Den 27.-28. juni 1873 mødtes danske baptister igen til den årlige konference. Julius Købner blev, som sædvanligt, valgt til formand og Søren Hansen til hans stedfortræder. J.P. Hansen, Chr. Larsen, C. Nielsen og Niels Larsen nedskrev forhandlingerne.
For en gangs skyld kunne de ordnende brødre berette, at der var fred i menighederne. Til gengæld gik det dog ”meget smaat fremad med Guds Riges Udbredelse.” (p. 4). Følgelig diskuterede konferencen, hvad der kunne gøres for missionssagen (p. 5ff).
På Købners foranledning diskuterede konferencen, hvorledes ”Freden bedst vedligeholdes saavel i vore Menigheder som i deres gjensidige Forhold til hverandre?” (p. 6ff). Vi må lære af hinandens fejl, men, understreger Købner, ingen menighed kan give sig til at bestemme over andre.
”Vore Foreninger ere frie Foreninger, i hvilke Ingen er sat til at mestre de Andre. I vore Konferentser have vi derfor ingen Ret til at beslutte Noget, som Andre skulle tvinges til at gjøre. Vi tør paa ingen Maade bruge Stokken mod hverandre. Herskab, Magt og Tvang ere udenfor Christendommens Natur. Det Forhold, vi bør staae i til hverandre, minder Paulus om, naar han siger, at vi ere Børn og at vi forstaae Stykkeviis. Som de, der ere uforstandige Børn alle sammen, kunne vi ikke være beklædte med Myndighed til at paatvinge Andre vore Meninger. Har jeg en Mening, saa har jeg Lov til at have den, men en Anden har ligesaa stor Ret til at have sin. Ja vare vi ”ufeilbare”, som Paven udgiver sig for, da kunde vi fordre, at Andres Mening skulde rette sig efter vor, men det ere vi ikke. Jeg giver Enhver Lov til at have sin Mening, om den end er aldeles modsat min, men jeg tillader Ingen at gjøre sig til Dommer over min Mening.” (Købner 1873, p. 9)
For at vedligeholde freden er det nødvendigt, tilføjer Købner, at ”vise os nøisomme med Hensyn til den gjensidige Overeensstemmelse” (p. 9). Som ”Svage og Daarlige” kan vi ikke forlange at stemme overens i alle spørgsmål. Som sædvanlig skelner Købner mellem Guds Ord (bibelen) selv og vores udlægning deraf:
”Vi have een Herre, een Tro, een Daab, og det er vor Glæde; men der kan være mange Ting, i hvilke vi ikke stemme overeens. Vi have Ret til at belære hinanden med Guds Ord og at fortælle det for hinanden efter bedste Overbeviisning. Men vi maa gjøre en Forskjel imellem det i sig selv ufeilbare Guds Ord og vor Opfattelse af dette Ord, hvilken Opfattelse saa let er ufuldkommen og mindre eller mere feilagtig. Vi have Ret til fri og aabent at udtale vore Meninger om en Sag, men skulle lære at finde os i, at Andre tænke anderledes end vi. Følge vi ikke denne Regel, saa sætte vi let ondt Blod i hverandre. Det er en afgjort Sag, at vor Herre har om Alting en bestem Mening, som er den eneste rigtige, og det bør være os om at gjøre at kjende og følge den; men det er en anden Ting med menneskelige Meninger, dem ere vi ikke bundne til. Enhver for sig maa, uforstyrret af Andre, følge den Overbeviisning, han har øst af Guds Ord.” (Købner 1873, pp. 9-10).
Købner bemærker at det ofte er menighedens forstander, der bringer ufred, især når han ”bliver ved at tale og tale, for at faae sin Mening til at seire”. Ifølge Købner er det kirkehistorisk menighedernes lederes magtbegær, der har ført til kirkesplittelser:
”Kjende vi lidt til Kirkehistorien, saa vide vi hvorledes den kirkelige Elendighed kom. Der fandtes først Ældste og Lærere til at forestaae Menighederne; men da de vilde have mere at sige, end der tilkom dem, saa bleve de til Præster, Bisper og Paver, som herskede med uindskrænket Myndighed.” (Købner 1873, p. 10)
Hvad der en gang er sket, kan ske igen, understreger Købner, som derfor opfordrer ”Brødrene” til at vogte sig for magtbegær. Hvis Herren skal bevare og udbrede danske baptister, må de, bemærker Købner, ligeledes vogte sig for hårdhed og farisæisme:
”Verden kan ikke skade os, naar Gud staaer os bi og holder os ved sin Haand. Men vi trues af Noget, som kan skade os saare meget, og det er, naar vi begynde at afsie Myggen og nedsluge Kamelen. Begynde vi, som Pharisæerne, at bevise Haardhed og Strenghed i én Henseende, især med Hensyn til Meninger om Eet og Andet, som ligger langt fra Christendommens Hovedlærdomme, men derimod Overbærenhed med Ting, som i Virkeligheden er store Synder, saa lader Gud os omsider falde. Naar der gjøres uhyre Ophævelser af Ting som i sig selv ikke ere Noget, saa geraader man saare let ind i et skrækkeligt Farvand. Naar det betragtes som en svær Forsyndelse, at man har en anden Mening om Tilstanden paa en Deel af den nye Jord, eller deslige, end Andre, men derimod ikke betragtes som aldeles nødvendigt, at man viser overbærende Kjærlighed; naar det tillades Een, at være fjendtligsindet og uforsonlig mod Andre; naar det tillades Een at hævne sig: da mener jeg, at Saadant er at afsie Myggen og nedsluge Kamelen.” (Købner 1873, p. 11)
Når der på den måde vendes op og ned på store og små synder, må vi forvente, bemærker Købner, at ”Herren drager sin Haand fra os.” Hvad der også ”kan bevæge Gud til at vende sig fra os” er ”aandelige eller confessionelt Hovmod”.
”Det er ofte skjult for os, at vi ere hovmodige. Man kan i Hovmod troe at være Noget, fordi man er overbeviist om, at have Sandheden paa sin Side, som for Exempel med Hensyn til Daabsspørgsmålet og Menighedsdannelsen. Men hvad kan dette Sidste nytte os, naar vi ikke elske Jesus. Naar Andre, som ikke ere Baptister, elske ham mere end vi, saa ere de ham ogsaa elskeligere og nærmere end vi. Er det sandt, at Herren har aabenbaret os mere Sandhed end Andre, saa bør vi ogsaa elske Jesus mere end de. Men komme vi til at ophøie os over Andre, fordi vi forstaae Guds Ord bedre, saa vender vor Herre sig bort fra os; thi han taaler intet Hovmod.” (Købner 1873, p. 11).
Til Købners opsang bemærker en Jens Larsen, at ”det syntes ham, som om Paulus dog ikke meente, at han vedblev at være barnagtig”, da Paulus jo også siger, at han har aflagt ”det Barnagtige” og også, at ”vi skulle være Børn i Ondskab, men derimod fuldvoxne i Forstanden.” (p. 12).
J.M. Petersen tilføjer, at når man forfattet et ”gudeligt Skrift” bør det være i overensstemmelse med Guds ord, men at det er en anden Sag, ”naar man udvikle sine Tanker om et eller andet Emne, som ligger udenfor det, der er aabenbaret os i Guds Ord, saasom hvad der angaaer Astronomi og deslige.” (p. 12). Købner får som sædvanlig det sidste ord, og bemærker, at Paulus sammenligner tilstanden nu med tilstanden da, altså dette liv med det tilkommende (p. 13).
Derefter diskuterer konferencen et foreslag om at indgive en ansøgning (”et Andragende”) til regeringen om muligheden for at bruge landets skoler til forsamlinger (p. 14f) samt et om at få lov til at synge og bede ved begravelser (”ved Ligbevægelser paa Kirkegaarden”), hvilket kun var tilladt for baptister nogle steder.
Niels Larsen stiller dernæst en række spørgsmål om hvordan ”Verdslighed” kan holdes ude af menighederne. Frem for tvangsmidler foretrækker Niels Larsen at anvende ”Kjærlighedsmidler derimod.” Der er flere bud på, hvad verdslighed består i – ikke at elske Jesus ret (Christoffersen), at have for meget med ”det Jordiske at gjøre” (Petersen), kødets og øjnenes lyst og ”Livets Hoffærdighed” (Krogh), kærlighed til verden og til sig selv (Arilsen), etc. (p. 15f). Købner bekræfter Christoffersens opfattelse, at grunden til verdslighed ligger deri, at ”vi ikke elske Jesus.”
En Simon Krogh spørger, hvordan Søren Hansen har kunnet stemme for en udtalelse om, at Kristus er død for alle, når han holder fast i den overbevisning, at Kristus kun er død for de udvalgte? Søren Hansen svarer dertil, at ”han i een Henseende troede, at Christus var død for Alle, men ikke i en anden.” (p. 17). Ifølge konferenceprotokollen diskuteres udvælgelseslæren kort, men diskussionen lukkes af Købner, som bemærker, at ”denne Sag var en Helligdom, som intet Menneske maatte foretage sig at ville gjennemskue.” (p. 17).
Derudover vendte konferencen kort tobaksrygning (p. 17), Helge Aagesens brev, der blev diskuteret på konferencen i Vejle (p. 18), sangen i menighederne (p. 18), med mere. Til protokollen er vedhæftet en beretning fra ”Den niende Forbunds-Konferents af de forenede Menigheder i Tydskland, Danmark, Sveits, Rusland og Polen” afholdt i Hamborg d. 27. marts-3. April.
Download (pdf).