Niels Hansen: Hedelærken om Forudbestemmelsen eller Kalvinismens Hemmelighed afsløret (1870)

NielsHansen
Niels Hansen (1820-1897)

“Gud hjælper den, som hjælper sig selv; men jeg ved det, at denne Betragtning er uforenelig med Kalvinismen, der gjør Mennesket til en Maskine, som drives af uimodstaaelige Magter enten til Godt eller Ondt.” (Niels Hansen 1870, pp. 22-23)

Et centralt debatpunkt for danske baptister i midten af 1800-tallet var spørgsmålet om calvinismen, især dens udvælgelseslære. Med indflydelsen fra de hamborgske baptister gennem Julius Købner var denne blevet aktuel i Danmark. I forlængelse af landskonferencen i 1869, hvor sagen blev debatteret, udgav væversvenden Niels Hansen (“hedelærken”) et stært polemisk skrift mod Købner og calvinisterne.

Ifølge Hansen er der ikke det, der ikke er galt med calvinismen og dens tilhængere. Hansen forsøger at påvise, at calvinismens lære,

“[…]leder til at bygge paa Mennesket og holde Kjød for sin Arm, at den angriber Guds Karakter, nedsætter Forsoningen, tilintetgjør Forløsningen eller gjør den forgæves, deler, opløser og spalter Guds Ord, giver Gud Skylden baade for Ondt og Godt ifølge Forudbestemmelsen, tilintetgjør Betingelsen for Menneskets Frelse ifølge Valget, gjør Evangeliet til en Spotten med Menneskenes Elendighed; idet det vel forkynder Naade og Syndernes Forladelse, men denne Naade kan kun blive nogle faa Udvalgte til Del, for de Øvrige er det ikke et Glædens, men et Sorgens Budskab, tvertimod Englens Ord, som siger: se, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares (hvem?) alt Folket, Luc. 2. 10. og dette er endnu ikke Alt, men denne Lære er demoraliserende og fordærvelig for Mennesket selv, det er en Sandhed, som jeg tilfulde har set stadfæstet i de 30 Aar, som jeg har staaet i Samfund med Kalvinister og havt dem til Formænd og Ledere.” (Niels Hansen 1870, p. 20)

Læren om forudbestemmelsen er ifølge Niels Hansen en filosofisk, ikke en bibelsk, doktrin. Debatten mellem Julius Købner, som ivrigt forsvarede en forholdsvis radikal form for calvinisme, og forsvarerne af en mere arminiansk eller luthersk-ortodoks (omend ikke luthersk) tro på menneskets fri vilje, er derfor, ifølge Hansen, en ulige kamp: “medens Schmidt og M. Olsen bruger Ordets Sværd (angiver bibelske Beviser), saa giver Købner dem det glatte Lag af sin filosofiske Pistol” (Niels Hansen 1870, p. 1).

Købners problem er altså hans skolastiske (“filosofiske”) metode, idet han, ligesom iøvrigt også Grundtvig, baserer troen på “Troes Artikler, og udleder derfra sit hele System (Ladebygning)” (Niels Hansen 1870, p. 2). Købner baserer sit system på en række ubeviselige præmisser, der må tages for givet i tro, og som han så udleder alt muligt af, som ikke er i overensstemmelse med bibelsk lære, hævder Niels Hansen. Hansen fremfører således den samme skepsis mod at formalisere troen som også fandtes hos fx P.C. Mønster, der på samme måde understregede, at hvis baptisterne absolut skulle have en nedskrevet trosbekendelse, skulle det være Bibelen:

“Men vi spørge ikke efter hvilke Slutninger, der kan drages ud af Bibelen og dens Lærdomme, men hvad staar der i Bibelen? Derfor burde denne filosofiske Maade, ved Følgeslutninger at drage noget ud af den, ikke anvendes i Kristendommen.” (Niels Hansen 1870, p. 2)

Både Købner og hans modstandere (som Niels Hansen tilslutter sig) anklager, ifølge Hansen, modparten for såkaldt “Begribelighedslære”. Begge parter hævder om modparten, at denne vil gøre troen begribelig for fornuften, mens man selv står fast på troens og åbenbaringens modsætning til fornuft og forstand – i Købners tilfælde ved at Guds nådesvalg omtales som en ubegribelig realitet, der må tros, og i Schmidt og Olsens tilfælde, at man hævder at tro Bibelen uden iblanding af fornuft og forstand. Men begge tager ifølge Hansen fejl, da Guds åbenbaring skal forstås i forlængelse af, ikke i modstrid med, fornuften. Der er altså, ifølge Hansen, ikke noget galt i at gøre troen begribelig, tværtimod (til Købners forsvar skal det måske nævnes, at han flere steder – fx i 1848-manifestet – omtaler åbenbaringen som den egentlige, rene fornuft, i modsætning til menneskets kun tilsyneladende fornuft – heller ikke for Købner er der altså tale om en alt for banal dikotomi mellem tro og fornuft).

Ifølge Niels Hansen er Købner af den opfattelse, at Jesus døde forgæves, da ingen frivilligt vil tage imod hans offer. Gud må derfor tvinge de udvalgte til frelse uden om Kristus. Problemet er at calvinisterne, ifølge Hansen, skiller Guds prædestinerende nådesvalg fra den åbenbarede Kristus, som givet calvinismen derfor døde “helt forgæves”:

“Der ser Du hvor liden Betydning Kalvinismen lægger i Kristi Død. For dem staar Valget høiere og er det afgjørende, saa at Forløsningen ved Kristi Død afhænger af Valget og ikke Valget af Kristi Død ; altsaa har Gud ikke udvalgt os i Kristo, men udenfor Kristo, og uden dette Valg er Kristi Død helt forgæves. Nei nei! om jeg end aldrig kunde forklare mig for Andre, saa siger dog min Tro paa Kristo mig, at saaledes er det ikke” (Niels Hansen 1870, p. 9)

Calvinismens problem er med andre ord, at den vil tænke Gud uafhængigt af den kendte Gud (“Det er dog mærkværdigt hvor Mennesket fra gammel Tid af har havt Lyst til at bevæge sig i det Hemmelige”, etc., pp. 6-7). Men Gud er ikke længere “en ukendt Gud”, bemærker Niels Hansen.

Hansen angriber i forlængelse deraf også calvinismens forsoningslære. Når Kristus med sin død ikke har formået at forløse menneskene, som istedet må tvinges til frelse, hvilket ifølge Hansen var calvinismens påstand, betyder dette en fatal undervurdering af Kristi gerning. Som grundtvigianeren Otto Møller senere i samme århundrede fremførte, døde Kristus ikke først og fremmest for at formilde Guds vrede, men for at løskøbe menneskene fra døden. I den forbindelse demonstrerer Hansen sin forkærlighed for billedsprog:

“Sæt f. Ex., at den prøisiske Konge gjorde en del danske Krigsfanger og den danske Konge i sin Vrede og Harme derover gaar hen og slaar en del af sine egne Folk ihjel – visselig vil Vildhelm le ham ud og ligefuldt beholde Fangerne. Men, dersom en dansk Mand formaar at kjøbe dem ud, eller han vover sig yderlig med Livsfare og det lykkes ham, skjøndt paa Livets Bekostning at udfri dem, saa er de frelste; saaledes har Christus kjøbt os fra Satan til Gud med sit Blod, der er forløsningen.” (Niels Hansen 1870, p. 11)

At ikke alle ifølge Niels Hansen i sidste ende bliver frelst skyldes, at mennesket i kraft af forløsningen gives evnen til at takke ja eller nej til den endelige frelse – i god overensstemmelse med luthersk ortodoksi: Gud har givet alle muligheden for frelse, men ikke alle tager imod den. Forsoningen er generel (Hansen anvender udtrykket “universel”, som ellers ofte, også af baptister, anvendtes om soteriologisk-eskatologisk universalitet), men ikke alle tror. At calvinisterne har villet begrænse forsoningens og derved Guds kærligheds og frelsens (potentielle) omfang skyldes deres egen partiske karakter:

“[…]sig mig hvilketsomhelst Folks Mytologi (Gudelære) i det fjerneste Hedningeland, eller i den fjerneste Oldtid og jeg stal sige Dig dette Folks Karakter; thi saaledes som det selv er, saaledes tænker det, at Gud er. Ps. 50. 21, det er hele Hemmeligheden. Lad os tage et Par bekjendte Exempler: Mormonerne tro, at Gud sidder i Himlen som et Mønster for Flerkoneriet. Altsaa ere de Poligamister. Grundt­vigianerne tro, at Gud er en national krigslysten Gud. Altsaa er dette deres Karakter. Nuvel! Gud er ikke partist, uretfærdig, falsk i sine Forestillinger, dobbelt i sit Forhold, eller tvetydig og tvetunget fordi Menneskene beskylde ham derfor. Nei, hør Israel! Herren Din Gud Herren er En! En i Ord, En i Gjerning , En i Væsen; men Menneskenes Karakter er ofte saaledes[…]” (Niels Hansen 1870, pp. 14-15)

Blandt de mange veltænkte indvendinger mod Købners synspunkter, ihvertfald som opfattet af Hansen selv, er det især den ukuelige tro på menneskets frihed og evne til autonomt at bestemme sit endelige, der kendetegner Niels Hansens position (“det afgjørende i hans evige Skjæbne er lagt i hans egen Haand”, etc., p. 18). Hansen kritiserer calvinismen for at anse Guds udvælgelse for at være betingelsløs, men, mener Hansen, tro (og dåb) er jo betingelsen for frelsen (Niels Hansen 1870, p. 19). At Hansen derved selv risikerer at sætte valget – ikke Guds, men menneskets – over virkningen af Kristi død, synes ikke at falde ham ind.

Også Købners brug af skriften, hans forståelse af helliggørelse, umuligheden for frafald, m.v., angribes af Niels Hansen med udmærkede argumenter, tankeeksperimenter og analogier. Det betyder selvfølgelig ikke, at Niels Hansen har ret i alle sine anklager, men hans pointer er interessante og væsentlige for at forstå tidens debatter blandt baptister, både herhjemme og i udlandet.

Sidst i teksten forklarer Niels Hansen, at når han kalder sig Hedelærken skal det forstås i modsætning til “guldfuglen” – den lærde, men kunstige og fortænkte, Julius Købner.

Download (pdf)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *