"Kjærligheden er Christendommens Væsen; hvor den fattes, der fattes Christendommen": De danske Baptistmenigheders forenings-Konferents, holdt i Veile Menighed den 30te Juni og 1ste Juli 1871

De_danske_Baptistmenigheders_forenings_Konferents_holdt_i_Veile_Menighed_den_30te_Juni_og_1ste_Juli_1871I 1871 holdt danske baptister deres årlige konference i Vejle. Julius Købner blev igen valgt til formand med Søren Hansen som stedfortræder. Niels Larsen og Jørgen B. Hansen blev valgt til at nedskrive konferencens forhandlinger.

Igen blev det diskuteret, hvordan man bør prædike og forberede en prædiken. Det altoverskyggende debatemne på konferencen var dog den såkaldte ”fuldkommenhedslære” og den svenske prædikant Helge Aaggeson. Spørgsmål om militærtjeneste blev også vendt.

Hvordan skal man prædike?

Missionssagen fører naturligt til en diskussion af missionsundervisningen og prædikenerne i menighederne (p. 7ff). En M. Jensen spørger, om det ”kan være Uret at forkynde Guds Ord efter Menighedens Opfordring”, hvis ikke man først har modtaget undervisning (p. 8). Dertil svarer Købner, at der nok kan findes selvlærte i menigheden, men at de bør bedømmes på deres karakter, og ikke på ”om de kunne godt lade Munden løbe.”

Købner tilføjer, at der i forsamlingerne ofte hersker ”en stor Ligegyldighed i Henseende til at give Agt paa Prædikenen. Nogle lege med deres Børn, Andre gaae ud og ind o. s. v. Men Aarsagen er ofte den, at de maa høre det samme Foredrag, som de have hørt saa ofte og som de, saa at sige, kunne udenad.” (p. 8).

M. Jensen bemærker, at prædikanten bør ledes af ånden: ”Aanden maatte drive til at tale, og […] Ingen bør sætte Grænser for dens Virkning.” Til Købners spørgsmål om hvad, der forstås ved ”Aandens Drift”, svarer M. Jensen, at ”Naar man seer, hvad Christus har gjort for os, saa tvinger hans Kjærlighed os til at virke for vore Medmenneskers Frelse og dette er Aandens Drift.” (p. 8). Købner svarer samstemmende, men tilføjer dog, at det er nødvendigt at studere:

”Dette er sandt; alt Godt og al sand Iver kommer fra Guds Aand; men fordi Aanden driver os, tør vi ikke undlade at grandske i Guds Ord. Vi vide vel at Alt bør skee ved Aandens Drift, men det kommer ogsaa an paa de Ord, der tales. Det er Guds Sag at lade Aanden virke, men det er vor Sag, at anvende de rette Ord. I Henseende til at tale af Aandens Drift, har jeg hørt mange mærkværdige Ting, som Guds Aand blev beskyldt for, fordi det blev talt i en Strøm af Ord. Man har ofte beraabt sig paa, at Apostlene talte drevne af den Hellig Aand, og deraf sluttet, at det samme var Tilfældet med os. Men saa maatte vi jo ogsaa være Apostle og hvad Aanden driver os til at sige, maa være saa ufeilbart, at det kan optages i Biblen. Hvis Guds Aand tvang os til at tale, som den fordum tvang Apostlene, saa havde Tilhørerne ikke nødig at prøve vore Ords Sandhed; men nu er Sagen saaledes, at selv den bedste Christens Ord bør prøves; thi han kan have talt meget Godt, men ogsaa meget Forkert. Til visse Tider gjør Guds Aand os vel mere opbyggelige end til andre Tider; men vi tør aldrig indbilde os, at vore Ord ere blevne ufeilbare. Guds Aand virker i os Troen paa Christum, men den virker ikke Ufeilbarhed i vor Tale og Adfærd. Vor Pligt er, at tale som Guds Ord, men det er ikke saa let en Sag, som Mange tænke. Siden Syndefaldet ere vi behæftede med Daarskab og Svaghed; vi blive forstyrrede af mange Ting, og hvor kunne vi tænke os, at vi ere istand til at udføre noget Stort, uden at have lært det paa en eller anden Maade. Selv i det Jordiske er det umuligt at udføre Noget uden at have lært det, og for at lære, bør vi anstrenge os. Hvor kunne vi tænke, at det er let at forkynde Guds Ord, naar de Ting, som ere Intet derimod, ere saa svære at udføre? Nei, der skal Anstrengelse til Alt! Har jeg ingen Tid til at tænke paa Guds Ord, og jeg skal prædike, saa har jeg at sukke til Herren, som da vil give mig, hvad jeg skal tale; men har jeg Tid og Leilighed dertil, da maa jeg berede mig ved alvorlig Bøn og Grandskning i Guds Ord. Vil En, til Exempel, blot besøge Kongen, saa tager han ikke alene sit Skjødskind af og gaaer hen til ham; men han tænker over sit Anliggende og sætter sig ind i den Sag, han vil fremføre for ham. Vi ere kun svage Guds Børn, og bør derfor bruge megen Ærbødighed ligeoverfor Gud, som er større end nogen jordisk Konge.” (Købner 1871, pp. 8-9)

Marius Larsen tilføjer, at det ikke betyder, at ingen må prædike uden først at have modtaget undervisning. En missionær bør have modtaget undervisning, men ingen kan i grunden lære at prædike af andre mennesker: ”Jeg har ikke været paa nogen Skole; rigtignok har jeg erholdt Underviisning af Br. Købner, men han har ikke lært mig at prædike, jeg troer heller ikke, at det er Noget, som eet Menneske kan lære det andet; det er alene Guds Sag.” (M. Larsen 1871, p. 10).

Petersen bemærker, at der nok hører megen granskning med til at forstå især profeternes historiske sammenhænge, men han ”kunde ikke studere og ønskede heller ikke, at han kunde det”. Dertil svarer M. Larsen, at ”de Brødre, som ere saa bange for at studere” kunne have godt af at lære, hvad ordet ”studere” betyder. Købner forklarer, at ”Ordet ”studere” betyder: randsage, grandske, sætte sig ind i en Ting osv. Jeg ønsker gjerne at studere og allerhelst Christi Død og Opstandelse. For mit Vedkommende tilstaaer jeg, at jeg studerer altfor lidt.” (Købner 1871, p. 10). Købner understreger igen, at en ordentlig missionær bør være ydmyg:

”En christelig Taler bør være ydmyg, mere ydmyg end andre Folk. Gud har Mishag i Alt, hvad der ikke kommer af Ydmyghed, og af den, som Gud har mishag i, kan man umuligt vente nogen Velsignelse. Det er saa kosteligt at finde en Mand, som har ingen Tiltro til sig selv, som kjender sine Mangler og som ikke lægger Vægt paa sine Fortrin. Vil man have en saadan til at prædike, saa siger han: Du tager feil, jeg er aldeles ikke skikket til den Gjerning. Skal han frem, maa han drives som Moses og Andre; men det er netop Saadanne, vor Herre kan bruge. De, derimod, som trænge sig frem, af dem venter jeg intet Godt, og i ethvert Tilfælde er det et daarligt Tegn paa, at de ere skikkede til at være Prædikanter. Saadanne bør man slet ikke ansætte.” (Købner 1871, p. 11)

Helge Aaggeson og fuldkommenhedslæren

Konferencen går nu videre til at diskutere udlægningen af de sidste tre vers i Rom 7. Hvad skal der forstås ved ”Loven i vore Lemmer”? Og er ”Synden en mindre Synd, fordi den siges at boe i Lemmerne, end naar den siges at boe i Hjertet?”.

Det viser sig hurtigt, at anledningen til spørgsmålet er den såkaldte ”fuldkommenhedslære”. Gräfe beretter ifølge protokollen, at ”den Lære er bleven bragt her til Veile, at Guds Børns Hjerter ere rensede fra Synden, hvorfor de ikke mere ere syndige, men gode. Det Syndige i Guds Børn, boer kun i Lemmerne, det vil sige i Kjødet, og ikke i Hjertet” (p. 11). Til Dahlgreens spørgsmål om hvad, der skal forstås ved ”Udtrykket Hjerte”, svarer Købner, at: ”Ved Udtrykket Hjerte forstaaes Sind, Sindelag, det menneskelige Væsens egentlige Kjærne. Det var nu at ønske, at flere Brødre vilde udtale sig desangaaende. Vi have især i vor Tid at kjæmpe imod Vildfarelser, som udspringe af Misforstaaelser eller af en falsk Udlæggelse af de oplæste Guds Ord.” (Købner 1871, p. 12).

Niels Larsen bemærker, at blandt andre metodisterne har udgivet bøger, som hævder, at ”Paulus, uagtet han i de anførte Ord altid bruger Gjerningsordet i den nærværende Tid, dog taler om sin uomvendte Tilstand, hvilken Fortolkning er aldeles at gjøre Vold paa Ordene.” (Niels Larsen 1871, p. 12). P. Rasmussen fortæller hvordan nogle personer fra Sverige i 1848 søgte at ”faae Indgang” i menighederne på Sjælland, med den lære, at ”det ikke var Guds Børn, der syndede, men Djævelen eller Kjødet.” (p. 12).

Købner fortæller, at en svensker ved navn Helge Aaggeson rejser frit omkring i Danmark og udbreder samme lære. Flere beretter at Aaggeson er gået stille omkring med fuldkommenhedslæren, hvorfor det ikke kan bevises, at han fremfører den ved sine besøg i danske baptistmenigheder. Købner bemærker:

”Jeg har været sammen med mange Slags Troende og kommet godt udaf det med mange Christne med forskjellige Anskuelser. Om Een troer, at Barnedaaben er ret, saa kan jeg dog derfor stemme overeens med ham i det Allervigtigste. Men naar Een afviger fra Sandheden i Læren om Forsoningen, saa veed jeg ikke, hvad Samfund jeg kan have med ham. – Er det tilmed Oprigtighed, naar Een gaaer omkring og vil ikke aabenbare, hvad han egentlig troer? Nei, med en saadan Mand, kan jeg ikke have Sympathi. Har Een en forkert Anskuelse, saa lad ham sige mig det lige i Ansigtet, saa veed jeg dog, at jeg har en ærlig Mand for mig.” (Købner 1871, pp. 13-14)

Marius Larsen afslører nu, at han er i besiddelse af et brev fra Helge Aaggeson. M. Larsen læser op af brevet (det kan læses her: http://baptistteologi.dk/2016/05/31/helge-aaggeson-brev-om-retfaerdiggoerelsen-1870/#more-936). Aaggeson giver klart udtryk for den holdning, at den traditionelle protestantiske lære om tilregnet retfærdighed er forkert. Retfærdiggørelsen er ifølge Aaggeson ikke blot et ydre, tilregnet forhold, men en virkelig forvandling af den retfærdiggjorte.

En Dahlgreen, som ellers har været tilbageholdende overfor Købners kritik af Aaggeson, indrømmer nu, at han har fejlet i at tro, ”at Aaggeson var et Guds Barn”. Købner modererer og lader en, hvad angår Købners biografi angår, interessant bemærkning falde:

”Om han er et Guds Barn eller ikke, er Spørgsmaal, som vi ikke behøve drøfte. Det skader ikke mig, om jeg dømmer mildt om ham. Han kan godt være et Guds Barn, men jeg maa ligefuldt advare imod hans Lærdom, naar den er forkeert. Denne Mand er ikke den eneste, der har saa vrange Anskuelser. Min egen stakkels Broder, som nu er i Brasilien, ligner ham som den ene Draabe Vand den anden. Han har skrevet flere Ark Papir fulde til mig om sin Lærdom, og ønsker hellere, at jeg maatte sulte ihjel, end at jeg skulde tage Løn for at prædike en Retfærdighed, som tilregnes os ved Christus, fordi vi er syndige.” (Købner 1871, p. 16)

Købner forklarer derpå hvordan han mener, at Rom 7,14-25 skal udlægges:

”For at kunne forstaa det nævnte Kapitel, maa man nøie agte paa det lille Ord ”Jeg”, som Paulus bruger i tre Henseender, nemlig om sin gamle Natur, sin nye Natur og sin Person, som indbefatter begge disse. Han begynder i det oplæste Afsnit med de Ord: ”Thi vi vide, at Loven (nemlig Guds lov) er aandelig, men jeg er kjødelig (i Henseende til det naturlige eller gamle Menneske) solgt under Synden (hvilken nu som en afskyelig Tyran udøver sit Herredømme i mit Kjød). Jeg erkjender ikke, hvad jeg gjør (det vil sige: jeg forstaaer mig ikke ret paa mig selv); thi det, som jeg (som gjenfødt eller nyt Menneske) hader, dette gjør jeg (desværre formedelst min fordærvede, syndige Natur). Men gjør jeg (som gammelt Menneske) det, som jeg (som nyt Menneske) ikke vil, da vidner jeg (som et nyt Menneske, der giver Loven Ret) at Loven (som Gud har givet os at opfylde af ganske Hjerte, Sjæl og Sind) er god”. Betragter og forstaaer man man Pauli Ord saaledes, saa har man ikke gjort Vold paa dem, og heller ikke paa det øvrige af Bibelens Lære om den Gjenfødtes Syndighed og eiheller paa de Christnes Erfaringer i denne Henseende. Paulus fremstiller endvidere Forskjellen paa det gamle og det nye Menneske: ”Men nu gjør ”jeg” det ikke mere, men Synden, (den egentlige Tilbøielighed til Synd), som boer i mig; thi jeg veed (og føler), at i mig, det er (eller vil sige) i mit Kjød boer ikke noget Godt; thi at ville staaer (ved Guds Naade) i min Magt, men at udrette det Gode, formaaer ”jeg” (Paulus, som bestaaer af et nyt og et gammelt Menneske) ikke. Thi det Gode, som jeg (som nyt Menneske) vil; det gjør jeg (som gammelt Menneske) ikke; men det Onde, jeg (som nyt Menneske) ikke vil, det gjør jeg (desværre, som gammelt Menneske). Men dersom ”jeg” (det Gamle) gjør det, som jeg (det Nye) ikke vil, saa er det ikke mere mig, som udretter det, men Synden, som boer i mig”. Ved Følelsen eller Erkjendelsen heraf siger han: ”Saa finder jeg da den Lov (den ulykkelige Tilstand) hos mig, naar jeg vil gjøre det Gode, at det Onde hænger ved mig; thi jeg haver Lyst til Guds Lov efter det indvortes Menneske”. Hvor fordreiet er ikke deres Mening, som paastaae, at Paulus her taler om sin uomvendte Tilstand. At et omvendt Menneske kan sige, at han, medens han vil gjøre Guds Villie, finder, at det Onde hænger ved ham, er overeensstemmende med Skrift og Erfaring; men at en uomvendt skulde have ”Lyst til Guds Lov”, endda ”efter det indvortes Menneske”, som endnu ikke engang er født i ham eller skabt ved Jesum Christum, er saa modsigende, saa bibel- og erfaringsstridende som muligt. Paulus udbryder dernæst: ”Men jeg seer (føler) en anden Lov (Drift eller Virkning) i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov, og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer”. – Her taler han om ”Loven i sine Lemmer”, den Lov eller Virkning, som var Aarsag i, at han ikke kunde udrette, hvad han vilde. Talemaaden er laant af det daglige Liv. Betragt En, som har Krampe, hvorledes han slaaer om sig med sine Lemmer, beskadiger sig selv og gjør alleslags Bevægelser, som han ikke vil gjøre. En, som har Stivkrampe i en Arm eller i et Been, vil gribe Noget og kan ikke, vil gaae og formaaer det ikke; hans Lemmer svigte ham. Hvorfor? Fordi der er en Lov i hans Lemmer, som strider imod hans egentlige Villie. Ved Betragtning af den Lov eller Virkekraft, som drog Paulus til det, han ikke vilde, udbryder han: ”Jeg elendige Menneske! hvo skal fri mig fra dette Dødens Legeme”. Dette Suk udkommer fra det nye Menneske, der ligesom befinder sig i et Fængsel; men som alligevel i det salige Haab, engang at blive befriet derfra, udbryder: ”Jeg takker Gud ved Jesum Christum vor Herre. Saa tjener da ”jeg”, den selvsamme (Paulus, som baade har et gammelt og et nyt Menneske) Guds Lov med Sindet, men Syndens Lov med Kjødet”. Skulde det kunne siges om en Uomvendt? tjener en saadan Guds Lov med Sindet ?! Dette, hvad vi her have betragtet, er et vigtigt Afsnit i Guds Ord, og lærer os, hvad vi ere af Naturen, og hvad vi ere formedelst Naaden i Christo, naar vi blot ikke, som Helge Aaggeson, fordreie Sandheden, hvorved det Forunderligste kan faaes ud af Guds Ord.” (Købner 1871, pp. 17-19)

Søren Hansen bemærker, at menigheden i Vejle er omgivet af ”flere Partier”, som forfægter fuldkommenhedslærens påstand om, at Paulus taler om sin tilstand før omvendelsen. Søren Hansen tilføjer, at der dog også findes en mere moderat udgave af den teori, hvor ”Paulus just ikke taler om sin uomvendte Tilstand, men om den, han var i, da han var bleven opvakt af Synden, altsaa i sin christelige Barndom, hvilket Forhold han, efter deres Mening, dog senere aldeles voxede fra” (p. 19).

Gräfe tilføjer, at også 1 Pet 1,19 anvendes af fuldkommenhedslærens tilhængere: ”Det er især de sidste Ord: ”indtil Dagen fremstraaler og Morgenstjernen oprinder i eders Hjerter”. Jeg havde engang i en Forsamling talt over, at Hjertet var mørkt, men en Anden paastod, at Hjertet var oplyst.” (p. 19). Gräfe spørger derfor forsamlingen, hvad der skal forstås ved ordet ”hjerte”. Købner svarer, at der med ”hjerte” skal forstås ”jeg”. Dahlgreen er enig, men tilføjer, at ”det saae ud til, at der var Tale om to Hjerter.” Købner svarer, at ”Man kan kalde baade det gamle og det nye ”Jeg” Hjerte.” (p. 20).

Fuldkommenhed og helliggørelse

Ifølge en Petersen drejer diskussionen sig om forholdet mellem retfærdiggørelse og helliggørelse:

”Helliggjørelse staaer i nøie Forbindelse med Retfærdiggørelse. Loven overbeviser os om vor Syndighed, og derved ydmyges vi. I det fjerde Kapitel i Brevet til de Romere bekjæmper Paulus Jødernes høie Tanker, at de vare bedre end Hedningerne. For at modbevise deres Mening anfører han de bedste Mennesker, t. Ex. Abraham og David, og viser dem, at de bleve salige uden Lovens Gjerninger. Han viser dem, at naar der i hine Dage ikke vare Mennesker, som kunde blive salige ved Lovens Gjerninger, saa er der heller ingen endnu. Vi maa derfor krybe ind under Jesu Kors og lade ham retfærdiggjøre os. Ere vi enige om at frelses ved Naaden, saa falder al Strid bort. Vi bør ære de Brødre, som drive stærkt paa Helliggjørelsen, om som ved deres Exempel vise os Sandhedens Vei, men jeg tør ikke sige, at jeg nogensinde er fri for Synd.” (Petersen 1871, p. 20)

Til Søren Hansens bemærkning om, at fuldkommenhedslærens tilhængere ville hævde, at ”De Gjerninger, som omtales i Rom. 4 ere Lovens Gjerninger, men en Christens Gjerninger udspringer af Troen”, svarer Købner:

”Naar der er tale om Frugt, maa Tanken ledes hen paa det brugte Billede om et Træ, som bærer den. Ikke alle Frugttræer bære de rette Frugter, kun sunde og kraftige, som ere plantede i en god Jordbund. For at bære Troens rette Frugter, maa vi have den rette Tro. Hvad er den rette Tro? Det er, at troe Alt, hvad Gud har gjort til Menneskenes Frelse og Salighed; thi kun at troe, han har tilgivet mig mine Synder, men ikke klædt mig i Lovens Opfyldelse ved Christi Liv og Levnet er kun at troe paa den halve Christus. Christus har ikke alene borttaget min Synd, han har ogsaa elsket Gud og sin Næste for mig i fuld Overensstemmelse med Lovens Fordring. Kun naar jeg troer dette, saa troer jeg Alt. Naar denne Tro er sund, da bærer den gode Frugter, nemlig Helliggørelse. I Christo har jeg elsket Gud, i ham elsker jeg ham endnu idag. Skal man altsaa kunne bære Troens Frugt, da maa man have Troen. Man kan faa et uomvendt Menneske til at gjøre de bedste Gjerninger, men han gjør det ikke af Kjærlighed til Jesus, men af Kjærlighed til sig selv. Noget af denne Selvkjærlighed findes desværre i ethvert Guds Barn formedelst dets gamle Natur; men al Helliggjørelse, som ikke udspringer af Troen paa Jesum, har intet Værd i Guds Øine. Bliver Troen blot levende, saa jeg vil tilhøre min Jesus alene, som har gjort saa Meget for mig, saa vil jeg voxe i Helliggjørelsen.” (Købner 1871, pp. 20-21)

Niels Larsen tilføjer, at Jesus ikke blot er midlet til ”Viisdom, Retfærdighed, Helliggjørelse, og Forløsning”, men at han selv er disse ting. Niels Larsen konkluderer, at ”naar han altsaa er vor Helliggjørelse formedelst sit Liv og sin Opfyldelse af Loven, saa er det klart, at vore bedste Gjerninger ikke tør betegnes, som Noget, der har Værd i Guds Øine.” (Larsen 1871, p. 21)

Søren Hansen (der ellers er enig med Købner) spiller igen rollen som fuldkommenhedslærens advokat, idet han bemærker, at dens forsvarere vil hævde, at ”Jesus er bleven vor Retfærdiggjører, men naar han har retfærdiggjort os, saa ere vi derved satte istand til at stride fremad i Helliggjørelsen, bestandig at gaae fremad som et engang optrukket Uhr.” (p. 21). Søren Hansen fortsætter sin udlægning af fuldkommenhedslæren:

”Et Guds Barn, som gaaer i den Hellig Aands Skole, vil mere og mere indsee, at han er sort, hvorfor han ikke tør antage gode Meninger om sig selv. Men ogsaa herimod gjøres Indvendinger, idet der siges, at man skal ikke bygge paa sine Følelser, men see at komme til Frihed og Fred. Tidligere talte de saakaldte Fuldkomne om, at det gamle Menneske visnede lidt efter lidt, saa at det tilsidst faldt af, som en tør Green af et Træ; men nu sige de, at det tæres hen, og naar det gradeviis er udtæret, saa at det er forbi, indtræder den naturlige Død. Det gamle Menneske, som stedse svinder hen, som en Svindsottig, er altsaa borte, førend vi træde ind i Evigheden; thi vi døe ikke, førend det er forbi.” (Søren Hansen 1871, p. 22)

En Jørgen P. Hansen tilføjer, at det gamle menneske ifølge fuldkommenhedslæren ved omvendelsen er ”drevet ud i Lemmerne, hvorfor det ved Lemmernes Svækkelse ogsaa svækkes og aftager, og naar Lemmerne, formedelst Sygdom eller Alderdom, ere ganske afkræftede, saa er Synden det ogsaa i samme Forhold.” (p. 22). Søren Hansen fortæller om ”en Bonde paa Holsterbro-egnen, som paastod, at Satan var i Kjødet. Blev han, ved at gjøre ham Modstand, jaget ud derfra, saa gik han ind i Sjælen. Kun ved at føie ham, nemlig synde, kunde han forhindres heri og holdes ude i Kjødet (p. 22).

Ekman bemærker, at de ”Fuldkomne” mener, at et godt træ ikke kan bære onde frugter (og vel omvendt), og at dem, der bærer gode frugter, derfor må være i sig selv gode (p. 22). Købner bemærker, at fx Alexander og Demas bedrog dem, der døbte dem, mens Gräfe tilføjer:

”Man maa være vaersom med Hensyn til Bedømmelsen af Frugter. Sagtmodighed, Afholdenhed og Ydmyghed kan i en vis Grad findes hos Vantroe, og ere derfor ikke heller hos den Troende altid Troesfrugt. Kun hvad der udspringer af Troen paa Jesus, er god Frugt. Alt Andet er kun den liig.” (Gräfe 1871, p. 22)

Dahlgreen bemærker, at Paulus’ ord om at ”dø dagligt” (1 Kor 15) synes at betyde, at Paulus’ gamle natur faktisk svækkedes mere og mere. Søren Hansen svarer, at skriften taler om fire slags død, nemlig ”død i Synden, død fra Synden, timelig Død og evig Død”, men at der med Paulus’ ord kun skal forstås timelig død, for så vidt, at Paulus dagligt var i livsfare (p. 23). Købner tilføjer, at skal kødet daglig dødes og korsfæstes, ”saa ligger det i Ordet, at det ikke er dødt; thi hvad der engang er dødt, behøver man hverken at døde eller korsfæste. At vi skulle døe daglig er sandt, men det anførte Sted taler kun om den naturlige Død, som Paulus daglig var udsat for.” (p. 23)

A.M. Hansen bemærker, at ”selv om dette Ord havde Hensyn til det gamle Menneskes Død, saa forudsætter en daglig Døden og Dræben ogsaa en daglig Leven, og Stedet kan altsaa ikke være nogen Støtte for ”Fuldkommenhedslæren”.” (p. 23). En S. Krogh mener ikke, at Paulus’ ord kan handle om en naturlig død, hvortil Søren Hansen svarer, at ”hele Kapitlet gaaer ud paa at bevise, at der er Dødes Opstandelse.” (p. 23)

M. Larsen bemærker:

”Man gaaer let til Yderligheder. En Yderlighed er det, hvis man troer, at da Christus er død for os, saa kunne vi leve som vi ville; en anden Yderlighed er det, at man mener, at Christus ved sin Død har gjort Fyldest for vore forbigangne Synder; men nu maa vi ved vor Vaagen og Beden, saavelsom ved vore andre gode Gjerninger selv bevare og fastholde Naaden indtil Enheden. Det er min Overbeviisning, at vi retfærdiggjøres formedelst Troen paa Christus; men Fuldkommenheden er sat som et Maal, hvorefter vi skulle hige og jage, og hvis vi undlade det, saa komme vi i Helvede. Paulus higede efter Fuldkommenhedsmaalet og det gjør Enhver, som er greben af Christus. Vi bør altsaa ikke ligge paa den lade Side i Henseende til Helliggjørelsen.” (M. Larsen 1871, pp. 23-24)

Gode gerninger

Efter en pause fører Købner nu diskussionen ind på nødvendigheden af gode gerninger.

”Fordi Christus har gjort Alt for os i Henseende til Retfærdiggørelse, bør vi ikke tænke, at vi Intet have at gjøre. I det andet Kapitel i Brevet til Titum læse vi i det 14 Vers, at ”Jesus hengav sig selv for os, at han maatte forløse os fra al Uretfærdighed og rense sig selv et Eiendoms-Folk, nidkjært til gode Gjerninger”. Ved disse Ord bør vi agte paa to Ting: først, at Jesus har forløst os fra al Uretfærdighed, det vil sige: skaffet os en fuld Syndsforladelse og Retfærdighed, og dernæst, at han har renset os til sit Eiendoms-Folk, at vi skulle være nidkjære til gode Gjerninger. Der gives desværre Sjæle, som naar de mene at have erholdt Syndernes Forladelse, slaae sig til Ro i Ligegyldighed for gode Gjerninger. Længe have de maaske sukket efter Naade; men nu de have erholdt den og bør ære Gud ved deres gode Gjerninger, vise de en sørgelig Sløvhed i den Henseende. Lad os agte paa, hvad her staaer, at vi skulle være nidkjære til gode Gjerninger. At være ligegyldig med Hensyn til om Guds Børn gjøre gode Gjerninger, er som om En vilde være tilfreds med at have plantet et deiligt Træ, uden at fordre Frugt paa det. Midlet til at et Menneske kan bære gode Frugter, er hvad Jesus har gjort; men en anden Ting er det at sige, naar han har gjort Guds Villie, behøve vi ikke at gjøre den. Er det nok, at En har fundet Naade? er det nok, at han nu er retfærdiggjort? Nei, han bør nu være nidkjær til at gjøre Guds Villie. En Christen bør holde sig til Sandheden i alle Henseender. Saa meget som jeg er imod at nedsætte Christi Forsoning ved at fremstille gode Gjerninger som et Middel til Frelse og Salighed, saa meget er jeg imod at betragte dem som noget Ringe. Der bør i vore Prædikener drives paa, at de Omvendte gjøre gode Gjerninger for Herren, som har gjort dem salige.” (Købner 1871, pp. 24-25)

Dahlgreen samstemmer med en reference til Jakobsbrevet, mens M. Larsen bemærker, at ”naar blot En prædiker Christi Forsoning og Retfærdighed til Syndernes Forladelse, saa kan han prædike saa ivrigt om gode Gjerninger, som han vil.” (p. 25). Søren Hansen minder om, at røveren på korset dog blev retfærdig ved tro alene. M. Larsen mener, at røverens tro netop viste sig i gode gerninger: ”I den korte Tid, efter at han blev troende, gjorde han netop Alt, hvad en Omvendt bør gjøre.” (p. 25).

Militærtjeneste

På Købners initiativ føres samtalen nu over på militærtjenesten. Købner bemærker:

”Jeg ønsker saa godt som Nogen, at Christne maatte være frie for Militærtjenesten; men da Verden er saa syndig, er det fornødent at have Øvrighed til at holde Orden, og for at de kunne dette, er det fornødent at have Soldater. Skjøndt der kunde siges en heel Deel om denne Sag, vil jeg dog undlade det af Frygt for, at vi ikke blive enige; men jeg mener dog, at naar Øvrigheden vil give En, som foregiver at have Samvittigheds Skrupler ved at gaae i Krig, Lov til at blive Ambulancebærer, Sygevogter eller deslige, saa burde han tage derimod.” (Købner 1871, p. 28)

Købner omtaler en person, der kom til Vridsløselille, ”fordi han hverken vilde bære Vaaben eller paatage sig nogensomhelst anden Veiledning ved Armeen”. Vedkommende var, ifølge Købner, ”ingen stor Helt; thi siden han kom hjem, er han bleven udelukt af Menigheden.” Købner tilføjer, at ”Da Øvrigheden ikke bærer Sværdet forgjæves, og vi altsaa ikke kunne blive fri for at adlyde den, saa seer den i Saadant kun Halstarrighed og Opsætsighed, som den bør straffe.” (p. 28)

Struve bemærker, at den omtalte broder burde have påtaget sig hvervet som ambulancebærer, mens Ekman siger, at ”man ikke burde slaae ihjel; thi ”hvo, som udøser Menneskers Blod, ved Mennesker skal hans Blod Udøses” (p. 28). Dertil svarer Købner, at det kan være nødvendigt at assistere øvrigheden med at opretholde orden. Dahlgreen mener, at ”indbyrdes Orden i Landet er fornødent”, men at ”drage imod udenlandske Fjender” er en anden sag (p. 29).

Købner bemærker igen, at ”en Christen kunde paatage sig at være Ambulancebærer eller deslige, hvorved han altsaa viste Øvrigheden, at han ikke var besjælet af en Feigheds- men af en Kjærligheds-Aand.” (p. 29). Ekman bemærker, at det er ”Uret at gaae i Krig, fordi ugudelige Konger fordre det og paa deres Befaling at skyde Saadanne, som ikke engang ere vore Fjender.” (p. 29). Struve bemærker:

”Menneskenes Følelse er ofte en underlig Ting. Jeg har kjendt tre Personer, som ikke kunde gaae i Krig for deres Samvittigheds Skyld, men siden, da de bleve Mormoner, sagde de, at de kunne slaae det mindste Barn ihjel i Vuggen. En Broder, som mener ikke at kunne gaae i Krig for sin Samvttighed, burde formanes til at prøve sig selv, om det virkelig er Guds Aand, der regjerer ham eller ikke.” (Struve 1871, p. 30)

Til Ekmans bemærkning om ”ugudelige konger” indvender Købner, at også ugudelige konger bør æres (pp. 29-30). Niels Larsen:

”Skjøndt krig er noget af det Skrækkeligste, der kan tænkes, og uagtet det hedder: ”Du skal ikke slaae ihjel;” saa see vi dog, at David, som vi før bemærkede, paa Guds Befaling gik i Krig og slog Folk ihjel. Der kan nu rigtignok siges, at det var i den gamle Pagt, men hvorledes er det da i den nye Pagt? Der hedder det, at Stridsmændene kom til Johannes for at døbes af ham. Befalede han dem at forlade deres Stand? Nei, han sagde blot til dem: ”Udsuger Ingen med Vold, og gjører ei Uret med Underfundighed, og lader Eder nøie med Eders Sold.” (Luc. 3, 14.) Vi finde dernæst en Høvedsmand fra Capernaum, som Jesus gav det Vidnesbyrd, at han end ikke i Israel havde fundet en saadan Tro, som hos ham. Burde han have havt en saadan Ros, dersom hans Stand havde været en ulovlig? See vi hen til Høvedsmanden ved Jesu Kors, da finde vi, at han havde mere Hjerte end de forhærdede Jøder. Og lad os tænke paa Cornelius. I ham finde vi atter en gudfrygtig Høvedsmand, som ”bad altid til Gud”, og som blev døbt med sit ”ganske Huus”, uden at faae den Befaling at nedlægge sin Gjerning. Lad os ogsaa betænke, at Paulus, som før bemærket, netop kalder Soldaterne, som frelste hans Liv, ”den Hjælp, som er fra Gud”, og at Apostlerne formaner de Troende til at være ”Øvrigheden underdanig”. Betragte vi alt det Anførte , og tænke vi paa, at Jesus endog et Sted siger: ”Fører dog hid mine Fjender, som ikke ville, at jeg skulde regjere over dem, og slaaer dem ihjel for mine Øine,” saa finde vi ikke et Sted i det nye Testamente, hvor der er Tale om, at Soldaterstanden er en syndig og Gud mishagelig Stand; tvertimod finde vi, at der ikke engang i nogen anden Stand, som Bibelen omtaler, findes saa gudfrygtige Mænd, som netop i Soldaterstanden, og hvor kan det være Synd at være Soldat?” (Niels Larsen 1871, pp. 30-31)

Dertil bemærker M. Larsen, at ”Jeg vilde hellere give Alt, hvad jeg eiede, end være Soldat, og jeg respecterer de Brødre, som formedelst deres Samvittighed ikke kunne gaae i Krig; men har jeg ingen Penge at kjøbe mig fri for, og Øvrigheden fordrer mig, saa gaaer jeg i Krig, som jeg engang før har gjort.” (M. Larsen 1871, p. 31).

Konferencen beslutter at anbefale brødre, der har samvittighedskvaler ved at bære våben, i stedet at søge at blive ambulancebærere, sygevogtere eller lignende (p. 31).

Tro og kærlighed: Hvad kommer først?

På foranledning af Dahlgreen diskuteres 1 Joh 4,2 (”Hver Aand, som bekjender Jesum Christum, at være kommen i Kjødet, er af Gud”. Det bemærkes at fuldkommehedslærens forsvarere hævder, at ”hvo, som ikke bekjendte, at Christus var kommen til at boe i hans Kjød, hvorved Synden var fordreven af samme, han var ikke af Gud.” (p. 35). Købner bemærker, at det lyder som det modsatte af, hvad der før var blevet sagt.

Da nogle som svar på Gräfes bemærkning om at fuldkommen kærlighed til Jesus frembringer tro og tillid til ham, jf. 1 Joh 4,18, hævder, at troen må komme først, bemærker Købner:

”Kjærligheden er det første; thi det er den, der fødes i det nye Livs første Øieblik. Førend vi havde den, vare vi, som Apostlen siger: Intet, “en lydende Malm, en klingende Bjælde” altsaa døde endnu i Synd. Man kommer ikke til at troe paa Christum med den levende Tro til Salighed, førend man først ønsker at troe paa ham, og dette skeer af Kjærlighed. Saa længe man ikke vil troe, troer man ikke til Salighed; men at ville troe, er at elske. Angesten for Helvede og Kjærlighed til sig selv kunne hos et uigjenfødt Menneske fremtvinge en Slags Tro, men med den er man en lydende Malm. Den Oprigtige, som er vaagnet af sin Syndesøvn, og nu søger at troe paa Christum og at elske ham, bliver ved at bede om Tro og Kjærlighed, fordi han allerede elsker den, han vil troe paa og elske. Kjærligheden er Christendommens Væsen; hvor den fattes, der fattes Christendommen; men hvor Christendommen fattes, der kan ikke være Tale om virkelig Tro.” (Købner 1871, pp. 35-36)

Tillæg om svenske baptisters forholden sig til Helge Aaggeson og fuldkommenhedslæren

Diskussionen af fuldkommenhedslæren og Helge Aaggeson fortsætter i et tillæg til konferenceprotokollen. Da en af deltagerne ifølge konferenceprotokollen undrede sig over Helge Aaggesons formulering ”Det træffer dog, at Uger forløbe uden de behøve at gaae til Naadestolen” kontaktede man de svenske baptister for at ”komme til Klarhed i Sagen” (Niels Larsen 1871, p. 37). De svenske baptister sendte derfor et brev forfattet af Helge Aaggeson. Brevet findes i brudstykker i tillæget til konferenceprotokollen for 1871. Det lyder sådan her:

”Naar man, idet man mener sig at være retfærdig eller fuldkommen i Christo, alligevel forbliver ond og fordærvet, da er det at have Christus til Ondskabens Skjul – og beslægtet med Nicolaiternes Lære, Aab. 2, 15; en ny Klud paa et gammelt Klædebon!?; en Fornærmelse mod Forløsningens formaal. See 1 Joh. 1, 8. 9: ”om vi bekjende vore Synder, – da vi syndede – tilgiver og renser han os fra al Uretfærdighed” – Mærk! fra al Uretfærdighed – altsaa ikke Synds og Fordærvelses Tilbagebliven i os; ondt Hjerte, ond Natur o. s. v.; en saadan uforandret Bestanddel har en Christen ikke. Man har i Lighed med Ez. 8, 12. paastaet, at hverken vi eller vore Gjerninger skulde komme i Betragtning for Dommen; men af Forsoningen har man gjort sig et Dække over det Onde. Det er jo klart, at baade Hjerte, Sjæl og Sind og Kræfter, altsaa Legems-, Sjæls- og Aands-Evner, i deres Heelhed, styrede af Aanden, bruges i ret Tjeneste af Herren. Det hedder om de Christne, at de have aflagt det gamle Menneske, altsaa er det en urimelig Paastand, at der findes ondt og godt Hjerte hos en Christen. Er Hjertet, som er Oprindelsen for Tanker, Villie, Forstand o. s. v., reent, godt og ret, da maa man netop antage, at de øvrige Dele af vort Væsen ere paa rette Plads. Man er jo enten ond eller god. Kommer Aanden til at styre og levendegjøre det ved Synden døde Legeme, saa underordner det sig den med baade Villie, Begjær og Tilbøielighed. Skulde vi tjene Gud med Aanden og Synden med Kjødet, hvorledes skulde det da gaae os naar vi skulle dømmes efter vore Gjerninger?! Naar Ingen kan bestride, at Steder som Joh. 7, 38. 1 Cor. 1, 8. 9. Eph. 5, 24-27 o. s. v. har Hensyn til vore Personer og Handlinger, saa er det altsaa en stor Forfalskning af Evangeliet, at ville bevise, at Synd og Fordærv blive tilbage hos os, og saa trøste sig med at være fuldkommen i Christo. Iøvrigt er det vigtigt at vide, hvad er Synd? – Et Guds Barn maa ikke stille den Fordring til sig, at han alene ved Gjenfødelsen skulde have faaet Mands Modenhed. Ikke heller at Gud fordrer urimelige Ting, som om man aldrig kunde gjøre ham tilpas. Han ønsker kun Troskab i hvad vi forstaae og formaae. Saaledes at gjøre Guds Villie er Betingelsen for at indgaae i Guds Rige.” (Helge Aaggeson iflg. Niels Larsen 1871, pp. 37-38)

Ifølge konferenceprotokollen optræder følgende i margenen: ”1. At ville bevise, der er Synd og Fordærvelse tilbage hos de Christne, strider imod Col. 1, 28, 29. 2. Antager man Syndens Tilbagebliven, da ere alle Formaninger til at være hellig og straffelig, som ogsaa at dømmes efter Gjerninger osv. tilintetgjort. Vi maa altsaa vælge Eet af To.” (Helge Aaggeson iflg. Niels Larsen 1871, p. 38).

Konferenceprotokollen gengiver derudover et mødereferat fra den svenske Evangelist (December 1870), hvoraf det blandt andet fremgår, at de forsamlede svenske baptistprædikanter anser retfærdiggørelse for at betyde ”den Naadehandling af Gud, ved hvilken han overfører vore Synder paa Christus og tilregner os hans Retfærdighed, samt at Gud ved denne Handling udelukkende tager Hensyn til Christi Fortjeneste formedelst hans Lidelse og blodige Død.” (pp. 38-39).

Af mødereferatet fremgår det også, at Helge Aaggeson og to andre brødre afviger fra denne opfattelse, idet de ikke anerkender ”denne Dobbelthed i Retfærdiggjørelsen, men kun, at Synderne fraregnes os, eller som Helge Aaggeson udtrykker sig: ”Synderne tilgives os”.” Helge Aaggeson mener ifølge referatet, at ordene ”Retfærdige” eller ”retfærdiggjøre” er ”eensbetydende med at sættes istand til at gjøre Retfærdighed.” Det tilføjes at Helge Aaggeson dog erkender, ”at Christus døde for Syndere.” (p. 39)

De forsamlede svenske baptistprædikanter var også enige om, at ”vi bestaae i den af Christo os forhværvede og iklædte Retfærdighed”. Det understreges dog, at helliggørelsen er uadskillelig fra ”Livet i Troen paa Guds Søn” (p. 39). Helge Aaggeson skulle derimod være af den opfattelse, at ”Mennesket dømmes efter sine Gjerninger i den Forstand, at de udgjøre den Klædning, i hvilken vi skulle bestaae, og at de udgjøre den Klædning som Skriften omtaler. Saaledes som vi ere i vort Liv, saaledes ere vi ogsaa ansete af Gud.” (p. 39). Helge Aaggeson går dog med til, at kristne kan have fejl.

De forsamlede svenske baptistprædikanter var også enige om, at ”Synden boer hos den Troende i hans Kjød, og at han har en falden adamitisk Natur saavelsom en aandelig; følgelig, at hos den Troende er to Naturer, Kjødet og Aanden, hvilke stride imod hinanden.” (pp. 39-40). Dette blev afvist af Helge Aaggeson. En af Helge Aaggesons tilhængere bemærkede ifølge referatet, at ”Den Troende staaer i samme Forhold som Adam før Faldet, ikke uden Mulighed til at synke, men frelst (befriet) fra Synden saavel med Hensyn til det Indre som til det Ydre.” (p. 40).

Det nævnes i konferenceprotokollen, at menigheden i Bohult i Småland er blevet splittet på grund af Helge Aaggesons lære. Det sidste ord i konferenceprotokollen får Købner:

”[N]aar et Menneske er overbeviist om, at han hvert Øieblik af sit Liv er en Synder, og derfor ikke kjender anden Frelse og Retfærdighed end Jesus Christus og Alt hvad han har gjort, saa kan han føle sig hjertelig forbunden med ham i en Tro, og taale, om det skal være, en heel Deel Afvigelser fra hans Overbeviisning i andre Lærepunkter; navnlig ogsaa i Læren om Daaben. Men naar Nogen med Hensyn til Synden og Retfærdigheden, som gjælder for Gud, har en Overbeviisning, som er modsat hans; frem for Alt, naar han ikke troer, at der er to Naturer i den Christne, da har han for ham en fremmed Religion, som ikke er hans, og han kan ikke have aandelige Samfund med ham.” (Købner 1871, p. 40)

Derudvoer blev tilstanden i de forskellige menigheder vendt – samt regnskab. Derefter blev missionens tilstand vendt og konferencen enedes om at anbefale øget missionsaktivitet (p. 6). Derudover diskuteredes lotterispil (p. 16f), menigheden i Farre og Snede (p. 25ff), hvor Jens Christensen og Morten Olsen begge var blevet ordineret til forstandere på samme tid, proceduren for valg af ældste og optagelse i menigheden (p. 27), forholdene i Hesselho og Niels Hansens bog Hedelærken om Forudbestemmelsen (p. 31f), penge til kapellet i København (p. 32f), opførslen af et kapel i Vejle (p. 33), søndagsskolen (p. 34).

Download (pdf)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *