Er kirken en moralsk autoritet? Rapport fra nordisk Faith and Order-møde 2017

20170209_131531
Faith and Order (”Tro og Kirkeforfatning”) eller mere præcist Faith and Order Commission (“Kommissionen for tro og kirkeforfatning”), er en gren af Kirkernes Verdensråd. Kommissionen arbejder med både teoretiske og praktiske spørgsmål om kirkens indretning og dens rolle som profetisk vidne i verden.

Af Johannes Aakjær Steenbuch

Den 8.-9. februar 2017 afholdtes på Diakonissestiftelsen i København nordisk Faith and Order-møde med deltagelse af repræsentanter for nationale kirkeråd og kirkesamfund fra Danmark, Norge, Sverige og Finland samt Tyskland. Undertegnede var med som repræsentant for Teologisk Forum i Baptistkirken i Danmark.

Dagen blev indledt med en fin lille andagt i Diakonissestiftelsens kirke, ledt af kirkens præst. Odair Pedroso Mateus, formand for Faith and Order, præsenterede derpå papiret ”Moral Discernment in the Churches”. Papiret, der vist første gang blev udsendt i 2013, er formuleret i kølvandet på den erkendelse, at moralske spørgsmål i dag har en tendens til at virke mere splittende i en økumenisk sammenhæng end de før har gjort. Dette gælder ikke bare seksualetik, men også sådan noget som bioetik, miljøetik og så videre.

Pointen i papiret var ikke, at kirken eller kirkerne burde have den ene eller anden holdning til disse spørgsmål, men at vi var nødt til at reflektere over, hvad det er for nogle ressourcer vi gør brug af, når vi diskuterer den slags spørgsmål. Vi er nødt til at have en forståelse af, hvorfor vi har så forskellige meninger om centrale spørgsmål, når vi nu – tilsyneladende – har det samme udgangspunkt. Før vi overhovedet kan diskutere moralske spørgsmål teologisk er vi nødt til fx at spørge, hvilken rolle skriften spiller – og hvordan vi læser den – og hvilken rolle vi tillægger fornuft, tradition, kirkelige autoriteter, videnskab, kultur, og så videre.

Derefter præsenterede de nordiske delegerede deres respons på papiret. Fra en dansk sammenhæng bemærkede Mogens Mogensen, at der måske burde lægges større vægt på at tænke moralske spørgsmål i forlængelse af kirkens historicitet. Ligesom Gud er en Gud, der inkarnerer sig og derfor har en historie med mennesker, kan kirken heller ikke låse sig fast i abstrakte, ahistoriske sandheder, syntes pointen at være. I hvert fald er det klart, at kirken (kirkerne) historisk har haft vidt forskellige holdninger til moralske spørgsmål (fx slaveri), og netop den historiske diversitet bør vi lære af når vi i dag reflekterer over moralske spørgsmål.

Undertegnede bemærkede, at papiret, trods et velment og til dels vellykket forsøg på at favne bredt over forskellige perspektiver ved hjælp af en kontekstuel forståelse af moralsk refleksion, indeholdt nogle meget stærke påstande om fornuftens rolle i moralsk refleksion. Blandt andet hævdes det, at ”[a]ny act of moral decision-making involves the faculty of reason” (§39), og at ”all churches accept that reason is central to moral decision-making” (§40). Dette er åbenlyst forkert. Jeg nævnte, at der særligt i en dansk sammenhæng findes en teologisk tradition for at læse fx lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som en pointe om det modsatte.

Samaritaneren giver sig ikke til at spekulere over hvilke moralske principper han skal applicere i situationen, han skynder sig ikke til Jerusalem for at deltage i et økumenisk møde, eller for at spørge det store råd, om de dog ikke kan sende delegationer ud for at hente folk op af grøfter i almindelighed – i stedet føler han medlidenhed med den nødstedte, og hjælper ham, tilsyneladende uden den store moralske refleksion. At der selvfølgelig er stor uenighed om, hvordan lignelsen skal udlægges, og om hvorvidt ”kirken” i det hele taget skal holde sig fra at have holdninger til almene moralske spørgsmål, er en anden sag, men det bør i hvert fald stå klart, at der findes kirkelige traditioner, der anser moralske beslutninger for (i nogle tilfælde) at være noget intuitivt, førintellektuelt og førrefleksivt, etc.

Dagen afsluttedes med koncert med Palle Mikkelborg og Helen Davies samt andagt ledt af Ole Skjerbæk i Bethlehemskirken og efterfølgende middag. Der var trompettrut, rumklang og Helligånd til overflod. På andendagen, som blev indledt med en andagt af norske Beate Fagerli, var det kirkens fremtid samt dåbssynet, der var på dagsordnen. Odair Pedroso Mateus talte kort om forholdet mellem den økumeniske bevægelse og de traditionelle kirker på den ene side og så den moderne globale evangelikale og pentekostale bevægelse på den anden.

Mateus’ pointe var, at den økumeniske bevægelse i høj grad var et produkt af den magisterielle reformations syn på kirkelighed og teologisk metode, mens evangelikalismen og pentekostalismen i høj grad transcenderede de oprindelige kirkeskel og den økumeniske sag i kraft af en radikalt anderledes ekklesiologi og et subjektivistisk trossyn. Vi er ved at tabe til efterkommerne af den radikale reformation, bemærkede Mateus med et glimt i øjet, og tilføjede, at han til et møde med Evangelisk Alliance for nylig havde påpeget, at det var den økumeniske bevægelse, der var de konservative, mens de evangelikale med deres individualisme var de egentligt moderne.

Det blev derudover bemærket, at vi med det økumeniske arbejde risikerer at pådutte nye kirker en konflikt-forståelse af kirkerne, som egentlig kun er relevant i en europæisk sammenhæng – der er en fare for ”økumenisk kolonialisme”, som kunne imødegås ved at spørge os selv om fx afrikanske kirker måske var interesserede i andre ting end at finde en løsning på klassiske økumeniske diskussioner om filioque-spørgsmålet og den slags, og at det måske var deres tur til at sætte den økumeniske dagsorden.

Karen Marie Leth-Nissen fra Københavns Universitet gæstede dagens møde og præsenterede sit ph.d.-studie om danskernes opfattelse af dåben. Der var tale om et religionssociologisk studium af danskernes begrundelser for at døbe hhv. ikke døbe deres børn i folkekirken. Trods nogle meget generaliserende udsagn om danskernes religiøse praksis (der blev sagt meget ”we believe”, ”we are”, og så videre) og mangel på samme stod det hurtigt klart, at undersøgelsen for det første selvfølgelig kun handlede om folkekirkedåb, og at det teologiske perspektiv for det andet spillede en temmelig lille rolle.

Kirken får ikke noget ud af at brande sig som modkultur, forklarede foredragsholderen, så når dens medlemmer ikke taler om Kristus i forbindelse med dåben, bør kirken heller ikke. Den bør i stedet tale om skabelse, og så videre. Man kunne fristes til at konkludere, at pointen altså kort sagt var, at kirken for at tilpasse sig kulturen skal holde op med at være kristen kirke. Hvad en sådan kulturtilpasning skulle gavne stod ikke helt klart i første omgang. Først senere fremgik det, at pointen var, at hvis kirken ville ”sælge” sit produkt, måtte den naturligvis tilpasse sig ”markedet”.

Denne tilgang mødte heldigvis hovedrøsten og højlydte protester fra flere af mødets deltagere. Fra den svenske delegation blev der peget på, at mange i Svenska Kyrkan efterhånden havde erkendt, at man ikke kunne opfatte sig selv som kulturkirke, når man var ved at nærme sig et medlemstal på kun 50% af befolkningen. Hvis man mistede medlemmer ved at tale kulturen imod, måtte det være sådan. Det handler ikke om at være populær, men om at være tro mod sin herre.

Forsamlingen blev enig om, at næste møde skulle handle om håb, altså det teologiske håbs rolle i en verden præget af omskiftelighed, usikkerhed og konflikt – gerne med et eskatologisk perspektiv på “gudsriget”. Undertegnede bemærkede i den forbindelse, at vi har et ansvar for at formulere et gangbart alternativ til de udbredte populære forestillinger om verdens ende (fx dispensationalisme), som i mange tilfælde er ude af trit med klassisk, økumenisk teologi.

Se også Mogens Mogensen: ”Moral Discernment” – i folkekirken

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *