Helge Aaggeson: Brev om retfærdiggørelsen (1870)

De_danske_Baptistmenigheders_forenings_Konferents_holdt_i_Veile_Menighed_den_30te_Juni_og_1ste_Juli_1871.pdfKonferenceprotokollerne for de danske baptisters årsmøder beretter om hvordan svenske missionærer fra 1848 og frem rejste rundt i Danmark og forfægtede den såkaldte “fuldkommenhedslære”. Ifølge denne lære er retfærdiggørelsen ikke blot et ydre, tilregnet forhold, men en virkelig forvandling af den retfærdiggjorte, som derfor ikke kan synde mere.

I et brev fra 1870 forklarer Helge Aaggeson sit syn på retfærdiggørelsen. Brevet er interessant, da jeg endnu ikke har fundet andet materiale om eller af Helge Aaggeson (det findes dog givetvis i svenske baptisters arkiver – vi får se). Brevet er indeholdt i konferenceprotokollen fra danske baptisters årsmøde i 1871, hvor brevet blev læst op og diskuteret. Brevets teologi blev ikke overraskende kritiseret skarpt af konferencens deltagere.


 

Eskildstrup og Holbek, d. 3/12 70.

De Hellige Brødre; Guds hele Velbehag og Fred gjennem Jesum Christum! –!

Jeg tager mig atter den Frihed at yttre nogle Ord. Jeg længes efter, at vi maatte blive en saadan Forening af Troende og Døbte, at det kunde siges: see hvor de elske hverandre; see hvor de ere eet Hjerte og een Sjæl, mærk hvor de lære eenstemmigt; men deri fattes nok meget, hvilket er til stor Skade for Samfundet. Matth. 12, 25. Jeg tilstaaer, at min Troesbekjendelse er: Jesu Blod renser fra al Synd (heri indbefattes Naturfordærvelsen.) At Synderne skulde tilgives saaledes, at man har nogle tilbage (hermed menes den naturlige Fordærvelse) er en heel Fornegtelse af saadanne Steder, som indeholde personlig Reenhed. 2. Petr. 3, 14. Skriften taler ikke om en ydre Reenhed (den tilregnede Retfærdighed) Matth. 23, 25; men Hjertets Reenhed Ap. Gj. 15, 9. Sindets Reenhed 2 Petr. 3, 1, god Samvittighed m. m. ja om hele Mennesket som en ny Skabning 2 Cor. 5, 17, skabt i Christo til at gjøre gode Gjerninger Eph. 2, 10, havende aflagt det syndige Legeme i Kjødet, Col. 2, 11. Formaalet for Jesu Forløsningsværk er jo Lovens Opfyldelse, at vi elske Gud af vort ganske Hjerte m. m. (saaledes skulle vi sættes istand til at holde hele Loven). Skriften anerkjender ikke Delings-Systemet af ondt og godt Hjerte, og ond og god Natur 2 Ptr. 1, 4, hos en Christen. Gud finder ikke Behag i et deelt Hjerte 5 Mos. 13, 3. Mennesket er enten godt eller ondt. Skriften gjør forskjel paa at regjeres af Aanden eller af Kjødet og Synden. Den adskiller Kjødeligt fra Aandeligt. ”Det, som er født af Kjød, er Kjød, og det, som er født af Aand, er Aand.” – Retfærdig kaldes jo den, som ikke blot modtager den tilregnede Retfærdighed, nemlig Syndernes Forladelse, men ogsaa sættes istand til at gjøre Retfærdighed. 1 Joh. 3, 7. Altsaa, at man iføres en Andens Retfærdighed, og dog vedbliver at være en Synder, er jo heel Fornegtelse af personlig Reenhed for Gud Eph. 1, 4, følgeligt see vi deraf, at Enhver dømmes efter sine Gjerninger, 2 Cor. 5, 10. Det er derfor ligesaa urimeligt at anvende Rom. 7, 25 paa Christne, som det Umulige, at tjene to Herrer, skal blive muligt. Man maa derfor ikke anse det for utroligt, at renses fra al Kjødets og Aandens Besmittelse til at gjøre Guds Villie, hvilket Sind er Vilkaaret for at indgaae i Guds Rige, Matth. 7, 21; dog fastholdende, at Gud i Christo tilgiver Synderne, man kommer til at gjøre. (Det træffer dog, at Uger forløbe uden de behøve, at gaae til Naadestolen.) Det er altsaa Uret at sige: Gud er saa ubillig i sine Fordringer til Børnene, at de ikke kunne opfylde dem ved Jesu forlenede Seierskraft. Derved berøves man Trøsten af at eie hans Velbehag og Fred, og istedet derfor kommer Overbeviisning om, at Gud har Noget imod os. Den Tanke, at Gud er misfornøiet med, hvad man end gjør, maa virke sørgelig Ligegyldighed eller Kulde. Gud er ikke ligegyldig med Hensyn til sine Børn, men tvertimod opmærksom paa dem, om de gjøre Godt eller Ondt. (Ubibelsk at have en Klædning, hvorved han ikke skulde see dette!?) – Det er allerede beviist, at vi dømmes efter vore Gjerninger, altsaa Uret at paastaae, Retfærdiggjørelsen fornegtes. Det er saaledes en bestemt Forfalskning af Evangeliet, at paastaae, Guds Børn ere onde og uduelige til det Gode, og at holde fast paa saadanne Meninger skal vist ikke kunne opbygge et helligt Guds Tempel, men hellere fordærve det. Af Ovennævnte er det klart, at i samme Maal, man iføres Christus, ligner man ham; iføres man ham heelt, da ligner man ham heelt, i at elske, virke, lyde og seire.

(Helge Aaggeson 1870 ifølge Niels Larsen 1871, pp. 14-16)


Opdatering: Ifølge konferenceprotokollen fra 1872 er der ikke tale om en præcis gengivelse af Aagesons brev: ”Efter Konferentsens Afholdelse i Veile bleve vi underrettede om, at Brevet var en Afskrift af Originalen med Tilføininger i Parentheser; og at disse Tilføininger ikke vare Aagesens; men Afskriverens. Til disse hørte ogsaa den Ytring, at Uger kunde hengaae uden at en Christen behøvede at komme til Naadestolen, men dengang, vi læste Brevet, vare vi uvidende herom.” (Niels Larsen, et al. 1872, p. 18)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *