"Gud tvinger os, det siger jeg reent ud!" De danske Baptist-Menigheders forenings-Conferents, holdt i Kjøbenhavn den 14de og 15de Oct. 1867

De_danske_Baptist-Menigheders_forenings-Conferents_holdt_i_Kjoebenhavn_den_14de_og_15de_Oct._1867_tilligemed_den_syvende_Forbunds-KonferentsMødet blev holdt i forbindelse med åbningsgudstjenensten i Kristuskapellet (nu Kristuskirken) på Nørrebro. Endnu engang var udvælgelseslæren og calvinismen blandt de centrale emner. Julius Købner ledte mødets forhandlinger og Niels Larsen skrev dem ned. Derudover var blandt andre Ryding, Rymker og Søren Hansen samt J.G. Oncken fra Berlin til stede som special guest.

Efter nogle korte bemærkninger om foreningskassens regnskab og missionens tilstand, diskuterer man ”En Liden mod en Stor”, et ”lidet Skrift” af Søren Hansen, hvori han havde genudgivet sin smædevise ”Stats-, Folke- og Verdenskirken”. Smædevisen havde skaffet Søren Hansen tre måneder i fængslet for brud på den paragraf i loven om pressens brug som senere blev til blasfemiparagraffen. I tillæg til smædevisen indeholdt ”En Liden mod en Stor” en del forklaringer og beskrivelser af sagens gang.

Købner dadler Søren Hansen for udgivelsen af ”En Liden mod en Stor”: ”Er det Ret at skjælde Folk ud? Nei! Man bør sige dem deres Feil, men ikke betjene sig af Skjældsord eller deslige. Kan Evangeliet ikke omvende et Menneske og føre det til Herren, saa kan hverken Tvang, Haardhed eller Skjældsord gjøre det.” (Købner, p. 4).

Forsamlingen opfordrer Søren Hansen til ikke at udbrede skriftet og råder ham til ”at sælge det til en Papirsmølle og ikke til Indpakningspapir, da der var intet som Folk hellere læste end hvad der var viklet om et eller andet Slags Varer.” (p. 20). Om Søren Hansen faktisk fulgte opfordringen melder historien intet om, men hans skrift er stadig til at få fat i (se under bibliografi).

Missionssagen og uddannelse af prædikanter

Dernæst diskuteres missionssagen, oprettelsen af ”Missionsfabrikker” og aflønningen af missionærer. Oncken slår til lyd for en ordentlig missionærløn, så missionærerne ikke skulle gå med ”bødte Klæder eller opslide Støvler”.

”Jeg er imod, at Søstre bære Guldstads og lignende Prydelser. Saadanne Ting burde lægges frem for Herren som Offer. Men en Missionær maa gaae ordentlig klædt, at han ikke skal værre til Anstød for Verden eller til Byrde for Nogen. Han bør ikke alene reise og prædike, men han bør ogsaa have Tid til at læse Guds Ord og sætte sig ind i det, han skal forkynde Andre. Forstaaer han ikke Guds Ord bedre, end sine Tilhørere, saa kan han ligesaa godt tie stille. Det er sandt, at al Viisdom og Kundskab kommer fra Gud, men den Hellig Aand hælder ikke Guds Ord i os, som man hælder Vand i en Tragt. Man maa bese Guds Ord, randsage Skriften, tænke over dens Indhold og deslige. Min Mening er ikke, at en Missionær skal bortødsle sin Tid med at læse alleslags menneskelige Bøger; men jeg ønsker, at den Bebrejdelse, der ofte gjøres os, at vi altid komme frem med Bibelsprog, maatte gives os med Rette, at vi maatte have ti Bibelsprog istedetfor eet. Vore Missionærer bør være Bibelmænd, og skulle de ret kunne udføre deres Embede, da maa de flittig randsage Bibelen. Det er det, jeg kalder at studere.” (Oncken, pp. 6-7)

Købner bemærker som ved tidligere lejligheder, at det er misbrug at prædike Guds Ord uden at sætte sig ordentligt ind i bibelteksten, og at missionærer derfor bør uddannes og gives god tid til bibelstudier.

”at sige det samme derover, som der kunde siges over enhver anden Text, er ikke at fortolke Guds Ord; men det er, som naar man i Norge, hvor der er Hungersnød, maler Bark og blander i Rugen til Brød. Det kan vel fylde Maven, men det giver ingen Næring. Saaledes er det ogsaa, naar En snakker om alle Slags af Guds Ord, taler om Omvendelse, Kjærlighed, Gud osv., uden at der er nogen Sammenhæng deri og uden at gaae ind paa Sagen, som hvert Sted i Bibelen indeholder. Hvor ganske anderledes er det ikke, naar reen Hvede males fiin, at man ret kan faae Næringen af den. Saaledes bør man trænge ind i Guds Ords Celler, at det kan blive til sund Næring for Sjælen.” (Købner, p. 8)

Som på sidste årsmøde vendes spørgsmålet om en missions- eller prædikantskole. N. Larsen bemæker, at enkelte brødrer har ”en Slags Ængstelighed” ved tanken om en missionsskole, da uddannelse let kan resultere i hovmod, når nogle mener, at de ved mere end andre (N. Larsen, p. 10). Købner svarer dertil, at misbrug aldrig tilintetgør den gode brug og Oncken forklarer, at hovmod ikke synes at være et problem for skolen i Hamborg:

”Jeg har altid sagt til de Brødre, som kom til Underviisning i Hamborg, at hvis de ikke gik mere ydmyge derfra end de kom dertil, saa havde de været der forgjæves, og de Fleste af dem have bekjendt, at de nu først indsaae, at de ikke vidste noget. Af 100 Brødre, som have varet i Hamborg, have maaskee 6 lagt Hovmod for Dagen; men de vare vistnok ogsaa blevne hovmodige hvis de ikke vare komne dertil.” (Oncken, p. 10)

Derefter diskuteres igen finansiering af mission samt muligheden af at uddanne prædikanter med støtte fra amerikanske baptister. Traktatsagen nævnes og konferencens deltagere diskuterer behovet for at trykke nye og bedre traktater, ikke mindst om dåbsynet.

Er søndagen de kristnes sabbat?

Konferencens deltagere diskuterer derefter kort finansieringen af kapellet i København (Kristuskapellet), Søren Hansens skrift, en ”Br. Melkjær”, nogle sager i Odense og baptisternes forhold til skolevæsenet samt helligholdelsen af søndagen.

Spørgsmålet om søndagens helligholdelse var foranlediget af, at Niels Larsen havde fået tilsendt ”en Bog fra Amerika, hvori en Mand har gjort sig al Umage med at bevise, at de Christnes Sabath bør være Løverdagen”. Købner kritiserer i den alt for bogstavelige udlægning af skriften:

”Man bør i alle Henseender lade sig lede og overbevise ved Guds Ord og Aand. Begge er Uadskillelige. Nogle Mennesker gaae desværre til den ene Side og andre til den anden. Nogle raabe altid paa Aanden, Andre gaae til den modsatte Side og istedetfor ved den Hellig Aand at fortolke Ordet i sin rette Sammenhæng rive de det i Stykker, fortolke ethvert Stykke for sig. Derved gaaer Aanden deri tabt, og kun dødbringende Bogstaver bliver tilbage.” (Købner, p. 22)

Om sabbatten og søndagen bemærker Købner, at hovedsagen i kristendommen er ånd og sandhed, og at kravet om at kristne skal dyrke lørdagen som sabbat er at gå fra nåden til loven:

”I Christendommen er Aand og Sandhed Hovedsagen, Sabathhvilen fra al vor Gjerning i Christo, ikke nogen Dag eller Tid. Er en Broder som Soldat om Søndagen i Felttjeneste eller en Søster som Jordemoder beskæftiget, men de have Løverdagen, eller Mandagen eller en anden Dag heel fri, saa lad dem holde Sabathhvile paa den. Men frivillig at forlade Opstandelsesdagen, Christi Forløsnings Fuldendelses Dag, for at gaae tilbage til Skabelsesdagen, er at vende sig fra Christus til Moses, fra Naaden til Loven, fra saliggjørende Forløsning til saliggjørende Gjerning, fra Aand til Bogstav.” (Købner, p. 23)

Det er altså ikke afgørende at holde sabbatshvile på en bestemt dag, men da kirken siden sin begyndelse har gjort det på søndagen må det være det oplagte valg (Købner, pp. 23-24).

Om udvælgelsen og frafald fra nåden

Niels Larsen foreslår derpå at diskutere udvælgelseslæren og bemærker, at nogle siger ”at Guds Aand tidlig har kaldt paa dem og indvirket paa dem”, mens ”Andre mene, at denne Virkning eller Paamindelse er noget medfødt Godt i os, en medfødt Stræben eller Længsel efter Gud, hvilken Stræben eller Attraae Mennesket ved egen Villie enten sætter sig imod eller følger.” (N. Larsen, p. 24).

På Larsens opfordring svarer Købner, at der efter syndefaldet rigtignok er blevet noget godt tilbage i forstanden, følelsen og åndskræfterne, såsom menneskers evne til at elske deres mand, kone eller børn. Men alt dette er ifølge Købner noget, ”som ikke har sit Sæde i det menneskelige Væsens egentlige Kjærne.”

”Samvittigheden siger os mange Ting. Der staaer endnu nogle Stykker af Guds Lov i den; men Mennesket vil ikke hen til Gud, det søger at dræbe Samvittigheden og bringe den til Taushed. […] Der er Noget i os, som sætter sig op imod Gud, som ikke kan bøie sig for ham, ikke blive til Intet og lade ham være Alt. Dette kan og vil ikke begribe, at vi ikke skulde kunne fortjene, erhverve og vedligeholde Herrens Naade mod os. Mange troe derfor nok, at Naaden gjør megen ved og i os til vor Frelse, men de kunne ikke give slip paa, at Omvendelsen, Helliggjørelsen og Troskaben er vor egen. De kunne ikke fatte, fordi det er saa saare ydmygende, at Villien til Omvendelse, Tro og Lydighed er Guds, ikke vor, hans uforskyldte Naades og Barmhjertigheds Gave.” (Købner, p. 25)

Spørgsmålet om udvælgelsen bliver anledning til at diskutere Niels Hansens ”Om Frafald fra Naaden”, der kritiserede den calvinistiske opfattelse, ”at virkelige af Guds Aand gjenfødte Sjæle ikke kunne fortabes”. Som bevis for den opfattelse, at kristne kan forkaste nåden og derved fortabes havde Niels Hansen fremdraget en række skriftsteder, herunder om Sauls fald og de, der benægtede Jesus (vel Judas og Peter). Købner bemærker:

”Dette Skrift, om Frafald fra Naaden, og derpaa følgende Fortabelse er rettet imod en af Skriftens største Sandheder. Hvad kan Omvendelse, Tro, Christi Komme osv. hjælpe mig, naar jeg fortabes alligevel. Er det Sandhed, hvad dette Skrift vil bevise, saa er der intet, som jeg er mere overbeviiset om, end at jeg fortabes. Naar jeg kan rive mig løs fra Gud, saa skeer det, saavist som jeg sidder her.” (Købner, p. 26)

Som bevis for at sandt genfødte ikke kan falde fra igen peger Købner blandt andet på Jesu ord, at ”ingen skal rive dem ud af min Faders hånd” (Joh 10,29). Det betyder også at vi heller ikke selv kan rive os ud af Guds hånd. Kunne vi det var vi lige vidt: ”Faren ligger jo ene og alene i vor Eftergivenhed, i vort Samtykke”, bemærker Købner (Købner, p. 27).

”Naar Herren to Gange med Glæde siger: ‘Ingen skal og Ingen kan rive dem ud,’ hvo tør da formaste sig til at sige: Der er dog Nogen, som kan det, dog én Person, som kan det, nemlig vi Selv? Tør vi vove at sætte vort Nogen mod Herrens Ingen?” (Købner, p. 27)

Til Købners bemærkninger indvender ”En Broder”, at ”Saa tvinger Gud os jo, saa have vi jo ingen fri Villie?” Dertil svarer Købner:

”Gud tvinger os, det siger jeg reent ud! Thi det er utvivlsomt. Gud vil frelse alle Mennesker, og Christi Blod kan frelse Enhver; men nu vil ikke en eneste Sjæl komme til Herren ved Troen paa Frelsermanden. Da siger Gud til sine Udvalgte: Du skal komme! jeg vil frelse Dig! Der er en stor Forskjæl paa, naar et Menneske tvinger os eller naar Gud tvinger os. Et menneske kan kun tvinge med Stokken; men Gud tvinger os til at elske sig. Han omskaber Hjertet og Sindet i os. Gjør jeg Noget, som er Gud imod, saa tvinger han mig til at græde derover, som det skete med Petrus.” (Købner, p. 29)

Købner fortsætter og fortæller ud fra sine egne erfaringer:

”Bibelens Lære om Mennesket, at det aldeles er ”Kjød”, at Hjertet og Villien ere onde, at Tanker og Tilbøieligheder ere aldeles fordærvede stemmer nøie overeens med en Christens Erfaring. Skriften siger, al Synd tilhører Mennesket, men alt Godt i ham tilhører Gud. Enhver god Tanke eller Følelser i os er Herrens. (1 Krøn. 29, 14.) Er det da Mennesket, der holder fast paa sig selv? Nei, ”ved Guds Magt bevares vi formedelst Troen. 1 Ptr. 1, 5. De Troendes Erfaring stemmer paa det Nøiagtigste overeens med Skriftens Paastand. Naar jeg betragter det mindste Afsnit af mit Liv, saa er det klart for mig, at det er Gud, der drager mig til sig og holder mig fast. Blot idag, da jeg gik hertil, kastede jeg mig underveis i Frelserens Arme og følte mig lykkelig, men hvorlænge? Inden jeg saae mig ret for var jeg allerede langt borte fra ham, i mine Tanker spurgte jeg mig selv, hvor har Du nu været? og saaledes vexlere det med mig. Jeg kunde altsaa ikke holde mig hos Herren en halv Time. Langt mindre kan jeg holde mig eller noget Menneske holde sig hos ham indtil Enden af Livet.” (Købner, p. 29)

N. Hansen indvender mod Købners beskrivelser, at ”Det er jo Følelser, det gaaer ikke an at forlade sig paa dem.” (Hansen, p. 29). Hertil svarer Købner: ”Det er ikke Følelser, men Virkeligheder; det er Skriftfortolkninger ved Livets Kjendsgerninger. At jeg kom til vor Herre med min Tanke, det var Naade, men at jeg forlod ham med min Tanke, var min Synd.” (Købner, p. 30).

Sidst diskuteres om ægteskab mellem baptister og metodister er tilladeligt, hvilket de fleste mente det nok kunne være, hvis metodisten da var en sandt troende.

I protokollen nævnes i øvrigt et unavngivent skrift (?) om tusindaarsriget, som var blevet destrueret af forfatteren efter Søren Hansen havde kritiseret det.

I forlængelse af konferenceprotokollen findes også “Den syvende Forbunds-Konferents af de forenede Menigheder af døbte Christne i Tydskland, Danmark, Sveits, Frankrig, Polen, Rusland og Tyrkiet, holdt i Hamborg fra den 12te til den 21de August 1867″.

Download (pdf)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *