bedste. Engang kommer Julius f.eks. til en egn, der er berygtet for fnat. Befolkningens snavsede måde at leve på dér er angiveligt så slem, at Julius afslår at spise andet end kogte æg for ikke at få sygdomme i sig. Og ofte undslår han sig sådanne steder at gå i seng for ikke at blive fyldt med utøj. Han sover i stedet i en stol hele natten – omsvøbt af tæpper.

I 1839 råder Oncken Julius til at rejse til sit fædreland Danmark. I Hamburg har man nemlig hørt om en spændende gudelig vækkelse på Fyn. Købner sejler derfor i maj 1839 til sin barndoms ø, nærmere bestemt Kerteminde.

 

IV. Ikke at vinde de troende – men at vække de sovende

Tilbage i Danmark

Julius Købner 1840, kultegning af G.W. Lehmann
Julius Købner 1840 Kultegning af G.W. Lehmann

I slutningen af maj måned 1839 vender Julius Købner tilbage til sit fædreland, Danmark. Det er nu 15 år siden, han som ung mand greb vandrestaven og drog til Tyskland for at søge lykken. Vi må forestille os Julius’ hjemkomst til Fyns bløde landskab i maj måned, hvor alting blomstrer. Han står på skibsdækket og ser ind imod Kerteminde, rejsens mål.

Ideen med rejsen til Danmark var Onckens. Den 31. maj 1839 skriver Oncken i en missionsmeddelelse til baptistsamfundet i USA:

“Broder Købner er netop i færd med at rejse til Fyen og Jylland, hvorfra vi har modtaget interessante Breve og hvorved der blev aabnet en Korrespondance med flere kristelige Landboere, som Herren har oprejst til at prædike Evangeliet. Dersom Herren ledsager vor Broder, vil Resultaterne af hans paatænkte Rejse blive herlige. Jeg antager, at Broder Købner vil blive borte omkring to Maaneder.”

Julius påstår senere, at rejsens hovedformål ikke var “at vinde de Troende men at Vække de Sovende”. Han møder mange vakte troende på sin rejse rundt på Fyn. Men under et af sine mange møder på Kerteminde-egnen får han nys om en Hr. Mønster og hans kreds i København. Under en ophedet diskussion med en gårdmand ved navn Rasmus Ottesen om det sprængfarlige emne barnedåb fortæller gårdmanden nemlig om en lille kreds af troende i København, som deler Julius’ syn på barnedåben.

Julius fortæller selv om diskussionen med gårdmanden:

“Saa traf det sig en Aften, at en Diskussion om dette emne opstod mellem mig og en Gaardmand ved navn Rasmus Ottesen, en mand som var begavet med meget store Evner og anset blandt de kirketroende. Han angreb mig med Heftighed og rettede al sit Vids Styrke imod mig, og i sin Ophidselse raadede han mig til at gaa til en Hr. Mønster i København; thi der vilde jeg finde folk af min Slags og af samme Mening, som jeg selv havde. Denne fjendske Antydning viste sig at blive det Middel, som Gud brugte til Dannelsen af den første Baptistmenighed i Danmark.”

Gårdmanden Ottesen har dermed, uden at ville det, sået baptismens frø i Danmark. Julius følger den vrede gårdmands råd og tager straks til hovedstaden for at møde Hr. Mønster.

En hjemmefødt bevægelse

Peder Christian Mønster
Peder Christian Mønster 1797 – 1870

Men hvem er denne Hr. Mønster og hans flok af vakte? Peter Christian Mønster er ligesom Julius gravør og leder af et lille samfund af troende i København.

Disse troende deler et baptistisk kirke- og skriftsyn uden at vide, at de er baptister. Mønsters lille danske menighed har ganske enkelt ikke hørt om baptismen og dens lære. På dette tidspunkt er de stadig blot en lille husmenighed uden egen kirke. Så overraskelsen og glæden må have været stor, da de møder en hjemkommen dansker fra det store Tyskland med samme anskuelser som dem selv. For Mønster personligt må det også have været en kolossal lettelse.

Om mødet med Købner i København i sommeren 1839 fortæller Mønster:

“Købner besøgte mig, og vi blev glade ved at stemme overens i vore kirkelige Begreber. Han overbeviste mig om af Den Hellige Skrift, at Bestænkelse med Vand ingen Daab var. Jeg lærte det baptistiske Samfund at kende, og da jeg længe havde længtes efter at komme i Brodersamfund med Ligesindede, der som jeg byggede deres Saligheds Haab på Jesus Kristus og hans Apostles Grundvold, og da jeg fandt, at det forhold sig saaledes med Baptisterne, besluttede jeg mig til, saa snart Lejlighed dertil gaves, at lade mig døbe og optage i det baptistiske Trossamfund.”

Julius øjner muligheden for at så baptismens frø i Mønsters menighed. Efter en tur tilbage til Fyn med afstikker til Langeland, tager han tilbage til Juliane i Hamburg. Straks efter hjemkomst fra sin første rejse til Danmark begynder han at oversætte et engelsk skrift af R. Pengilly. Dette skrift kan med rette siges at have historisk betydning. Skriftet har overskriften “Hvori bestaar Daaben og hvem skal døbes?” og henvender sig direkte til den lille menighed i København og andre vakte, som Købner har talt med under sin første rejse til fædrelandet. Julius lader skriftet litografere og sende til Danmark. Det lille skrift læses flittigt og er formentlig med til at sammentømre menigheden i København og give dem en fælles forståelse for deres tro. Og i en tid uden fjernsyn, internet og mobiltelefoner har Julius’ skrevne ord en stærk effekt på sine modtagelige læsere.

En taknemmelig læser af Julius’ skrift og medlem af menigheden i København, kattuntrykker Peter Emil Ryding, skriver til ham og fortæller, at han, da han fik dette skrift i hænde, gik ud på kirkegården og satte sig under et træ for at læse skriftet. Under læsningen af teksten brast han i gråd og lagde de enkelte tekstsider udbredt på jorden “til skue for Herrens ansigt og bad om vejledning.” Købners ord havde magt.

Baptismen slår rod i Danmark

I oktober 1839 vender Julius tilbage til Danmark i selskab med Oncken. Den 27. oktober døber Oncken 8 personer fra Mønsters lille flok i Lersøen, en nu udtørret sø i Lersøparken på Østerbro i København. En mindesten markerer i dag, at det var her, de første danske baptister blev døbt.

Om denne skelsættende begivenhed fortæller Søren Hansen og Peter Olsens i “De danske baptisters historie”:

“Søndagen den 27. oktober aarle i Morgenstunden brød vores lille Kreds op og begav sig på Vej til Daabsstedet, dog, som det hedder i Beretningen, ikke samlede, med saaledes, at de traf sammen på det aftalte Sted. Oncken udførte daaben. Oncken forrettede Daaben på den Maade, at han først gik ud i Vandet, tog den, der skulde Døbes, og lagde denne ned i Vandet, således at hele Legemet kom under Vandet, idet han brugte Daabsordene: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den hellige Aands, hvorefter han rejste den døbte op. De var alle iførte den saakaldte Daabsskjorte, som består af en temmelig vid skjorte af linned, der er bundet tæt om Halsen og går lige ned til Fødderne, hvilket de havde iført sig inden de gik hjemmefra, og havde saaledes hver sin Skjorte, som de var iførte under deres sædvanlige Klæder. Daabshandlingen var forbi omtrent kl. 7½.”

Det må have været en kold og barsk oplevelse for den lille flok, der oven i købet vidste, at de med denne handling brød loven. Meteorologisk Institut oplyser i sine optegnelser for den 27. oktober 1839, at “der blæste en stærk Vind fra Øst-Nord-Øst, tyk luft, mod Aften blandet; den stærke Blæst var følelig kold; Temperatur mellem 2 og 5 Grader.”

Den 30. oktober samler Oncken, Julius og resten af menigheden sig hjemme hos Mønster i København. Her stiftes den første baptistmenighed i Danmark. Den lille menighed antager navnet “Daabsmenigheden I Kjøbenhavn”. Samme dag bliver Mønster på sin 42 års fødselsdag indsat som forstander for menigheden med ret til at prædike og forrette nadver.

På flugt fra politiet

Julius rejser i perioden fra 1839 til 1852 hyppigt fra sin bopæl i Hamburg til Danmark for dér at udbrede den baptistiske lære og grundlægge nye menigheder. Hans rejser er især i begyndelsen af denne periode præget af myndighedernes forfølgelser af baptisterne. Mange danske baptister forfølges og sidder i fængsel for deres tro i denne tid, og Købner er ingen undtagelse.

Forfølgelserne antager til tider dramatisk karakter. Den 11. september 1840 er Købner og Oncken på Langeland for at stifte den anden baptistiske menighed i Danmark. Da det kommer birkedommeren for øre, at de er på vej, sender han bud til beboerne ved kysten om at pågribe de to “Gendøberpræster”. Dampskibet med de to frygtede mænd ankommer til Taars på Lolland og når derfra i god behold til Spodsbjerg. Efter at have døbt 8 personer og stiftet menigheden på Langeland samme aften gælder det om at komme af sted igen uden at blive pågrebet af myndighederne. De begiver sig derfor straks til Spodsbjerg, hvorfra færgen sejler til Taars. Det lykkedes dem at forlade havnen i Taars, blot en halv time før politiet kommer for at anholde dem. Færgefolkene kommer angiveligt i forhør hos politiet, fordi “deres Øjne havde været slagne med Blindhed.”

 

V. Fremad og opad

Topmødet på Vestsjælland

Julius Købner
Julius Købner, 1806 – 1884

I perioden fra 1840 og frem til 1852 besøger Julius Danmark flere gange. Præcis hvor mange missionsrejser han foretager fra sit hjem i Hamburg til sine baptistiske brødre i Danmark, er ukendt. Men et faktum er det, at han i efteråret 1847 foretager sin nok mest betydningsfulde rejse – nemlig til den første samlede konference for de danske baptister. Mødet blev senere kaldt “Topmødet på Vestsjælland”.

De to vigtigste emner på dette møde er dels at nå frem til et fælles trosgrundlag, men også at behandle en opstået splittelse i den københavnske menighed, ledet af Peter Christian Mønster. Mønster har siden 1840 været de danske baptisters “biskop” – og den førstedøbte. Men i løbet af 1840erne opstår der to konkurrerende baptistmenigheder i København. Oncken vælger at frasige sin støtte til Mønsters menighed og i stedet støtte den anden københavnske menighed. Splittelsen breder sig hurtigt til menighederne på Langeland og Vestsjælland. Så noget må der gøres.

“Topmødet” i Danmark er godt forberedt under et ugelangt formøde i Hamburg i august 1847 mellem Oncken, Julius og de danske ledere – dog ikke Mønster. Mødet holdes på Vestsjælland i september på baptisten Rasmus Jørgensens gård “Lille Egede” lidt uden for Slagelse. Mødet ligger først underdrejet en uges tid, fordi Julius’ ankomst trækker ud. At det ikke kunne gå i gang uden ham, vidner om hans store betydning. Ole Nielsen Føltved, forstander for menigheden i Ålborg, beretter om ventetiden:

“Næsten til enhver Tid blev der talt om, hvorledes Baptistmenighederne i Danmark igen kunde forenes, uden at komme til noget Resultat, fordi man ventede på Købners Komme”.

Den 17. september ankommer Julius så endelig til Lille Egede efter en hård overfart over Storebælt og et ufrivilligt ophold i Nyborg på grund af en forrygende storm. Resultatet af topmødet bliver som forventeligt, at Mønster enstemmigt bliver udelukket fra bevægelsen. Baptismen i Danmark er nu spaltet i to grupper.

“Min Fader, jeg har altid æret dig”

Isaac Aaron Købner
Isaac Aaron Købner 1775 – 1847

To måneder efter mødet på Vestsjælland oplever Julius den store sorg, at hans far, Isaak Aaron Købner, dør. Faderen lever de sidste år af sit liv under små kår som kirkebetjent ved den lille jødiske menighed i Svendborg. Isaak Aron får sin grav ved siden af sin hustru Hanne, som han overlevede i 18 år. Han blev 72 år gammel. Vi ved ikke præcist, hvordan Julius’ forhold til sin far har været, siden han i 1826 forlod ham for at se verden. Men vi må formode, at det har været en stor sorg for faderen at opleve, at hans førstefødte og meget begavede søn konverterede til kristendommen i stedet for at blive rabbiner. Og oven i dette kom så, at flere af Julius’ søskende også gik over til baptismen – nemlig hans brødre Waldemar og Harry og søster Serine. At Julius havde indflydelse på sine søskendes overgang til baptismen, er vel ikke usandsynligt.

Men at Julius selv havde elsket og æret sin far, vidner denne tale i anledning af faderens begravelse om:

“Min Fader, jeg har altid æret dig. Du var mit Forbillede i Sanddruhed, Flid og Troskab. Du viste mig den Gud, jeg skulle elske. Du gav mig det grublende Sind, der tidligt viste mig mine egne Veje. Du overdrog mig Omsorgen for mine Søskende, som jeg ikke udøvede efter dit Sind. Ikke i alt kunde jeg følge dine Ønsker og Fodspor. Det Kald, du havde udset mig til, kunde jeg ikke følge: Tilgiv mig det! Naar jeg bringer mine Tilhørere det “glade Budskab” af dybeste Overbevisning, saa gør jeg det med den samme Kaldsoverbevisning, med hvilken du har forkyndt Guds Ord og Lov. Du drog engang ud fra dit Fødeland og lærte, at der gives mere end Talmudvisdom. Jeg lærte, at der gives noget højere end Talmud- og Verdensvisdom. Fader, jeg ser ikke Modsætningen, kun en Bevægelse fremad og opad.”

En smukkere begravelsestale kan nogen far næppe forlange.

Til nye opgaver

I 1852 sker der to vigtige ting i Julius’ liv: Det lykkes ham at stifte en lille baptistmenighed i sin fødeby Odense, og han forlader sit hjem gennem 16 år i Hamburg. På Onckens initiativ sendes han til den tyske by Barmen nær ved Wuppertal. Den 17. november 1852 stiftes den baptistiske menighed i Barmen med syv medlemmer – Julius inklusive. Fra protokollen lyder det:

“Brødrene Frick, Irrgang, Klein, Neuhaus, Prein og Stremmel slutter sig sammen som Medlemmer af en Menighed af døbte Kristne og danner herefter en sådan. Den almene Trosbekendelse af døbte Kristne i Tyskland (fra 1847) antager den nyopståede Menighed i Elberfeld og Barmen herefter som sin.”

Hermed er den første baptistmenighed i Nordrhein-Westfalen og den 31. baptistmenighed i Tyskland dannet. Efter to år tæller menigheden 73 medlemmer. I begyndelsen mødes menigheden i en træbarak. Men den 27.-29. september 1856 kan de nu 103 medlemmer af menigheden indvie det smukke “Eben-Ezer kapel”, som Oncken har skaffet penge til via en kollektrejse i USA. I denne kirke virker Købner i 13 år som prædikant, leder af menigheden og frem for alt missionær.

Succes ude – problemer i privaten

Köbners Kirche i Barmen
Köbners Kirche i Barmen

Tiden i Barmen er udadtil en fremgangsrig tid for Julius. Han deltager som repræsentant for baptisterne i flere store møder: Kirkedagen i Frankfurt am Main 1854, den evangeliske alliances hovedmøde i Paris i 1855, og han opholder sig i 1862-63 i England på en kollektrejse til fordel for kapellet i Barmen. I 1858 overværer han de svenske baptisters konference i Stockholm, hvor der på det tidspunkt findes 75 menigheder og omkring 3000 medlemmer i Sverige. Julius har selv en betydelig indflydelse på baptismens fremgang i Sverige, da en af de første og mest betydningsfulde svenske baptister, Anders Wiberg, bliver overbevist om baptismens lære gennem samtaler med Julius og ved at læse hans skrifter.

Men ét er succes ude i den store verden. Noget andet er privatlivet. Julius hører ved en lejlighed om et drikkelag, som medlemmer af menigheden har deltaget i. Han taler stærkt imod dette i en prædiken i kapellet i Barmen, men hans ord falder angiveligt på stenet grund. For da han kort tid efter sin formanende prædiken besøger et af de tørstige medlemmer af menigheden, bliver han mødt med denne sætning: “Før du formaner andre, bring så først dit eget Hus i Orden!” Ved efterfølgende møder med menigheden rettes hård kritik af Julius: Dels mod hans hyppige rejser og for at han giver menigheden stedfortrædere, de ikke kender. Men den hårdeste anklage retter sig mod Juliane, som anklages for “manglende properhed”.

Juliane Købner har formentlig haft svært ved at falde til hos menigheden i Barmen. Omstillingen fra storbyen Hamburg til provinsbyen Barmen må have været stor. Og da hun var barnløs og ofte er alene hjemme, mens Julius rejste Europa tyndt, har hun formentlig haft svært ved at få tiden til at gå og finde sin naturlige plads i lokalsamfundet. En anekdote illustrerer, hvordan menigheden i Barmen så på Juliane:

I tiden kort efter opførslen af kapellet får ægteparret Købner stillet en lejlighed til rådighed. Til denne lejlighed hører en lille have med udgang direkte fra lejligheden. Og i denne lejlighed holder Juliane marsvin som kæledyr. Hendes mand er ofte ude at rejse, så hun har behov for et kæledyr at betro sig til. Juliane lader sine marsvin løbe rundt på gulvet i lejligheden, mens hun selv går ind og ud af lejligheden med beskidte havesko. Dette kommer menigheden for øre og medvirker til menighedens modvillighed mod Juliane.

Modvilligheden mod Juliane kulminerer, da hun beskyldes for at have åbnet et brev, som var stilet til et andet medlem af menigheden. Juliane anklages for at have brudt brevhemmeligheden og udelukkes derefter af menigheden. Det må være en stor belastning for ægteskabet og en svær tid for Julius. I 1860 synes stormen i menigheden i Barmen dog at være stilnet af. Julius skriver i missionsbladet:

“Vores Menighed består stadig trods alle de Storme, som har blæst hen over den. Den består ikke kun gennem dens Medlemmer, men har også i det forgangne År nydt salig indre sjælelig Fred, er blevet velsignet gennem Hjerternes Tilhørsforhold til hinanden, har ofte forsamlet sig for at høre Korsets Ord, og har ikke kun hørt det fra de stakkels Menneskebørns Læber, men gennem den hellige Guds Ånds hemmelighedsfulde Stilhed”.

Efter 13 år i Barmen venter nye opgaver på den nu 59 årige Julius. Denne gang i Danmark, hvor baptistbevægelsen igen er præget af indre splid.

 

VI. Får søger hyrde

“Af opvækkelse spores intet”

Johann Gerhard Oncken
Johann Gerhard Oncken 1800 – 1884

I 1865 er situationen for de danske baptister alt andet end lys. Det er nu over 25 år siden, Oncken og Julius medvirkede ved stiftelsen af menigheden i København. Men efter stor fremgang de første år er tilstrømningen af nye medlemmer til de danske baptistmenigheder næsten hørt op. Den københavnske menighed er stadig splittet i to. De to eneste menigheder med egne bygninger, Vandløse og Oure, er handlingslammede af indre stridigheder og nok så vigtigt: Man mangler en myndig og stærk leder. Baptisten Søren Hansens beskrivelse af situationen hos menigheden i Ålborg tegner stemningen hos de danske baptister:

“Af opvækkelse spores intet. Faa og saa godt som Ingen besøger vore Forsamlinger. Arbejderne er ikke alene faa, de er saa godt som Intet!”

Mange medlemmer af baptistmenighederne er desuden udvandret til USA. Tiden fra 1840 til 1865 er for eftertiden blevet kendt som “de tørre år”.

Både Oncken og Julius har nøje fulgt udviklingen i Danmark. Især Julius kender gennem sine rejser til Danmark i perioden 1840 – 1865 udmærket til den problematiske situation i sit fædreland. Så noget må der gøres. I juli 1865 indbyder de to derfor med blot en måneds varsel til konference den 2. august (midt i høsten) hos menigheden i Vandløse på Sjælland:

“Derfor have vi besluttet, drevet af Kjærlighed til de danske Brødre, at gøre det Forsøg at samle Brødre fra de forskjellige Menigheder til en Konferents omtrent i Midten af Landet, nemlig i Vandløse på Vestsjælland den 2de August d.A.”

Som sagt så gjort. Den 2. august 1865 klokken 10 samles omkring 200 baptister i kapellet i Vandløse fra alle menigheder – på nær de tre helt små, Hesselho, Odense og Nyborg. Oncken og Julius ankommer med en times forsinkelse på grund af en stormfuld overfart med båden fra Kiel til Korsør. Et af de mest betydningsfulde møder blandt danske baptister nogensinde kan begynde.

En overraskelse

Dagsordenen på mødet er medbragt fra Hamburg og formuleret af Oncken. Hovedformålet er at samle de danske menigheder. Blandt de emner, der diskuteres, er fælles enighed omkring trosbekendelsen, årlige konferencer, fælles salmebog og oprettelse af søndagsskoler. Men det vigtigste emne og den største overraskelse er Onckens forslag om at ansætte Julius som forstander for menigheden i København. Oncken argumenterer for sit forslag således:

“Vi have valgt Købner til at staa mig bi i Hamborg, men han modtog ikke Valget, og endskjøndt jeg indseer, at han er nødvendig baade i Hamborg og Westphalen, saa bringer jeg for mit Vedkommende dog gerne Danmark dette store Offer, at give ham til Kjøbenhavn, eftersom Hamborg kun er en Stad, Westphalen kun en Provinds, men Danmark et helt Kongerige, af hvilket jeg endnu haaber at se herlige Frugter.”

Onckens forslag er nok en stor overraskelse for de forsamlede baptister. Men forslaget kommer angiveligt også bag på Julius, som formentlig ikke er blevet orienteret på forhånd. På dette tidspunkt trives han nemlig ganske godt hos sin menighed i Barmen i Tyskland. Og selvom hans kone, Juliane, efter udelukkelsen fra menigheden i Barmen er blevet et sygt og ensomt menneske med behov for pleje, følger han Onckens bud og vælges få dage efter enstemmigt af menigheden. Efter kort betænkningstid takker Julius ja til valget med følgende ord:

“Skal jeg vælge, hvad jeg har mest lyst til, så bliver jeg i Barmen. Søskende der har bygget mig et smukt lille Hus, i hvilket jeg bor ganske alene, og jeg er gammel (59 år) og holder ikke meget af at rejse, men jeg har i den senere Tid maatte vælge det, jeg ikke har Lyst til. Mine Tanker inden i mig er mange, og raader mig alle derfra, men alligevel maa jeg gøre det Modsatte, al den Stund jeg tydelig ser, at det er Herrens Vilje. Jeg takker nu Eder alle, kære Søskende, for den Tillid I har skænket mig, og jeg skal se at gøre alt, hvad der staar i min Magt, for at komme saa snart til Eder som muligt”

Som citatet antyder, er det en svær beslutning for vores hovedperson at forlade både sin hustru og sin menighed i Barmen. Men karakteristisk for Julius følger han pligtopfyldende sit kald og ankommer den 29. november samme år til sin nye menighed i København. Efter 41 år i Tyskland er han tilbage i Danmark. Juliane forbliver efter Onckens råd i Tyskland og får ophold i hans hus i Hamborg, hvor hun dør tre år senere.

Søndag den 3. december 1865 holder Julius tiltrædelsesprædiken i sin nye menighed. Han prædiker over temaet ægte og uægte kærlighed og sigter med dette budskab formentlig på en af sine første store opgaver, nemlig sammenlægningen af de to splittede københavnske menigheder.

Problemknuseren går i gang

Store opgaver venter den nyvalgte forstander. Julius går først i gang med den mest presserende, sammenlægning af de to københavnske menigheder. Allerede den 3. juni 1866 bærer hans arbejde frugt: Efter mere end 20 års splid er de københavnske baptister samlet igen med Julius som forstander, og menigheden vokser nu jævnt og støt under hans faste lederskab. I april måned 1866, kun fire måneder efter hans ankomst, hedder det i “Den danske Evangelist”:

“Flere og flere kirketroende kommer for at høre Købner. Forsamlingerne ere nu saa godt besøgte, at Menigheden nødvendigvis maae have et større Lokale”.

Flere initiativer følger fra Julius’ side, alle med det overordnede formål at samle de danske baptister. Fra 1866 afholdes således årlige konferencer for de danske baptister. Disse konferencer bliver et vigtigt redskab til at skabe en fælles identitet. Her løses og forebygges også mange konflikter og praktiske uoverensstemmelser. Protokollerne fra “De danske Baptist-Menigheders Forenings-conferens” i perioden 1866-1879 viser Julius som den forstandige leder, som gang på gang sætter dagsordenen i diskussionerne.

Et eksempel på dette: Til konferencen i 1867 diskuteres det bl.a., om de lønnede baptistmissionærer har behov for at blive undervist i Guds ord og de hellige skrifter i en form for missionsskole. Flere af de deltagende baptister i konferencen er bekymrede for en sådan undervisning, for som en af dem siger: “Enkelte Brødre have en slags Ængstelighed ved Tanken om en sådan Skole, da de Brødre, som erholde Undervisning, let kunne blive hovmodige af, at de vide Mere end de andre”. Hertil svarer Julius med al sin veltalenhed og pædagogiske evne:

“Selv om det også sker, at En eller Anden, som kommer på en Missionsskole, bliver Hovmodig, saa kan saadan Misbrug dog ikke forandre det Gode; thi saadanne vilde blive hovmodige, selv om de ikke kom på nogen Skole. Jeg kunde jo ogsaa blive Hovmodig af at høre og see, at mange Mennesker omvendtes ved mine Prædikener. Skulde jeg derfor lade være med at prædike?”

Og hvem vil vel anklage Julius for at være hovmodig?

“Kun Kristus”

Kristukapellet i Baggesensgade på Nørrebro, opført 1867
Kristuskapellet i Baggesensgade på Nørrebro, opført 1867

Næste opgave for Julius bliver at skabe de praktiske rammer omkring menigheden, som samtidigt kan være et symbol på fælleskabet hos de danske baptister. Han samler mange mennesker til sine prædikener i den københavnske menighed, og man lejer derfor i en periode en dansesal til at rumme gudstjenesterne, hvilket vel ikke er det mest repræsentative lokale til den slags. Kort sagt: Der er behov for en kirke.

De københavnske baptister har allerede i begyndelsen af 1860’erne erhvervet en grund uden for de københavnske volde – ude på Nørrebro. Området er på denne tid præget af en voldsom befolkningstilvækst og et tilsvarende byggeboom. I 1857 er der således 10.000 indbyggere på Nørrebro, et tal der i 1880 er vokset til knap 52.000 mennesker. Så der var nok sjæle at omvende.

Arbejdet på “Kristuskapellet”, som kirken skulle hedde, påbegyndes 16. april 1867 under Julius’ ledelse. Under hele byggeriet er han den altdominerende drivkraft og bygmester. Pengene til byggeriet skaffer han via indsamling hos de danske baptister. Det lykkes dog ikke at indsamle tilstrækkelige midler til byggeriet, og bygningen kan derfor ikke opføres uden gæld. Men trods disse vanskeligheder står kirken færdig allerede samme efterår. De københavnske baptister har fået deres kirke. På væggen bag ved prædikestolen er malet ordene “Kun Kristus”, som også er temaet for indvielsesprædikenen den 13. oktober – som naturligvis holdes af Julius selv.

Troens Stemme – den første salmebog

Troens Stemme
Troens Stemme 1870

Julius har nu opnået fælles fodslag hos de danske baptister, og Kristuskapellet er opført som et fælles, samlende symbol for baptisterne. Nu venter hans tredje store gerning: At give de danske baptister en fælles salmebog. Allerede til konferencen i Vandløse 1865 kritiserer Oncken de danske baptister for at bruge flere forskellige salmebøger:

“Jeg har været i en dansk Forsamling, hvor de havde to à tre Psalmebøger, og det varede en halv snes Minutter, før Enighed opnaaedes om, hvilken Psalme de vilde synge. Jeg raader til at samle en Samling, som bruges af alle danske Baptister”

Julius har allerede i 1850 givet de tyske baptister deres salmebog “Die Glaubestimme”. Så det er ganske naturligt, at han nu tager fat på at samle salmer til en dansk pendant, “Troens Stemme”. Arbejdet med at samle de omkring 700 salmer har været enormt og en udfordring selv for en mand som Købner. Han skriver over 100 af dem selv, oversætter en del fra tysk og omarbejder en del danske salmer af blandt andre Brorson, så de passer til den baptistiske trosopfattelse. Da “Troens Stemme” endelig er færdig i 1870 efter fem års arbejde, bliver den præsenteret ved en festgudstjeneste i menigheden i København. Julius udtaler ved denne lejlighed:

“Herren minder mig i denne Stund særligt om to andre Begivenheder i mit Liv. For 20 år siden nød jeg den samme Festivitas, da min Salmebog for de tyske Menigheder blev taget i Brug første Gang. Hvor umuligt var det ikke for mig den Gang at forudsige, at jeg skulle forflyttes til Danmark og skabe en lignende Bog og opleve en lignende Højtidelighed her. Og gående endnu længere tilbage til mine Ungdomsdage, da jeg stod i den jødiske Synagoge og sang hebræiske Sange, hvor umuligt var det da ikke for mig dengang at forestille mig den Tanke, at jeg skulle tildanne to Salmebøger på hver sit Sprog i forskellige lande. Guds Veje er uransagelige”

“Troens Stemme” tjente de danske baptister i hele 46 år.

Succes på jobbet og lykke i privaten

Perioden som forstander for den københavnske menighed i perioden 1865-79 er på det personlige plan formentlig den roligste og rigeste i Julius’ liv. For de danske baptister er hans indsats nærmest en åbenbaring. Hans betydning for udviklingen af den danske baptisme kan ikke overvurderes. Julius er her og der og alle vegne. De danske baptister har fået den hyrde, de manglede. Og Julius selv finder sin hyrdinde i København. I januar 1875 bliver han nemlig gift med sit livs anden store kærlighed: Dorothea.

 

VII. Godnat min lille sommerfugl

“Hun er intelligent, ikke uden dannelse og livlig”

Dorothea Købner, f. Stagsted, 1836 - 1879
Dorothea Købner, f. Stagsted 1836 – 1879

Årene 1865 til 1879 er præget af Julius’ store indsats for den danske baptisme. Men på det personlige plan er han ikke helt i balance. Han plages angiveligt af søvnløshed, sidder ofte i sin stol og spekulerer, mens han venter på, at søvnen skal komme. Han helbred er heller ikke godt.

Julius bor i denne periode hos baptisten Marius Larsen på Nørrebro. Marius følger med bekymring Julius’ tilstand. Han har dog et bud på, hvad der skal til: En kærlig hustru. I 1874 opfordrer han således Julius til at kigge sig omkring i menigheden efter en hustru. Julius har været enkemand siden 1868, og forslaget om ægteskab kommer helt bag på ham. Men han følger rådet. Hans øjne falder på den da 38 årige Anna Dorothea Haraldine Stagsted, datter af en håndværker fra Rødby og medlem af menigheden i København.

Dorothea beskrives som en lidt stille og beskeden kvinde, som desuden er hæmmet af en hoftelidelse. Efter at have boet et stykke tid i Maribo er Dorothea og hendes mor flyttet til København. Kort efter deres ankomst til storbyen omkring 1871 bliver Dorotheas mor smittet af kopper under en epidemi og dør. Under sygdomsforløbet plejer Dorothea hende med stor omsorg, selvom hun selv smittes med kopper.

Julius bemærker Dorotheas omsorg for sin mor. Og måske har han tænkt, at denne kvinde kunne pleje ham på hans ældre dage. Julius frier derfor til den næsten 30 år yngre kvinde, som siger ja. Den 17. december 1874 skriver den 68 årige Julius til Maria Louise Diedrichs, hustruen til sine gode (og formentlig eneste) nære ven Fritz Diedrichs fra Barmen. I brevet omtaler han sin kommende hustru i beundrende og kærlige vendinger:

“Jeg er altså forlovet og skal om lidt under fire Uger holde Bryllup. Jeg føler mig mere glad, end jeg nogensinde har gjort i mit Liv. Min Brud hedder Dorothea Stagsted, er 38 år gammel, og elsker mig så meget, at jeg i bevidstheden om min Uværdighed skammer mig dybt. Hun har et beskedent Væsen – men en værdig Karakter. Hun besidder et varmt Hjerte for alle Herrens Sager. Hun er intelligent, ikke uden Dannelse og livlig”

Den 11. januar 1875 bliver de to gift, og der holdes et “kærlighedsmåltid” i den københavnske menighed. Eftersom Julius er fra Hamborg, tager det dog lidt tid, før papirerne kommer i orden. Men det løser sig, og Dorothea Stagsted bliver til Fru Købner.

“Min søde lille Mutter”

Julius’ husvært Marius Larsen havde set rigtigt. Julius blomstrer op under sit ægteskab med Dorothea. Og alt tyder på, at han i denne sene periode af sit liv igen har mødt kærligheden. Under sine fortsatte og lange rejser som missionær rundt i Europa skriver han en række breve til Dorothea. I brevene møder man en meget omsorgsfuld og fremfor alt forelsket Julius. Brevene har dog alle en bedrøvet og mørk tone, da han med rette er nervøs for Doroheas helbred. I et brev dateret den 27. september 1876 skriver Julius fra Hamburg til Dorothea i København:

“Men du, min søde lille Mutter! Ak hvordan har du det vel i dag? Jeg ved jo, at Herren er hos dig, men naar jeg seer paa din Sygelighed og tænker paa din Hoste, kan jeg ikke undgaa at blive grebet af den dybeste Vemodighed. O maatte Herren ved et af sine Mirakler helbrede dig igjen! Det er mit høieste jordiske Ønske. Jeg tænker paa de Fattige, som Dorkas lavede Klæder til, og som disse græde over og bede for saa længe, til hun blev levende igjen. Hvad Du har gjort imod din Moder, det har du dobbelt fortsat imod mig. Og derfor er jeg egentlig ogsaa berettiget til at bede saa længe for dig, indtil du bliver helbredet.”

Trods bekymringerne og Julius’ mange udenlandsrejser, er det et lykkeligt ægteskab. Lidt over et år efter at ægteskabet er indgået, bliver Julius og Dorothea velsignet med en lille pige. Den 7. marts 1876 bliver den næsten 70 år gamle Julius Købner far til Ruth Hanna Maria Købner.

“Godnat min lille sommerfugl”

Datteren, Ruth, tegner i sine erindringer et smukt og kærligt billede af den gamle Julius som far. Hun husker f.eks., hvordan han ved sengetid tager hende på skødet, og de sammen kigger i en illustreret bibel. Når Ruth er lagt i seng, udføres det sædvanlige aftenritual mellem datter og far. Julius lukker døren til barneværelset og siger derefter gennem nøglehullet, som befinder sig lige ved datterens seng: “Godnat, min lille sommerfugl”. Og Ruth svarer, som hun plejer: “Godnat, min kære far”.

Men den ægteskabelige lykke varer kun kort. Dorotheas helbred bliver værre. I et brev fra Frankfurt Am Main den 22. august 1877 skriver Julius til sin Dorothea, fuld af bekymring:

“Først ved dette Brev fik jeg klarere Begreb om din nærværende Sundhedstilstand, og har siden den Tid ikke gjort andet end anraabe Herren om Hjælp i Nøden, som han har lovet i sit dyrebare Ord. Skjøndt jeg i alle Maader vil bøie mig under hans hellige Villie, kan jeg dog ikke slippe ham før han ved et Mirakel gjør dig rask igjen. Hvad der meest var mig paafaldende, var den bestandige kolde Sveed, du taler om. Jeg troer, at denne kræver Opmærksomhed frem for alt Andet, og jeg troer, at Arsenik er det fortrinligste Middel imod den, som imod den Svækkelse, der følger deraf. Ved Siden af Arsen, skjøndt ikke lig med den, kan endnu China gjøre god Tjeneste.”

Ægteparret får en lejlighed i Københavns udkant og en pige i huset plejer Dorothea. Men lige meget hjælper det: den første dag i januar 1879 dør Dorothea Købner – kun 43 år gammel. Samme dag samles menigheden i Kristuskirken til nytårsgudstjeneste, hvor Julius prædiker. I ”Den Danske Evangelist” skriver han den 1. januar 1879:

“I dag bortkaldtes min dyrebare Hustru, Anna Dorothea Haraldine Købner, født Stagsted, af den uransagelige, men alene vise Herre og Frelser, som er Kjærlighed, til den sagelige Nydelse at være hos ham. Om stille Deltagelse, men indstændig Forbøn anmoder den med sin lille Ruth tilbageblevne: Julius Købner”

Julius står tilbage som enkemand for anden gang i sit liv, denne gang med en tre-årig datter ved sin side. Dorotheas død falder sammen med, at Julius’ tid i Danmark er til ende. Der er strid i hans gamle menighed i Barmen, og den 4. marts 1879 forlader Julius Købner Danmark. Han efterlader et sammentømret og stærkt dansk baptistsamfund. Om hans popularitet vidner, at han trods sin forflyttelse til Barmen alligevel vælges til forstander af navn for menigheden i København.

Mod aften

Gottfried Wilhelm Lehmann
Gottfried Wilhelm Lehmann 1799 – 1882

Købner bilægger hurtigt stridighederne i sin gamle menighed i Barmen. Og gennem knap fire år er han forstander for menigheden der. I 1882 besøger han for sidste gang sin gamle menighed i København, og samme år dør det tredie blad i “trekløveret”, forstanderen for menigheden i Berlin, G.W. Lehmann.

Julius bliver derfor kaldt til Berlin, for at være forstander der for den største baptistiske menighed i Tyskland med over 1000 medlemmer. Tiden i Berlin bliver dog ikke lang. I julen 1883 tænder han sit sidste juletræ for sin datter Ruth. Og straks i det nye år når endnu en sørgelig nyhed ham: Patriarken Johann Gerhard Oncken er død. Datteren Ruth erindrer, hvordan hendes far ved nyheden om Onckens død står meget bevæget og alvorlig, mens han kigger ud af vinduet og siger: “Mine venner, Lehmann og Oncken, er gaaet hjem, snart skal jeg følge efter dem.”

På rejsen til Onckens begravelse sidder Julius i en dårligt opvarmet togvogn, og da han taler ved sin gamle medkæmpers båre i kirken i Hamborg, er han stærkt forkølet. Forkølelsen udvikler sig til en lungebetændelse. Julius holder herefter sin sidste prædiken for menigheden i Berlin den 13. januar 1884 – pligtopfyldende til det sidste. Derefter må han lægge sig i sengen. I nogle dage sover han hele tiden. Da man mener, at det er ved at være henimod slutningen, tilkaldes lille Ruth til sin fars sygeleje. Hun siger højt ind i hans øre: “Den lille Ruth vil sige farvel”. Den 2. februar 1884 omkring klokken 18 dør Julius Købner, 77 år gammel.

Dit Rige komme

Julius Købners gravsten på Alte Luisenstädtische Friedhof i Berlin
Julius Købners gravsten Alte Luisenstädtische Friedhof, Berlin

Julius Købners begravelse afholdes den 6. februar i baptistmenighedens kirke i Schmidtstrasse. Det er et tilløbsstykke. Den store kirke er fyldt med baptister og troende fra andre kirkesamfund, der vil vise “baptismens banebryder” den sidste ære. To unge medlemmer af menigheden holder æresvagt ved kisten, som er smykket med laurbærgrene og appelsinkranse. Broder Mattes, prædikant ved menigheden i Berlin, indleder den højtidelige begivenhed med disse ord:

“Elskelige Sørgeforsamling. En usædvanlig smertelig Anledning har i Dag ført os sammen fra Nær og Fjern. Dybt bevæget staa vi om Kisten der gjemmer Støvet af vor højtskattede Prædikant og elskelige Broder og Ven.”

Efter højtideligheden i kirken følger et stort sørgetog Julius’ kiste ud på Louisekirkegården i Berlin, hvor den sidste afskedssalme bliver sunget. På gravstenen står der: “Julius Købner, født 11. juni 1806 i Odense, død 2. februar 1884 i Berlin. Dit Rige Komme. Matth. 6,10”.

Således slutter historien om Julius Købners lange rejse her på jorden. Men hvem var han egentlig? Og hvordan skal vi forstå hans ufattelige flid og det store indtryk, som han gjorde på sin samtid?

 

VIII. Julius bag facaden

“De mærkværdigste modsigende elementer”

“I ham forenede sig de mærkværdigste modsigende Elementer til en forunderlig Heelhed. Han besad nemlig en skarp, gjennemtrængende Forstand, en glødende inderlig dyb og mægtig Følelse, hvorved hans Prædikener syntes at være fødte i Øjeblikket. Dertil en mægtig omfattende Phantasi, der stillede Gjenstanden i en ny igen. Dannelig Skikkelse, en fuldstændig Underholdelse for Guds Ord, altsaa den samvittighedsfuldste og fuldstændigste Skriftmæssighed. Dertil Dybde og Højhed i Tanker og helt igjennem en populær og forstaaelig Udtryksmaade, saa at han højst sjælden brugte et Fremmedord og dertil et saa skjønt formfaldt Sprog, at hvad han talte godt kunne trykkes med det samme”

Således beskriver Joseph Lehmann, prædikant ved menigheden i Berlin, Julius ved mindehøjtideligheden for hans død den 6. februar 1884. Citatet illustrerer meget præcist, hvordan Julius blev set på af sine samtidige: Et på alle måder sammensat menneske. Og hvis vi skal forstå Julius og sætte ham ind i en nutidig sammenhæng, så er det måske denne sammensatte natur, som mest af alt kendetegner mennesket Julius Købner.

Vi vil i denne artikel forsøge at komme tættere på personen Julius Købner ved hjælp af beskrivelser fra hans kolleger, venner og familie – og fra ham selv.

“Hver søndag blev lig en festdag”

Laura og Marius Larsen (1836 - 1915)
Laura og Marius Larsen 1836 – 1915

I ordets bedste og mest moderne betydning var Julius en karismatisk person. Og hvad angår evnen til at formidle Guds ord, ja dér var han mesteren. Broder Mattes, prædikant ved baptistmenigheden i Berlin, udtaler ved mindehøjtideligheden ved Julius’ død: “Det var en Nydelse at høre ham, hver Søndag blev lig en Festdag.”

Men hvordan prædikede han så? Marius Larsen var Julius’ kollega hos de københavnske baptister og hans naturlige efterfølger som forstander for menigheden i København. Julius boede desuden hos ham i perioden 1865-71. Så Marius Larsen må have kendt Julius ganske godt. I en tale ved mindefesten i Kristuskirken 11. juni 1906 i anledning af Julius 100-års fødselsdag siger Marius om Julius’ evner som prædikant:

“Han læste som om Gud, hvis sendebud han jo var, stod ved hans side, og derfor var der sædvanligvis også gravstille her i kapellet, når han læste. Med få ord kan det siges: Alle hans prædikener var undervisende. Når vi hørte ham, fik vi altid noget nyt at høre, sammen med det gamle. Undertiden kunne hans prædikener være noget tørre, men de fik altid en sjælsvederkvægende slutning. Købner gav aldrig først vin så vand, men omvendt – altid det bedste til sidst. Når han talte om Himlen, bragte han hjerterne til at banke af længsel efter Himmelen, og af glæde over det himmelske hjem, som Gud har beredt sine børn.”

En prædikant uden lige

Meget tyder på, at en stor del af forklaringen på Julius’ usædvanlige talent for at fange sine tilhørere er hans pædagogiske og letforståelige stil. I et brev af den amerikanske baptist Mr. Parker, der hører ham prædike i Hamburg 1850, kan vi læse at:

“Hr. Købner skulle prædike denne morgen. Da teksten blev annonceret, var alle øjne rettet mod taleren. Hans fremtoning var alvorlig, ærlig og kærlig. Der var en sådan følelse i prædikenen, at tilhørernes sind alle syntes at blive rettet mod taleren. Han fremførte sine sætninger klart, præsenterede sine argumenter med kraft. Hans fantasi er meget opfindsom, og opvarmet af emnet og tilhørernes kærlighed opremser han det ene billede efter det andet, tilføjer nye emner indtil den konklusion, han fremsætter, er underbygget, og den indgyder tilhørernes sind med den samme følelse, som han selv besidder. Broder Købner er en fremragende prædikant, en dygtig fortolker af skrifterne.”

Andre samtidige fremhæver Julius’ evne til at kombinere det pædagogiske og det fantasifulde i sine prædikener. Igen må vi forestille os en tid uden moderne elektroniske massemedier til at forstyrre. Det talte ord, og dets evne til at fange fantasien, blev ikke forstyrret af radio, TV, internet og mobiltelefoner. Dertil kom, at prædikenerne ofte blev holdt i små, tætpakkede lokaler. Så den enkelte prædikants evne til at formidle Guds ord på en forståelig måde var afgørende.

Og Julius’ prædikener var formentlig ikke alene let forståelige, men direkte spændende. Hans evne til at gøre sit emne elementært spændende strækker sig også til almindelige foredrag. For eksempel da han holder et foredrag om astronomi ved baptisternes forbundskonference i 1863 i Hamburg. Den tyske baptist og prædikant Eduard Scheve er til stede og fortæller:

“Dette Foredrag gik ganske vist hen over Hovedet paa mange, men det var saadan holdt, at Stjerneverdenens Skaber traadte tydeligt frem i sin Visdom, Almagt og Kærlighed. Det virkede så levende, at en Tilhører ved slutningen udbrød i et højt: Halleluja! Og fra mange sider lød det: Det var herligt og skønt.”

Førnævnte Joseph Lehmann, som selv var prædikant, fremhæver også Julius’ talent for det talte ord:

“Han var en prædikant uden lige. De mærkværdigste, tilsyneladende modstridende Egenskaber forenede sig hos ham, men den gode Forstand, han var udstyret med, viste sig i hans Prædikener sammen med et glødende og hjerteligt Følelsesregister parret med en Fantasi, der kunde fremsætte enhver Ting på en ny og ejendommelig Maade, dog altid underordnet Guds ord.”

Den største synder

Julius var en mand med en mission, og historien om hans liv er fortællingen om en lang rejse for baptismens sag. Han arbejdede hårdt til det sidste. Selv i sine sidste år stod han angiveligt op klokken 5 om morgenen, foretog kolde afvaskninger og satte sig derefter ved sin arbejdspult. Og ofte kæmpede han sig i storm og regn frem til møder i små baptistmenigheder.

Hvordan skal vi forstå denne nærmest ufattelige energi og arbejdsomhed? Svaret ligger muligvis gemt i Julius’ forhold til sin tro. Hans tid, kræfter og alt hvad han havde af talenter var ikke hans egne, men tilhørte Gud. Han så sig selv som en ydmyg synder, der burde tjene Gud ved at gøre Hans vilje her på jorden.

Marius Larsen fortæller:

“Han kunne ikke – med sit mærkværdige skarpe blik for, hvad der var uret og med sit store kendskab til det menneskelige hjertes totale fordærvelse – nogensinde blive tilfreds med sig selv. Hans motto var: “Det er troværdig tale og fuld modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, blandt hvilke jeg er den største.” Købner så sig selv som den største synder, større end andre syndere.”

Set i denne sammenhæng kan vi måske forstå, hvad der drev Julius til at yde en utrættelig arbejdsindsats, på trods af et angiveligt svagt helbred. Han kunne formentlig aldrig blive tilfreds med sin egen indsats. For ham var arbejdet for Gud om ikke meningen med livet så det, der gav livet mening.

Joseph Lehmann oplevede også Købners ydmyghed og selvindsigt. Lehmann fortæller en sigende anekdote om denne side af Julius:

“Det var i den slesvig-holstenske Krig. Broder Købner rejste i Preusien med Bibler og Testamenter for at besøge sine Landsmænd, de danske Fanger. Han kom til Berlin og tog mig med til Spandau. I Jernbane-vognen sad overfor os en ung Mand, der ligesaa begyndte at tale om sig selv, om sine Talenter, om sin Flid, om sin Indsigt, sin Dygtighed! Og saa varm blev han ved dette Thema, at han slet ikke lod os komme til Orde, han talte fort indtil Toget naaede Spandau, og vi steg ud. Da jeg saa gik med Broder Købner spurgte jeg: “Broder Købner, har De før truffet et Menneske, der var saa opblæst og indtaget af sig selv, som denne unge Mand”? Da lo han med kun sin Latter, der var hans egen og sagde: “Nej, Broder Lehmann, nej. Jeg kjender kun endnu en, og det er en vis Købner.”

En moderne leder

Julius var en karismatisk leder med stor menneskelig indsigt. Førnævnte Marius Larsen er kun én blandt mange samtidige, der anerkender Julius’ store menneskekundskab: “Han kendte det menneskelige hjerte, og man kan vel sige, at han kjendte det til bunds”. Men Julius var på den anden side også et menneske, der havde svært ved at nærme sig andre mennesker på det helt personlige plan. Ved en konference i Danmark beskriver han selv, hvor svært han har ved sjælesørgerarbejdet:

“Man skulle mene, at naar en har Evne til eet, saa har han til alt; men det er ikke saadan. Jeg kunde f.eks. holde en Prædiken for et Par Tusinde Mennesker, hvad Klasse de end hørte til. Derimod er jeg ængstelig og raadvild, naar jeg skal tale til eet eneste Menneske.”

Julius var også bevidst om faren ved at være leder. Og i modsætning til Oncken ønskede han ikke en autoritær ledelsesform indført hos baptisterne i Danmark. Dette gjaldt også de årlige konferencer for danske baptister, hvis rolle han så som rådgivende og vejledende uden mulighed for indgriben i den enkelte menigheds selvstyre. Købner var bevidst om denne frygt for “præstestyre” hos menighederne:

“Jeg ønsker ikke at give nogen ubegrundet Tanke hos andre Næring. Det er blevet ytret, at Somme frygter Præsteherredømme. Jeg hører med til dem, der nærer denne Frygt. Jeg vil være den Første til at modvirke enhver virkelig Fare i saa Henseende, hvad jeg ogsaa har bevist ved mit Forhold til Forholdene i Tyskland.”

Et menneske som os andre

Ruth Baresel, f. Købner (1876 - 1972)
Ruth Baresel, f. Købner 1876 – 1972

Men når alt kommer til alt, var Julius måske alligevel som alle os andre? Fuld af modsætninger, fejl og mangler – alt det, der kendetegner og fascinerer ved et menneske. Hans datter Ruth Baresel kommer måske tættest på at forstå ham som menneske i dette citat fra hendes biografi om sin far:

“Hans Væsensejendommelighed ligger i en vis Dobbelthed. Hans sarte Legeme staar over hans Aandsstyrke, hans Viljekraft sejrede over hans Svaghed. Meget kom maaske af hans Livsforhold. I Ungdommen stod det stille Hjem ved Skoven overfor det livlige Familieforhold hos Forældre og Søskende. Dette medførte et vist Behag i Ensomhed, men fordrede ogsaa Samkvem, hvilket han fandt i Menigheden. Af Natur var han fremstormende og utaalmodig, men af Livet lærte han Taalmodighed. Hans faste Villie til Fred stod overfor hans stærke Optræden for erkendt Sandhed. Hans Strenghed og Sarkasme stillede sig i mærkværdig Modsætning til hans udprægede Forsonlighed. Ofte viste han i Dagliglivets Ting stor Raadvildhed, deroverfor stod hans Sikkerhed i Ord og Skrift. Han var Kristen, men beholdt dog Præg af sin Herkomst.”

 

IX. Forfatteren Julius Jøbner

Til Guds ære

Søren Kierkegaard (1813-1855)
Søren Kierkegaard 1813-1855

Sideløbende med Julius Købners store indsats for den europæiske baptisme lykkedes det ham også at forfatte et stort antal bøger. Og han mestrede næsten alle genrer: digte, salmer, teaterstykker, historiske værker, skrifter for menigheden, politiske manifester og endog romantiske romaner.

Selvom han var født og opvokset i Odense, var hans foretrukne sprog tysk. De fleste af Julius’ større værker, hvoraf flere er omtalt i denne artikel, er aldrig blevet udgivet på dansk. Så for hovedparten af samtidens danske baptister var det kun hans salmer og lejlighedsskrifter, som var tilgængelige.

Knapt så bekendt er det vel i øvrigt, at Julius Købner var den første, der i 1864 oversatte et skrift af den danske teolog, filosof og forfatter Søren Kierkegaard til tysk.

Hvis man skal finde en rød tråd i Julius’ forfatterskab, må det være, at han skrev til Guds ære. Formålet med alt, hvad han skrev, var at prise Gud. Vi vil i denne artikel forsøge at indkredse forfatteren Julius Købner.

Poesi med mening

Julius var næppe en stor poet, hvilket han angiveligt også selv var helt klar over. Men nok så afgørende var det, at især hans digte og salmer tjente et helt bestemt formål: De gav den spirende baptistbevægelse et fælles sprog og en selvforståelse som kirkesamfund. Hans salmer bandt baptisterne sammen, og sammen med hans prædikener var de med til at forme det unge kirkesamfunds tankesæt. Hans digtning var frembragt med det hovedformål at blive brugt i menigheden. Og brugt blev de. Julius skrev sine salmer til hverdag og fest i menigheden: gudstjeneste, nadver og dåb. Han gav med sine salmer sin menighed, hvad den havde brug for.

Manifestet

Friedrich Engels (1820 - 1895)
Friedrich Engels 1820 – 1895

“Den frie Urkristendoms Manifest til det tyske Folk”. Bag denne imponerende titel (som er endnu mere imponerende på tysk) gemmer sig Julius’ mest betydelige politiske værk – et værk som var omdrejningspunktet for det tyske festskrift i anledning af hans 200 års fødselsdag i 2006. Manifestet er skrevet i 1848. På samme tid går en revolutionær bølge gennem Europa. Revolutionen når Berlin i marts 1848 og er et opgør med det bestående monarki og udtryk for et ønske om borgerlige, demokratiske frihedsrettigheder – herunder ønsket om at adskille kirke og stat.

Karl Marx (1818 - 1883)
Karl Marx 1818 – 1883

Hans manifest udkommer på et tidspunkt, hvor den gryende baptistkirke i Tyskland (ligesom i Danmark) stadig lider under statsmagtens undertrykkelse. Bare det at trykke og udgive baptistiske skrifter kan medføre fængselsstraf. Julius selv oplever dette, og det er formentlig også med dette i tankerne, at han forfatter teksten.

Manifestet er på lidt over 20 sider og er et forsvar for religionsfrihed og den frie menighed. I manifestet kritiserer han sammenhængen mellem kirke og stat. For Julius har denne sammenhæng betydet, at den tyske protestantiske kirke er blevet en undertrykkende kirke, der forfølger anderledes tænkende. En sådan forbindelse mellem stat og kirke, argumenterer han, fik i sin tid Jesus på korset. Over for den herskende kirke opstiller han sit alternativ: Den frie urkristendom, dvs. en selvstændig menighed uden forbindelse til statsmagten. I denne menighed er alle medlemmer lige, og alle beslutninger træffes gennem demokratiske afstemninger. De “frie, myndige medlemmer” af denne menighed tilslutter sig deres tro af et “frit hjerte“. Dette oprindelige alternativ til statskirken finder Julius naturligvis i den baptistiske trosretning. Han appellerer derfor til slut i manifestet til

“[…]en tilbagevenden til den oprindelige Kristendom, en Kristendom uden søgen efter Ære og indflydelsesrig Anseelse, uden Kirkegods og Præsteskab, uden uhyrlige Kirkesogne og et Medlemskab så stort som Havets Sand – men med Ånd og Sandhed, med genfødte Medlemmer og levende Menigheder, præget af Jesus Christi Ydmyghed og Herlighed.”

Manifestet med den svulmende tyske titel “Manifest des freien Urchristenthums an das deutsche Volk” blev udgivet på Onckens forlag i Hamburg i 1848 og blev straks derefter forbudt af den daværende statslige censur. Det udkom i øvrigt samme år som et mere kendt og nok også mere indflydelsesrigt et af slagsen: “Det kommunistiske manifest“, forfattet af de herrer Marx og Engels.

Guds store drama

“Valdenserne” var Julius’ første roman. Et dramatisk værk på over 300 sider, udgivet i Hamburg i 1861 på Onckens forlag. Bogens historiske ramme er Valdenser-samfundets kampe mod romerkirken og dets egne indre forhold. I bogen stiller forfatteren den græske skæbnetro over for troen på en kærlig og almægtig Gud. Han fortæller selv om sin hensigt med bogen:

“Det var min ikke hensigt at give en poetisk fremstilling men snarere at give et historisk tro billede af valdenserne og det skrækkelige korstog imod dem.”

Julius ser i valdenserne et kirkesamfund, som i lige linie er en fortsættelse af det ur-kristne kirkesamfund, det kirkesamfund som opstod i det første århundrede efter Jesus. Dette syn på valdenserne bliver allerede i Julius’ samtid bestridt fra flere sider som historisk ukorrekt. Forklaringen på, hvorfor han alligevel vælger at fortælle valdensernes historie som en historie om et ur-kirkeligt samfund, er ganske enkel: Han ser i den middelalderlige valdenser-bevægelse præcis den samme ur-kirkelige menighed, som han mener, baptisterne kommer fra. For ham er valdensernes og baptisternes skæbne to sider af samme sag. Historien om valdenserne er derfor et billede på hans egen menighed.

Hamburgerposten anmelder “Valdenserne” den 24. april 1861 og skriver bl.a. om værket:

“Forfatteren giver os et afrundet, poetisk gennemtænkt, digterisk udførligt Værk, der er kaldet til at gøre Epoke. Vi henviser paa det mest indtrængende til dette Værk, der ved sin ægte Poesi og Skønne Form rager langt op over Middelmaadigheden.”

Teolog og professor J.P. Lange fra Bonns Universitet skriver i et længere brev til Købner den 29. juni 1861 om “Valdenserne”:

“Enkelte at skildringerne af det djævelske i Mennesket er for stærke men enkelte lyriske Stykker er højfestelige. Den digteriske Kombination spændende. Slutningen betydelig og opløftende. Digtningen har en lykkelig dramatisk Tekst, kort Affattelse, lige Linie, Konsekvens.”

Også Julius’ egen menighed i Hamburg nyder godt af det nye værk. I protokollen fra menighedskonferencen i 1860 lyder det: “En stor Glæde må vi dog fremhæve, som hverken er forekommet på vores Konferences og i det hele taget i vor Menigheds Historie i Tyskland, nemlig de Forelæsninger, som Købner holdt på to Aftener under Konferencen på indtrængende Anmodning fra Forsamlingen om sit seneste Digt, Valdenserne.”

I 1867 præciserer Julius i skriftet “Et Kommentar til Belysning af det dramatiske Maleri om Valdenserne” sin hensigt med “Valdenserne”. I virkeligheden var hans formål med den dramatiske fremstilling på “opbyggeligvis Måde at vise Guds vidunderlige Hensynsfuldhed, hvorved han i sin uudgrundelige Visdom, Retfærdighed og Nåde skaber og behersker Verden.

Og Julius fortsætter:

“Verdenshistorien er Guds store Drama. Når den er til Ende, og vi kigger tilbage på den og gennemskuer den, vil vi erkende, at den er det højeste Mesterværk af almægtig Digterkunst og at en stor Tanke behersker den.”

Sangen om Gud

“Das Lied von Gott” – på dansk: “Sangen om Gud” – udkom på tysk i 1872 og er Julius’ største værk – også målt i sidetal. Det er et storladent, fortællende digt på 462 sider og blev angiveligt skrevet i de sene nattetimer, mens han opholder sig i København, travlt beskæftiget om dagen som leder af den københavnske baptistmenighed. I digtet forsøger han at give intet mindre end en fuldstændig beskrivelse af universets tilblivelse, englenes oprør og fald, solsystemets skabelse, menneskets syndefald og andre storslåede emner. Et meget ambitiøst værk, som Karl Gerock, tysk teolog og lyriker, da også påpeger anerkendende i et brev til Julius lige efter udgivelsen af “Sangen om Gud”:

“Deres Foretagende er gigantisk, Stoffet uhyre, Behandlingen original, paa sine Steder af stor poetisk Kraft, paa andre af mægtig Tankedybde; atter igen paa andre ved første Indtryk sælsom, og først i det Heles Sammenhæng til at forstaa og bedømme.”

Julius’ egne trosfæller i baptistmenigheden i Hamburg er knapt så imponerede og venligt stemte overfor “Sangen om Gud”. På forbundskonferencen for de tyske baptistmenigheder i 1873 bliver han således kritiseret for bogen. Flere af deltagerne på konferencen mener, at bogens indhold ikke stemmer overens med Bibelen og bogen afføder en lang og heftig diskussion. En af deltagerne på konferencen har endog ladet trykke en liste med kritikpunkter. Et af kritikpunkterne går på, at Julius i “Sangen om Gud” har ladet Gud tage engle til hjælp ved menneskets skabelse, noget man ikke mener kan bekræftes i skabelsesberetningen.

Kritikken går dog ikke kun på indholdet. Flere af medlemmerne i menigheden i Hamburg kritiserer tillige værkets praktiske værdi. “Den kære broder maatte hellere have skreven os en god Traktat” påpeger en af deltagerne. Samme kritik af værkets manglende praktiske værdi for det daglige arbejde i menigheden kommer fra en anden deltager: “Efter mange års Arbejde byder Købner os det omtalte Værk, der trods alt det skønne det indeholder, ingen praktisk Værdi har for os.

G. W. Lehmann, leder af baptistmenigheden i Berlin, tager til genmæle over for menighedens kritik af “Sangen om Gud” og kritikken af, at indholdet ikke stemmer overens med Bibelens ord:

“Man maa lade Digteren have sin Frihed, ellers maa man ogsaa forkaste andre lignende Værker. Det poetiske Standpunkt må fastholdes. Man må ikke opfatte det som en Lære.”

Og så tilføjer G. W. Lehmanns søn, Joseph Lehmann, lidt provokerende at: “Baptisterne til Konferencen ikke er kvalificerede til at bedømme Værket og flere endog ikke har læst det.

Julius selv afviser da også kritikken af “Sangen om Gud”:

“Konferencen er ikke et Konsil, som kan fælde Dom over en Bog. Vi er samlet her på Grundlaget og Basis af vores Trosbekendelse. Hvad der ligger ud over det, det kan Konferencen ikke dømme om, da dens Kompetence mangler. Man har haft som Forudsætning, at jeg gav denne Bog i Baptisternes Hænder. Det er en fuldstændig Misforståelse. Jeg har absolut ikke skrevet den for Baptister. For Mennesker, både for ikke-omvendte og Kristne har jeg skrevet den.”

Violinistinden

Julius skriver i 1881, i sit livs efterår, en romantisk roman, som han tilegner sin lille datter Ruth. “Violinistinden” – på tysk: “Die Geigerin” – foregår i England og har som hovedperson en kvindelig idealskikkelse. Hun er fuld af renhed og sjælstyrke og overvinder alle anstrengelser. Han udruster sin heltinde med viden og med kærlighed til kunst, særligt musik. Disse personlige egenskaber hos heltinden forener han med en dyb religiøsitet. I heltindens egenskaber genkender vi hans egne idealer, baseret på erfaringerne fra hans eget lange liv, omgivet af bøgerne og musikken – i Guds tjeneste.

Julius Købner – Forfatteren

Vi har i denne artikel kun omtalt en lille del af Julius Købners forfatterskab. Men selv efter vore dages standarder og med tekniske hjælpemidler som computere, telefoner og internet til rådighed virker hans produktion overvældende. Ikke mindst bredden i hans forfatterskab aftvinger respekt: Skuespil, romaner, digte, salmer, populærvidenskab, teologiske skrifter, politiske indlæg osv. Næsten intet emne undgik hans spidse pen.

Det kan måske undre, at så lidt af Julius’ forfatterskab har overlevet til i dag. Det er vel kun hans “manifest” og så en håndfuld salmer, der kan siges at have modstået tidens tand. Men som han selv var klar over, var det næppe poesien, der var hans største styrke. Dét, vi i dag husker ham for, er hans evner som prædikant, leder og ikke mindst diplomat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *