Tag Archives: Kjell Kyrø-Rasmussen

Kjell Kyrø-Rasmussen (1920-1986)

Af Bent Hylleberg, cand.theol., formand for Baptistkirken i Danmark

Hvem var han?

Kyroe-Rasmussen
Kjell Kyrø-Rasmussen (1920-1986). Teologiske studier på Prædikantskolen i Tølløse 1939-42 og ved Oxford Universitet 1947-50 (MA). Præst i Århus 1942-55, København 1955-70 og Tølløse 1970-84. Medlem af Baptistsamfundets ledelse 1955-68 og Det økumeniske Fællesråd 1954-86. Udgav bl.a. ‘Frihed, broderskab, efterfølgelse’ (1963) og ‘Hvad skal vi med kirken?’ (1967). Initiativtager til Baptistsamfundets synoder i 1976 og 1984.

Kort før sin død, 65 år gammel, sagde Kyrø: ‘Man skal ikke være bange for at dø, hvis man har levet først!’ Og det gjorde Kyrø for fuld udblæsning. Gennem 42 år som baptistpræst fik han mange tilnavne: Chef-ideolog, ballademager, økumen, hymnolog, teolog, skribent, profet! Han blev ikke altid mødt med begejstring, men altid med respekt på grund af en skarp hjerne, et varmt hjerte og et stærkt engagement, der ofte blev fremført med farverig humor og undertiden med viddets ironi.

Kyrø’s mor var fra Nordnorge, men drog til København for at føde sit ‘uægte barn’. Her giftede hun sig og blev boende. På Nørrebro mødte Kjell baptismen. Senere skrev han herom: ‘Et mystisk lydende navn har du, men hvor jeg dog elskede dig! Du var som et træ, duftende af ungdom, da jeg mødte dig som ‘outsider’ i en guldalder’ (Baptist 15-16/1981).

Døbt som 17-årig og med en præsteuddannelse bag sig som 22-årig blev han landets yngste baptistpræst. Og som flittig præst og teolog sled han sig op. Et fortjent otium fik han ikke. ‘Hvor er her dog smukt’, sagde han en majdag ved sommerhuset på Orø, hvorpå han vendte sig og døde i armene på sin hustru, Elisabeth. I sine efterladte papirer skrev han: ‘Jeg har haft det bedre, end jeg fortjener!’ I ægteskabet kom der to drenge, Øjvind og Ebbe. Da den første ankom, modtog familie og venner en hilsen, hvorpå der stod: Lukas 1.57. – Typisk for Kyrø: Kort, men passende!

Continue reading Kjell Kyrø-Rasmussen (1920-1986)