"Vi skulle gjøre, hvad vi kunne og saa rolig overlade Sagen til Gud.” De danske Baptistmenigheders forenings-Konferents, holdt i Vandløse Menigheds Kapel den 21de og 22de Juni 1872

De_danske_Baptistmenigheders_forenings_Konferents_holdt_i_Vandloese_Menigheds_Kapel_den_21de_og_22de_Juni_1872
De danske Baptistmenigheders forenings-Konferents, holdt i Vandløse Menigheds Kapel den 21de og 22de Juni 1872 (Nakskov 1872)

Den 21.-22. Juni 1872 mødtes danske baptister til den årlige konference, denne gang i Vandløse menigheds kapel. Blandt diskussionsemner var missionsionsskolen og spørgsmålet om hvorvidt kristne kan være medlemmer af “verdslige selskaber”, herunder forsikringsselskaber.

Købner, der igen blev valgt til mødets formand, indledte mødet med den bemærkning, at ”Hovedhensigten, hvorfor vi vare komne sammen, var ikke at drøfte Sager, ansætte Missionærer og opfordre til Gavmildhed for Missionen, men for ret at sammensmelte og forbindes med hverandre i Christo Jesu.” (p. 2)

Skal der holdes Missionsskole i Kjøbenhavn næste Vinter?

Det første emne, der blev genstand for længere diskussion, var det tilbagevendende spørgsmål om ønskværdigheden af en missionsskole. Jens Larsen bemærker, at ”Det er et Spørgsmaal, om en saadan Skole er Gud velbehagelig. Der ere mange Ting, som kunne synes smukke, men naar de ikke ere overensstemmende med Guds Ord, saa nytter det ikke, hvor smukt det end seer ud. Saaledes roser Præsten Barnedaaben, men da den er ubibelsk, saa er den fordærvelig.” Jens Larsen tilføjer, at han ikke mener, at en missionsskole ville være efter Guds Ord (Jens Larsen 1872, p. 5).

J.A. Petersen mener derimod, at Jesu ord i missionsbefalingen om at ”lære dem at holde alt, hvad jeg har befalet jer”, kan legitimere en missionsskole (p. 6). Struve minder om, at missionsskoler har gavnet de brødre, der har været på sådanne (p. 6), mens M. Larsen bemærker, at det jo kommer an på, hvad der undervises i.

Jens Larsen bemærker, at ”da vor Herre udvalgte sine Apostler, udvalgte han af de ringe og ulærde Folk. Saaledes var det ogsaa gaaet her i den første Tid, og vi vare lykkelige ved Jesu Vidnesbyrd. Br. Köbner sagde paa Konferentsen ifjor, at ”vi ikke kunde være istand til at udføre noget Stort, uden at have lært det paa een eller anden Maade”; men vi skulle lære af Gud og ikke af Mennesker.” (Jens Larsen 1872, p. 6). Dertil svarer Søren Hansen, at vi jo ikke ”kunne lære Andre en Ting, førend vi selv have lært den.” En prædikant burde rigtignok være lært af Gud, ”men til at undervise ham i Sandheden brugte Gud sædvanlig Redskaber, altsaa andre Lærere.” (Søren Hansen, p. 6)

M. Larsen spørger om ikke også apostlene gik i missionsskole? ”I tre paa fjerde Aar fulgte de med Jesu og hørte hans Tale, og i Enerum udlagde han Alt for dem, hvad de ikke forstode. Saaledes havde Apostlerne ogsaa Disciple, hvilke de gave Underviisning, ja Timotheus, som var undervist af Paulus, fik den Befaling af sin Lærer, at overantvorde det, han havde lært af ham, til ”troe Mennesker, som kunde være dygtige ogsaa til at lære Andre” (2. Tim. 2, 2).” (p. 6)

Jens Larsen gentager sin pointe, at ”hvis ikke Gud lærte os, var al menneskelig Lærdom forgjæves og unyttig.” (p. 6). Købner glatter ud og bemærker, at ”Der er i Grunden langt mere Overensstemmelse imellem os, end det seer ud til.” Købner forklarer:

”Vi ere saaledes Alle enige om, at al blot menneskelig Lærdom er forgjæves, og at alle Guds Tjenere bør være lærte af Gud; men da Jesus nu ikke tager os direkt i Skole og meddeler os Underviisning som han gjorde ved Apostlerne, og vi jo heller ikke ere inspirerede som de vare, saa er det fornødent, at vi gjennem Andre erholde Underviisning. Selve gudelige Forsamlinger ere et Slags Missionsskoler, i hvilke der tildeles Tilhørerne Underviisning i Guds Ords Sandheder, som ofte ere vanskelige at forstaae, ikke fordi Guds Ord i sig selv er vanskeligt, men fordi vi, som Apostlerne fordum, ere saa seendrægtige til at fatte, hvad der hører Gud til. Jeg for mit Vedkommende troer, at jeg endnu kan lære Noget af Alle. Men sæt nu, at alle hylde den Grundsætning, at vi ingen Missionsskoler behøvede, hvad saa? saa havde vi naturligvis ingen Bibel! Som bekjendt har vor Herre ikke ladet Apostlerne skrive en dansk Bibel; men den er skreven paa Ebraisk og Græsk, og dersom nu Ingen vilde studere Sprog, saa havde vi ingen Bibel, som vi kunde forstaae; saa vare vi solgte til Rov for alleslags Vildfarelser. Et Sprog kan man dog ikke lære uden ved Mennesker; men maa jeg nu ikke lære et fremmed Sprog, saa kan jeg heller ikke see, om Guds Ord er rigtigt oversat. Desuden er der ingen Steder i Bibelen, som anprise Uvidenhed. Salomo anpriser Viisdom paa det stærkeste, og Apostelen siger, at vi skulle være ”Børn i Ondskab, men derimod fuldkomne i Forstanden”. Vel dadles Verdens Viisdom i Guds Ord, men det er fordi den leder bort fra Gud og fra Naaden i Christo; derimod anprises Guds Viisdom, fordi den gjør Mennesket ringe i sine egne Øine og viser hen til Naaden i Christo.” (Købner 1872, pp. 6-7)

Købner tilføjer, at der på en eventuel missionsskole skal undervises med det formål, at Guds Ord kan forstås ret (p. 7).

”Skjøndt det er afgjort, at man ikke kan lære at kjende Guds Ord uden Bøn, saa er Underviisning dog ogsaa fornøden. Der findes nemlig saa mange Ting, saavel i det gamle som i det nye Testamente, som vedkomme Tiden, naar de skete, og Alt, hvad den Gang var Skik, som man ikke kan forstaae uden naar man paa een eller anden Maade belæres desangaaende. Dernæst hører der ogsaa Meget til at forkynde Guds Ord ret.” (Købner 1872, p. 7)

Købner understreger, at der også skal noget til at forkynde Guds Ord ret, og at gode sprog- og talekundskaber er væsentlige for prædikant.

”Dernæst hører der ogsaa Meget til at forkynde Guds Ord ret. For mig har det altid været meget svært; thi man bør gjøre sig al Umage derfor og tænke alvorlig over Sagen. Bør en Landmand ikke være ligegyldig i Henseende til at kjende sin Gjerning, da langt mindre en Guds Tjener til at kjende sin. Det er fremfor Alt nødvendigt, ret at kunne fremstille Guds Ords Sandheder, at Tilhørerne ikke skulle gaae deres Vei uden at huske Noget af Prædikenen. Endelig bør en Prædikant ogsaa kunne tale det Sprog ret, i hvilket han skal prædike, saa at Folk ikke skulle gjøre Nar ad ham. Lader dem kun have os til Bedste for vor Tro; men vi skulle kunne vort Modersmaal saaledes, at Talen i den Henseende kan være upaaklagelig.” (Købner 1872, p. 8)

Selv profeterne blev oplært i skoler, påpeger Købner med henvisning til 2 Kong 6,1-7. Jens Larsen svarer, at Gud vel ”endnu som fordum kunde lære Folk Sprog, uden at de behøvede at gaae i Skoler” (p. 8), hvortil J.A. Petersen spydigt bemærker: ”Jens Larsen holder vist selv Oplysning for ønskelig; thi han søger jo at oplyse Andre, idet han prædiker for dem.” (p. 9). Købner svarer:

”Vi tale ikke om, hvad Gud kan, men om, hvad han gjør. Han kan let lære Folk Sprog uden de behøve at faae Underviisning deri, men han gjør det ikke. Saaledes kunde han ogsaa inspirere os til at tale Guds Ord ufeilbart, men han gjør det ikke. Ingen kan lære et Menneske at kjende sig selv som en fortabt Synder, der trænger til Guds Naade i Christo. Det maa Gud selv gjøre ved sin Aand; men i andre Henseender bør Mennesket have Underviisning paa en eller anden Maade.” (Købner 1872, p. 8)

En Køhler bemærker om sig selv, at han også en gang har ”havt den Anskuelse, at det ikke var godt at besøge en Missionsskole”, men at han, efter at have besøgt en missionsskole i Amerika, er kommet på andre tanker: ”Da jeg kom til Skolen troede jeg, at jeg vidste Noget, men da jeg havde været der et Aar, begyndte jeg at indsee, at jeg var saare uvidende, og jo længere jeg var der, desto mere ringe maatte jeg ansee mig selv for (p. 9). Købner bemærker samstemmende på vanlig sokratisk maneŕ:

”Naar man ved Lidet, saa troer man, at man veed Meget; men lærer man først Noget, saa troer man, at man veed kun Lidet. Det ligger nu engang i Sagens Natur.” Købner henviser derpå til ”Br. Spurgeon” som eksempel på en prædikant, hvis missionsskole har ført til mange menneskers omvendelse (p. 9).

Konferencen besluttede derpå at oprette en missionsskole i København under Købners ledelse.

Hvad er Socialisterne for Folk?

M. Larsen stiller spørgsmålet ”Hvad er Socialisterne for Folk?” og bemærker, at der er medlemmer i menighederne, der lader til at have ”socialistiske Anskuelser” (p. 10). J.A. Petersen mener, at ”Socialisterne høre med til den ”Uretfærdighedens Hemmelighed, som længe har yttret sig kraftigen”, og at det er fra socialisterne, at Antikrist vil fremstå: ”Det ere de Folk, under hvilke Guds Børn tilsidst ville komme til at bløde, naar de først faae Magten.” (pp. 10-11).

Andre unavngivne tilstedeværende bemærker, at socialisternes ”Hensigt var ikke alene at udrydde Kongerne, Præsterne og de Rige; men at afskaffe Eiendomsretten, Ægteskabet og Religionen, med et Ord, at vælte hele Samfundet og tilintetgjøre al guddommelig Orden paa Jorden.” (p. 11). Konferencen erklærer, at det aldeles ikke er foreneligt med kristendom at holde bladet ”Socialisten”.

Hersker den rette Tro paa Menighedens guddommelige Autoritet iblandt os?

Konferencen giver sig nu til at diskutere menighedens autoritet. Købner bemærker, at det er alment anerkendt, at ”Menigheden er den høieste og rette Dommer paa Jorden”, men at det vist kun er sådan i praksis, så længe det går som vi vil have det (p. 11). Der kan komme tilfælde, hvor det gælder om at give efter for menighedens autoritet, men viser man sig utilfreds med udfaldet af forhandlinger, ”saa er det et Beviis paa, at man ikke troer paa Menighedens guddommelige Autoritet.” (p. 11).

Struve spørger derfor, om menigheden altid handler ret, og om den skal betragtes som ”ufeilbar”? M. Larsen svarer dertil, at ”Talen ikke er om Menighedens Ufeilbarhed; men det er dog afgjort, at naar hele Menigheden ikke er ufeilbar, saa er Forstanderen eller et andet enkelt Medlem det langt mindre.” (pp. 11-12). Købner understreger dog, at ingen menighedsforstander er forpligtet på at døbe nogen mod sin vilje, selvom hele menigheden vil have det (p. 12). M. Larsen understreger, at ”naar Forstanderen foreslaaer et Medlem til Udelukkelse eller vil have en anden mindre Sag sat igjennem og Menigheden er ham imod, saa har han, som enhver Anden rolig at underkaste sig Forholdene.” (p. 12).

Købner bemærker, at der er forskel på autoritet og ufejlbarlighed:

”der er Forskjel paa Autoritet og Ufeilbarhed. Kongen, Øvrigheden og Forældre besidde Autoritet, men de ere derfor ikke ufeilbare. Om Menighedens Autoritet læse vi i Matth. 18, 15-18. Her siges os, at Menighedens Autoritet bør være den afgjørende til alle Tider. Træder nu Majoriteten i Menigheden Forstanderen imod, saa har han, som ethvert andet Medlem, at give efter og betragte Udfaldet som fra Herren.” (Købner 1872, p. 12)

Jens Larsen bemærker, at ”Det er nødvendigt at lade sig lede af Aandens Overbeviisning; thi det er ikke saa let at bøie sig under Andre, naar man troer, at man har Ret. Ønskeligt er det derfor ogsaa, at Menigheden holder sig nær til Gud, at den kan føre denne Autoritet med Rette.” (p. 12). Købner understreger, at det kan være nødvendigt at underkaste sig, ”for at bevare Freden i Menigheden”. Konferencen diskuterer derpå det beslægtede spørgsmål ”Hvad skal der gjøres, for at forhindre urolige Menighedsforsamlinger?” (p. 12f)

Er Christus død for Alle?

En gammel traver kommer nu på banen, i det M. Larsen stiller spørgsmålet: ”Er Christus død for Alle, og hvis det er Tilfældet, kunne saa Alle blive salige?”. M. Larsen forsikrer, at han ikke har til hensigt at ”kaste Faklen ind iblandt os”, men at han stiller spørgsmålet, fordi visse brødre hævder, at ”de, der troe Udvælgelsen, sige, at Gud har ikke blot udvalgt Nogle til Salighed, men ogsaa forud bestemmet Andre til Fortabelse” og, at der deraf følger, at ”Christus ikke er død for Alle.” M. Larsen slår dog fast, at Kristus ifølge hans overbevisning, er død for alle (p. 15).

Carl Christoffersen bemærker, at ”Enten man kan sige: Jeg troer og forlader mig paa Jesus, eller man kan sige: Jeg er udvalgt i Christo, det maa være Eet og det Samme.” (p. 15). Købner bekræfter M. Larsens opfattelse, at ”det Skrækkeligste for dem, som fortabes”, vil være erkendelsen af, at deres fortabelse skyldes, at de har forkastet Jesu offer, der er givet for alle.

Konferencen erklærer enstemmigt, ”at Christus døde for Alle, og at Alle kunne blive salige, naar de ville troe paa ham.” (p. 15). Den dobbelte prædestinationslære afvises med andre ord.

Hvorpaa kan det kjendes, om en Christen har forladt den første Kjærlighed?

Med udgangspunkt i Aab 2,1-7 diskuterer konferecen derpå, hvad der skal forstås ved at forlade sin ”første kærlighed” (p. 21) (”Du har udholdenhed og har døjet meget på grund af mit navn og er ikke blevet træt. Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.”)

M. Larsen bemærker, at ”Vi mene jo, at naar Een har de her opregnede Frugter, saa ere de et Kjendetegn paa, at han har den første Kjærlighed. Nogle mene, at den Iver eller Varme som viser sig strax efter Omvendelsen, er den første Kjærlighed, og at naar den er borte, saa har man forladt den første Kjærlighed.” (p. 21)

Carl Christoffersen spørger: ”I Førstningen elskede jeg Guds Børn, fordi de, efter min Mening, ingen Feil havde: nu derimod, da jeg opdager mange Feil hos dem, maa jeg tilføie, at min Kjærlighed ofte er svag og ringe; men er dette et Beviis for, at jeg har forladt den første Kjærlighed?” (pp. 21-22)

Köhler bemærker:

”At vide, om vi elske Frelseren er saare vigtigt, og dette kan vel bedst kjendes derpaa, om vi elske Guds Børn. Elske vi dem ikke nu som i Førstningen, da er det et Tegn paa, at vi ere vegne kortere eller længere fra Veien. Det staaer ikke vel til med os, naar vi ikke have den samme Kjærlighed til Guds Børn nu, som før. Vi læse i Gal. 6, 1: ”Dersom en Broder bliver overilet af nogen Brøst, da hjælper en saadan tilrette med Sagtmodigheds Aand.” Gjøre vi dette, saa at vi fastholde Christusmed den ene Haand og Broderen med den anden, saa er det et Tegn paa, at vi endnu gaae frem i den første Kjærlighed.” (Köhler 1872, p. 22)

M. Larsen mener dog ikke, at søskendekærlighed er ”den første kærlighed”, men en frugt af den. M. Larsen mener, at ”naar den første Kjærlighed er vegen ud af Hjertet, saa voxer der Mos paa Trappen til Naadens Throne, det vil sige: Man kommer da ikke længere som en Trængende til vor Herre.” (p. 22).

J.A. Petersen bemærker: ”Som et Barn elsker sine Forældre medens det endnu er lille, saaledes et Guds Barn Gud medens det er nyt i Troen; men som Barnets Kjærlighed til Forældrene ofte kjølnes med Tiden, saa vil desværre ogsaa en Christens Kjærlighed til Gud let aftage. Den første Kjærlighed er altsaa at ligge ved Jesu Bryst som et Barn ved sin Moders. Af denne Kjærlighed udspringer Kjærligheden til Brødrene, som staaer i Forhold til Kjærligheden til Jesus.” (Petersen 1872, p. 22)

Stoel påpeger, at ”Den, som har forladt den første Kjærlighed, har forladt Christus; thi han er den første Kjærlighed. Strængt taget kan jeg ikke forlade ham; thi skjøndt jeg ikke af mig selv kan blive hos ham, saa ledsager og fastholder han mig til det Sidste.” (p. 22)

Købner forklarer:

”Den første Kjærlighed er forskjellig fra Kjærligheden i Almindelighed, som omtales overalt i Guds Ord. Udtrykkene ”den første Kjærlighed” bruges kun paa dette Sted. Formaningen var rettet til Menigheden i Ephesus. Hvad der siges til dens Ros er et Beviis for, at den havde Iver for Guds Sag; men engang var en med stor Ydmyghed forenet Kjærlighed Drivfjederen til alle disse herlige Gjerninger, nu derimod havde den rigtignok en Iver, men det var dens egen; thi Hjertet var blevet koldt. Gjerningerne bleve ikke anerkjendte for sande, fordi Kjærligheden var borte.” (Købner 1872, pp. 23-34)

På M. Larsens spørgsmål, hvad grunden kan være til, at den første kærlighed tabes, svarer Købner:

”Der kan være flere Grunde, og der er Farer paa alle Sider. Een Grund er den, at man kommer til at virke ved Ord og Talemaader istedetfor af Kjærlighed, og en anden Grund er den, at man bygger paa sine Gjerninger istedetfor paa Christus. Ingenting er lettere end at faae Behag i sine Gjerninger. Saaledes var det med Menigheden i Ephesus. Den havde prøvet de falske Apostler og befundet dem at være Løgnere, en Ting, man kan opnaae, naar man ivrer mod Ondt og mener sig selv stor.” (Købner 1872, p. 24)

Er helliggørelsen fremadskridende?

Det diskuteres kort hvorvidt helliggørelsen er fremadskridende (p. 27f). En artikel i Evangelisten har åbenbart givet anledning til at tro, at den sker i ét hug. Niels Larsen forklarer, at meningen var, at ”den gamle synde Natur kunde ikke helliggjøres, og at den altsaa heller ikke kunde voxe i Helliggjørelsen, samt at Helliggjørelsen bestaaer deri, at det nye Menneske bliver stærkere og stærkere til at overvinde og dræbe det Gamle, som bliver hvad det er, nemlig en aldeles fordærvet og ruineret Ting.” Larsens forståelse minder derved klart om Købners i Worin besteht die Heiligung des Christen? Beantwortung nach der Heiligen Schrift (1855).

Må man jage for sjov?

Konferencen vender også det noget perifære spørgsmål, om hvorvidt det er synd at bedrive jagt for tidsfordrivets skyld (p. 28f). Købner afslører sig som dyreven, i det han fortæller:

”Der er Jagt, som er nødvendig, for at befrie sig for skadelige Dyr, og for at Vildtet i vore Skove ikke skal tage Overhaand; men at gaae paa Jagt af Lyst bør en Christen afskye. Det er i det Hele taget syndigt at have en lidenskabelig Lyst til at myrde noget Dyr. Jeg har hørt om en Person, som havde en saadan Lyst til at myrde Dyr, at naar han hørte, at et Kreatur skulde slagtes, saa bad han om, at han maatte slagte det, for blot at kunne komme til at myrde. Ligeledes har jeg hørt om et ungt Menneske, som fik en saadan Lyst til at skyde, at han paa en vis Egn fik alle Dyr og Fugle dræbte eller fordrevne. En Dag gik han paa Jagt, og da han hverken fandt Dyr eller Fugle, lægger han an og sigter efter en gammel Kone, som tilfældigviis kom ad Veien; men da han just i det Samme fik Øie paa en Fugl, skjød han denne, og Konen slap fri; dog blev han siden henrettet som Morder.” (Købner 1872, pp. 28-29)

Købner understreger, at man egentlig ikke bør dræbe dyr, som hverken skader eller gavner os (p. 29). Konferencen er enig om, at et medlem af menigheden nok kan stå som medlem i Vaabenbrødreselskabet, når det blot nøjes med at betale kontingent, men ikke tager del i dets ”Lystigheder” (p. 29).

Ugudelige selskaber

Det fører konferencen til at diskutere om det i det hele taget kan forsvares for en kristen at være medlem af ”nogetsomhelst verdsligt Selskab, saasom Frimureriet, Livsforsikringsselskaber og deslige”?

Køhler mener, med henvisning til en række bibelpassager, ikke, at man bør sætte sin lid til verdslige selskaber, da man derved forkaster Guds hjælp (p. 29). M. Larsen mener derimod, at den slags selskaber, med undtagelse af frimureriet, kan være gavnlige. Købner bemærker, at de af Køhler anførte bibelpassager, ikke kan bruges til at afvise enhver form for forsikringsordning. Købner henviser til 1 Tim 5,8 (”Dersom Nogen ikke haver Omsorg for sine Egne, og meest sine Huusfolk”, etc.).

Som svar fortæller Køhler om en sag fra London, om forsikringssnyd, hvor en mand udgav sig for at være død, etc., hvortil Købner bemærker, at der jo i det tilfælde netop var tale om bedrag (p. 29). Køhler forsøger sig igen, i det han fortæller om ”en troende Familie” i hvilken manden lod sig forsikre: ”Men fra det Øieblik var al Fred og Glæde borte fra Huset, fordi Konen længtes efter at komme i Besiddelse af Pengene, og derfor ønskede Manden død.” (p. 29).

Jens Larsen er enig med Køhler i, at en kristen ikke burde forsikre sig i noget ”Assuranceselskab”, da man bør forlade sig på Gud. Dertil svarer Hans Jensen, at når ”Man sikkrer sig i mange Henseende, saasom med Klæder og Varme imod Kulde og Regn, hvorfor skulde saa det, at sikkre sig i denne Henseende, være stridende imod Guds Ord?” (p. 29).

Købner gør det klart, at ”Man bør tage alt Guds Ord med. Det er intet Sted forbudt, at sørge for saadannes Fremtid, som Gud har sat os til at forsørge eller at sikkre os imod paakommen Uheld eller Hjemsøgelser; men det er forbudt os at sørge med ængstelige Bekymringer for Fremtiden. Vi skulle gjøre, hvad vi kunne og saa rolig overlade Sagen til Gud.” (Købner 1872, p. 31).

Derudover diskuterede konferencen missionærernes virksomhed (p. 3), forholdene i Amerika (p. 3), en hilsen fra konferencen i Stockholm (p. 3f), ordination af en M. Jensen (p. 4), spørgsmål om genoptagelse af fraskilte (p. 4), vielsespraksis i menighederne (p. 4f), hvorvidt djævelen fristede Kristus ved tanker eller i egen person (p. 10), hvori den ”Guds Revselse” som Guds Børn er delagtige i består (ifølge Købner, ”Alt, hvad der gjør ondt”) (p. 13), hvad der skal forstås ved ”forfængelig Ære” (og om det er ok at kalde nogen ”De”) (p. 13f), hvad en ”Skjændegjæst” er for noget (p. 14), hvordan menighederne kunne bringes til at ofre mere for ”Herrens Sag” (p. 15f), om det er rigtigt at lade konferenceprotokollen trykke (p. 16), hvornår ”Sabbaths Dagen” begynder (svar: ”Løverdag Midnat til Søndag Midnat”) (p. 17), brugen af anonyme formaningsbreve (p. 17f), den bibelske definition på fråseri (p. 18), kvindernes hårfletning (p. 20), missionærers ”arbeide i jordisk Henseende” (p. 20f), kvinders hovedbeklædning (p. 24) (her må man tage bestik af, hvad der er ”Skik i Landet”!), Paulus ord om ikke at være hinanden noget skyldig i Rom 13 (p. 25f), regnskab (p. 26), Stoel og missionen (p. 27), den syge Br. Schmidt (p. 27), hvorvidt man bør være ”deelagtig at bære Liget ind og ud af Kirken” (det må man selv om!) (p. 27), kendetegnene på åndsstyrke (p. 27).

Download (pdf)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *