"man bør prædike Evangeliet og ikke Loven i dens Strenghed": En Conferentse af danske Baptister, afholdt i Kapellet paa Vandløse Mark, den 26de September 1863

En Conferentse af danske Baptister, afholdt i Kapellet paa Vandløse Mark, den 26de September 1863
N. Larsen: En Conferentse af danske Baptister, afholdt i Kapellet paa Vandløse Mark, den 26de September 1863 (Nakskov: Reinhard Kjeldskov 1863)

I 1863 mødtes repræsentanter for danske baptister i kapellet på Vandløse Mark.

Her diskuteredes blandt andet muligheden af at etablere et fælles missionsarbejde på nationalt plan. Et andet diskussionsemne var i hvilken grad man burde opføre kapeller, hvis overhovedet (“der var dog ogsaa dem, som vare imod Opførelsen af Kapeller, da de mente, at vi kunne forsamles i Husene eller, som En udtalte sig, paa Marken, som Jesus og hans Apostle gjorde det”). Da det jo kan være koldt om vinteren var der enighed om, at det kan være udmærket med et sted at mødes med tag over hovedet. Det måtte dog ikke blive prangende.

Også forholdet mellem lov og evangelium i forkyndelsen, samt prædikanternes forberedelse, blev vendt.

Evangeliet må være grundtonen i enhver prædiken, selvom loven skal anvendes til at ”vise Synden og dens dybe Saar”. Det tilføjes at man ikke må glemme at prædike ”Christi Efterfølgelse for de Troende, at de ikke skulle komme ind paa den Mening, at de have naaet Maalet”. Men først og fremmest er vi udsendt for at forkynde evangeliet, ikke loven, lød konklusionen:

”N. Nielsen forelæste noget af hvad der blev talt om denne Sag i Conferentsen i Hamborg, nemlig, at man bør prædike Evangeliet og ikke Loven i dens Strenghed, da det vel var skeet, at Mennesker vare blevne forfærdede ved Lovens Torden, men ikke omvendte og bøiede ned i sand Ydmyghed, hvilket kun skete ved Evangeliet; dernæst burde Prædikanten læse flittigt i Guds Ord, grunde paa og overtænke det Læste, maaske nedskrive lidt, som var blevet ham klart, for ikke at glemme det igjen, bede meget og alvorlig og saa overlade Sagen til Herren. N. Larsen er ogsaa af den Mening, at vi ere udsendte for at prædike Evangeliet og ikke Loven. Han havde gjort den Erfaring, at Lovens Torden kun forhærdede dem, hvorimod de følte ved Evangeliets Prædiken. […] Der blev endnu talt noget om denne Gjenstand, af hvilket Indholdet var det, der allerede er meddelt, at Alt maa komme i sin Orden og paa sit bestemte Sted og at Evangeliet bør være Grundtonen i enhver Prædiken, da det var klart, at fattedes Evangeliet, saa var al Prædiken uden Nytte; men skal Evangeliet, som er et Lægemiddel, bruges, saa maatte man ogsaa ved Hjælp af Loven vise Synden og dens dybe Saar. Man burde ikke forglemme at prædike Christi Efterfølgelse for de Troende, at de ikke skulle komme ind paa den Mening, at de have naaet Maalet; men at de altid maate vaage og bede, da Aanden var villig, men Kjødet skrøbeligt.”

Også nadversynet blev vendt, om hvilket der var delte meninger. Hvor nogle fremførte et zwingliansk begreb om nadveren som ren ihukommelse, fremførte andre et mere luthersk, realpræsentisk nadversyn. Hvad var det egentlig Jesus refererede til når han sagde “dette er mit legeme”? – sin egen krop (jf. Karlstadt)? (og hvorfor skulle det være nødvendigt at påpege) eller brødet (og var det så rent symbolsk, jf. Zwingli)?

Download (pdf)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *