P.C. Mønster: Andragende om fuld Religionsfrihed for Danmark (1840)

Nedenfor bringes den danske baptistpioner P.C. Mønsters ansøgning om religionsfrihed i Danmark. Dokumentet spiller en central rolle i tidlig dansk baptisthistorie. Mønsters “Andragende om fuld Religionsfrihed for Danmark” blev forfattet den 16. juli 1840 i København og sendt til ’Den frie Stænderforsamling i Roeskilde’. Teksten er transskriberet af Bent Hylleberg, cand.theol., formand for Baptistkirken i Danmark. Læs mere om Mønsters ansøgning her: Bent Hylleberg: P.C. Mønsters ansøgning om religionsfrihed 1840.

P.C. Mønster: Andragende om fuld Religionsfrihed for Danmark

Til Den frie Stænderforsamling i Roeskilde.

P.C. Mønster
Peter Christian Mønster (1797-1870)

(A) Naar jeg vover, at gjøre det danske Folks Repræsentanter, den høie Stænderforsamling, nærværende Forslag, og beder om Religionsfrihed for Danmark, som den haves i England, da tør jeg haabe, at Stænderne ikke vil see anden Grund fra min Side til dette Forslag, end denne: Kjærlighed til mit Fædreneland, idet jeg ønsker al den Lykke og Velsignelse, timelig og aandelig, som ægte Frihed kan skjænke, udvikle og grundfæste.

(B) At Religionsfriheden har skabt og kan skabe Lykke og udbrede Velsignelse over det Lands Indbyggere, der har den, vil jeg søge i al Korthed med Englands Eksempel at oplyse. Mit ringe Stade i Borgersamfundet, er jeg vis paa, ikke vil afholde den høie Stænderforsamling fra, at tage et Forslag under Behandling, der er af saa ædel en Byrd, som ægte Friheds- og Fædrenelands-Kjærlighed. Jeg maa til Stadfæstelse herpaa gjøre denne Bemærkning, at jeg selv personlig ikke egentlig trænger til denne Frihed; thi jeg har vovet at tage mig den, idet jeg er udtraadt af den danske Statskirke, og ingen menneskelig Magt er istand til at berøve mig denne Frihed, men vel at forbittre mig den, og kun forsaavidt som dette Sidste ved Religionsfrihed blev forebygget, kan der siges, jeg har søgt min egen Fordeel.

(C) ”Voltaire1 siger: ””Var der kun een Religion i England, saa maatte man frygte for Despotismen; var der Tvende, saa vilde man knække Halsen paa hinanden, men da der nu er saa mange Secter og Arter af Gudstjennester, saa lever man rolig.”” Dette er Sandhed; thi den gordonske2 Tummult, hvorved Iveren for den protestantiske Religion, ene og alene var Pretext3, kan her umulig anføres som Beviis for det Modsatte. Den lovgivende Magt i England har bragt Tolerancegrundsætningerne i et System, som næppe vil kunne modtage nogen Forbedring. Overbeviist herom, lader man sig ikke vildlede af Tummulten fra 1780; men til Parlamentets Ære, være det sagt, at, da Parlamentshuset og Senatorerne ikke var deres Liv sikker, skede dog ikke af et eneste Medlem, trods alle Factioner4og den Fare, hvori de svævede, noget Andragende, Pøbelen til Behag, om at ophæve en viis og god Lov, som Billighed og Menneskelighed havde dicteret. Despotismen ville med rette være at befrygte i England, dersom der ikkun var een Religion, da Kongen der er den engelske Statskirkes anerkjendte Overhoved og hans Magt i denne Egenskab næsten ingen Grændse kjender. Imidlertid bliver han aldrig besværet med Religionsstridigheder, hvoraf man her slet intet veed; ja med Pøbelens Skjænderier og Slagsmaal, med Processer og Udsvævelser, er det uhørt, at man har indblandet Religionen. Intolerancen, som egentlig er overført fra den jødiske til den christelige Religion, og er dette overtroiske Folks Arvedeel, har ingen Leilighed til at slaae Rødder i det engelske Folks Hjerter. Den Mængde fra den engelske Kirke afsondrede Christne, som udgjøre en saa stor Deel af Kongerigets Indvaanere, Begreberne om Frihed i at tænke og handle, de Fornødenheder, som ved Landets Rigdom mangfoldiggjøres og derved gjør den gjensidige Hjælpsomhed nødvendig, alt dette befordrer den gjensidige Anerkjendelse paa denne Ø, som ene og alene har denne Tolerance at takke for sin Velstand og Flor. Man kan herved anføre det originale Bonmot5 af den vittige Greve af Cesterfield6 til hvem en Munk fra Rom var addresseret; denne forsikkrede Greven om sin Omvendelsesiver, der ene og allene havde ført ham til England, og at han var beredt til at lide Alt for sin Religion. Cesterfield svarede: De kommer for sildig, kjære Pater, De vil umage Dem forgjæves, for at vinde Martyrkronen, her er slet intet mere at gjøre” – (Archenholtz7 über den Religionszustand in England, 11th B;5th Abs.)

(D) Det er en Kjendsgjerning, grundet paa over 200 Aars Erfaring, at Religionsfriheden i England er et Gode, der har havt den frieste og bedste Udvikling af sand borgerlig Kraft, Virksomhed og Troskab for Land og Rige i sit Følge; thi medens Statskirken der er bleven uforandret i Troesbekjendelse og gudstienstlige Skikke og Vedtægter for alle dem som ville gjøre Brug deraf, og det alligevel vedblev at være Lovbud og Pligt for alle Landets Indbyggere, enten de ville benytte Statskirken til deres aandelige Pleie eller ikke, at yde de Afgifter, som paalagdes dem til Statskirkens Vedligeholdelse og dens Tieneres Underholdning, da har siden Cromwells Tid8, alle Landets Indvaanere, der ikke kunne tilfredsstilles ved Statskirkens Pleie, men havde større religiøs Trang, end denne ifølge sin Indretning kunde afhjelpe, selv sørget for deres egen og deres Børns aandelige Udvikling, i det de stiftede christelige Samfund, hvori de pleiede Sjælene saa vel, at disse frie Dissenter have noksom beviist, at de kunne undvære Statskirkens Overformynderskab over deres frie christelige Tro og Levned, og endda bære alle de borgerlige ædle Frugter i Nøisomhed og Vindskibelighed, i Opofrelse til bedste for Staten i det hele, som for den enkelte Nødlidende, ligesom de altid have underholdt deres egne Trængende, der aldrig falde Staten til Byrde hverken som Forbrydere eller Almisselemmer; ja hartad hele Nordamerikas Bebyggelse, dets Kultur og Udvikling, dets Uafhængighed og tilvoxende Storhed og Velstand, kan alene tilskrives Dissenternes saavel aandelige som borgerlige Virksomhed og indbyrdes Tolerance. Dette saae den engelske Regjering meget vel, og kunde derfor svare Geistligheden i Statskirken, som raabte paa Fængsel, Forviisning, eller Baal og Brand for Dissenterne: Viis I os ligesaa gode borgerlige Frugter af Eders Tro, som Dissenterne have viiste os af deres, saa kræver Staten ikke mere af Eder, og vi indsee ikke, hvorfor I ville have disse Mennesker forfulgte, som jo, uden at nyde nogen som helst Gjengjæld uden Ondt af Eder, ligefulde yde deres Skat til at opholde Eder og Statskirken, til bedste for Andre, hvem I skulle lære at blive ligesom de; af Eder forlange de ikkun Fred for Eders Forfølgelse, og denne ville vi nu skaffe dem som gode og retskafne Borgere. Paa denne Erkjendelse vandtes der i England fuld Religionsfrihed, og det Livsrøre, der nu udvikler sig i den engelske Statskirke især med Hensyn til Missionen9, er ligefrem en Efterligning og Medbeilerkamp med Dissenterne.

(E) I forrige Stændermøde blev der petitioneret efter Pastor Grundtvigs Plan om det saakaldte Sognebaands Løsning, men hvorom den ærede Stænderforsamling med Majoritet besluttede, ei at indgive nogen Petition til Hans Maiestæt Kongen; det var noget ’Splinternyt’, der altsaa ingen historisk Hjemmel havde for sin Gavnlighed.

(F) Denne Gang vover jeg, at fremkomme med Andragende om fuld Religionsfrihed, efter at have viist, hvor gavnlig den har været i sine Følger for England og Nordamerika; med den ærbødige Begiæring, at den høie danske Stænderforsamling vil tage under Overveielse, hvorvidt en saadan Religionsfrihed kunne være gavnlig for vort kjære Fædreneland, ifølge hvilken, det tillades enhver at udtræde af Statskirkens Samfund og efter eget Godtbefindende indtræde i en Dissentmenighed, eller slet ingen kirkeligt Samfund tilhøre, naar han i øvrigt svarer til Statskirken og dens Geistlighed den Skat og Paalæg, der almindelig kræves af Alle, og godtgiør, at have erhvervet de Skolekundskaber for sig og sine Børn, som Statens Skolelov fordrer (med Undtagelse af Religionen), samt fremlægger sin religiøse Troesbekjendelse, der maa være en saadan, der i sit Prinsip er borgerlig uskadelig.

(G) At der i Danmark er Trang til Religionsfrihed, haaber jeg, Stænderforsamlingen er enig i med mange flere Frisindede / i Ordets rette forstand / og tænkende Danske, og naar denne Frihed, som i England maatte kjøbes saa dyrt, kunde vindes her som en godvillig Gave af Hans Maiestæt Kongen paa Stænderforsamlingens allerunderdanigste Petition derom, da vare vi ikke alene blevne kloge af fremmed Skade, men ogsaa rige.

Kjøbenhavn d. 16. Juli 1840 underdanigst

Peter Chr. Mønster

Graveur.

Noter

1 Francois de Voltaire (1694-1778), fransk forfatter og filosof, klar og skarp, oftest satirisk, i sin stil, altid forsvarer af tros- og tankefrihed. Flygtede fra 1726-29 til England, hvor han stiftede bekendskab med deismen/rationalismen.

2 The Gordon Riot, 1780. Dette protestantiske pøbeloprør, der også kaldes ’No Popery Riot’, har navn efter Lord George Gordon (1751-93), der var parlamentsmedlem fra 1774, men ukendt indtil 1780. Parlamentet ophævede delvist de gældende tvangslove mod katolikkerne i 1778. Dette vakte stor harme i bornert-protestantiske kredse. Lord Gordon blev de misfornøjede protestanters bannerfører. Som formand for en protestantisk forening indbragte han 2. juni 1780 et modforslag i Parlamentet, hvortil en talrig pøbelskare var strømmet. Urolighederne tiltog, pøbelen nedbrændte nogle katolske kapeller og fængslet i Newgate. Forstærket med de 2000 fanger, som det indeholdt, plyndrede pøbelen nu lordernes huse og vinkældre, uden at bevægelsen i øvrigt havde nogen politisk karakter. Regeringen anvendte en betydelig troppestyrke, inden den blev herre over urolighederne. Da var 210 blevet dræbt i gaderne, og 75 døde senere på hospitalerne. De materielle skader i London var større end dem, der blev resultatet af den franske revolution i Paris. Gordon blev fængslet i Tower, stillet for ’The Kings Bench’ som højforræder, men frikendt i 1781. I 1793 døde han selv i Newgate fængslet under afsoningen af et 5-års fængselsophold, som han blev idømt i 1787 efter at havde udgivet et skamskrift mod Marie Antoinette. Han døde syngende revolutionssangen ’Ca ira’, ’Det skal nok gå’. – ’The Gordon Riot’ er skildret i Ch. Dickens roman ’Barnaby Rudge’.

3 Engelsk for ’påskud’.

4 Politisk sammenrotning, oprørsk parti.

5 Morsomhed, vittig bemærkning.

6 Chesterfield, Philip Dormer Stanhope, 4th jarl af Chesterfield, (1694-1773), engelsk statsmand, diplomat og vittigt hoved, især kendt for sine ’Letters to His Son’ og ’Letters to His Godson’, rang af adelsmand i 1726, ambassadør til Holland 1728, statholder i Irland 1745-46 og statsminister sammested 1746-48, hvorpå han trak sig tilbage på grund af tiltagende døvhed.

7 Johann Wilhelm von Archenholtz, tysk historiker, kendt for et omfattende forfatterskab, heriblandt ’Annalen der brittischen Geschichte’, bind 1-20, Hamburg 1788-1800. Mønster citerer mest sandsynligt fra dette værks 11. bind. Titlen ’Über den Religionszustand in England’ har jeg ikke kunnet finde.

8 Oliver Cromwell (1599-1658), engelsk Lord Protector 1648-1658.

9 I slutningen af 1700-tallet kom der fornyet liv i Society for Promoting Christian Knowledge (SPCK af 1698) og i Society for the Propagation of the Gospel (SPG af 1701), men der stiftedes også nye selskaber i den anglikanske kirke bl.a. Church Missionary Society (1799) og det fælleskirkelige London Missionary Society (1795). Metodismen gav for en stor del inspiration hertil, ligesom Baptist Missionary Society (1792) dannede forbillede for Den anglikanske Kirkes oversøiske mission.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *