Julius Købner: Fem breve til N.O. Føltved og menigheden i Aalborg om baptisternes trosbekendelse fra 1847 (1851-1852)

Nedenfor bringes fem breve af Julius Købner fra 1851-1852, som vidner om hans noget anstrengte forhold til O.N. Føltved og menigheden i Aalborg. Brevene findes i Baptistkirken i Danmarks arkiv i Tølløse og er transkriberede af Preben Mørch (kan også findes her).

koebner_tegning
Julius Købner 1840 Kultegning af G.W. Lehmann

Julius Købner (1806-1884) delte ikke den principielle modstand mod trosbekendelser, som kunne findes hos fx P.C. Mønster (1797-1870), stifteren af den første danske baptistmenighed. Således indførtes på forbundskonferencen i 1849 de hamborgske baptisters bekendelse fra 1847 i de danske baptistmenigheder og Købner gav sig efterfølgende til at oversætte bekendelsen til dansk. Menigheden i Aalborg var dog langtfra enig i trosbekendelsens indhold.

Trosbekendelsen havde et stærkt reformert præg, hvilket kom til at skabe en del gnidninger med de ofte mere luthersk indstillede danske baptister (ikke mindst P.C. Mønsters tilhængere). I 1852 udgav menigheden i Aalborg således deres egen udgave af 1847-bekendelsen, forfattet af Christian Westerby, med en række rettelser, der skulle sikre en luthersk teologi – altså vel at mærke en teologi i overensstemmelse med luthersk ortodoksi, i modsætning til reformert calvinisme.

Dette kom blandt andet til udtryk ved et realpræsentisk nadversyn (at Kristus er reelt tilstede i nadveren og ikke bare symbolsk), en luthersk forståelse af forholdet mellem lov og evangelium, og at der mod den reformerte udvælgelseslære blev hævdet en generel forsoningslære (i modsætning til calvinismens lære om, at Jesus kun døde for de udvalgte).

Købner kritiserede i fire breve skarpt Aalborg baptistmenigheds bekendelse fra 1852 for at benægte ”udvælgelsen” og derved tilslutte sig de såkaldte ”General-Baptister” (i modsætning til de reformerte Partikular-Baptister, som Købner og hamborgmenigheden tilhørte). Det værste lod dog til at have været tilslutningen til en luthersk nadverlære, som ifølge Købner adskilte menigheden i Aalborg fra godt og vel alle andre baptistmenigheder i verden.

Problemet synes for Købner ikke så meget i sig selv at have været at menigheden i Aalborg afveg fra hans synspunkter, men at uenigheder baptistmenighederne i mellem besværliggjorde et positivt forhold til myndighederne: Jo mere splittet bevægelsen fremstod, jo sværere blev det at overbevise de danske myndigheder om, at der ikke var tale om sektvæsen.

Købners ellers i mange sammenhænge økumeniske ånd blev altså sat på en prøve. Købner tilbød at refundere de udgifter menigheden i Aalborg havde haft til at trykke sin trosbekendelse og truede med, at menighedens præst, O.N. Føltved, i modsat fald ville miste sin missionsløn. Menigheden i Aalborg fulgte Købners krav.

I brevene berører Købner også mormonismens indtog i Danmark, situation i Slesvig, forholdet til myndighederne, med videre.


Til Ole Nielsen Føltved den 20. maj 1851

Hamborg d. 20. Mai 1851

Kjære Broder Føltved!

Jeg haaber at De forlænge siden har modtaget de Testamenter og Tractater, som vi have sendt Oplaget af. Testamenterne er nu næsten reent udsolgt, men jeg haaber at vi snart vil faae Efterretning fra Bibelselskabet om at trykke et nyt Oplag af saadanne, smaae, som vi talte om. Gud være takket og priset for den Tilvæxt, som Menigheden i Aalborg har havt! Paa den anden Side er det høist bedrøveligt, at Overtroen finder saa mange Tilhængere men hvad kan man vente andet efter det menneskelige Hjertes Beskaffenhed. Vantro og Overtro harmonerer med vor Natur og fæste derfor let Rod i den; Troen derimod er for Kjødet en fremmed og fjendtlig Ting, som ikke kan groe indeni et nyt Hjertes Jordbund, hvor Gud skaber en saadan. Imidlertid haaber jeg dog til Herren, at mit Arbeide i Aalborg ikke ganske har været forgjæves.

Jeg opholdt mig et par Dage hos Rasmus Jørgensen paa Uldkjær-Mølle og holdte en Forsamling der, den første i den Egn. Møllen ligger i en Ørken, allevegne seer man den første Hede. Men Folkene synes at have Øre for Guds Ord og ere naturlig skikkelige. Troende gives der ikke i den nærmeste Omegn. R. Jørgensen agter at fortsætte Forsamlingen og har godt Haab. Herren giver sin Velsignelse dertil.

Jeg kom til Slesvig Lørdag Middag og fandt at Herren allerede havde vendt sig bort fra Mormonismen og tilskrevne Dykes, at han ikke skulde komme og at ifald han kom, han ikke kunde vente at blive optaget i Br. Jürgen’s Huus. Dykes har ifølge deraf slet ikke været hos denne Broder, som nu staaer fast ved Herrens Naade. Da vi Søndag Morgen vare forsamlede saavel Medlemmerne som Formand, paa det sædvanlige Sted for at holde Gudstjeneste, kom de danske Politibetjente og befalede hele Forsamlingen at følge med til Borgermesteren. De førte nu hele Forsamlingen igjennem Byen til Forhøret, som blev holdt over os alle. Men fra Folkets Side skete end ikke det allermindste imod os. Efter Forhøret bleve Forsamlingerne forbudte paa Grund af Beleiringstilstanden, som endnu vedvarer. Mig blev det forbudt at tale med Nogen, undtagen Br. Schlesier, som jeg var hos. Derpaa blev et Exemplar af alle Bøger og Tractater, som fandtes hos Br. Schlesier, taget hen til Borgermesteren og gjennemsete for at finde noget af polit isk Indhold. Om Eftermiddagen fik jeg Befaling, at forlade Byen inden 2 Timer, hvilket skete. Da Dykes ikke har forsøgt paa at holde Forsamlinger, er det naturligt, at han saavel som enhver anden Fremmed, taales at opholde sig nogen Tid paa et Opholdskort, som dog for ham, som for enhver anden kun udstedes for 14 Dage paa eengang. Angaaende hans indvirkning paa vore Sødskende i Slesvig, da er det sandt at adskillige desværre have været letsindige nok til at indlade sig med ham, og saaledes kunne sige at være smittede, men alle paastaaer, at de endnu ere langtfra at overgaae til Mormonerne. Jeg har skrevet et Brev til de slesviske Sødskende og Menigheder her har lige ledes skrevet et Advarselsog Formaningsbrev til dem. De have indgivet Ansøgning til Kongen om Frihed til at holde deres Forsamlinger. Politiet i Slesvig, som gjøre sig en Fornøielse af den største Strenghed, passer stærkt paa, at ingen Forsamlinger holdes.

I Slesvig gaaer det Rygte, at den Søster i Aalborg, som fortalte mig om Mormonernes hemmelige Lærdomme (jeg har glemt hendes Navn, Men de fabrikerer Vinduessjalusier) og som havde skildt sig fra dem, skal atter være overgaaet til dem. Jeg ønsker særdeles gjerne at vide, om dette er sandt, og om hun gjenkalder hvad hun dengang sagde til mig og Andre. Skriv mig ret snart desangaaende og om andre Ting senere have givet nogen Grund til at tvivle paa denne Søsters Troeværdighed, saavidt det er Dem eller andre Sødskende bekjendt.

Vi har i disse Dage havt et intessant Besøg fra Stokholm, nemlig en luthersk Præst og to andre Christne, som vilde see, hvorledes vi have det i vor Menighed, da de med flere Andre i Stokholm agte at træde ud af Statskirken og danne en egen Menighed. Nogle af dem var ogsaa noget inde paa Daaben; saavidt jeg kan skjønne var de Tro oprigtige og enfoldige Christne. De vare nærværende sidste Søndag ved vor Gudstjeneste og Nadver, ligeledes ved Ordinationen af 5 Evangelister og nu udgaae til adskillige Steder i Tydskland.

Sidst i Juli Maaned, jeg tror den 22. skal den store Conferenz igjen være her i Hamborg. Skriv nu ret snart, kjære Broder; De behøver ikke at gjøre Brevet frit. Vær ved godt Mod i Herren og bed Ham om Viisdom, tilmed Varsomhed og Kraft at gaae fremad i alle Ting. Han velsigne Dem efter sin Naade og alle de Elskede i Aalborg som vistnok ved Bekjendtskabet er bleven mig dyrebare. Hils dem alle ret inderligt fra mig, især Ernst i Sundby og hans Kone, Votters, Vesterby, Visse, Christen Gartner o.s.v. Ogsaa beder jeg at hilse deres Børn og Søstere, som tjener for Dem.

Lev nu vel i Christo Jesu, som os elsker! Han være vort Dyrebareste i Tid og Evighed. Amen. Skriv snart til Deres trofaste Ven og Broder

J. Købner

Til Ole Nielsen Føltved den 12. juni 1852

Hamborg d. 12. Juni 1852

Kjære Broder Føltved!

Efter i flere Uger ikke at have erfaret det mindste om, hvad Indtryk De til Conferentsen forsamlede Brødres Menighed og Bøn til den Aalborgske havde gjort på denne, modtog jeg i Dag til min og Br. Oncken’s Forskrækkelse og dybe Bedrøvelse et trykt og heftet Exemplar af den Aalborgske Menigheds Troesbekjendelse. Jeg har seet den igjennem og funden, at det er Legemet af den almindelige antagne tydske Troesbekjendelse, dog saaledes at et fuldt Lem er skrevet af og nogle Led af andre Lemmer. I stedet for disse har Legemet paa adskillige andre Steder faaet gevæxter. Jeg vil nu oprigtigen sige Dem Br. Oncken’s og min Mening om det skete. Menigheden nævner sig paa Titelen som Udgiver, jeg maa derfor desværre først bemærke, at Menigheden derved har gjort Sig skyldig i Usandhed, thi de fremsatte Troeslærdomme siges ikke at være den Aalborgske Menigheds, men “Troeslærdommene i de døbte Christnes Menighed”, altsaa i hele Baptistsamfundet i hele Verden, som blot er “udgivet i Trykken” ved den Aalborgske Menighed. Hvor skrækkeligt er det, naar en christelig Menighed saaledes offentlig for al Verdens Øine gjør sig skyldig i en vitterlig Usandhed, hvad maa Verden tænke, naar en Menighed kan handle saaledes? Og at Menigheden virkelig har sagt Usandhed, det maa jo blive det enfoldigste Menneske klart om et par Uger, naar den virkelige Troesbekjendelse, almindelig for alle Menighederne i Forbundet udkommer. Dog jeg kan vel vide, at ikke ethvert Medlem forstod denne Usandhed, da det gav sit Samtykke dertil. Skylden maa her nærmest ligge paa dem som føre Ordet, dog frem for alle paa Dem Kjære Broder Føltved, som Menighedens Forstander. Jeg har allerede bemærket, at den virkelige Troesbekjendelse oversat efter riginalet udkommer i Trykken om et par Uger da den allerede er hos Bogtrykkeren. Jeg overlader til Dem at føle, hvilket Indtryk det vil gjøre Publikummet saaledes med egne Øine at see Forvirringen blandt Baptisterne og med Hænderne at gribe Forskjellen imellem Baptist-Sekter og hvorledes endog en Menighed har villet bilde Verden ind, at dens Troesbekjendelse var hele Baptistsamfundets. At der under saadanne Omstændigheder ikke er at tænke paa, at Regjeringen skulde anerkjende et Baptistsamfund i Danmark er klart og blev klart fremsat i Conferentsen, men har end ikke gjort Indtryk i Aalborg og vi maa derfor antage, at de to Brødre, som være tilstede, ikke have skildret for Menigheden hvad de i saa Henseende havde hørt. Da De, Broder Føltved var her for 3½ Aar siden til den første store Conferents, blev hele det store Forbunds og dets enkelte Deles Indretning beskrevet og oversat for dem og Herren ved Br. Førster. De fik da at vide, hvilken Troesbekjendelse der blev lagt til Grund for hele Forbundet og antaget, og De erklærede ved Førster’s Hjælp i Forsamlingen Deres Samtykke til Alt, altsaa selv til Troesbekjendelsen. Dette skete ifølge Protokollet i det 5te Møde. Saa meget mere forunderligt maa det være os, at see Dem træde og som Modstander af Troesbekjendelsen i sin Heelhed og Artiklen om Udvælgelsen i særdeleshed. Thi at det i Aalborg især er Enkelte, som modsætter sig sin Skriftens Lære, som Fornuften ikke kan fatte, er mig ikke ubekjendt, men at De, kjære Broder Føltved staaer i Spidsen for disse Sidste, synes at være Tilfældet, naar jeg tænker paa den Afhandling mod Udvælgelsen, som jeg fik af Dem, da jeg næstsidste Gang var i Aalborg. Imidlertid reiste jeg ikke bort fra Aa. dengang med det Indtryk, at De, langt mindre Menigheden vedbleve i Deres Modstand mod hiin Lærdom. Jeg erindrer godt, at jeg meget bestemt udtrykte min Overbeviisning om Skriftens bestemte Paastand angaaende Udvælgelsen og at jeg omsider ikke mere stødte paa nogen mærkelig Modstand. Kun over en anden med hiin beslægtet Lærdom fandt jeg, at der var bleven sagt for meget og stødte i den Henseende paa en bestemt og ivrig Modstand. Imidlertid beder Br. Oncken mig om, at opfordre Dem kjære Broder Føltved, til frit at sige os, om De personligen deltager i Menighedens nærværende Modstand mod Læren om Udvælgelsen, saaledes som den med Beviser af den hellige Skrift er opfattet i den almindelige Troesbekjendelse? Oncken ønsker dette, fordi han paa ingen Maade tør føre de amerikanske Brødre bag Lyset, af hvis Midler De have faaet en aarlig Understøttelse. Han er derfor, saa snart vi faar Brev fra Dem herom, forpligtet til at berette Tingen saaledes som den er til hine Brødre, og spørge om han tør vedblive at understøtte Dem.

Paa hvad der blev besluttet i Kjøbenhavn og i Vest-Sjælland synes Udgivelse og Udbredelse af den i Aalborg trykte Troesbekjendelse at være det mærkværdigste og bestemteste Svar, hvis Indhold er: Vi bryder os ikke om eder, om vi staaer i Forbindelse med eder, eller ikke. Jeg kan nok indse, at der kan være en Forbindelse blandt Menigheden, naar een af dem siger: Vi tør ikke samtykke i, men ligesaaledet modsige Læren om Udvælgelsen og Læren om Nadveren. Men naar en Menighed i den Grad modsiger de andre Menigheders Lærdomme om disse to vigtige Punkter, at den finder det fornødent offentlig for hele Verdens Øine at fremlægge sin Afvigelse, hvad bliver der da af den nære Forbindelse, som Baptistmenigheder skulle staae i tilh[…] anden?

Jeg har endnu at tale om Indholdet og Stilen i de Artikler og enkelte Sætninger, som i Aalborg ere føiede til den oprindelige Troesbekjendelse, Sproget og Stilen er saa forskjellige fra det øvrige Indhold at det ser ud som om man vilde lappe en sort Kjole med rødt Tøi. I de nye Stykker løber alle Ting imellem hinanden uden nogen Orden; ikke engang et Punktum skiller de eller Forskjellige Ting fra hinanden. Hvor bedrøveligt at Verden nu med Rette kan sige om et vigtigt Dokument udgivet af en heel Menighed, det Baptisternes skam frem […] Ryster deraf, at de ikke engang kunne skrive deres Modersmaal rigtig og dog uden videre vove paa, at lade noget saa vigtigt, som skal forelægge Høie og Lave, udgaa i Trykken. Men det siges jo endog paa Titelen, at Troesbekjendelsen er alle Baptisternes og følgelig er Folk berettigede at troe, at alle Baptisterne have fremsat noget, der hverken Orden eller Tankegang er i.*) Jeg troer at alt det Anførte kan være mer end nok til at undres, […] Br. Oncken’s og min indstændigste, baade kjærligste og alvorligste Bøn tilDem, Broder Føltved, som til alle de andre Medlemmer: Da ikke at udbrede endnu een eneste af disse Troesbekjendelser, men meget mere anvende al Flid med Viisdom for at faae saa mange af de allerede udgivne Exemplarer tilbage igjen, som muligt. Vi ville f[…] betale Trykke-Omkostningerne. Efter dette Tilbud, som Herrens A […] tvinger os til at gjøre, haaber vi, at Ingen vil føle Lyst til at paatage sig Regnskabet for Guds Throne for de skrækkelige Følger, som de to fra anden forskjellige Troesbekjendelser vilde have i Danmark. Vi vente med stor Længsel Svaret paa dette Brev og haabe det ikke bidrage til endmere at formere den Bedrøvelse, som Danmark allerede har forvoldt os saa rigeligen. Hils nu alle de kjære Sødskende. Herren regjere i deres Hjerter og oplyse deres Forstand, Hans Naade med dem alle! Amen.

Deres Broder i Jesu Christi Kjærlighed

J.Købner

*) Jeg maa her bemærke, at allerede Titelen indeholder en Urigtighed, som uvilkaarlig maa opvække Latter hos enhver, der forstaaer sit Modersmaal; Thi der staaer: Om Troeslærdommen o.s.v. Man venter ifølge dette “Om” en Afhandling om vore Lærdomme, enten for eller imod denne. Men istedet derfor er det en Troesbekjendelse.

Til menigheden i Aalborg den 29. juni 1852

Hamborg d. 29. Juni 1852

Vi hilse Eder i vor Herre Jesu Christo og ønske Eder Hans Naade og Fred.

Eders Svar, kjære Brødre i Herren, til os paa vor Skrivelse til Eders Forstander har bedrøvet os dybt. Vi ville imidlertid endnu en Gang gjøre Forsøg paa at formane Eder, som det er Brødres Pligt, paa det vi i det mindste kunne have den Bevisthed, at have gjort, hvad der stod i vor Magt naar hvert Formaningsord skulde findes at være forgjæves. At I ikke have faaet den Erklæring og Formaning som vedtoges af de til Conferentsen for Danmark forhandlede Brødre er ikke vor Skyld, men Broder Niels Nielsen’s, som fik det Ærinde, at skrive Eder til i Overeensstemmelse med den tagne Beslutning. Det gjør os ondt at det ikke er skeet; imidlertid kjendes Br. Føltved og Br. Jørgensen Beslutningen, da de var nærværende og det kan næppe antages, at de ikke skulde have mundtlig meddeelt den, især da Eders Brev tyder her paa, at I ret godt kjende dens Indhold.

I skriver som Svar paa det, vi havde bedt om, følgende Ord: “Kunne I rette Eders Troesbekjendelse for Gud og Alle Mennesker, da skulle vi strax holde op med at udgive flere.” Troesbekjendelsen, I tale om er ikke vor, men det Forbunds, som indbefatter de tydske, danske og svenske Baptistmenigheder. Den kan altsaa ikke rettes af os, men kun af alle Baptistmenighederne tilsammentagne, som høre til Forbundet og som netop have forenet sig paa Grund af denne fælles Troesbekjendelse. Herren bragte denne Forening istand, skjøndt vel ellers omtrent hver enkelt Baptist skulde have sin egen Smag og sine egne Tanker om hvorledes en troesbekjendelse bør lyde. Nu fordrer Menigheden i Aalborg, at alle Baptistmenigheder skulle rette sig efter den og rette deres Troesbekjendelse efter deres Mening. Vi spørge derfor med Rette: Hvem har sat den Aalborgske Menighed til et Overhoved over alle Menigheder, saa at hvad den beslutter og lader trykke, derefter skulle Alle rette sig? I skriver i Eders Brev: “Men derfor er det ingenlunde Pligt eller Gavn for os, at blive Menneske-Trælle, selv om vi følte nok saa stor en Kjærlighedsforbindelse mellem os og dem, som ville have os fangen”. Men skulde det da være vor Pligt og Gavn for Baptistforbundet, at være en enkelt Menigheds Træl? Staaer den Aalborgske Menighed saa høit, at alle de andre Menigheder skulle følge den, som Børn deres Moder? (for dog at bruge en ædlere Lignelse end hiin om Trælle). Vi, kjære Broder, ville hverken have Eder eller nogen anden Menighed “fangne”. Alle Menigheder staar frit og frivilligt i Forbundet og Troesbekjendelsen indeholder de Lærdomme, som de virkelig tror. (Herved bemærkes igjen, at naar en Troesbekjendelse skulde i sin enkelte Dele og Udtryk være Alle tilpas, da maatte der være saa mange Troesbekjendelser, som der er enkelte Menighedslemmer.) Den Aalborgske menighed er ligesaalidet “fangen” som nogen anden Menighed, finder den at dens Tro saa meget afviger fra Baptistforbundets Tro, at den ikke kan dele Forbund of Troesbekjendelse med dette, da staaer det jo til den, at erklære sin Udtrædelse og saaledes skille sig fra Samfundet og dets Bekjendelse, hvor smerteligt og lidet opbyggeligt saadant Skridt end maatte være. Men at fordre, at Forbundet skal forandre sin Troesbekjendelse, skjøndt den udtrykker dets virkelige Tro, er vist nok saa urimeligt, at I ved nøiere at overveie dette, vil komme til at indse det og afstaae fra den Fordring, at ville foreskrive hele Forbundet en Troesbekjendelse.

Imidlertid have I, kjære Broder, gjort mere end dette; I have rent ud sagt at den Troesbekjendelse, som I fandt for godt at udgive, var alle Menighedernes Troesbekjendelse og dermed have I sagt Usandhed. Vi have allerede gjort Eder opmærksomme derpaa i vort sidste Brev. Vi ventede, at I som Christen vilde erkjende den begaaede Synd og holde op med at vedblive at begaae den ved at udbrede Eders Skrift med et usandfærdige Titelblad. Men der indeholdes end ikke et Ord i Eders Skrivelse til Svar paa vor Formaning. Skal en enkelt Christen svare, naar han overbevises om at have sagt Usandhed, hvormeget mere en Menighed Hos Menighedens Lærere i det mindste er denne Synd begaaet med fuld Bevisthed om, at den udgivne Troesbekjendelse ikke var den almindelige og saa længe med dets nuværende Titelblad udbredes, vedblive hele Menigheden at leve i Usandheds vitterlige Synd. Bedrøveligt maatte det være om I vedblev at nægte dette, kjære Broder; men Verden ville meget snart fremlægge Sort paa Hvidt for Eder og I kunde da ikke længere nægte, at have sagt Usandhed, naar Forbundets Troesbekjendelse ligger ved Siden af Eders, hvilket som vi allerede have sagt, vil skee om en meget kort Tid, da allerede over et Ord er sat. Jo flere I da have udbredt, jo mere vil eders egen Ære lide derved. Vistnok har den Aalborgske Menighed Ret til at udgive sin egen Troesbekjendelse og naar I fortælle Verden, at den kun er Eders, ikke de andre Baptisters, da kan i det mindste intet Menneske beskylde Eder for Usandhed. Den Aalborgske Menighed danner da et eget, fra alle andre Baptister forskjelligt Parti; thi om der end gives et forholdsviis meget lidet Antal saakaldte General-Baptister, som nægte Udvælgelsen, ligesom I saa gives der dog ingen Menighed i noget Land blandt Baptisterne, som har den Lutherske Lære om Nadveren, saaledes som den ved en Tilsætning i Artiklen om Nadveren af Eder er fremsat. Hvad Gavn det vil gjøre, ved to forskjellige Troesbekjendelser at vise den danske Verden, at den Aalborgske Menighed udgjør et Parti for sig selv, forskjellig fra de andre Baptister, det overlade vi til Eder selv at bedømme, da I selv skulle staae Gud til Ansvar for den Skade, som afstedkommes. Hvormeget det vil skade Baptisterne i Regjeringens Øine, have vi, saavidt erindres allerede viist i vor sidste Skrivelse, men I synes at være utilgjængelig for Grunde som kommer fra os og vi maa derfor nøies med hvad vi allerede have sagt. Kun dette ville vi endnu bede Eder, at overlægge, at I med samme Ret, som I forlange, at alle Menigheder skulle rette sig efter een og uden videre underkaste sig dens Beslutning, kan ogsaa nogle enkelte Lemmer af en Menighed forlange, at hele Menigheden skal rette sig efter dem og underkaste sig deres Mening og Beslutning, hvorved vor hele Menigheds-Forfatning maatte bortfalde og Præsteherredømmet træde tilbage.

Ved Slutningen af Brevet til os sige I, at Baptisterne, vore Medbrødre helst ville følge Sandheden “saafremt man ikke taler forblommende for dem”. Vi er os ikke bevidste, at have talt forblommende til vore Brødre. Eiheller har jeg (Købner) som skriver dette Brev, talt forblommende til Eder, da jeg var i Aalborg for broderlig at understøtte Eder, kjære Broder, som jeg bedst kunde. Derimod er eders Brev til os fuldt af forblommende Skoser, som vi af Broderkjærlighed til Eder ikke ville svare noget videre paa.

Vi have nu aabenhjertigen og uden Omsvøb saa temmelig sagt Eder alt, hvad vi troede at burde sige. Med Pennen at begynde en Disputation med Eder om Lærdomme, som vi af ganske Hjerte troe og kunne bevise af Guds Ord, holde vi hverken for passende eller gavnligt. Derfor maa vi ønske Eder Lev vel. Herren styre Eders Tanker og Følelser og oplyse Eders Forstand, han frelse Eder fra Synd og tvætte Eder med sit dyrebare Blod! Amen.

Vi hilse alle Brødre og Søstre i Aalborg og Omegn i vor Herre Jesu Hans Naade være med Eder alle.

Dette ønsker i Broder I. G. Oncken’s og sit eget Navn

J. Købner

Til menigheden i Aalborg den 7. september 1852

Hamborg d. 7. Septemb. 1852

Kjære aalborgske Brødre

Vi ønske Eders Naade og Kraft fra Gud, vor Herre til Alt, hvad der er Ham velbehageligt. Amen.

Det er min ubehagelige Pligt, efter at jeg i Mellemtiden har gjort en lang Reise og havt mangehaande vigtige Forretninger, at fortsætte den Brevvexling, som vi desværre have havt med hinanden om den af Eder udgivne Troesbekjendelse. Fulgte jeg herved mit Hjertes Lyst, da skrev jeg Eder visselig ikke mere herom, thi jeg er i Grunden kjed af denne Sag, og af at anvende min kostbare Tid, som det synes, til ingen Nytte. Imidlertid troer jeg dog, at det er Guds Villie, at jeg skal gjøre eet Skridt endnu, for at vi om muligt, kunde komme til at forstaae hinanden. Maatte da Herren ledsage disse Linier med sin gode Helligaand.

I skrive i Eders sidste Brev, at I nu have indseet Eders Feil med Hensyn til Titelen af Eders Troesbekjendelse, paa hvilken en Usandhed staaer skrevet: I forsikkre os, at det ikke var Eders Hensigt at ville udgive en almindelig troesbekjendelse, i hvilken Alle Baptister vare enige; vi tror Eders Forsikkring paa Eders Ord; imidlertid ved Ingen, hvad I have tænkt, af de Folk, som læse Eders Troesbekjendelse, thi Tanker ere usynlige, men Enhver maa henholde sig til det Synlige, nemlig til de tydelige Ord paa Titelbladet. Dette viser, at de, som gave Troesbekjendelsen til Trykken, ikke forstod, hvad de havde paataget sig at gjøre. Men en Christen bør aldrig paatage sig noget, som han ikke forstaaer, naar derved kan afstedkommes Skade og Skam. Dog hvad der er aldeles ubegribeligt for os, er at I sige, I have indseet Feilen, Usandheden paa Titelbladet, og strax derpaa sige I: “Vi tror ikke endnu, at det er vor Pligt, at standse med dens Udbredelse.” Aldrig før hørte jeg noget lignende af Guds Børns Mund. I ville vedblive, at give Folk den Usandhed, som I selv have erkjendt som er saadan; med andre Ord, I erkjende at have gjort Feil, men I ville vedblive at gjøre denne Feil. Hvad skal man sige dertil? Erkjendte I virkelig Eders Feil, da var det jo Eders første Pligt, ikke mere at udbrede den erkjendte Usandhed, altsaa enten at tilintetgjøre Oplaget, eller at lade trykke et nyt Titelblad, som indeholder Sandhed og borttage det gamle. Paa Frugterne skal man jo netop kjende, om Nogen har erkjendt sin Synd eller ikke. Er dette ikke saa simpelt, Kjære Broder, at det maa være os høist paafaldende, at I ikke kunne forstaae det? Har Nogen feilet, da maa han som Christen sige fremfor alt, at gjøre Feilen god igjen, saavidt det er muligt. Hvad nu Stilen – eller rettere Sprogetangaar er de af Eder tilføiede Artikler, da synes I ikke, at de gjør Bekjendelsen uforstaaelig, eller forargelig. Jeg nødes da desværre til at forsøge paa, at bevise Eder, at just dette er Tilfældet. Jeg har allerede ovenfor viist hen til, hvad der er en Christen Pligt med Hensyn til saadanne Ting, som han ikke forstaaer. Tro I ikke, Kjære Broder, at det vilde være latterligt og forargeligt, om jeg paatog mig at drive Agerdyrkningen, som jeg ikke kjender til, eller et Smedeværksted? Vilde jeg ikke vanære Christendommen ved at gjøre mig latterlig, naar jeg f. Ex. saaede Hvede i Snadjord og Rug i feed Jord, eller filede Hesteskoe ud af en heel Klump Jern, istedet for at smede dem? Man har da ikke det danske Sprog og en god Stiil ligesaavel deres bestemte Love og Regler, som Agerdyrkningen eller Smederiet. Jeg kunde maaskee smede et lidet Stykke til mit eget Brug, men vilde jeg optræde som Smedemester, da gjorde jeg mig latterlig. Saaledes ogsaa kunne I vel skrive et Brev til Eders Brødre, men at lade noget offentlig udgaae i Trykken, som læses og bedømmes af Alle, det forstaar I ikke. Og dog er Fordringen til den, som saaledes skriver offentlig, at han bør forstaae hvad han paatog sig, ligesaa fornuftig som at en Haandværksmester bør forstaae sin Profession. Hvad nu den Mængde Sprogfeil angaaer, da kan jeg naturligviis ikke her gjøre Eder dem begribelige, men jeg vil prøve paa at vise Eder det Forunderlige i Indholdet, hvilket I lettere ville kunne fatte. F. Ex. i Artikelen om Evangeliet tænker enhver forstandig Læser at finde en Forklaring om, hvad vi forstaar ved Evangelium, hvad de Mange kalde Noget Evangelium, som i vor Overbeviisning er langt fra at være det. Altsaa hvad Evangeliet indeholder i al Korthed og hvorledes det er forskjelligt fra Loven, saa at disse to ikke maa blandes med hinanden, som mange Uforstandige gjøre. Saadant Indhold af denne Artikel er Enhver berettiget til at vente, naar han læser Overskriften “Om Evangeliet”, altsaa vore Tanker om hvad Evangeliet er. Men istedet derfor gives der ubegribeligeviis slet ingen Forklaring om hvad Evangeliet er, men paa den 19de Side kun nogle Bibelstykker om Evangeliets Virkninger og derpaa to hele Sider (20 og 21), som ikke indeholde et Ord om Evangeliet, men kun om, hvorledes Folk som prædiker, bør føre sig op. Efter at denne Opførsel er afhandlet kommer Regler (Side 21, Linie 8) for Kirketugtens Anvendelse mod saadanne Evangelister, hvis Opførsel ikke er god. Derpaa forglemmer Forfatteren helt, at han skriver en Artikel i en Troesbekjendelse og mener at han skriver et Brev, thi han giver sig til at formane. Uden videre Forklaring – ja endog uden et Punktum begynder han at sige: ere vi funden værdige af Gud til at Evangelium maatte os betroes, saa ere vi og skyldige at dele med Eder, ikke allemeste Guds Evangelium, men ogsaa vort eget Liv. Vee mig, dersom jeg ikke prædiker o.s.v. Hvem ere de, som har tale og sige “vi” og hvem ere de “Eder” som de “vi” her taler til? Og hvem er det, som strax derpaa siger “vee mig” og “dersom jeg ikke prædiker”. Er det Baptisterne eller den aalborgske Menighed, eller enkelt Baptist, som her begjynder saaledes at prædike? og til hvem taler Han? Derpaa lyde Udtrykkene saaledes: “Vee mig, dersom jeg ikke prædiker Evangelium, endskjøndt Herren haver forordnet for dem, som forkynde Evangelium, at de skulle leve deraf o.s.v. Hvad Tanke-Forbindelse er der imellem det “Vee”, som udraabes over den som ikke forkynder Evangelium og det Bud at leve af Evangelium? Begge Ting er her bragte sammen, som det var en Tanke og Bindeordet “endskjøndt” med et Komma foran lader begge Ting endog saaledes fremtræde for Læseren. Af samme Slags er de øvrige Linier af Artiklen indtil Enden; en Forvirring og Overtrædelse af al sund Tænknings og Stiils Lov, værre end naar en Bonde saaede Vaarkornet om Efteraaret, eller Vinterkornet om Foraaret. Omtrent ligedan er Artiklen om Troen. I Artiklen om Nadveren er der skaaren noget ud og flikket noget ind, men paa en saa barbarisk Maade, at Ordene nu er uden Mening. Det lyder nu saaledes: Denne naadefulde Indstiftelse o.s.v. bestaaer deri, at der bliver af de dertil i Menigheden Forordnede, under Fremsigelse af Indstiftelsesordene og efter høitidelig Takkebøn, Brød brudt og delte de, som derefter ogsaa Viin af Kalken, nydes af Menighedens Medlemmer, i hvilke Christus giver dem sit Legeme og Blod at æde og drikke! Saa spørger man nu hvad er Meningen af de Ord “i hvilke”? hvem ere disse “i hvilke”? og efter Sprogets uundgaaelige Love maa man svare. Medlemmerne er det, som skal forstaaes ved Ordet i hvilke! Altsaa i Menighedens Medlemmer giver Christus sit Legeme og Blod at æde og drikke; men hvem giver ham dette? “dem” staaer der. Men hvem er nu de “dem”, efter at Menighedens Medlemmer er de, som selv skulle spises og drikkes? Sandelig, kjære Brødre, her er overflødig Leilighed for Verdens Børn til at spotte (desværre med Ret) og for Guds Børn til at smile, thi der staaer egentlig, at Menighedens Medlemmer spise og drikke Herrens Legeme og Blod, idet de spise og drikke sig selv. Men er det ret, Brødre, at udsætte saadanne hellige Guds Ting for Verdens Latter, ved at overlade Talen derom i en Troesbekjendelse til Saadanne, som ikke vide hvad de sige, fordi de kjende ligesaalidet til Sprogets Love som til Astronomiens?

Videre skrive I i Eders Brev, at det er en ligefrem Usandhed, naar vi have sagt, at I nægte Udvælgelsen. Men strax derpaa sige I: At Udvælgelsen blev udeladt af vor Troesbekjendelse er skeet for at den ikke skulde komme i aabenbar Modsætning til Eders! Altsaa staaer det, som I tror angaaende Udvælgelsen i aabenbar Modsætning til det, som vi tror, eller med andre Ord, I tror det Modsatte om Udvælgelsen af det som vi tror. Men hvorfor er det da Usandhed, at I ikke tror hvad vi tror? Dette forekommer mig, som om f. Ex. en Uomvendt, til hvem jeg sagde: “Du troer ikke paa Christus”, vilde svare mig: “Du siger Usandhed, thi jeg tror paa Christus skjøndt jeg ikke troer som du, at han var Gud”, Har nu at indlade mig paa vidtløftige Beviser for Udvælgelsens Sandhed, saaledes, som den er fremsat i Baptisternes Troesbekjendelse ville I vist indsee Umuligheden af. Dette Brev er allerede meget for langt og min Tid er meget for Knap til at skrive lange Afhandlinger, som dog ikke nytte, fordi Ingen kan troe paa Udvælgelsen, uden han er istand til aldeles at tage sin Fornuft til Fange og troe paa den menneskelige Naturs Fordærvelse i den Grad, at Mennesket ikke kan give sit Samtykke til sin egen Omvendelse, men fødes paa ny ved Guds Magt uden sit eget Samtykke, som først følger paa, naar vi allene ere gjenfødte. Naar man kan tro paa den menneskelige Fordærvelse i den Grad, at ingen Christen kan bevare sig selv til det evige Liv, men at dette udelukkende er Guds Gjerning, saa at i Virkeligheden intet Menneske blev salig, naar ikke Gud med sin Aands Vold og Magt gjorde dem salige, som han har udvalgt, da kan ingen tro paa Udvælgelsen. “Saa forbarmer han sig da over den, som han vil”. “Mange ere kaldede, men faa ere udvalgte”. Dog der er Guds Aand, som allene kan faa os til at tro dette uden at indvende: “Hvad klager han da over? Hvo haver kunnet imodstaae hans Villie?” (Rom 9,19) Menneskelig Beviisførelse gavner her lidet, ja mindst ved denne ubegribeligste af Skriftens Lærdomme.

Der er endnu en Ting, som jeg nødvendig maa omtale, fordi der synes i den Henseende at være en Misforstaaelse imellem os, som let kunde frembringe Fordomme, som vare slemme til at blive af med igjen. I sige nemlig i Eders Brev: “Da vi ikke i nogen Maade vil forbyde Eder at lade Eders Troesbekjendelse udgaae, saa haabe vi og, at vederfares den samme Ret af eder”. – Kjære Broder, hvilken Mening har det Ord “forbyde” her? Mente I maaskee at vi ville forbyde Eder, at udgive hvad I ville? Kunne I virkelig troe om os, at vi kunde mene, eller forsøge paa at forbyde Eder eller noget Menneske nogen Ting angaaende Religionen? Ethvert Menneske har jo Lov til at troe, hvad han vil og gjøre hvad han vil i religiøs Henseende. Vi hverken kunne eller ville forbyde Eder nogen Slags Ting, hvor forkeert og daarlig den end monne være. Men et andet Spørgsmaal er det, om det er godt og gavnligt, at gjøre alt, hvad Andre ikke have Ret til at forbyde os. Saaledes er Spørgsmaalet med Hensyn til eders Troesbekjendelse ikke, om det kan forbydes Eder, at lade den trykke, men om det er godt og gavnligt, at I have gjort det, og derved fremlægge for hele Danmarks Øine Beviset for, at der er to Baptist-Secter i Danmark med to forskjellige Troesbekjendelser, foruden Fuldkommenhedslærerne og P. Mønsters Menighed. Hvad Gavn maa der være i at vise Verden denne i sig selv saa sørgelige Adsplittelse? Var det ikke nok, at I og vi vilde Forskjellen imellem os, hvorfor skulde Verden vide den? Havde I Samvittigheds-Scrupler ved at uddele den almindelige Troesbekjendelse (af hvilken hermed nogle Exemplarer følge) saa kunde I jo have ladet være derved; vi skulle aldrig forlange af noget Menneske, at gjøre noget mod sin Samvittighed. Saaledes, kjære Broder, kan Talen ikke være om, at forbyde hinanden noget, men om en Christen tør gjøre Alt hvad Andre ikke kunne forbyde ham, det er et Spørgsmaal, som vi ville lade Eder selv besvare. – Hvad nu Ordene: “da vi ikke i nogen Maade vil forbyde Eder, at lade Eders troesbekjendelse indgaae o.s.v. angaaer, da glemme I, at Troesbekjendelsen ikke er vor, men Baptisternes i Almindelighed. Forholdet er ikke, som imellem to Menigheder, nemlig den aalborgske og den faaborgske med hver sin Troesbekjendelse, nu paa den ene Side staar alle Menighederne i Tydskland og Danmark, som udgjøre Baptistforbundet og paa den anden Side en enkelt Menighed. Om det da er passende, at et enkelt Lem siger til det Hele: “vi ville ikke i nogen Maade forbyde Eder, at lade Eders Troesbekjendelse trykke, men haabe og at vederhaves samme Ret af eder”, det vil jeg ligeledes overlade til Eder, at besvare, især da Eders Menighed i de gjentagne store Conferentser, hvor-ved Eders Deputerede vare tilstede, ikke yttrede et Ord om, at I maatte forkaste Samfundets Troesbekjendelse, hvorpaa det blev bygget og som er det udvortes Baand, der holder det Hele sammen I kunne nu i alle Henseender gjøre hvad I ville; men Eet finder vi af Eder som af retskafne Mennesker og det uden alt Hensyn til Christendommen eller det Broderskab, som er imellem os, nemlig at I lade trykke et nyt sandru Titelblad til Eders Troesbekjendelse. Vor Ret til denne Fordring vil end ikke noget forstandigt Verdensmenneske nægte.

Med Hensyn til den aalborgske Menigheds Forhold til Baptistsamfundet, da staaer det ikke til os, at dømme heri, men dette er naturligviis hele Samfundets Sag.

Her skulde jeg være glad ved at slutte mit Brev, hvis ikke en Formaning til os i Slutningen af Eders Brev, nemlig Ordene i Cor. 4,5 tvang mig til endnu at tilføie noget. Denne Formaning har, saavidt jeg kan forstaae, Hensyn til min Yttring, at Eders første Brev indeholdt Skoser til os. Jeg vil her anføre Eders egne Ord. “Men derfor er det ingenlunde Pligt eller Gavn for os, at blive Menneske-Trælle, selv om vi følte nok saa stor en Kjærlighedsforbindelse mellem os og dem, som vilde have os fangen.” “Men om vi endogsaa feilede lidt i Orthographien, det var kun et Vidnesbyrd om, at vi vare Lægfolk, som jo og Pharisærum kunde finde hos Apostlene; imidlertid var det jo bedst, at være fri for forargelige Feiltagelser, skjøndt Verden ikke saa lige er at gjøre tilpasa, helst naar Samvittigheden saares, hvilket vi haabe ikke skulde være almindeligt blandt os: at finde Anstød ved Christi Aands og Ords forunderlige Lære, thi skjøndt vi ere svage, saa forstaar vi dog nogenlunde i Herrens Navn at skille Kraft fra Skin. Uden derfor at forkaste vore Medbrødre i de forskjellige Verdensdele, som helst ville følge Sandheden […] man ikke taler forblommende for dem o.s.v. […] hver fornuftig maa spørge: Ligger der ingen Hentydning i alle disse Udtryk til dem, som Brevet skrives til, hvorfor staar de da i Brevet? Men da der nu ikke ligefrem siges: “vi mene Eder”, saa veed jeg endnu idag ikke hvad jeg skal kalde slige Talemaader andet end Skoser. Jeg vil nu af ganske Hjerte ønske, at denne bedrøvelige Slags Brevvexling maa være til Ende og at Herren maa skjende Eder Naade til at kunne see, hvem der for Gud har Ret i denne Sag.

For at undgaae videre Misforstaaelse føier jeg endnu til, at der ikke er talt vidtløftigen eller udførligere i Artiklen om Udvælgelsen i Troesbekjendelsen for ikke at lægge nogen Slags unødige Hindringer i Veien for Nogen, at samtykke i Hovedindholdet. Jo udførligere og vidtløftigere en Troesbekjendelse er, desmere uskikket er den til at forene mange Christne til Eet Samfund, thi hvad den behager den Ene, det støder den Anden. Det falder saaledes bort, hvad der i Eders første Brev er sagt om en “farlig Tvetydighed”.

Modtager nu vor broderlige Hilsen i Herren, som er vort eneste Haab, fordi han er den Eneste, som kan bortrydde Hindringerne og bringe Alt tilrette. Han, Fredsfyrsten være med os alle og samle os i sin mægtige Kjærlighed. Han bevare os i det broderlige Samfund, indtil han bringer os til det evige Samfund med Ham og alle Hellige. Fjenderne begynde igjen at rase paa alle Kanter og vi kunde derfor trænge til at staae nærmere sammen, istedetfor at splittes ad. Vor Herre hjælpe os. Amen.

Idet vi haabe snart at faa et Svar fra eder, for hvilket vi kunne takke Herren, slutter jeg som Eders Broder i vor Herre Jesu Christo

J. Købner

Til Ole Nielsen Føltved den 8. september 1852

Hamborg d. 8. Sept. 1852

Kjære Broder Føltved Min Tid tillader kun at skrive nogle faa Ord. Det kunde ikke være vor Mening, at bedømme Deres Tanker og Hensigter, eller at beskylde Dem med Uredelighed med Hensyn til at have havt andre Hensigter. Vi henholdt os kun til Deres Handlemaade i det bekjendte Anliggende og jeg søgte at vise Dem denne fra Retfærdighedens Side. Efter min Mening er saadant ogsaa en Christenpligt, skjøndt een af de sværeste, ved hvis Opfyldelse man enten tilsyneladende eller undertiden virkelig let gjør sig skyldig i Haarhed. Skulde dette sidste være skeet med Hensyn til Dem i et eller andet Udtryk, da bede vi om Deres Tilgivelse. – Hvad Hovedsagen angaaer, da staaer endnu vor Overbeviisning fast med Hensyn til den Uret, der ligger i Deres Handlemaade, ikke i Deres Hensigter, som jeg allerede ovenfor har sagt. En anden Pligt er at tilgive Enhver sin Uret naar han indser og tilstaaer den. Vi haabe med Guds Hjælp ogsaa at kjende og at øve denne Pligt i Overeensstemmelse med Hans hellige Villie.

Hvad de Troesbekjendelser angaaer, som Br. Braun har sendt til Aalborg, da kunne de sælges til 3 eller 2 Skilling Rigsbank eller tildeels uddeles gratis ligesom Omstændighederne ere til. Skulde det imidlertid være imod de Aalborgske Brødres samvittighed, at udbrede denne Baptistsamfundets Troesbekjendelse, da hav den Godhed, at sende Exemplarerne til Br. Nilsson i Kiøbenhavn (Balsomgade No 463 anden Sal)

Lev nu vel og vær hilset i vor Herre ved Deres Dem hengivne Broder

J. Købner

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *