"Lad os ikke troe, at Gud vil vise os hen til, at vi skulle forlade os paa vore Følelser. Det vil Satan.” De danske Baptist-Menigheders Forenings-Konferents, holdt i den aalborgske Menigheds nye Forsamlingshus den 2den, 3die og 4de Juli 1868

De_danske_Baptist-Menigheders_Forenings-Konferents_holdt_i_den_aalborgske_Menigheds_nye_Forsamlingshus_den_2den_3die_og_4de_Juli_1868I 1868 blev de danske baptistmenigheders konference holdt i den aalborgske menigheds nye forsamlingshus på Oppelstrup Mark. Julius Købner indledte med at læse Ef 4 om at fastholde kærlighedens bånd. Måske derfor var konferencen ikke plaget af samme grad af uenighed som andre protokoller beretter om?

For en gangs skyld diskuteres udvælgelseslæren ikke – trods den indledende afsyngning af ”I Herrens udvalgte, som hellighed øve”. Til gengæld blev væsentlige spørgsmål om forholdet mellem kristendom og politik, tro og følelse med mere vendt.

En kristens politik

På foranledning af et foredrag holdt af en Chr. Nielsen rejste Købner spørgsmålet om hvordan en kristne skal forholde sig til ”Politiken”. Købner bemærker:

”En Christens Politik er Guds Rige. Nationalhadet er fra Satan. Vi have ingen Nationalgud, saaledes som Hedningerne, der havde Guder blot for deres Land. Politiken ville vi overlade til Grundtvigianerne, som indbilde sig at forstaae Sagen, og som synes at holde Gud for de Danskes Gud, som om han ikke var Gud for Andre.” (Købner 1868, p. 10)

Chr. Nielsen nævner at nogle har fået ”Skrupler over at gaa i Krig” ved at læse ”Sommers Skrifter, i hvilke Øvrigheden udskældes for Slagtere, osv.” (givetvis vækkelsesprædikenten M.A. Sommer). C. Jensen nævner lignende eksempler og Sandberg nævner, at menigheden i Helsingør havde udelukket et medlem, der ”lod sig leie til at være Soldat.” Dertil bemærker Købner:

”Jeg holder Krigsstanden for den værste, hvori en Christen kan være, og troer derfor ikke, at det er ret at lade sig leie dertil. Skjøndt Krigsstjenesten efter min Overbevisning ikke er imod Guds Ord, men tvertimod udtrykkelig hjemlet ved samme, saa er det dog ikke tænkeligt, at det kan staa godt til med et Medlem, som frivillig vælger den, lige saa lidt som en Christen kan være aandelig sund, naar han leier sig hen paa et Sted, hvor han ikke kan faae Guds Børn at see og Guds Ord at høre, naar han kunde tjene sit Brød der, hvor det var muligt for ham at besøge Forsamlingerne og have Samfund med Guds Børn.” (Købner 1868, p. 11)

Det er altså i høj grad menighedssynet, der er bestemmende for Købners syn på krigstjeneste. En broder bør lige så lidt lade sig leje til at gå i krig, som han bør flytte hen i en ørken, væk fra den menighed, hvor han kan få sin opbyggelse, bemærker Købner.

Chr. Nielsen dadler, at en person der var indkaldt til krigstjeneste, straks havde søgt til Amerika, hvortil Købner bemærker, at ”vi have mere Frihed i Danmark end i Amerika; thi der gaaer Friheden ofte over til Lovløshed, saa at man maa gaae med Pistol i Lommen, for ikke at blive overfaldet.” (Købner 1868, p. 12).

Ernst Jensen svarer, at ”saa kan man ligesaagodt gaae i Krig her, som gaae med Pistol i Amerika”. Struve mener, at ”man maa takke Gud for Øvrigheden. Hvis den ikke var, saa vilde vore Fjender snart rydde os afveien; men hvad kunde Øvrigheden gjøre, dersom den ikke havde Soldater til sin Støtte[?]” (p. 12). J. Chr. Uttrup fortæller, at han har været i 13 slag, ”men jeg har aldrig sigtet efter noget Menneske, men skudt mine Kugler efter Fjenderne og jaget efter dem, ligesom jeg jager efter en Flok Faar, ikke for at slaa dem ihjel, men for at jage dem hjem.” (p. 12). J. P. Thomsen fortæller at han har haft skrupler ved at gå i krig, ”men jeg bad til Gud, og saa befandt jeg mig vel i denne Stand.”

Niels Larsen afslutter diskussionen med at bemærke, at Paulus i ApG kalder øvrigheden ”Den Hjælp, som er fra Gud”, hvoraf det ses, ”at Soldaterstanden, som staaer i Forbindelse dermed, altsaa ikke er imod Guds Villie.” (Larsen, p. 12)

Højskolerne

Dernæst diskuteres højskolebevægelsen. Petersen holder det ”for uforsvarligt” at bidrage til ”de Høiskoler, som gaae i grundtvigiansk Retning.” Købner mener samstemmende, at ”en Christen ikke bør yde Bidrag til dem, naar Aanden i dem er den grundtvigianske Religionspolitik”, da det synes ham, at ”Grundtvig er nær ved at sætte de nordiske Guder ved siden af Christus.” (p. 12).

Chr. Nielsen mener ikke, at det kan være så farligt at sende de unge på højskole, mens Petersen anser det for bedre at sende de unge på missionsskole. L. Jørgensen er også skeptisk, men mener dog ikke, at højskolerne er så farlige som de skildres, men ”derimod holder jeg for, at det er mere skadeligt at lade sine Børn gaae i de offentlige Skoler, hvor de indpræntes de fordærvelige grundtvigianske Religions-Begreber.”

Købner bemærker, at så længe det ikke kan lade sig gøre at have sine egne skoler, må stille sig tilfreds med de offentlige, da der jo også er mulighed for fritagelse fra religionsundervisning. Konferencen beslutter derpå at gøre mere ud af ”Børne-Undervisning i ægte Christendom” (p. 13).

Derpå diskuteredes en række spørgsmål vedrørende menighedsorden m.v. (p. 14ff; p. 15ff; p. 16ff) samt traktatsagen (p. 17ff) og hvorvidt medlemmer, der kun yderst sjældent besøger forsamlingerne kan vedblive at stå i menigheden (p. 19ff).

Hvem er ”Antikrist”?

En Mikkel Mortensen stiller derpå spørgsmålet, ”Hvad er Dyret og dets Mærke?” (p. 20). Købner læser Åb 14,9-11 og forklarer: ”Vi vide, at Aabenbaringens Bog er en profetisk Bog, der taler om Ting, som endnu ikke alle ere opfyldte. Profetier ligne Ting, man kan see i en lang Frastand. Noget kan man see, men ikke Alt.” (p. 20)

Købner udlægger dog åbenbaringen ret bogstaveligt, og forklarer med henvisning til Daniel og 2 Thes 2, at der med ”dyret” må forstås Antikrist, Og med Antikrist skal ikke, som nogle mener, forstås paven eller den katolske kirke, men en verdslig monark, som sætter sig selv i Guds sted. Købner konkluderer, at ”Dette skulde ogsaa være os en Advarsel, ikke at blande os i Politiken.” (Købner 1868, p. 20).

Niels Larsen nævner forskellige teorier om dyrets tegn, og om at Antikrist ”mulig vil fremstaae af Frnakrig, hvor Gudsfornægtelse saavelsom andre Ugudeligheder have taget en skrækkelig Overhaand.” Købner bemærker dertil, at ”Man maa vogte sig for at blande sine egne Meninger ind i Guds Ord. Det ene Guds Ord maa forklare det andet.” (p. 20).

Må en kristen drikke brændevin?

Derefter diskuteres afholdssagen. Købner fremfører med stor patos det synspunkt, at ”Brændeviin er Satans Opfindelse, ja man kan sige: hans Mesterstykke.” (p. 21). Købner fortæller derefter en anekdote: ”Jeg har hørt, at en Mand fik det Valg at vælge mellem tre Synder, at slaae ihjel, at bedrive Hoer og drikke sig fuld. Han valgte at drikke sig fuld, fordi han ansaae dette for den mindste Synd; men hvad skete? I sit Fuldskab begik han baade Hoer og Mord.” (Købner 1868, p. 21)

Chr. Nielsen forklarer, at han ”undertiden drikker en Snaps, thi Guds Ord siger, at man maa nyde lidt Viin for sin Mave, og desuden bør man ogsaa have sin christelige Frihed.” (p. 23). Købner medgiver: ”At drikke Brændevin er en Frihed, som Herren i sin Naade bevare os alle for.” (p. 23). Problemet er det større perspektiv, at ”Den, som drikker en Snaps Brændeviin, underskriver Alt, hvad Brændeviinsbrænderne, Brændeviinsskjænkerne og Brændeviinsdrikkerne gjøre.”

Den kristne frihed er en frihed bundet af Kristi kærlighed, forklarer Købner:

”Der tales om, at vi have Frihed; men naar vi have hengivet os til Christus og høre ham til, saa have vi i hans Arme ikke mere Frihed, end et Menneske, som jeg saaledes omspænder med mine Arme, at han ikke kan røre sig. Christi Kjærlighed binder os i Eet og Alt, og det kalder jeg Frihed, ret at lade sig binde af den. Men er der Nogen, som drikker Brændeviin af Kjærlighed til Christus?” (Købner 1868, p. 23)

Niels Larsen argumenter ud fra en række skriftsteder for, at brændevin ikke kan være omfattet af friheden til at drikke vin (p. 23ff) og Købner fremfører igen den pointe, at ”Man skal gjør Alt i Jesu Navn”, men at ingen vel drikker snaps i Jesu navn. Købner konkluderer, at ”Vi have ikke med vort ”Jeg” at gjøre, men maa træde det under Fødder.” (p. 26).

Konferencen forbyder ikke ligefrem brændevin, men beder menighederne virke for afholdssagen (p. 26). I forlængelse deraf diskuteres brugen af tobak (det bør bemærkes, at J.G. Oncken vistnok kom på kant med de polske mennoniter på grund af sit tobaksforbrug!).

Oliesalvelse, barnevelsignelse og sang

Derpå diskuteres salvelse med olie med udgangspunkt i Mark 6,13 (”De salvede mange Syge med Olie og helbredte dem”) (p. 26ff) og om man skal velsigne småbørn med udgangspunkt i Mark 10. Købner bemærker:

”Guds Ord taler langt mindre om Børnevelsignelsen end om Olien. Der staaer ikke, at Apostlene velsignede Børn, kun Jesus gjorde det engang. Han maa gjøre det endnu. Jeg er meget imod Alt, hvad der hedder Skik, og at en saadan Skik indføres.” (Købner 1868, p. 27-28)

Købner understreger at han ikke har noget imod at bede for børn. L. Jacobsen fortæller hvordan barnevelsignelsen praktiseres i nogle menigheder ud fra ordene ”Formener dem ikke!”. Niels Larsen bemærker, at en sådan handling nærmest er en barnedåb uden vand (p. 28).

Efter at have diskuteret om det kan tillades udelukkede at afholde forsamlinger i menighederne (det blev et ”nej!”), diskuterede man hvordan man kunne få ”En bedre Sang i Menighederne” (p. 29ff). Købner bemærker, at ”Det gaaer endnu saa daarligt med Sangen, at jeg ofte hellere ønskede, at der skulde læses Psalmer end synges. Skete det, saa kunde man dog blive opbygget derved, men nu sønderrives Øret.” (p. 29). Sangen hører med til ”de guddommelige Ting” og den bør derfor forbedres: ”Har man forhen fundet sig i at vræle, saa maa man det ikke nu.”

Den kommende salmebog blev vendt samt spørgsmål om sang, melodier og tilladeligheden af at bruge musikinstrumenter under gudstjenesten (p. 30). Nogle af de tilstedeværende udtrykker bekymring for at menighederne bevæger sig væk fra ”den oprindelige Simpelhed og Skik”, også hvad angår dåben, som bør være udendørs snarere end i et indendørs dåbsbassin. Købner svarer spydigt: ”Maaskee de troe, at Guds Aand ikke kan komme ned til dem med Velsignelsen igjennem Loftet i et Værelse.”

Derpå diskuteres spørgsmålet ”Hvorpaa skal en Gjerrig kjendes?”. Struve bemærker, ”at der ikke er noget Ondt i at sætte sine Penge i Virksomhed og Drift; men naar man vil beholde dem, søger altid at formere sin formue og kan ikke faae nok, saa er det en Synd.” (p. 32).

Tro og følelse

Efter at have vendt nogle spørgsmål vedrørende menigheden i Hesselho og næste års konference, stilles spørgsmålet ”Er det bibelsk rigtigt, at En, som er opvakt og har erkjendt sin Syndighed, sin Fortabelse, venter med at troe sine Synders Forladelse til han faar en overordentlig Glædesfølelse?” (p. 33).

Købner bemærker det ejendommelige i den opfattelse, at en oplevelse af glæde må gå forud for troen, snarere end omvendt. Købner Konkluderer: ”Vi skulle ikke troe paa Følelsen og sætte den, som det Afgjørende over Guds Ord, hvilket lærer os, at den, der troer, har Ret til at glæde sig. Vi skulle bygge på Christus, ikke paa noget Slags Følelse.” (Købner 1868, p. 33).

Købner understreger sin pointe med nogle historier fra menigheden i København og konluderer igen: ”Opkaster man det Spørgsmaal: Hvorpaa skal man kjende, om En er et Guds Barn? saa bestaaer Kjendetegnet efter Skriften ikke deri, at han er glad, men deri, at han gjør Guds Villie, det vil sige troer, sig selv bevidst eller ubevidst, paa Jesus og bærer denne Troes Frugter.” (Købner 1868, p. 34)

”Vilde En løbe hen til Banken og sige: ”Mit Navn staaer ikke paa Seddelen; skriv paa den, at de 50 Rd. tilhøre mig,” saa vilde man paa Banken svare: ”Det er overflødigt, gjem kun Din Seddel godt, vi see jo, at den er Din.” Men er det ikke saaledes med Guds Ord? Holder jeg med Lyst og Længsel fast ved dets Indhold, saa troer jeg det, og saa gjælder det for mig. Jeg skal ikke vente paa nogen anden Aabenbaring eller Underskrift fra min Herres Side. Dette forstode man maaskee bedre i gamle Dage end nu. Naar de dengang hørte Guds Ord, saa forstod de, at det var til dem og for dem, saa alle de, som ikke forkastede det, antoge det og troede. Skal Følelsen være den afgjørende, saa bliver den ogsaa Fundamentet for vor Christendom, saa denne kommer til at svæve i Luften, naar Følelsen forsvinder, hvilket dog saa ofte skeer. – Jeg holdt en Gang en Prædiken, i hvilken jeg fremhævede, at der findes baade et Suk og et Halleluja i enhver sand Christens Hjerte. Undertiden veed han ikke af, at Hallelujaet endnu klinger, saa sagte er det blevet, medens han destærkere føler og hører Sukket. Undertiden synes det ogsaa, som Hallelujaet ene er tilbage og Sukket forsvundet. I Virkeligheden forsvinder hverken det ene eller det andet, hverken Smerten eller Glæden, saa længe vi ere hernede.” (Købner 1868, p. 35)

Ordene i Joh 3,20 ”Om end Hjertet fordømmer os, da er Gud større end vort Hjerte” skal forstås i forlængelse deraf, forklarer Købner:

”Det kan altsaa let staae saaledes til med en Christen, at han vel endnu elsker Jesus, men at hans Hjerte siger Nei dertil. Netop de sande Christne kunne let komme til at fordømme sig selv, og det synes, at Paulus i Rom. 7. Kapitel havde det saaledes, thi han slutter sin Betragtning over sig selv med de Ord: ”Jeg elendige Menneske! Hvo skal frie mig fra dette Dødsens Legeme?” men tilføier dog: ”Jeg takker Gud ved Jesum Christum vor Herre.” Saaledes staaer det ogsaa her. Om end Hjertet fordømmer os, saa maa det dog komme dertil, at vi see bort fra os selv og ile til Gud, som er større end vort Hjerte. Det er Sandhed, hvad Hjertet siger, men Gud er større. Han har givet det store Offer, som opveier Alt. Saa trøstes vi, og Hjertet tør da ei mere fordømme, som det følgende 21de Vers lyder.” (Købner 1868, pp. 35-36)

L. Jørgensen bemærker, at en kendt prædikant har sagt, at ”naar vort Hjerte fordømte os, saa gjorde Gud det endnu meget mere, thi naar vi kunde see vore Synder og derfor fordømme os selv, saa saae Gud dem endnu bedre og fordømte os endnu vissere.” (p. 36). Niels Larsen svarer, at hvis det er tilfældet, så kan man også sige, at ”naar vort Hjerte indbilder os, at vi ere skikkelige og ærlige Folk, saa vil Gud give os det samme Vidnesbyrd”. Men det gør Gud altså ifølge Larsen ikke. Købner konkluderer:

”Løgnen søger altid at finde en Indgang i os. Gud er større end vort Hjerte, vil sige, at Naaden er langt overflødigere end vore Synder (Rom. 5, 20.). Følelsen skal bygges paa Troen, og naar vi ifølge deraf ere trøstede ved Gud, saa have vi Frimodighed til ham. Lad os ikke troe, at Gud vil vise os hen til, at vi skulle forlade os paa vore Følelser. Det vil Satan.” (Købner 1868, p. 36)

Fordømmelse og retfærdiggørelse

Derpå diskuteres hvad, der skal forstås ved Paulus’ forbud mod at spise med frafaldne i 1 Kor 5,11. Købner mener, at der er tale om dem, der er blevet udelukket af menigheden (p. 36ff). Niels Larsen nævner, at nogle mener, at Paulus kun taler om at dele nadver, mens Petersen mener, at der må være tale om særlige festmåltider. Pointen må ifølge Købner og Larsen være, at hvis man plejer selskab med syndere af den grovere slags, så vanæres Guds navn derved.

Til sidst diskuteres ”Sammenligningen mellem Fordømmelsen og Retfærdiggjørelsen” med udgangspunkt i Rom 5,18-19 (p. 38ff). Købner forklarer:

”I disse Vers sættes to Ting ligeoverfor hinanden, nemlig Fordømmelsen og Retfærdiggjørelsen. Som det forholder sig med den Ene, saaledes ogsaa med den Anden. Det kommer nu an paa vor Forbindelse med Adam eller vor Forbindelse med Christus. Staaer man i Forbindelse med Adam, saa har man Deel i hans Fald, Synd og Fordømmelse, og staaer man i Forbindelse med Christus, saa har man Deel i hans Retfærdighed og Hellighed. Vor Forbindelse med Adam bestaaer deri, at vi bleve skabte i ham. Da Gud skabte Adam, skabte han ogsaa os, og ikke først, da vi bleve dannede i Moders Liv. Stod der et stort Træ udenfor og jeg vilde spørge: Naar blev dette Træ skabt? saa maatte der svares: Da den Kjærne, af hvilken Træet er fremstaaet, blev skabt. Den samme Saft og Egenskab, som fandtes i Kjærnen, findes i hele Træet med alle dets Grene og Frugter. Saaledes da Gud skabte Adam, skabte han ogsaa Adams Børn. Han skabte dem alle i ham, de voxe ud af ham, som Grene af Træet. Hvad Adam har gjort, det have vi gjort. Vi syndede i ham, hans Synd er vor Synd, og hans Straf er vor Straf. Dette er Arvesynden. Ved den Enes Fald kom Fordømmelsen over alle Mennesker. Hvem der er født, fremvoxet eller avlet af Adam har Deel i hans Synd og Fordømmelse. – Men saaledes skal ogsaa, formedelst Eens Retfærdighed, Livsens Retfærdighed komme over alle Mennesker. De, som nu staae i Forbindelse med den anden Adam, Christus, have Deel i hans Retfærdighed. Da Christus kom til Verden, kom han ikke for sig selv, men for dem, der skulde frelses. De, der nu ere komme i Forbindelse med den anden Adam, nemlig Christus, høre ham til, de levede og døde i ham og ere frelste i ham. Ligesom det gjælder til vor Fordømmelse, hvad den første Adam har gjort, saaledes gjælder det ogsaa til Guds Børns Retfærdiggjørelse, hvad Christus har gjort. Guds Børn døde i Christus, leed deres Straf, da han blev straffet og opstod med ham, da han opstod. Skjøndt der er Frelse nok i Christus for Alle, saa faae dog ikke Alle Deel deri, men de, som faae Deel i hans Retfærdighed, faae Del i ham, fordi de vare i ham. Som vi var i Adam, saaledes vare vi Guds Børn i Christo; men den ene Forbindelse bringer Død, den anden Liv.” (Købner 1868, pp. 38-39)

Derudover diskuterede konferencen missionssagen (Niels Larsen gentog ønsket om at oprette en missionsskole i København), spørgsmålet om hvorvidt ”en Troende” må deltage i ”verdslige Bryllupper”, hvordan man skulle forholde sig til konfirmation og om hvordan man skulle forholde sig med en troende, som ønsker optagelse i menigheden, hvis denne allerede var døbt af mormoner samt et brev fra menigheden i Skads til Niels Larsen blev kort diskuteret.

Download (pdf)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *